Dragens Hule

Robert og hans familje flytter til et gammelt hus i Bucuresti hovedstaden i Romænien, der finder han et gammelt brev, underskrevet:
Dragemester R. WATS
Han drager ud på et eventyr hvor han møder vampyr-pigen Zandy, der hjælper ham med hans mision...

2Likes
2Kommentarer
784Visninger
AA

3. Zandy

Det føltes som at flyve. Jeg havde ikke noget der holdte mig, og ingen fast grund under fødderne. sådan føltes det med det samme efter jeg havde sagt "snorbøffel", og det var en vidunderlig følelse. Jeg følte at ingen kunne bestemme over mig, at jeg aldrig ville have problemer, alt ville gå som det skulle, og der var ingen forhendringer. Men så landede jeg igen, og vidste at jeg var i vampyr-templet, ligesom der havde stået i brevet. Jeg var stivnet, jeg kunne  høre en glad pige-stemme - alt for tæt på - der sang: "Here comes the best vampire in the world. No one can stop me, and no one can sing like me, no one so perfect like me, and no one.." så stoppede hun, men så mumlede hun noget med: "kan lugte blod". Jeg kiggede ligeså stille frem fra mit skjul bag ved en stor rustning. Hun lignede et stort spørgsmål tegn, som om hun aldrig havde lugtet blod før. Ikke at jeg havde det, men hun var en vampyr. En rigtig pæn vampyr oven i købet. hun havde skrigpink hår, rød-ternet nederdel, sorte stilletter med rød hæl, en jakke med et "H" på brystet, og en bluse indeunder hvor der stod: "here comes a vampire". Hun stod stille lidt, men så kiggede hun pludselig hen mod den rustning jeg stod bag ved, og jeg tror ikke jeg var hurtig nok til at trække mig tilbage, så jeg var sikker på, hun så mig. Jeg blev alligevel stående, uden hverken at trække vejret eller røre mig. Jeg gættede på at hun måtte være et par meter væk fra mig nu. Men så ligepludselig meget hurtigere end forvented stak der et fint ansigt frem, som stirrede på mig, og jeg stirrede tilbage. Jeg trak mig hurtigt væk med et skræmt ansigt, og hun stirrede på mig som om hun havde set et spøgelse. Hun så næsten bange ud. Jeg begyndte ligeså stille at gå, men jeg kunne tydeligt mærke hendes øjne i ryggen. Men så kunne jeg heller ikke lade som om jeg ikke var bange mere, så jeg udbrød: "Kan du ikke bare få det overstået i stedet for at stå og pine mig"

"Hvad mener du?" spurgte hun.

"Vil du da ikke suge blodet ud af mig?" Spurgte jeg lidt mere roligt end før.

"Nej, jeg kan ikke lide menneske-blod" svarede hun.

"Kan du ikke? Hvad drikker du så?".

"Dyre-blod, det er ikke lige så styrkende, men det smager bedre."

"Jeg troede kun det var menneske-blod i drak".

"Jeg er også den eneste der ikke kan lide det".

"Så kan man da sige jeg var ret heldig, medmindre du giver mig til de andre selvfølgelig."

"Det gør jeg ikke, hvis du har en grund til at være her."

"Det har jeg. Jeg skal opsøge dragens hule, hvor dragemester R. WATS venter på mig ved indgangen.

"Ham kender jeg godt. Han kom også frem bag den rustning for fyrre år siden. Han sagde at næste gang der kom en frem bag rustningen, ville være i år".

"Hvorfor drak i ikke hans blod?"

"Det var også mig der så ham komme, og hjalp ham ud, uden de andre så ham"

"Vil du også hjælpe mig?"

"Ja, hvis jeg må komme med dig"

"Du er sikker på du ikke kan lide menneske-blod?"

"Hvis jeg kunne det ville du ikke være levende mere"

"Okay, så må du godt komme med. Men hvorfor vil du det?"

"Jeg er træt af at høre alle de andre vampyrer snakke om hvor godt menneske-blod er"

"Nårh.." svarede jeg, og så gik vi, i stilhed hen ad gangen, mod udgangen gættede jeg på. Da vi næsten var henne ved en stor dør, viskede Zandy at her skulle vi være ekstra stille, for Vampyre høre dobbelt så godt som hunde, og alle de andre var derinde. Vi listede forbi døren og da vi var kommet omkring halvtreds meter væk fra døren på den anden side begyndte Zandy igen at synge: "Here comes a vampire, the best in the world. no one can stop me, and no one look's like me, no one can sing like me, and no one.." den sidste tone holdte hun længe og så sagde hun: "følges frivilligt med et menneske" hun smilede, og så tilfreds ud over sin sang.

"Hvor stort er templet?" Spurgte jeg og så på hende.

"Det ved jeg ikke, jeg har ikke været over alt endu" svarede hun trist.

"Hvad er der galt?"

"Ikke andet end at det bliver trist, ikke at fare vild her på gangene mere"

"Hvorfor? Jeg troede du var træt af at bo her"

"Nej, jeg er træt af dem der bor her. Ikke af templet"

"Men hvorfor gik du egentligt rundt alene på gangene?"

"Det har jeg gjort hver dag siden dragemesteren kom"

"Hvorfor?"

"Jeg ville være sikker på at du ikke døde" hun sendte mig et smil, og jeg prøvede at smile tilbage, men jeg tror bare jeg lavede en grimasse, for hun begyndte at grine.

"Hvor langt skal vi gå endnu?" spurgte jeg vidst lidt utålmodigt.

"Ikke så langt, kun omkring fire-fem kilometer endnu"

"Ikke så langt!? Hvis du siger fire-fem kilometer ikke er så langt hvad er så langt for dig?"

"Det ved jeg ikke, altså jeg plejer og gå omkring femogtyve kilometer rundt på slottet hver dag, men jeg ved ikke om jeg syntes det er langt"

"femogtyve KILOMETER hver dag! Det er længere end jeg havde til skole"

"Boede du da lige op ad skolen? Dengang jeg gik i skole, var det kun de rige der boede så tæt på. jeg boede omkring tredive kilometer væk" hun lød helt ked af det da hun sagde det.

"Er der noget galt med at du boede så langt væk?"

"Nej, det minder mig bare om min mor. Hun døde fordi hun skulle gå så langt hver dag. Jeg sagde hun ikke behøvede at følge med mig, men hun insisterede på, at det ikke var godt for mig at gå alene."

"Ikke for nået, men hvor gammel er du egentligt?"

"femten eller tohundredeogotte det kommer an på om du mener før jeg blev vampyr eller efter"

"Jeg mente efter, men hvordan blev du egentligt en vampyr?"

"Det ved jeg ikke rigtigt, jeg vågnede bare en morgen og havde en voldsom trang til blod, og så stod Wendy - min pleje- eller vampyrmor - på mit værelse og ventede på at jeg skulle vågne. Hun sagde at jeg havde været syg så mit blod smagte elendigt, og så blev jeg en vampyr".

"Nårh.. men hvorfor er du så den enste der ikke kan lide menneskeblod?"

"Wendy siger det er fordi jeg var syg, men helt ærligt så syntes jeg det er ulækkert at drikke andre folks blod".

"Det kan der være noget om".

Efter at have gået et stykke tid, bare og snakket sammen, var vi kommet til en stor dør, som førte ind i en stor sal, fyldt med vampyre, stoppede vi for at finde ud af hvordan vi kom igennem den.

"Er der ikke en anden vej?" spurgte jeg lidt dumt, for hvis der var det, havde vi jo nok taget den.

"Nej, vi skal igennem her, det er den eneste vej hen til porten" svarede hun mig, og det overraskede mig at hun ikke lød mere utålmodig.

"Hvordan fik du Dragemesteren ud?" spurgte jeg uden helt at kunne skjule min angst for at gå ind i salen.

"Dragemesteren var meget klog, og kunne nemt finde på en plan, til at snyde de andre." vi stod og tænkte, i et stykke tid, indtil en af de voksne vampyrer kom. Han var dækket af græskarsaft, så han kunne ikke lugte mig, og det gav Zandy ideen. Vi fuglte med vampyren ind i salen, så ingen kunne lugte mig, for alle var optaget af den hæslige lugt, fra den græskar-dækkede vampyr. Vi kunne let snige os om bag ved de andre, og hen til døren i den anden ende af salen, uden de andre opdagede det mindste. Da vi kom ud, stod Zandy og rynkede på næsen, og jeg gættede på at det var af græskaret, for jeg havde læst et sted at vampyrer ikke kunne fordrage lugten af græskar. Efter en time i stilhed, var vi næsten nået til udgangen, men den blev spærret af en masse vampyrer der var på vej ud på jagt. De stod og snakkede om hvor de skulle starte, og slutte. Jeg blev nødt til at gemme mig, for ellers blev det lidt for nemt for dem at beslutte hvor de skulle begynde. Jeg gemte mig bag ved en rustning, mens Zandy gik hen til dem. Jeg kunne høre at hun spurgte hvad de skulle, og hvorfor de dog ikke diskuterede hvor de skulle starte, inde i den store sal, istedet for her ved døren. Jeg hørte ikke deres svar for porten blev pludselig åbnet af, nok den største vampyr jeg har set, i templet, som lige var kommet hjem fra jagt. Alle trådte tilbage og bukkede dybt, selvom han ignorerede dem alle fuldstændig. Han gik bare videre hen ad gangen mod den store sal, og hen imod den rustning jeg havde skjult mig bag ved. Jeg holdte vejeret for 3. gang idag, i håbet om at han ikke ville kunne lugte mit blod og gå til angreb på mig. Så heldig varjeg bare ikke, for da han var lige ud for rustningen, standsede han og brumede: "Grump kan lugte blod". Han vendte sig mod den rustning jeg stod bag ved, og begyndte at gå med tunge skridt.¨Han kom langsomt tættere på, men så, hurtigere end han nåede at tage et skridt mere råbte Zandy: "STOP! Hvis du tager et skridt mere kolapser gulvet!

"Siger lille pige at Grump er tyk!"

"Nej, lille pige siger at hvis Grump tager et skridt mere falder han gennem gulvet, fordi der er et usynligt hul, lige foran dig"

"Grump ikke se noget hul"

"Nej det er ligesom hele ideen med det usynlige" svarede Zandy lidt opgivende

"Nå.. Men Grump lugter blod"

"Nej Grump lugter ikke blod, Grump lugter dejligt friskt blod, inde fra salen"

"Grump skal til salen og have BLOD!"

Det var tæt på, og på den måde slap de også for de andre, for de ville da ikke have besværet med at jage hvis der blev serveret Friskt blod i salen så nu kunne vi frit gå ud af den store port, og så var de på vej til "Dragens Hule!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...