En ting ændrer ALT! (THG)

"Lev som var det din sidste dag"
Den lille linje lever Melody Capry efter. Hun er en 17årig pige fra distrikt 8. Hun har ingen evne udover det at sy. Hun kan alt hvis hun har nål og tråd... Og det er nok en god ting, for hun får måske brug det i det 53. årlige Hunger Games.

9Likes
11Kommentarer
847Visninger
AA

2. Høsten

Min seng er helt våd af sved. Jeg har nok haft mareridt. Igen. Men denne gang er der en god grund. I dag er det nemlig høstdagen. Høstdagen er den dag hvor Capitol skal finde to sonere fra hvert af Panems 12 distrikter til det årlige dødsspil. Klokken er kun halv fem, men jeg står alligevel op. Jeg går med tunge skridt hen til mine nåle og tråde. Det ligger alt sammen i farveorden og størrelse. Den eneste grund til at jeg har alle disse ting er fordi jeg er fra distrikt 8. Man får for det meste udleveret tre nåle med tråd, til når man bliver 10, og skal begynde at arbejde. Det er dog ikke noget specielt arbejde. Jeg er allerede blevet 17 år, men jeg arejder stadig kun med at lave små hæslige og farverige skørter til folkene i Capitol.Jeg begynder stille og roligt på at sy mit tyvene skørt. Det at sy får mig til at slappe af, når jeg er meget nervøs.

Lyden af nogen der står op skræmmer mig.

"Melody, er du allerede oppe?"

"Ja mor. Jeg er meget nervøs."

Min mor kommer hen til mig og vi står og krammer meget længe, indtil hun siger noget meget uventet.

"Det kan jeg godt forstå. Med alle de værdikuponer!"

Jeg troede hun havde tænkt sig at trøste mig... Min lillebror tager også imod værdikuponer. Vores familie på hele 7 gør at vi ikke har penge nok til mad. Jeg har en lillebror som er 15. Det er ham der også tager imod værdikuponer. Så har jeg en storebror på 21. Min mor og min far, og mine 2 bedsteforældre. De andre vågner hvilket betyder at vi skal have morgenmad. Igen er det mig der står for at lave det. Det bliver den sædvanlige grød. Hvis vi er heldige kan jeg få fat i et æble som vi kan skære ud og putte over. Vi sætter os til at spise i tavshed. Klokken er ligesåstille ved at være blevet 13, hvilket betyder at min bror og jeg skal til at gå over til rådhuset. Det er der, hvor der årligt bliver trukket et pigenavn og et drengenavn, som skal præsentere distrikt 8 til det årlige dødsspil. Lige inden vi begynder at gå derned skal vi selvfølgelig have noget ordenligt tøj på. Alle de andre distrikter og Capitol... Ups. Jeg mener Capitol og alle de andre distrikter skal jo se det! Og hvis jeg bliver valgt, skal jeg jo se 'præsentabel' ud.

Jeg tager en lille gul kjole ud. En meget lysegul nærmest hvid kjole. Det er på en måde distrikt 8's farve. alt fra hvidgul til en eller anden slags neongul. Det er en kjole, der går til mine knæ, ærmerne er af blonder og den har en meget smuk v-udskæring. Det er det rene luksus i hele Panem. Eller de fleste andre steder en Capitol og de første par distrikter. Mit hår er sat op i en lille fletning med en meget sød sløjfe. Det her luksustøj må vi kun gå i på høstdagen og når vi bliver 19 -og dermed ikke længere er med i dødspillet- skal vi aflevere tøjet igen. Jeg smutter ud for døren hvor min lillebror står med det smukkeste gule og hvide jakkesæt på. Jeg kan se hvor anspændt hele min familie er.

"Lad os gå," siger jeg. "Vi skulle jo nødigt komme for sent."

"O-okay," siger min lillebror med så rystende en stemme at det bare gør det værre for mig. Jeg prøver at smile, men det bliver vidst bare til en eller anden mærkelig grimasse. Min lillebror tager mig i hånden og begynder at trække mig med sig. Man kan se at han bare vil have det overstået. Jeg går lige så stille med, og før vi ved af det, er vi der. Lige uden for rådhuspladsen er et kæmpestort hegn. Og uden for dem er der en hel række fredsvogtere, og imellem nogen af dem sidder der folk som skal registrere at man er der. Min bror og jeg skilles, og vi går over i de forskellige rækker. Der er drengerækker og pigerækker. Da jeg når hen til personen ved bordet strækker jeg min arm frem, og så prikker hun mig i fingeren. Jeg sætter min finger med det løbende blod ned på et stykke papir, og går videre ind af porten.

Jeg mødes med min bedste veninde, som hedder Melody. Jeg synes at der er sjovt at vi har samme navn. Efternavnene minder en lille smule om hinden. Hendes fulde navn er Melody Corngo. Jeg synes det er et helt fantastisk navn. Hendes chance for at få trukket sit navn i den kæmpe kugle agtige ting, er meget større end min.  Hun har lige så mange familiemedlemmer som mig, men ingen har nogensinde fået en værdikupon. Eller ingen lige inden hun begyndte. Familien blev så glad for det ekstra korn og olie, at de tvang hende til at få værdikuponer. De havde nok ikke tænkt på at det kunne ende med at dræbe hende. Så med hendes 72 værdikuponer er hendes chancer altså MEGET større end mine 38 kuponer. 

"Stille!" En fuld stemme råbte i en mikrofon oppe på en kæmpe scene.

"rrrhmmm... Velkommen alle sammen! Til det treoghalvtredsenstyvene årlige dødspil." Det er en dame. Jeg tror hun hedder Loni Trinket. Det er altid folk med efternavnet Trinket der skal råbe navne op på høstdagen. Hun trykker utallige gange på en knap på en fjernbetjening. En lille film begynder at rulle på en kæmpe skærm ved siden af rådhuset. Den handler om krigen i Panem, og om hvordan vi er uforskammelige mod Capitol og sådan noget. Filmen stopper, og Loni går med små trippende skridt over mod pigernes kugle med navne i. Hun trækker to sedler og ligger det ene ned igen.Hun går tilbage mod mikrofonen så hendes gule tøj begynder at lyse ved hjælp af en eller anden sensor i hendes sko.

Der er stille lidt indtil hun åbner papiret. Hun kniber øjnene sammen og læser op.

"Me-l-o-dy" Igen er der stille.

"C-o-rk-bo" Melody Corkbo? Der er ingen i dette distrikt der hedder Melody Corkbo!

Borgmesteren tager over og spørger om det muligvis bare er udtalt forkert.

"Tror du ikke at det er Melody Corngo og ikke Melody Corkbo du mener?"

Jeg kan mærke at min bedste veninde ved siden af mig går i chok. Hun bliver helt stiv. Hendes hånd tager fat i min. Den er helt våd af sved, og det er min også. Jeg er meget lettet over at det ikke var mig. Men min bedste veninde? Det er ikke meget bedre.

"Jaja! Så siger vi det. Kom herop Melody Corngo," Siger Loni med en ret sur stemme, men stadig fra en vinkel som gør at hun næsten lyder rar.

Melody slipper min hånd. Jeg kan ikke få et ord sagt. Hun begynnder at gå derop. Jeg har ikke tænkt mig at melde mig frivilligt. Jeg står bare chokeret, indtil jeg lige pludselig høre drengenavnet. Jeg må være gået helt i sort.

"Toby Capry"

Loni tog sig virkelig sammen da hun sagde min lillebrors navn.

MIN LILLEBRORS NAVN!

Han kigger over på mig med et skræmt udtryk. Jeg chokker igen, for det næste jeg ser er at min bror og min bedste veninde hilser på hindanden og Loni siger den kendte sætning:

"Glædeligt dødsspil, og må heldet altid være på din side."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...