En ting ændrer ALT! (THG)

"Lev som var det din sidste dag"
Den lille linje lever Melody Capry efter. Hun er en 17årig pige fra distrikt 8. Hun har ingen evne udover det at sy. Hun kan alt hvis hun har nål og tråd... Og det er nok en god ting, for hun får måske brug det i det 53. årlige Hunger Games.

9Likes
11Kommentarer
872Visninger
AA

3. Et sidste farvel

Pladsen er næsten tom da jeg opdager at jeg står og græder. Min bedste veninde og min lillebror? Min mund er helt åben, og det er smagen af saltet i tårerne der vækker mig. Jeg går med meget tunge skridt hen mod der hvor vi kan sige farvel til vores familie og venner. Jeg skal ind til begge. Hvem skal jeg tage først. Hvordan vil jeg reagere? Det kan vel ikke blive meget værre end den følelse jeg har nu. Tomhed. Intet andet end tomhed. Fredsvogterne lukker mig ind ad den næsten store trædør til min brors rum.

"To minutter," siger en af dem.

Jeg nikker og vender hovedet mod min bror, der sidder på en stol i hjørnet og græder. Han er 15 år, men meget følsom. Hans fosterstilling for mig til at løbe alt hvad jeg kan hen til ham, kramme ham og begynde at græde sammen med ham. Sådan sidder vi i 1 minut.

"Jeg havde aldrig troet at jeg skulle sige det her..." siger jeg til ham. "Prøv at slå dig sammen med Melody. Jeg vil ikke have hun dør men jeg vil endnu mindre have at du dør. Måske slår nogen hende ihjel når der ikke er så mange tilbage, og så bliver du fri for det."

"O..o..okay," siger han.

Jeg sidder og kigger ham ind i øjnene

"Jeg tror på dig"

De to fredsvogtere kommer og hiver mig ud af rummet.

I døråbningen når jeg lige at råbe 'vi ses' til ham, og så lukkes døren.

Fredsvogterne hiver mig med over til det næste rum hvor Melody sidder.

ikke tænk på det Melody. Lad som ingenting, tænker jeg.

Min hånd ryster som jeg tager fat i dørhåndtget. Jeg sukker og lukker så lige så stille den knirkende dør op. Inden jeg når at åbne øjnene får jeg et stort kram. ligesom jeg ikke tror det kan blive værre bryder jeg ud i endnu et anfald. Tårene strømmer ned af mine tomatrøde kinder. Jeg når ikke at sige et ord før fredsvogterne kommer. Mine 2 minutter er gået.

Hvad? Umuligt. De kan ikke være gået så hurtigt?!

Melodys tomme blik møder mit som jeg bliver revet ud af døren.

"Farvel," siger hun tøvende.

"Vi ses," døren lukker inden jeg når at sige alt det jeg vil. Men jeg kan ikke kæmpe imod. Hvis jeg gør det bliver jeg bare anholdt. Det ender med offenlig piskning hvis jeg stritter imod. Så jeg lader være. Går bare med små skridt hjem og lægger mig i min -alt for hårde- seng.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...