Different love - 1D & GG (13+) ♥

Blair Waldorf og Serena Van der Woodsen er to bedsteveninder fra New York's Upper East Side. Blair's mor er en verdenskendt designer, og Serena's familie har altid vadet i penge. En dag får Blair besøg af det verdenskendte boy-band One Direction. Vil nogen finde kærligheden eller vil nogen få deres hjerte knust? Dette er en crossover af One Direction og Gossip Girl. ***Læsning er på eget ansvar.

P.S man kan godt læse denne movella selvom man ikke har set Gossip Girl.

16Likes
10Kommentarer
1430Visninger
AA

3. Serena: Coffee and discusions.

Jeg står i elevatoren på vej op til Blair. Jeg har taget noget kaffe med, og hendes ynglings film: Breakfast at Tiffany's. Blair havde ikke virket særlig glad, da hun gik i går, og jeg har dårlig samvittighed over at jeg ikke var der for hende. Så her står jeg i hendes elevator. Jeg kører langsomt en hånd igennem mit hår, imens jeg venter på ´bling´ lyden kommer, så dørene går op. Jeg retter lidt på mit tøj, og sender endnu en sms til Dan. 'Bling'. Jeg kigger op fra min mobil, og sender Dorota et smil, da hun kommer hen imod mig fra køkkenet af. "Miss Blair! Miss Serena er her!" råber hun, og sender mig et venligt smil, inden hun igen går ud i køkkenet. Jeg går væk fra elevatoren, og hen imod trappen, der fører op til Blair's rum. Jeg forventer at høre Blair's skridt slå mod marmorgulvet, men hun kommer ikke. Jeg løfter undrende det ene øjenbryn, og tvinger et anstrengt smil frem. Jeg tager fast i gelænderet, og går så selv op af trappen. 

"Blair?" spørger jeg, og åbner døren ind til hendes værelse. Hun ligger på sin seng, og er på computeren. Hun ser kort op fra den, sender noget der skulle forestille et smil, og kigger så ned på den igen. Jeg tager en dyb vejrtrækning, og sætter kaffen på hendes komode. "Blair?" spørger jeg, og kigger indtrængende på hende. "Huh," siger hun, og fjerner ikke øjnene fra skærmen. Jeg sætter mig på kanten af hendes seng, og kigger spørgende hen på hende. "Hvad er der galt?" spørger jeg hende så, da hun bare fortsat ignorere mig. "Hvem siger der er noget galt?" svarer hun flabet tilbage. "Mig," siger jeg irriteret, og kigger mindst ligeså irriteret tilbage på hende. "Nå, og hvorfor tror du så det?" spørger hun vredt. Jeg kigger chokeret på hende, og rejser mig så op fra sengen. "Fordi ellers ville du ikke opføre dig så barnligt!" svarer jeg hende tilbage. "Mig! Opfører jeg mig barnligt? Det er da ikke mig der knepper med alle og enhver?!" udbryder hun irriteret, og smider computeren fra sig. Jeg kniber øjnene sammen, og tager en dyb indånding, inden jeg åbner dem igen. Et skænderi var ikke hvad jeg kom for. "Du ved udmærket godt, at den del af mit liv, høre min fortid til. Da jeg kom hjem fra kostskole begyndte jeg på en frisk," svarer jeg, med al det overskud jeg har tilbage. "Din fortid? Serena, get over it. Alle ved at du ikke kan holde fingrene væk." Jeg sukker irriteret. "Hvordan går det egentlig med Dan? Er han kommet sig over dig?" fortsætter hun. "Du har bare at blande Dan udenom det her!" råber jeg, og kan ikke længere kontrollere min vrede. "Nåår ja. Det er jo rigtigt. Ham elsker du jo," svarer hun sarkastisk, og skær en grimasse. Jeg stirrer vredt tilbage på hende. "Ligesom du elskede Nate og .." "Klap i!" råber jeg. Hun stirrer tomt på mig, og jeg vender mig om for at gå.

Jeg går langsomt ned ad trappen, og kan høre at Dorota kommer hen imod mig. Hun kigger bekymret på mig, da hun ser mit ansigt, og spørger så om jeg er okay. Jeg nikker sammenbidt, og tager elevatoren ned. 

Da jeg kommer ned i forhallen, går jeg ud på vejen, og prajer en taxa. Jeg tager min mobil frem, og kigger irriteret ned på skærmen. Dan har ikke svaret. Igen. Han kan da forhelvede ikke ignorere mig forevigt? Jeg kører fortvivlet hånden igennem mit hår, og siger til chaufføren, at han skal køre til Fifth Avenue. (For jer som ikke ved hvad det er, er det en kendt shoppinggade på Manhatten.) Det er det eneste jeg gider lige nu. 

Chaufføren er så venlig, at parkere lige ud for Chanel. Min ynglings butik. Jeg går hurtigt ind i butikken, med et stort smil på læben. Selv Blair kan ikke ødelægge en shoppetur. Det ville nu bare være en del sjovere, hvis hun var med... Jeg bider mig i læben, og sætter så i retning mod skohylden.

Der gik ikke mange timer før at mine arme var fyldt med poser. Jeg sætter mig ned på en bænk, og strækker mine ben. Det er alligevel dejligt med en pause. Jeg tager min mobil op af pungen, og kigger på klokken. 16.43. Jeg sukker, læner mig tilbage og lukker øjnene. Jeg kan høre nogen piger hviske, men reagere først, da de står lige foran mig. "Øm. Undskyld mig," siger en pige nervøst. Jeg åbner øjnene, og smiler venligt til hende. "Er du ikke Serena? Altså Serena Van der Woodsen?" spørger hun, og kigger nervøst på mig. "Jo," svarer jeg med et smil. "Virkelig!" udbryder hun glad. Jeg nikker, og griner svagt. "Jeg er SÅ glad for at du og Dan er sammen igen! Altså med alt det der bladende har skrevet...-" begynder hun begejstret, indtil jeg afbryder hende. "Vi er ikke sammen længere. Desværre." Hun kigger forvirret på mig. "Jamen hvorfor står han så lige derhenne?" spørger hun så, og peger hen mod søen. Jeg kigger derhen, og ser rigtig nok en meget bekendt person. "2 sekunder," svarer jeg fraværende, imens jeg tager et fast greb i mine poser, og småløber hen imod Dan.

"Dan," siger jeg, da jeg står lige bag ved ham. Han vender sig rundt, og kigger overrasket på mig. Jeg kigger ham indtrængende i øjnene, og ved godt at det her er den bedste chance jeg får for at tale. Han kigger mig i øjnene, men vender så sit blik ned. "Du har virkelig ikke tænkt dig at ignorere mig forevigt vel?" spørger jeg ham ligeud. "Serena jeg..." begynder han, men sukker så til sidst. "Dan. Jeg er virkelig ked af det. Jeg ved godt du er sur på mig, men vi bliver nødt til at tale sammen." siger jeg, og prøver at få øjenkontakt med ham. Han sukker, og vender så endelig sit blik op mod mig. "Hvad er der at snakke om Serena? Jeg passer ikke ind i din verden. Alle løgnene og spillene. Jeg kan ikke være med. Jeg har ikke en far eller mor, der kan købe mig ud af problemer, og jeg har ikke lyst til at trækkes ind i nogle heller. Jeg er ked af det," siger han sørgmodigt, og det værste er, at jeg kan se at han mener hvert ord han siger. Tårerne begynder hurtigt at komme frem. "Det er jeg også," svarer jeg ham, og går væk fra ham. Tårerne strømmer ned ad mine kinder, og jeg begynder fortvivlet at løbe min vej. Jeg kan høre blitzene fra kameraerne omkring mig, og jeg finder hurtigt Blairs nummer frem. Hun tager telefonen ved andet bib. "B. Jeg er så ked af det...-" begynder jeg med grødet stemme. "Det er okay S. Det er jeg også," afbryder hun mig. "Men hvad er der galt?" spørg hun bekymret. "Dan.." begynder jeg, men hulkene tager over. "Hvor er du?" spørger hun urolig. "Central Park," svarer jeg hende. "Okay. Hold ud S. Er der om 7 minutter," siger hun hurtigt, og lægger på.

*

Blair sidder med armene rundt om mig. Hun kører trøstende den ene hånd, frem og tilbage, over min ryg. "Jeg ved hvad der kan muntre dig op," siger hun pludselig med en glad stemme. "Hmmh?" mumler jeg. "Vi skal til fest med de der drenge i aften," siger hun, og begynder at grine, da hun kan se et smil brede sig på mine læber.

 

***

 

Det var så det første kapitel fra Serena's synsvinkel. Vi håber i kan lide det og hvad synes i om at der er to hovedpersoner? Smid gerne en kommentar.:-)

 

XOXO

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...