Dødsskolen

Hvert år skal ti piger ind på en skole. Det er meget sjældent, hvis en dreng får lov. Man går kun på skolen i fem dage. Det lyder som om, det er hurtigt overstået. Det er det ikke. Hver eneste aften skal man til en eksamen. Det er et nyt fag hver dag. Dansk, matematik, engelsk, biologi og geografi. De regner med, at eleverne har klaret sig så godt gennem folkeskolen, at de bare kan klare det. Dem der har sværere ved det er uheldige. Meget. Jeg understreger meget. Består man ikke, er man dødsdømt. Man bliver sat ind i et bur, og der skal man være end til man dør, fx. af sult. Det lyder ret drabeligt, tjaa, det er det også. Her skal I så høre min historie..

3Likes
6Kommentarer
828Visninger
AA

3. Introduktion

Jeg stod på mit værelse, og et øjeblik vidste jeg ikke, hvad der skulle ske. Så kom jeg i tanke om det. Dødsskolen. Ha, de kan tro nej. De kan ikke tvinge mig ud af døren. Jeg gik ned af trapperne, hen til min familie der spiste morgenmad. "Godmorgen, Clarie," sagde min far. "Der kommer nogen, der henter dig." "HVAD? Hvornår?!" skreg jeg. "De komm.." så nåede min far ikke at sige mere. Det ringede på. Jeg vidste, det var dem. "Ja goddag, vi skal hente Clarie Chuscard," sagde en mand med en dyb stemme. Jeg greb fat i dugen på bordet, fordi det nok ikke ville hive i mig, så det hele gik i stykker. Men jo. Jo det ville de. "Jeg gentager Clarie Chuscard," gentog manden. Han så ret barsk ud. Han stod og ventede lidt, men så kom han ind. Han tog fat i mine ben og begyndte at hive. Jeg har aldrig mærket så slem en smerte før, han var virkelig stærk. Han fik mig så fri. Dugen røg ned på jorden samt tallerknerne, skeerne, gaflerne, knivene, vaserne og ja. Det gav et ordenligt brag. Jeg begyndte at skrige, da han trak mig ud af døren. "NEJ! STOP SÅ! SLIP MIG! SKRID MED JER!" skreg jeg. "Ti så stille, møgunge!" svarede manden næsvist. Nej, jeg stoppede ikke pga. hans ord. Han skubbede mig ind i en bil, og ud af vinduet så jeg min mor stå og græde, min far så også trist ud, og de vinkede farvel. Jeg begyndte at græde. Manden satte sig ind i bilen og begyndte at køre mig. Jeg blev kørt langt hen, da jeg så så en stor, hvid, rædsom, grim og gammel bygning. Godt jeg ikke skal derind, tænkte jeg. Men jo, det skulle jeg. Chaufføren drejede ind ved bygningen og satte mig af. Jeg var efterhånden stoppet med at græde. Jeg kiggede ind, og der var en rød løber op til døren. Inde i mig selv begyndte jeg faktisk at grine. Jeg har ingen idé om hvorfor, men jo, jeg grinte inde i. Der gik ikke lang tid, før jeg også begyndte at grine udenpå. Jeg tror alle folk tænkte, at jeg var skør i hovedet. Jeg gik rystende hen ved den røde løber. Da jeg var kommet ind, stødte jeg ind i en. Hun havde langt blondt hår ligesom mig selv. Hun havde blå øjne ligesom mig selv. Hun havde skjortebluse på ligesom mig selv. Ja, hun mindende kort sagt bare meget om mig selv. "Hej," sagde hun med en meget lys stemme. Hun smilte stort, hun var virkelig pæn. "Hej," svarede jeg og prøvede at smile, men det var lidt svært, da jeg næsten vidste hvad der skulle ske. "Phoebe," sagde hun kort med samme lys stemme. I starten virkede det irriterende, men nu begyndte det bare at lyde sødt. "Afhva?" svarede jeg, da jeg ikke forstod noget. "Phoebe. Jeg hedder Phoebe, hvad hedder du?" sagde hun og grinte lidt af mig. "Eh, jeg, jeg, jeg... jeg hedder Clara. Clare. Nej, jeg hedder Clarie," svarede jeg hende stammende. Jeg var så nervøs, at jeg næsten ikke kunne tale. Men Phoebe grinede bare. Vi gik ind midt på gulvet, hvor nogle andre allerede sad ned. Det er nok resten af eleverne. Phoebe og jeg stod bare og hyggesnakkede, da en dame kom ind. Hun havde kort firserhår, en meget stramtsiddende nederdel på og en hvid skjorte. "Alle sammen, sæt jer ned i en rundkreds," sagde hun med en gammeldags stemme. En virkelig irriterende stemme. Alle gjorde som der blev sagt og satte sig på gulvet. Jeg talte efter, hvor mange vi var. Vi var ni i alt. Men hov, skulle vi ikke være ti? I samme øjeblik kommer en dreng ind af døren. En dreng! Det var en pigeskole, og det var kun sjældent, en dreng måtte komme ind. Nå. "Undskyld jeg kommer for sent," sagde han. "Det skal ikke ske igen," sagde damen, som åbenbart var inspektøren. Han satte sig ned ved siden af en diskokugle. Nårh, nej, det var bare en eller anden punker. Hun havde lilla striber i pandehåret og blå striber i resten af håret. Ellers havde hun kridhvidt hår. Hun havde en meget stærk pink t-shirt på og nogle blå jeans på. Skrigende blå. Men hurtigt fik jeg øje på, at han sad og blinkede til en, der sad ved siden af punkpigen. Da tog de hænderne om bagved punkeren og sad og holdt i hånd. Hun var virkelig smuk. Hun havde lang blondt bølget hår, skinnende blågrønne øjne og en fin kjole på. Hun sad og smilte meget. Punkeren imellem dem sad og fniste. Hun så ret rå ud, som om hun ikke var bange for noget, samtidig hvor drengen så mere nervøs ud, men holdt sig meget til kæresten. "Om fem dage er nogle af jer døde, hvis ikke I er så gode, at ingen dør. Men jo, der plejer at dø mindst omkring seks. I kommer til at bo to og to sammen," sagde hun. Jeg rystede over hele kroppen nu. Da håbede jeg virkelig at jeg skulle bo sammen med min Phoebe, da hun var den eneste jeg kendte. Hun sad også og rystede."I får en rundtur, og efter det, kan I se på puderne på jeres værelser, hvor I skal bo," sagde hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...