Dødsskolen

Hvert år skal ti piger ind på en skole. Det er meget sjældent, hvis en dreng får lov. Man går kun på skolen i fem dage. Det lyder som om, det er hurtigt overstået. Det er det ikke. Hver eneste aften skal man til en eksamen. Det er et nyt fag hver dag. Dansk, matematik, engelsk, biologi og geografi. De regner med, at eleverne har klaret sig så godt gennem folkeskolen, at de bare kan klare det. Dem der har sværere ved det er uheldige. Meget. Jeg understreger meget. Består man ikke, er man dødsdømt. Man bliver sat ind i et bur, og der skal man være end til man dør, fx. af sult. Det lyder ret drabeligt, tjaa, det er det også. Her skal I så høre min historie..

3Likes
6Kommentarer
829Visninger
AA

2. Hvornår skal jeg derhen?

Jeg lå stadig bare og græd. Pludselig kunne jeg høre døren ramme imod kommoden og skubbe lidt til den. "Hold jer væk!" råbte jeg. Så blev kommoden skubbet væk, og min mor kom ind. Hun satte sig på min seng. Jeg lå stadig med mit hoved nede i puden. "Gå din vej," mumlede jeg. "Hør skat, det ikke så slemt," prøvede min mor at berolige mig. "Du er god til mange fag, du er en mønsterelev! Du kan godt klare det." Jeg satte mig op i sengen og kiggede på hende. Jeg så meget forgrædt ud, helt forfærdeligt. "Jeg kan ikke klare det. Jeg er utrolig dårlig til matematik," svarede jeg og snøftede. "Jo du kan, bare tænk på alt vi har lært dig. Og hvad du har lært i skolen. Du skal nok klare den, du skal bare tro på dig selv," beroligede hun mig. Et øjeblik tænkte jeg, at det nok ikke var så slemt. Hvad tænkte jeg på? Dødsskolen, det er virkelig det værste der kunne ske, det er virkelig bare så slemt! Da blev jeg helt hysterisk og kunne nærmest ikke styre mig. Jeg tog en dyb indånding, og så krammede jeg min mor. Jeg krammede hende, som jeg aldrig har krammet hende før. Hvis det var sidste gang, jeg skulle se hende, skulle jeg først vise hende min kærlighed. Jeg løb ud af min værelse, hvor min far stod. Jeg omfavnede ham. Der stod jeg også i lang tid. "Hvornår skal jeg derhen?" spurgte jeg, mens jeg græd videre. "Ja.. vi kører derhen i morgen tidlig. "Hvad?!" Jeg var helt panisk igen. Jeg var kun 16 år, lige gået ud af skolen, jeg kunne da ikke dø? Jeg tænkte dagen igennem og begyndte bare at græde endnu mere. Om natten kunne jeg slet ikke sove. Da klokken var cirka halv tolv, lå jeg og ventede. Jeg lå der til klokken tolv og var stadig vågen. Klokken to. Klokken tre. Først ved femtiden faldt jeg i søvn. Jeg blev vækket af mine forældre klokken otte. Klokken otte, jeg havde kun sovet tre timer! Jeg kunne næsten ikke komme op af sengen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...