Dødsskolen

Hvert år skal ti piger ind på en skole. Det er meget sjældent, hvis en dreng får lov. Man går kun på skolen i fem dage. Det lyder som om, det er hurtigt overstået. Det er det ikke. Hver eneste aften skal man til en eksamen. Det er et nyt fag hver dag. Dansk, matematik, engelsk, biologi og geografi. De regner med, at eleverne har klaret sig så godt gennem folkeskolen, at de bare kan klare det. Dem der har sværere ved det er uheldige. Meget. Jeg understreger meget. Består man ikke, er man dødsdømt. Man bliver sat ind i et bur, og der skal man være end til man dør, fx. af sult. Det lyder ret drabeligt, tjaa, det er det også. Her skal I så høre min historie..

3Likes
6Kommentarer
778Visninger
AA

9. Gråd

Både Luke og jeg var helt knuste.Vi sad begge og kiggede ned i gulvet med et fortabt blik. Phoebe var min bedste veninde. Jeg havde ikke kendt hende længe, men hun var den mest trofaste ven, jeg har haft. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hende, hvilket resulterede i, at jeg brød ud i gråd. Men jeg blev afbrudt af Luke. Han begyndte at skrige op. Han rejste sig og begyndte sparke til alle sider. Han var tæt på at ramme mig, men han ramte i stedet en plante, der stod lige ved siden af mig. Han kiggede slet ikke i min retning, som om han ignorerede mig. Jeg kunne se, at han kneb øjnene hårdt sammen, imens han hylede nogle ting op, som jeg ikke kunne forstå et ord af. Da han skreg så højt op, begyndte jeg at græde endnu mere. Han ville alligevel ikke kunne høre det pga. hans egne skrig. Jeg havde ikke mod til at gøre det samme som ham, men jeg var stensikker på, at jeg var så ked af det, som han var. Han kunne bare ikke styre sig. Pludselig faldt han helt sammen og lå på jorden. Han knyttede sine næver hårdt sammen og kunne ikke komme ud med al den vrede, han følte. Nu var han helt tavs, så man bedre kunne høre min gråd. Han blev helt hysterisk og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han begyndte at skrige nogle ting op, og nu kunne jeg sagtens forstå det. "DET ER DIN SKYLD! FALIA DIN KRAFTIDIOT," skreg han og sparkede til døren ind til hende. "DET DIN SKYLD, DET ER OGSÅ DIN SKYLD, CLARIE! DET ALLE PÅ DEN HER FORBANDEDES SKOLE SKYLD! ISÆR DIG FALIA! DØ I ET HUL! DU SKAL BEGRAVES LEVENDE," råbte han. Jeg fik helt ondt i ørerne af det, men jeg vidste godt, at han ikke mente det ondt til nogen andre end Falia. Hun var den eneste, han så, der var skyld i det, men nu var han bare sur på alting. Selvfølgelig bortset fra Elissa.. Han stod stadig og skreg op, og da kunne jeg se Phoebe for mig. Jeg kunne se hende sidde inde i det enorme bur. Helt ensom. Rådne op. Kun resterne af hendes hud være tilbage, og at hun ellers bare var et skelet. Da skreg jeg op. Jeg græd så meget, som jeg aldrig havde grædt før. Jeg var våd overalt og ønskede egentligt bare, at denne dag, aldrig var kommet. Jeg skreg højere end nogensinde før, rejste mig op og sparkede til glaskårene fra vasen til planten. Jeg løb hen ved en stol og begyndte at flå i den. Det lykkedes mig ret godt, siden jeg fik ødelagt den. Den var mast sammen, og meget af dens stof var revet af. Jeg væltede alt ned, der stod på en hylde på vægen og skreg endnu mere. Da faldt jeg sammen og sad igen overfor Luke. Der kom en masse små "schhh" lyde inde fra værelserne, men jeg kunne nærmest ikke høre det, da jeg lukkede alt ude. Folk råbte også fra værelserne: "Så ti dog stille!". Men jeg sad bare og kiggede på Luke. "Phoeb.. Phoebe," mumlede jeg meget lavt. "Er du her stadig?" spurgte jeg lavt. Jeg regnede ikke med et svar.. jeg sad bare og hviskede ud i luften. Pludselig hører jeg noget fra Luke. "De er væk," sagde han stille. Han tog hænderne op foran hans øjne, som om, at han ikke ville have, at jeg skulle se ham græde. "Det kan ikke ske," hviskede han til sig selv. Jeg kunne høre hans gråd. Her ville jeg prøve at være den voksne, men jeg kunne også have chancen for at snakke med Luke. Det kunne jeg jo ikke før. Jeg havde nærmest aldrig kunnet det. Jeg rykkede tættere på ham, og lagde armen om ham for at trøste ham. Jeg græd også selv, men var ligeglad. Det endte med, at vi sad og omfavnede hinanden og græd på hinandens skuldre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...