{1D} „Too young to die, too old to cry, too much in love to say goodbye“

OM HISTORIEN: Mød Janily, en 17 årig, dansk, gymnasieelev som med sin far flytter til London. Janily har stor pasion for musik og drømmen om at blive sanger har steget hende til hovedet. Hendes far, som arbejder utallige timer om ugen, har dog en helt anden mening om musik - Men Janilys bånd til musik er for stærkt og kan ikke brydes.
Janily flytter både fra sin kæreste, bedsteveninde og yndlingsby - Kan hun håndtere det? Hvordan vil livet blivet for Janily i London? Og hvem er drengene hun og hendes far skal bo?
INFO: Historien starter 'rigtigt' i Kapitel 3, men jeg vil råde til også at læse 1 & 2, de det nok vil hjælpe med at forstå resten af novellen.
MERE INFO: Jeg har IKKE selv skrevet citaterne eller sangene. Hvis jeg har skriver jeg (MA) efter. OG Janily bliver kaldt "Jany, Janily eller J" i novellen.
KRITIK: Jeg vil meget gerne have kritik, så jeg kan få af vide hvad jeg kan gøre bedre. Så det ville være skønt hvis du ville skrive en kommentar om hvad du syntes om novellen.

6Likes
10Kommentarer
1025Visninger
AA

6. Tungt hjerte.

Mit nye værelse var overraskende stort. Faktisk for stort. Hvordan skulle jeg nogensinde få fyldt alt det plads ud? Jeg stilte flyttekassen og smed mig på vand-sengen der allerede stod i værelset. Uhm, gard damn go seng. "God seng, ikke?" Jeg kiggede forskrækket op på døren. Niall stod og smilte til mig. Jeg nikkede svagt. "Tjaa, joo den er faktisk utrolig dejlig .." Jeg kiggede rundt i det tomme værelse, for at undgå øjnkontakt. "Må jeg komme ind?" Jeg ville have sagt nej, for mit humør var stadig ikke for godt. Men jeg nikkede alligevel og han satte sig ved siden af mig. Sengen vuggede frem og tilbage. Jeg kiggede på ham og vi begyndte begge at grine. Det virkede så dejligt at grine igen. "Du skal ikke tage dig af Harry. Han skal altid spille så smart" Jeg nikkede grinende. "All right. Det skriver jeg lige ned i min huske-blok" Jeg smilte kækt til ham. "Din far er skide sød, må jeg sige. Men jeg har da aldrig set dig før?" Han kiggede på mig med sine ocean-blå øjne. Jeg forsøgte at kigge ned, men hans øjne holdte mig fast. Jeg sukkede dybt. "Jeg .. jeg har ikke rigtig lyst til at snakke om det Niall. Undskyld, nu ødelagde jeg også den gode stemning .." Jeg havde håbet jeg kunne være cool, men nej, jeg er en tynd isplade i Sahara. Jeg begyndte at græde. "Åh nej. Det var ikke dig, undskyld, undskyld, det var mig" Niall prøvede så inderligt at trøste mig, men nemt var det ikke når man nu lige havde mødt hinanden. Alligevel endte det med at jeg sad med hans arme rundt om mig, hovedet mod hans bryst, vuggende fra side til side, imens jeg snøftende fortalte ham om min mor. Han aede mig blindt på håret da jeg endelig blev færdig med at fortælle. Jeg kiggede hurtigt på mit ur. Klokken var 03:17. Jeg havde snakket i 3 timer. Snøftende blev til suk og følelsen af at han var ukendt blev erstattet med en dejlig tryghed. "Tak Niall, fordi du gad hører på mig. At fortælle det her til nogen, det føltes som om noget tungt har løftet sig fra mit hjerte .." Det var faktisk sandt. Jeg følte mig godt tilpas og mere glad. "Hm, jeg er glad for at jeg kunne hjælpe" Han kiggede ned på mig og smilte stort. Jeg gengældte smilet og viklede mig ud af hans arme. "Jeg er sulten. Vil du ikke vise mig vejen til køkkenet?" Han tog min hånd og trak med mig selv. "Jo, det kan du tro"

 Havde de andre hørt at vi havde snakket og havde de set mig sidde i hans arme? Jeg var ligeglad ligenu. Jeg var bare glad for endelig at have fundet mig en ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...