{1D} „Too young to die, too old to cry, too much in love to say goodbye“

OM HISTORIEN: Mød Janily, en 17 årig, dansk, gymnasieelev som med sin far flytter til London. Janily har stor pasion for musik og drømmen om at blive sanger har steget hende til hovedet. Hendes far, som arbejder utallige timer om ugen, har dog en helt anden mening om musik - Men Janilys bånd til musik er for stærkt og kan ikke brydes.
Janily flytter både fra sin kæreste, bedsteveninde og yndlingsby - Kan hun håndtere det? Hvordan vil livet blivet for Janily i London? Og hvem er drengene hun og hendes far skal bo?
INFO: Historien starter 'rigtigt' i Kapitel 3, men jeg vil råde til også at læse 1 & 2, de det nok vil hjælpe med at forstå resten af novellen.
MERE INFO: Jeg har IKKE selv skrevet citaterne eller sangene. Hvis jeg har skriver jeg (MA) efter. OG Janily bliver kaldt "Jany, Janily eller J" i novellen.
KRITIK: Jeg vil meget gerne have kritik, så jeg kan få af vide hvad jeg kan gøre bedre. Så det ville være skønt hvis du ville skrive en kommentar om hvad du syntes om novellen.

6Likes
10Kommentarer
1026Visninger
AA

2. "Kærlighed er som en dans på roser - men hvem har sagt at man ikke støder på torne under vejs?"

Vejen hjem var mørk og kold. Selvom det kun var en lille gåtur på 10 minutter føltes det som hundrede år, hundrede tårer og tusinde tanker. Jeg havde altid elsket hans kastanje-brune øjne fra første gang jeg så ham. Jeg havde haft lyst til at ae hans solbrune kind fra første gang vi smilte til hinanden. Jeg havde haft lyst til at mærke hans læber mod mine fra første gang vi sagde 'hej'. Alle de nætter, alle de dagdrømme hvor jeg havde set ham for mig som en uopnålighed. Hvor mange gange havde jeg ikke lige sat og grædt med guitaren i hånden, efter at have tænkt på hvorfor han ikke var min kæreste? Alle de sange jeg havde skrevet om han, alle de hemmelige breve uden navn og adresse jeg havde skrevet til ham, alle de gemte besker hvor jeg inderligt beskrev hvor mange gange han havde fået mit hjerte til at springe ud af mit bryst. Jeg havde følt mig som en 7 årig, Juleaften, der havde fået den mest elegante bratz-dukke med selvlysende, matchene støvler, da han fortalte mig at han elskede mig. Jeg følte mig udødelig. Hvor varm hans kys havde gjort mig. Hvor dejlig tryg jeg havde været, stående med ham i regnen. | Jeg havde ikke flere tårer tilbage, men jeg havde stadig svært med at trække vejret normalt. At slutte vores forhold havde været det sværeste jeg nogensinde havde gjort. At se ham græde gjorde det bestemt ikke bedre. Men at se ham smile skævt, var det værste. At han prøvede at være stærk, at han prøvede så inderligt. Han var så skrøbelig. Som en tynd is-plade man blidt kunne knuse. Forbandede kærlighed!

Alle husene lå hen i mørke. Intet tegn på liv på vores gade. Min barndomsgade, som snart ville være endnu et minde i min sjæl. Den gade hvor jeg brækede min arm fem steder, bare ved at falde på de skide rulleskøjter der stadig lå i vores kælder. Den gade hvor min dejlige bedsteveninde boede. Jeg havde fortalt hende, som den første, at jeg skulle flytte. Hun havde gjort præcis som hun plejede når hun blev ked af det, kig væk, talte ikke, græd når ingen kiggede. Vi havde ikke haft kontakt siden den dag. Hun svarede ikke når jeg ringede eller skrev. Åbnede ikke når jeg bankede på deres dør. Lod mig ikke passere når jeg forsøgte at finde vejen til hendes hjerte. Hvad må hun ikke have tænkt, siden det slo pusten fra hende? Jeg savnde hende utænkeligt meget. Jeg manglede nogen at snakke med. Hvem skulle jeg nu dele mine følelser med? Hvad skulle jeg dog gøre, nu når der kun var tre dage til at jeg skulle flytte?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...