De smukke øjne

På trods af karnevallets fest og farver, der sender et skær af kortvarig lykke ud mellem befolkningen i Rio de Janeiro, er livet langt fra en dans på roser for Luiz.

Kom gerne med kritik i kommentarfeltet!

3Likes
4Kommentarer
634Visninger
AA

3. Del 3 - Sidste del

 

Der var fest og farver i Rio de Janeiro. Alkohollen i mit blod og de feststemte mennesker om-kring mig, fik mig næsten til at glemme den glædesløse hverdag. Nu viste alle deres sande væsen, og indhyllede sig i festlig livsglæde, alt imens de store smil lyste om kap med de mange farver. Optoget var i fuld gang, og de store figurvogne, de mange dansere i små glitrende kos-tumer, de store fjerbesatte hovedbeklædninger og den høje musik overvældede mig. Det var så fantastisk, hvordan alle kunne være så fuldkommen synkrone, og hvordan de bevægede sig i takt til musikken med hofterne blødt vrikkende fra side til side. Jeg elskede det.

Jeg gik ned fra den store tribune, for at fortsætte festen på et af de mange ballrooms, hvor stemningen forhåbentlig var ved at blive skruet op. Da jeg var på vej ned af de lange trapper, der førte væk fra tilskuertribunerne, fik jeg et glimt af nogle af sambadanserne, der stod og pustede ud efter optoget. Og midt i det hele stod hun.

Hun så guddommelig ud, som hun stod der med det farverige kostume og hovedpynt. Mine ben begyndte at gå over mod hende, inden de havde nået af spørge mit hoved, om det var i or-den. Måske jeg lige kunne sige hej, og hun ville se på mig, genkende mig og vi ville snakke. Vi ville snakke om barndommen, om hvor længe siden det var, og om at hun egentlig havde sav-net mig. Vi ville blive venner, bruge al vores tid sammen, og alt ville være som det var før. Mens jeg gik og forestillede mig, hvordan hun ville komme tilbage i mit liv, havde jeg ikke be-mærket , at der var en der var kommet over til hende. Jeg kiggede op fra mine tanker, og så hende omfavne ham. Og han kyssede hende midt på de fyldige, rødmalede læber. Jeg stivnede. Både mine ben og tanker standsede fuldstændig. Jeg kunne mærke hvordan vreden steg op i mig. Hvorfor i alverden skulle sådan en nar have hende, når jeg ikke kunne få hende? Jeg blev overrasket over mig selv. Jeg havde egentlig ikke vidst, at jeg nærede så stærke følelser for hende. Men det gjorde jeg. Jalousien overtog min krop, og snart have jeg ikke længere nogen form for selvkontrol. Jeg gik med hastige skridt over mod dem, og stak ham én lige på tuden. Det føltes godt. Lige indtil det gik op for mig, hvad jeg havde gjort. Jeg blev forfærdet over, at jeg havde slået et andet menneske, som egentlig ikke rigtig havde gjort mig noget. Andet end at såre mine følelser. Dybt. Derefter var jeg som omgivet af en tåge. Alting føltes som om, det var en drøm. Jeg kunne høre hendes gennemtrængende skrig, og så de mange mennesker der strømmede til for at hjælpe. Men det virkede bare så fjernt.

Jeg skyndte mig væk, inden der var nogen der opdagede, at det var mig der havde gjort det. Jeg bare løb og løb, og bemærkede egentlig ikke hvorhen, før jeg stod dér, midt på stranden og kunne mærke den blide vind kærtegne min kind.

De mørke bølger slog ind mod strandkanten, mens jeg betragtede dem i stilhed. Karnevallet var stadig i fuld gang, så der var ikke et menneske i miles omkreds. Jeg nød freden og roen, mens jeg tænkte over tilværelsen. Tænkte på elendigheden og mit ynkelige liv, der bare blev værre og værre, jo mere jeg tænkte over det. Til sidst kunne jeg næsten ikke holde mig selv ud længere, og gik lige så stille ud i det kolde vand.

Jeg lå der og kiggede op på stjernehimlen, med vandet plaskende rundt om mig, og den lune vind susende i mine ører. Bølgerne opslugte mig, og indhyllede mig i en dunkel verden, hvor intet rigtig betød noget. Sorgerne og fortvivlelsen der fyldte hverdagen, føltes bare så langt væk. Jeg kunne bare ligge her, flyde rundt og føle mig fri, mens livet gik videre for alle de men-nesker, der havde et normalt og lykkeligt liv. Det mørke dyb tiltalte mig. I lyset fik man øje på alle de dårlige ting, men nede under vandoverfladen var det hele ligegyldigt. Dernede kunne jeg bare ligge for altid, og lade som om intet var hændt. Jeg kunne ligge og tænke på de gode gamle dage, hvor livet var let. Jeg kunne tænke på Juliana, og se hendes glade ansigt for mig. Jeg søgte ned mod det mørke dyb, hvor drømmebillederne blev mere og mere virkelige. Jeg dykkede som en gal, for at få hende til at blive hos mig, for at få hende til at smile. Jeg så hen-des øjne. Hendes smukke øjne, med det glade sorgløse udtryk. Jeg vidste, at det snart var forbi, så jeg lukkede mine øjenlåg, for at nyde øjeblikket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...