De smukke øjne

På trods af karnevallets fest og farver, der sender et skær af kortvarig lykke ud mellem befolkningen i Rio de Janeiro, er livet langt fra en dans på roser for Luiz.

Kom gerne med kritik i kommentarfeltet!

3Likes
4Kommentarer
603Visninger
AA

2. Del 2

 

Jeg gik ude på gaden, helt opslugt af mine egne tanker, da jeg så hende gennem den snavsede vinduesrude. Hun dansede på livet løs inde i universitetets gamle gymnastiksal, sammen med sin veninde Daniela, som jeg kendte fra grundskolen. De fik det til at se så let og enkelt ud, mens de svingede med arme og ben, og lavede nogle vildt komplicerede dansetrin, hvor de hvirvlede hen over gulvet, fuldkommen synkront. Men jeg øjnede kun Juliana. Hun var sim-pelthen så yndefuld, og kun på hendes sammenbidte ansigt kunne man se, hvor koncentreret hun var. Men selvom hendes ansigt vidnede om, hvor fokuseret hun var, lyste hendes store mørkebrune øjne af glæde. De smukke øjne. Jeg tænkte på, hvor lang tid det egentlig var, siden jeg sådan rigtigt havde kigget på dem. Det var længe. Da vi var helt små var vi de bedste ven-ner. Vi lavede alting sammen, og fortalte hinanden vores dybeste hemmeligheder.

Jeg huskede, hvordan vi sad på hendes værelse og snakkede om, hvor dumme drengene fra år-gangen over os var, når de drillede, og hvordan vi legede i timevis ude på gaden. Det var den lykkeligste tid i mit liv. Men det skulle ikke vare ved.

Når jeg kom hjem fra skole, spurtede jeg altid over til hendes hus, da det altid var mig, der havde senest fri. Men en dag, da jeg stod og trippede utålmodigt på trappen foran deres hus, stod hendes mor med et beklagende udtryk i øjnene, og sagde at Juliana desværre ikke var hjemme. Hun var ude at lege med en fra sit dansehold. Jeg gik trist hjemad, men da den første skuffelse havde aftaget, tænkte jeg, at hun nok bare trængte til at være lidt mere sammen med nogle piger, og den næste dag ville alt være som det plejede.

Men hele den næste uge løb jeg over til hendes hus efter skole, og hele den næste uge sagde hendes mor, at hun allerede var sammen med nogle andre. Nogle dage var det nogen fra klas-sen, andre var det nogen fra danseholdet. Jeg kunne ikke forstå det. Det havde altid været os to. Juliana og Luiz. Hvordan kunne hun bare sådan skifte mig ud? Var jeg lige pludselig ikke god nok til hende mere?

Siden hun droppede mig, gik hele mit liv ned ad bakke. Jeg kunne ikke koncentrere mig om skolen, og mens jeg sad til uendelige møder om hvor ufokuseret jeg var, og forslag om special-klasser, fløj hun gennem skolesystemet med den ene topkarakter efter den anden. Jeg gad det simpelthen ikke mere, og endte med at droppe ud af grundskolen efter 8 år. Efter det, sad jeg bare derhjemme og trillede tommelfingre, indtil en dag jeg havde været ude at gå rundt i gaderne, og da jeg kom hjem, havde min mor sat alle mine ting ud på trappestenen med en besked om, at vi var ude af hinandens liv. Hun kunne ikke klare hvordan jeg bare sad der-hjemme, i al min elendighed og havde opgivet mit liv. Så nu havde min egen mor også givet mig sparket. Jeg var i chok, og endte med at gå min vej. Bare gå, væk fra det hele, væk fra alle de ting, der vidnede om hvordan mit liv var mislykkedes.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...