Christmas Fairytale (Conor Maynard) |pause|

Rebecca er fra Brighton. Hun elsker julen. Familie hygge, go mad og alt det der, men denne jul bliver ikke helt som planlagt. Hvad er sker der når hun møder en dreng? Hvad sker der hvis når hun pludselig skal stå med hele julen selv? Vil hun mon kunne klare det? læs med og find ud af det!
der kommer et nyt kapitel hver dag i december!!


4Likes
1Kommentarer
1130Visninger
AA

1. Dagen jeg har frygtet

"Moarrr" råber jeg, mens jeg løber ned af trapperne. 

"Ja Rebecca, hvad vil du?" spørger hun og ryster på hovedet da jeg kommer hoppende gennem huset.

"Jeg vil gerne køres til byen! Jeg skal have købt jule gaver!" min mor kigger mærkeligt på mig, da jeg altid er i god tid med at købe jule gaverne. Altid den første.

"Du kan da bare tage bussen. Den går om 5 minutter." siger hun og giver mig det der `du-altså-ikke-10-længere´ blik. 

"Kom nu moaar. Bebe! så køber jeg en ekstra stor gave til dig!" siger jeg og laver mine hundhvalpe øjne, mit hemmelige trick.

"Okay så. Men den gave har bare at være stor så!" siger hun med et glimt i øjet. Typisk muttie.

"Selvfølgelig." hunde øjnene virker hver gang! for jeg er bare så go´! 

 

Musikken fra radioen er jule musik. selvfølgelig det er jo jul! Verdens bedste højtid. julen er = familie hygge, go´mad og massere af gaver. Dejlig højtid. 

Efter Ca. 20 minutters kørsel er vi ved centret, jeg hopper ud af bilen efter at havde sagt tak til mor, og skynder mig ind!

Det er jo hunde koldt udenfor!!

Uuuuhh! Hvor skal jeg gå hen først? 

Jeg finder min fars gave først! Så skal jeg ind i en tøj butik, han ønsker sig nemmerlig sokker. Nemt. Jeg går ind i min fars ynglingsbutik, som jeg selvfølgelig ikke kan huske navnet på, typisk mig. Jeg finder nogle farverige sokker og betaler for dem. Nu er det mors kæmpe gave! Hvad skal jeg dog give hende? Hvad giver man en der altid er der for en? En der er som ens bedste veninde? hmmm.... Jeg ved det.. nej vent, det gør jeg ikke! Jeg går rundt i mine egne tanker, da jeg går ind i et eller andet. Jeg kigger op og ser et par blå øjne. De er ikke bare blå, de er som havet, sådan en blå farve som man besvimer til. 

"Undskyld" Jeg høre den mest perfekte stemme. Som en engels stemme. Perfekt siger jeg jer!

"Det var ikke din skyld, det var mig der ikke så mig for" siger jeg og smiler undsyldene til ham.

"Nej, det var mig der bare gik og sang for mig selv, jeg hedder forresten Conor" han smiler hans perfekte smil igen, jeg tror jeg er forelsket!

"Rart at møde sig Conor, jeg hedder Rebecca" siger jeg og kigger ned i jorden, mens jeg smiler.

Jeg høre min mobil ringe. Jeg kigger undskyldene på Conor igen og tager så min mobil.

"Hej det er alamsentralen, vi er kede af at fortælle dig at din mor er kørt galt og ligger i respirator...."  jeg kigger over på Conor, som smiler hans søde smil tilbage til mig. Jeg fatter ikke rigtigt hvad jeg lige har fået afvide! Er min mor ved at dø? Men hvordan? Hun køre jo som en søndagsbilist! Virkelig! Det kan tage 20 minutter at komme til byen, som kun ligger 5 minutters kørsel væk! Jeg fatter ingenting. Jeg lægger på og bruder sammen. Conor ser det og sætter sig ned sammen med mig. Hvordan kunne det ske? Ikke for min søde mor! Hvorfor hende og ikke mig? Mit liv er lige blevet ødelagt for altid.

"Hvad er der sket?" jeg kan høre Conors stemme ved siden af mig, jeg kigger over på ham og kan se han er ved at græde. Nurh han er en følsom fyr. Ej Rebecca tag dig sammen! Din mor er ved at dø og du sidder og beundre Conor! STOP!

Jeg tager nogle dype indåndinder og fortæller så Conor hvad jeg lige har fået afvide.

"Det er jeg virkelig ked af Rebecca" jeg kan se at han har blanke øjne, og han kender mig ikke engang. Jeg smiler, godt nok meget falsk, men jeg forsøger at holde julestemningen oppe, det er bare utroligt svært.

Conor kigger over på mig og siger "Skal jeg ikke køre dig på sygehuset? Så du kan besøge din mor?" jeg nikker og han rejser sig op. Han hjælper mig op og vi går ud til hans bil.

Vi er hurtigt ved sygehuset, han køre nemlig i ´nomalt´ tempo. Jeg stiger ud at bilen og går hen mod trapperne. Conor går den anden vej, hen mod elevatorene. "Tager vi ikke elevatorene? De er da hurtigere!" jeg kigger på trapperne, så på elevatoren, så på Conor og tilbage igen. Jeg går stille over mod Conor, han lægger en arm om mig og går ind i elevatoren. Jeg stiller mig helt ind til væggen. "Hvad er der med dig? Kan du ikke li elevatorer?" Conor kigger over på mig, mens jeg står i det ene hjørne og ser helt skræmt ud. "Nej!" jeg kigger ned i jorden. "Det skulle du da bare have sagt. Det må du virkelig undskylde" "det gør ikke noget, du kunne jo ikke vide det" jeg smiler og sukker lettet da elevatoren stopper.

Vi går hen til damen bag den der disk ting ting. "Vi skal besøge Victoria Edwards" jeg kæmper for ikke at græde mens damen kigger ind i hendes computer, "beklager, men hun må ikke få besøg" jeg kigger forbagset på hende og er på randen til at skrige hende lige i hendes grimme fjæs. "Jamen jeg er hendes datter! Jeg er Rebecca Edwards! Jeg har ret til at besøge min mor!" jeg er tæt på at skrige og tårene løber ned at mine kinder. "Jamen, så er det vel okay, hun ligger på værelse 345 på 2. sal. Hun lyder som en der har haft en dårlig dag.

Jeg går over til Conor og fortæller ham, hvor min mor er og denne her gang tager vi trapperne. Der er utrolig mange trapper, men tilsidst kommer vi op på 2. sal og finder det værelse min mor ligger på. Jeg tager nogle dybe indåndinger og åbner døren. Synet der møder mig er forfærdeligt. Min mor ligger med slanger over alt. Helt livløst. Jeg har lyst til at græde, men jeg må være stærk. Jeg går hen til min mor og hvisker "mor! øh søde rare mor. Vil du ikke nok vågne, så vi kan få en god jul? Jeg kan ikke holde jul uden dig. Kom nu mor vågn op! Kom nu." Jeg knep øjnene sammen og græd. Conor kom over og trøstede mig, men det hjælp ikke. "Skal jeg synge for hende?" Jeg kigger forbagset på ham og smiler. Han begynder at synge ´Back To Black´ jeg kender godt sangen, da jeg høre den når jeg er ked af det. Han synger faktisk virkelig godt. Da han slutter sangen af begynder alting at bibbe og flere læger og sygeplejsker kommer løbende, vi bliver sendt ud af rummet.  

Min mobil vibrere, mens jeg sidder og venter på at lægerene kommer ud og fortæller hvad der er sket med min mor, jeg tager den og høre min forbagset far i røret. "Rebecca, jeg kan ikke klare det her alene! Jeg har brug for din hjælp..." "Far rolig, jeg er inde ved mor, jeg ringer til dig senere og jeg kommer snart hjem." jeg lægger på og kigger over på Conor, som også snakker i telefon. "Jeg kan ikke komme idag! Jeg skal nok komme imorgen, men nu må du altså have mig undskyldt, jeg ringer senere" jeg kigger over på ham, og siger "Du behøver ikke være her hvis du skal noget andet, jeg klare mig." Jeg smiler og han griner. "Det er ikke noget vigtigt,  bare mit pladeselvskab der vil have at jeg kommer og arbejder på min næste plade." Jeg kigger på ham som om jeg har set et spøgelse. Er han sanger? "Er du sanger?" "Ja! kender du mig ikke?" Jeg ryster på hovedet og han griner "Jeg er Conor Maynard, har du slet ikke hørt om mig før?" Jeg ryster på hovedet igen og han smiler.

Lægerne kommer ud og de ser bestemt ikke glade ud. En af dem kommer hen til mig, "er du Rebecca Edwards?" jeg nikker og han fortsætter "jeg er meget ked af det, men din mor er ....." han holder en alt for lang kunstpause, den er så lang at jeg når at indse at min elskede mor er væk for altid. Jeg bryder sammen og tuder. Lægen færdiggøre sin sætning, som han ikke skull ehave gjordt for jeg begynder bare at græde endnu mere. Her sidder jeg så 1. december og stor tuder mens Conor Maynard, den verdens berømte sanger, trøster mig efter den værste nyhed man kan få i sit liv. "Din mor er død" Det er da en god start på julen. Nej, det er det ikke det er den værste. Julen virker så fjern og jeg har mistet alle mine følelser i kroppen. Jeg er lige som en sten, uden følelser, uden noet som helst. Hvis det ikke havde været for Far, Conor og Perrie, min bedste veninde i snart 16 år, ville jeg nok være død nu, død af selvmord eller af sorg. Kan man godt dø af det? Det kan man nu! Okay? Godt! Fra nu af hader officielt den 1. december og idet heletaget resten af julen. Gud, kom og hent mig, jeg er klar til at forlade denne jord. Jeg vil bare gerne være sammen med min mor igen.

 

 

_______________________________________________________________________________

hejsa og god jul alle sammen!!

vi håber I kan li den, vi ved at den går lidt hurtigt, men da den kun vare i 24 dage vil vi gerne have at der sker noget.

I må meget gerne komme med kommentarer og self. like den!!

 

vi håber I kommer til at nyde den lige så meget som vi gør ved at skrive den.

 

Love Hula Bullish og KBM26 <3<3<3<3

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...