Under den blå sommer himmel - Billy unger fanfic

Bella er en almindelig teenage pige. Hun går i skole, snakker om drenge og shopper. Da en ny dreng flytter ind ved siden af hende, da hun får sommerferie, gøres hendes liv bedre. Billy unger er flot, sød, klog og ikke mindst den perfekte drømme fyr. (Billy unger er ikke kendt - Og hvis du ikke ved hvem Billy unger er, så er han amerikansk skuespiller (prøv at søg på Billy unger og gå ind på billeder. Han er meeeega lækker))

7Likes
3Kommentarer
1581Visninger
AA

11. 11

Jeg tripper frem og tilbage. Bella's far kom og hentede hende og fik hende på hospitalet og nu er jeg er. Ude for rummet hun er i og må ikke komme ind. Hendes far var rasende, for det var åbenbart min skyld. Jeg sukker. En sygeplejeske kommer ud fra rummet. "Hun er vågen og hun vil gerne se dig" siger hun og smiler. Jeg gengælder smilet og går derind. "Billy" siger Bella, da jeg kommer ind. Jeg styrter over til hende og når og få fat i hendes hånd, da jeg bliver rykket væk. Det hendes far. "Hvad har du gjort" siger han. "Jeg har ikke gjort noget" siger jeg og træder bagud og slipper Bella's hånd. "Far" mumler hun. "Det din skyld" udbryder han. "Nej. Jeg ville aldrig gøre hende noget" siger jeg. "Hvis i ikke havde taget derud." begynder han. Jeg bider mig selv i læben og skæver over mod Bella. "Hvis i aldrig havde snakket sammen" mumler hendes far. Jeg kigger på ham og ryster stille og skuffet på hovedet. "Hvis vi aldrig havde snakket sammen, havde jeg ikke været glad." siger jeg. Han trækker på skulderne. "Men fint, hvis det er sådan du vil have det." siger jeg og holder hænderne oppe. Jeg kigger over på Bella. "Bella. Jeg elsker dig og det har jeg altid gjort og det vil jeg altid gøre." siger jeg. Hun synker en klump og en tåre triller ned af hendes kind. "Men sådan vil din far åbenbart ikke have det" siger jeg bebrejende og vender rundt og går.

~~~~~ Bella's synsvinkel ~~~~~

Min far står som stivnet. Og hvis jeg havde kræfter til det, havde jeg slået min far og løbet efter ham. "Tak far" siger jeg ironisk. Han kigger på mig. "Han betyder så meget for mig og nu er han væk" siger jeg. "Det er bedst sådan." vrisser han. Jeg tager en pude og kaster på ham. "Idiot. Han hoppede selv i for at redde mig. Og han havde mindre tøj på end mig. Han kunne selv have ligget her. Og tror du hans mor eller far, ville flippe ud på mig. Nej, det ville de ikke" råber jeg. Han kigger chokket på mig. "Gjorde han?" spørger han og kigger hen mod døren. "Ja far. Ja han gjorde. Og nu er han væk." det sidste hvisker jeg. Jeg begynder at hulke. Min far kommer hen til mig. "Lad mig være" hvisker jeg og vender hovedet til. Han synker en klump og forlader værelset.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...