PinkPinkGlossyGlossy{1D}

Kender I følelsen af at være alene? Kender I følelsen af ikke at have nogen, for alle har svigtet én? Det gør Summer i hvert fald. Efter at hun blev dumpet af sin populære kæreste, blev hun en af skolens outsidere. Hun mener selv, at hun har ramt bunden, men har hun mon virkelig det? Og hvem skal hjælpe hende med at kæmpe sig op igen? ((1D er ikke kendte og anbefales fra 12 år og opefter.))

5Likes
7Kommentarer
748Visninger
AA

3. It's the little things.

"Når man drømmer om en anden fremtid, er det så der hvor man skal drømme om et bedre liv? Væk fra mobning, ord og blikke?...", startede jeg et af mine blogindlæg med.

"Mange vil sige: Ja, det er det. For i fremtiden har man en chance for at ændre hvem man er nu.

Men hvad nu hvis man er bange for at ændre sig? Hvad nu hvis... Man ændrer sig til noget der er værre? Så tror jeg ikke, at man får flere chancer.

Hvis jeg havde mulighed for det ville jeg rejse fra Irland. Måske til England. Uden mine forældre. De forstår mig i forvejen ikke, så de ville overhovedet ikke forstå hvorfor jeg ville afsted. Jeg kan stadig ikke få mig selv til at fortælle min mor om George, og om hvor meget det på virkede mig. Om hvordan det påvirker hele min skoledag. Men min mor vil aldrig kunne forstå.

Hun er alt det jeg ikke er. Populær, kønnere end gennemsnittet i forhold til at hun er i slutningen af 40'erne og så var hun selv en af de der populære bitches med mange venner i skolen, gik til fester, og havde sex virkelig tidligt da hun var ung. Det var vel også mere... Normalt dengang? Ej, det ved jeg selvfølgelig ikke, men nu er det jo noget vi går rundt og passer på. Vores møddom altså. Og at kunne sige at man er 15½ og jomfru, er noget man skal være stolt af. Siger man.

Og min far... Har jeg slet ikke noget forhold til. Han kommer hjem fra en lang arbejdsdag, brokker sig over vores regninger, spiser og går i seng. Så som i nok kan forestille jer, er mit forhold til ham meget, meget spinkelt. Eller hvad man nu kan sige i den sammenhæng.

Alligevel kan jeg bedre lide ham end min mor på nogle punkter. For når han endelig snakker til mig er det faktisk seriøst. Sådan noget med hvordan det er gået i skolen den dag osv. Men når jeg snakker med min mor, kan hun kun nævne ting som "Iiih, skal vi ikke snart ud og shoppe sammen igen? Det er da ved at være alt for laang tid siden!".

Seriøst. Nogengange skulle man tro at det var hende der var teenageren i huset.", afsluttede jeg af med.

Jeg var stolt over mig selv. Jeg havde fået de fleste af mine tanker ud, og jeg kunne bedre klare at stå op om morgenen. Det var ikke mere som en kamp at stå op.

Men hvordan Horan klarede det vidste jeg ikke...

Jeg havde lyst til at tage kontakt til ham. Prøve at snakke med ham, for jeg følte, at vi havde det lidt på samme måde. Jeg havde lyst til at høre om hvordan han havde det. Om hvordan han kom igennem dagen.

Jeg ville se ham i øjnene igen. I de blå øjne der var dybere end nogen kunne forestille sig...

Men hvordan jeg skulle kontakte ham, vidste jeg ikke.

Jeg besluttede mig for Facebook og loggede ind. Måske kunne Horan og mig hjælpe hinanden! var en af de latterlige optimistiske tanker, jeg først fik ind i hovedet. Først kiggede jeg på min egen profil. Billedet var et gammelt et, og jeg havde ikke noget coverbillede.

Min side var fyldt med hate. Jeg fik tårer i øjnene, da en eller anden skrev at jeg bare burde begå selvmord. Så behøvede ingen heller ikke at kigge på mit grimme ansigt hver dag.

En anden havde skrevet at jeg ikke skulle lytte til dem som skrev, og at jeg var smuk som jeg var. Jeg smilte lidt over det igennem tårene, men det var også det eneste der ikke var grimt skrevet til mig.

Jeg søgte på Horan. Hans fornavn var helt væk.. Vist noget med... Niamh... Nevin... Niall!

Niall Horan, skrev jeg i søgefeltet. Der var en som gav resultat. Han var venner med nogle af mine 'venner'. Jeg trykkede på navnet, og blev sendt ind på Niall Horan's profil.

Jeg læste at han gik på min skole, og på hans side var der nogle, der havde skrevet nogle grimme ting til ham. Faktisk var der kun hate, og så et par steder hvor han havde svaret igen.

Og så var der en video hvor han sang. Jeg trykkede på den, og på skærmen blev Niall vist med en guitar, som han startede en sang på. Da han startede med at synge, åbnede min mund sig en smule automatisk.

Han kunne synge. Ikke verdens bedste, men med lidt øvning kunne han blive en af de bedste. Niall's stemme var virkelig helt fantastisk. En af de stemmer hvor man er lidt i tvivl om den virkelig er god, men hvor den så bryder fuldstændig igennem på et tidspunkt, og man ikke er i tvivl længere.

Da videoen stoppede sad jeg med tårer løbende ned af begge kinder. Niall havde det mindst lige så svært som mig, og det havde han lige bevist i den video.

***

"Okay.. Skal vi komme igang?", startede Niall med at sige nervøst.

Han lød nervøs, men jeg lød nok på samme måde.

Vi havde fået nye pladser i biologi. Og i tilfældigvis i biologi skulle jeg sidde ved siden af Horan. Hvilket jeg faktisk ikke havde så meget imod. Eftersom vi begge var outsidere kunne man vel ikke hade en anden outsider, så jeg behøvede vel ikke at være bange for Niall?...

Måske kunne jeg endelig få taget med sammen, og snakket med ham om den idé, jeg havde i hovedet hele tiden.

"Ja.", mumlede jeg, og vi begyndte i stilhed på at skrive svar ned, på de papirer der lå foran os.

Efter nogle få minutter sad jeg helt fast. Min hjerne kunne ikke tænke mere lige der.

"Sidder du fast?", hørte jeg en stemme spørge.

Jeg kiggede til højre, og så at Niall kiggede afventende på mig. Jeg nikkede som svar, og han lænede sig lidt ind over papiret for at se, hvor jeg var nået til.

"Nå den. Hmm... Du skal bare...", begyndte Niall lavt at forklare, mens han rettede sig op igen, og jeg kunne kigge på ham, uden han nok ville tænke videre over det.

Niall var virkelig køn. Eller.. Nuttet nok nærmere. Han havde nogle fine fregner på næsen, og skæve tænder som bare gjorde ham lidt kikset at se på, men det var sødt.

Han kiggede afventende over på mig, for at se om jeg fulgte med. Jeg kiggede opmærksomt på ham, og fulgte faktisk med. Da han var færdig med at forklare, havde han skrevet svaret med en lidt sjusket prinsesse skrift.

Jeg sagde lavt tak og smilte svagt, før jeg fortsatte med at skrive.

"Hvad laver du så i din fritid?", spurgte Niall pludselig lavt om.

"Øhm...". Jeg var ikke helt klar på spørgsmål fra ham, men svarede alligevel.

"Jeg... Blogger.", svarede jeg ham.

Mit lamme svar kom vidst lidt bag på ham, for han kiggede lidt overrasket på mig.

"Hvad med dig, Niall?", spurgte jeg, og brugte bevidst hans fornavn.

Niall lukkede øjnene, før han valgte at svare mig.

"Jeg synger. Og spiller guitar. Det hjælper... Mig lidt ligesom, hvis du ved hvad jeg snakker om.", mumlede han lavt tilsidst.

Jeg nikkede som for at sige, at jeg forstod hvad han mente.

"Det er også det der hjælper mig... At blogge altså..", mumlede jeg og kiggede ned, som for at sige at han ikke var den eneste, der havde det lidt svært men fortrød lidt bagefter.

Niall åbnede langsomt øjnene og studerede mig. Jeg kiggede op og prøvede at holde øjenkontakten men kunne ikke, så mit blik flakkede ned til mine hænder, som lå i mit skød og op til Niall's blå øjne igen.

Klokken ringede og alle rejste sig for at skynde sig ud af klassen.

Der var meget larm, og pludselig var Niall og jeg de eneste tilbage

"Niall... Jeg tænkte på...", startede jeg.

"Om vi skal hjælpe hinanden? Eller i det mindste prøve?", afsluttede jeg lidt efter, da jeg havde fået hans opmærksomhed.

Niall kiggede opgivende på mig.

"Tror du selv at det vil nytte noget?", spurgte han irriteret.

"Ja... Eller det ved jeg ikke...", mumlede jeg, og alle de håb jeg havde haft i går var fuldstændig væk nu.

Jeg vendte mig om, gik ud af klasseværelset og gik den velkendte vej til pige toilettet.

***************************************************************************'****

Well, andet kapitel! Hvad syntes I?

Tro mig, jeg har intet imod Niall! Tværtimod! Han er virkelig bare så kær, men jeg syntes at det kunne være sjovt at prøve og skrive om ham. Altså om hvordan han havde det før One Directon:).

Husk!: At det er fiction, så ikke tag det for seriøst og begynde at søge efter haters, vel? 

Anyways! Tak fordi at I gider at bruge jeres tid på at læse den. Det betyder meget!<3

xxx Josefine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...