PinkPinkGlossyGlossy{1D}

Kender I følelsen af at være alene? Kender I følelsen af ikke at have nogen, for alle har svigtet én? Det gør Summer i hvert fald. Efter at hun blev dumpet af sin populære kæreste, blev hun en af skolens outsidere. Hun mener selv, at hun har ramt bunden, men har hun mon virkelig det? Og hvem skal hjælpe hende med at kæmpe sig op igen? ((1D er ikke kendte og anbefales fra 12 år og opefter.))

5Likes
7Kommentarer
739Visninger
AA

2. Everything starts at something.

Klokken ringede ud til frikvarter.

Lyder som en helt normal start, på en helt normal teenage historie om vampyrer, varulve og hvad ved jeg.

Men nej.

Det her er starten på min historie. Min historie om mit liv i high school.

Min historie om alt det, jeg har været igennem.

Om den person som hjalp mig op. Om den person som hjalp mig på en måde ingen anden ville kunne.

 

Jeg blev siddende i lidt længere tid end de andre gjorde, fordi jeg ikke ville følges med dem. De havde alligevel ikke nogen grund til at være sammen med mig.

"Summer, bliv nu færdig. Der er nogen her som gerne vil have en pause fra klasselokalerne.", sagde min halv gamle klamme lærer og blinkede "spøgefuldt" til mig. Ew.

"Ja.", mumlede jeg, og rejste mig hurtig fra min plads og styrtede ud af klassen.

Da jeg var ude på gangen gik jeg målrettet hen imod pigetoilettet.

Et toilet som jeg havde fået et nært forhold til, efter at George havde dumpet mig til fordel for en blondine med push-up og flere centimeter tyk lag make up i ansigtet.

Nogen gange er drenge bare dummere end de selv tror.

Jeg kunne skimte pigetoilet døren, og satte tempoet lidt mere op. Jeg ville bare gerne ind i sikkerhed.

Men nej, nej. Jeg skulle selvfølgelig lige støde ind i Horan. En anden outsider ligesom mig, bortset fra at det som drengene gjorde ved ham var modbydeligt.

De slog ham, spyttede på ham, og lærerne syntes bare at det lignede uskyldige drenge ting.

"Undskyld.", sagde vi begge på samme tid, og jeg kiggede ham kort i hans store blå øjne.

Horan hed vel egentlig ikke rigtigt Horan, men alle kaldte ham det, så hans fornavn var bare lidt ligesom gledet væk.

Jeg kiggede hurtigt ned igen, og skyndte mig videre.

***

Da jeg kom hjem fra endnu en forfærdelig dag i skolen, tændte jeg min computer, og loggede direkte på Twitter.

Intet nyt udover at x-factor i England snart ville starte.

Jeg kunne ikke selv synge, men jeg skulle helt klart følge med.

"Moar? Hvornår skal vi spise?", råbte jeg ud af min dør.

Søskende har jeg heller ikke nogen af.

Alene barn og ingen venner. Ja, det er mig.

"En halv times tid!", blev der råbt tilbage.

Min mor vidste ikke at jeg ikke havde nogen venner. Hver gang jeg sagde at jeg var 'ude', satte jeg mig bare på en kantsten et eller andet sted, eller så gik jeg på café.

Alene.

Jeg lyder sikkert som en af de der teenagere som vil have opmærksomhed, men næ nej så heldig er jeg ikke.

Jeg er ikke som de andre tåbelige piger. Som de piger der har afbleget hår og flere tons lag make up på.

Jeg er mere som... Har ikke engang nogen at sammenligne mig selv med.

 

Da jeg vågnede næste morgen, var den første tanke der strøg igennem mit hovedet, var at jeg skulle pjække.

Jeg kunne simpelthen ikke klare alle blikkende, de kolde skuldre og kommentarerne idag.

"Moaar?...", råbte jeg lavt fra min seng.

Min mor kom op, og spurgte om jeg var okay. Jeg rystede på hovedet, og sagde at jeg havde rigtig ondt i hovedet.

"Summer skat... Du er ved at have rigtig mange fraværs dage. Er der noget galt i skolen?".

Og det er så der, hvor jeg burde fortælle min mor, om hvordan pigerne var.

Om hvordan jeg hver dag spiser min mad alene.

Om hvordan jeg hver dag sidder alene, og lukker mig inde i min egen verden af høj musik i frikvarterne.

"Nej... Mit immunforsvar er bare ikke så stærkt.", mumlede jeg istedet for at fortælle hende sandheden.

DUMT, Summer. Dumt.

Min mor nikkede og gik ned til sin bil for at køre på arbejde.

Da hun var kørt, og jeg havde hørt bilen kørte ud af indkørslen, satte jeg mig op i sengen og rakte ud efter min computer.

Jeg havde tænkt mig at prøve noget nyt.

Jeg havde aldrig før tænkt på muligheden, for at slippe væk med mine tanker. At skrive dem ned.

Da jeg var yngre, havde jeg skrevet dagbog, men det havde ikke rigtig holdt. Til sidst havde jeg glemt at skrive.

Men som sagt jeg ville prøve noget nyt.

At blogge.

Jeg fik lavet min egen blog og gik så igang med at skrive.

Om mit liv. Om hvordan hver dag for mig var. Om mine tanker omkring Horan. Om min familie. Om hvordan jeg ville ønske, jeg kunne blive mere social. Om hvordan jeg ville være mere populær, og om mit had til George. Om mine ønsker om selvmord på dårlige dage. Om alting.

Jeg kunne slet ikke stoppe med at skrive. Mine tanker flød bare sammen, og blev til ord jeg skrev.

Og det var en befrielse endelig at få mine tanker ud.

********************************************************************************

Okaaay... Første kapitel!!!

Hvad syntes I? Jeg ved godt at det er meget kort, men det er virkelig svært at skrive sådan her.

Sorry, hvis der er fejl rundt omkring. Tjekker ikke super meget efter(-;.

xxx Josefine

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...