PinkPinkGlossyGlossy{1D}

Kender I følelsen af at være alene? Kender I følelsen af ikke at have nogen, for alle har svigtet én? Det gør Summer i hvert fald. Efter at hun blev dumpet af sin populære kæreste, blev hun en af skolens outsidere. Hun mener selv, at hun har ramt bunden, men har hun mon virkelig det? Og hvem skal hjælpe hende med at kæmpe sig op igen? ((1D er ikke kendte og anbefales fra 12 år og opefter.))

5Likes
7Kommentarer
748Visninger
AA

7. Everything has changed...

Niall sad og kiggede lidt mere på mig, før han brød den lidt akavede stilhed, ved at spørge om jeg havde lyst til noget at spise.

"Ehm... Er du sulten? For jeg er i hvert fald!", sagde han, før han grinte og trak mig op fra sengen og hev mig ned af trapperne uden at vente på svar. Niall holdte stadig blidt fast i min hånd, og begyndte at tegne små cirkler på min håndryg med tommelfingeren. Min mave reagerede lidt mærkeligt på det. Nærmest som om der var... sommerfugle i den?

Okay nej.

Det kunne det ikke være. Niall var bare en ven, -eller nærmere en bekendt for jeg kendte ham jo ikke så godt endnu- som også gik igennem nogle svære ting, ligesom mig selv. Jeg kunne vel ikke... Forelske mig i ham?

Det var i hvert fald den eneste forklaring, jeg kunne på give sommerfuglene i maven.

Niall hev mig med ned i køkkenet, og jeg lænede mig lidt op af køkkenbordet, mens han stod halvt inde i køleskabet og ledte efter noget spiseligt. Lidt efter stod der alt muligt på bordet, som lignede noget man kunne putte i en sandwich.

"Vil du have en sandwich?", spurgte han og kiggede på mig med sine blå øjne. Jeg rystede på hovedet og smilte som svar. Niall rynkede bekymret sine øjenbryn, og lignede en der skulle til at spørge noget, men tog det vidst i ham igen. Jeg kiggede uforstående på ham, men Niall rystede bare på hovedet og begyndte at lave den der sandwich.

Det resulterede i at vi stod og grinte, over at Niall ikke kunne finde ud af at lave en sandwich ordentligt. Eller jeg grinte, men det gjorde det ikke mindre sjovt.

"Nialler, skal jeg ikke gøre det der for dig? Det går vist ikke så godt, huh?", spurgte jeg Niall om og grinte. Han sukkede og nikkede opgrivende, før han trådte et skridt tilbage, så jeg kunne komme til.

Jeg fik hurtigt sandwichen lavet, og da jeg skulle til vende mig om, fik jeg et kram bagfra. Jeg gav et lille hop af forskrækkelse, og de arme som lå om mig løsnede hurtigt grebet igen, før de helt forsvandt. Jeg vendte mig om imod Niall, og kiggede på ham med et lidt forvirret udtryk i ansigtet, men han sagde bare: "Thanks, Summer darling!", med noget der vidst skulle være en engelsk accent og smilte forsigtigt.

Vi grinte, og jeg rakte ham sandwichen. Niall tog smilende imod den, og tog en bid af den.

"Så lidt, Niall.".

***

"Har du egentlig snakket med dine forældre, om... Du véd?", spurgte jeg og hentydede til alt det ovre i skolen. Vi havde ikke fået snakket om det endnu, så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne bryde isen, eller hvad man nu sagde. Jeg kiggede afventende på Niall, og han rystede kort på hovedet, før han spurgte mig om det samme.

Jeg rystede på hovedet som svar og sendte ham et lille smil, som han gengældte. Lige nu var vi rykket ind i stuen, hvor vi sad og så en eller anden film.

”Jeg… Jeg tror heller ikke at de ville kunne forstå det. Min mor… Hun er ”bedre” end andre, hvis du forstår. Så min mor kan jeg ikke søge hjælp hos, og min far interesserer sig ikke for mig. Men sådan er det jo bare, jeg er altid blevet overset.", sagde jeg og kiggede over på Niall som lå i en sofa, på den modsatte side af det sofabord som stod imellem de to sofaer de havde.

Niall nikkede, som om han kunne forstå det. Eller sætte sig ind i det tror jeg.

Ude ved hovededøren var der nogle mærkelige lyde, og jeg kiggede skræmt over på Niall som kiggede forvirret tilbage, men få sekunder efter gik døren op og en mandestemme lød.

"Niall, i'm home!", råbte manden og gik ind i stuen for at kigge efter Niall. Jeg kiggede bare endnu mere forvirret på Niall, men han havde fået et afslappet udtryk i ansigtet og mimede "Min far!" til mig. Jeg nikkede, og gjorde mig klar til at møde hans far. Overraskende nok blev jeg lidt nervøs ved tanken om det, men Niall's far virkede overhovedet ikke engang forvirret over, at jeg var der, men derimod smilte han bare større, da han så mig.

"Og du må så være Summer? Niall skrev til mig, at en veninde ville komme over, og eftersom den eneste veninde han lige har fortalt om, så må det vel være dig. Jeg hedder Bobby!", sagde han og rakte mig en hånd, som jeg kort efter rystede, efter at have rejst mig fra sofaen.

"Summer. Dejligt at møde dig, Mr. Horan.", sagde jeg nervøst og kiggede hurtigt over på Niall, som også havde rejst sig og stod med et lille smil.

"Kald mig endelig Bobby! Nå, jeg vil lade jer unge mennesker være alene. Jeg kom alligevel bare lige hjem for at hente nogle papirer, og så ville jeg bare lige sige til dig Niall, at jeg nok kommer lidt sent hjem i aften, men du skriver bare hvis der er noget, ikke?", sagde Mr. Horan.

Niall nikkede svagt som svar, og smed sig i sofaen han før havde lagt i. Jeg satte mig mig også i sofaen fra før, og vinkede akavet til Bobby som sagde farvel, og lidt efter kunne vi høre hovededøren blive låst udefra.

"Yep... Det var så min far!", sagde Niall og grinte. Jeg grinte også. "Hyggelig mand.", sagde jeg og grinte lidt mere. Min mobil vibrerede for at meddele, at jeg havde fået en sms, så jeg tog den op og læste hurtigt beskeden.

"Nialler, min mor skriver, at jeg skal til at tage hjem ad.", sagde jeg og kiggede over på Niall, som i forvejen kiggede på mig. Han nikkede bare og sendte mig et smil, som jeg besvarede med et smil. Jeg rejste mig og gik ud for at tage overtøj og mine sko på. Imens dukkede Niall op, og han åbnede døren for mig, da jeg havde fået mit halstørklæde på. "Det var hyggeligt Summer. Det skal vi gøre igen en dag!", fastslog Niall og grinte, før han gav mig et kram.

Wow, drengen krammede godt. Lyder det mærkeligt? Ja. Nå, men det gjorde han altså. Ikke sådan et halvhjertet kram med en arm, men et kram med begge arme. Og de kram elskede jeg altså bare!

Jeg krammede tilbage, mens jeg grinende gav ham ret. Jeg gik ud af døren, til et fortov som var dækket af sne. Jeg vendte mig kort om, og sendte Niall -som stadig stod i døråbningen og kiggede efter mig, et lille smil, før jeg fortsatte ned af fortorvet. Bag mig -uden at kigge tilbage vidste jeg, at mine sko lavede forspor efter mig, og jeg gik smilende videre.

Da jeg trådte ind af døren derhjemme, indåndede jeg duften af at være hjemme. Jeg råbte hej, og gik ud i køkkenet hvor min mor havde svaret mig ude fra. 

"Hej mor.", sagde jeg og tog et glas vand. "Hej skat! Hvor du været hele dagen? Jeg har jo slet ikke set dig idag!", sagde hun helt overgearet.

Nej, mor. Det spørger du mig bare ikke om.

Jeg fik et lille anfald af panik, da jeg overhovedet ikke havde tænkt over hvad, jeg skulle sige til min mor. Jeg stod i et kort sekundt og overvejede, om jeg skulle lyve eller fortælle sandheden. Jeg besluttede mig for at fortælle hende sandheden.

"Bare sammen med en af mine venner.", svarede jeg mumlende. "Nåå? En drenge'ven' måske?", spurgte hun og kiggede på mig med et blik der sagde, at hun lige havde fundet ud af, hvad jeg lavede, når jeg var sammen med "veninder".

"Kun en ven.", svarede jeg og kiggede hårdt på hende, men hun grinte bare.

Jeg sukkede dybt af hende, for Niall var i hvert fald kun en ven, og gik ovenpå op til mit værelse, hvor jeg smed mig på sengen.

Jeg lå lidt og bare tænkte, men rejste mig så for at tage min computer og skrive et lille blogindlæg, men jeg kunne ikke koncentrere mig om det, så jeg startede i stedet for noget musik.

"Er det normalt at få sommerfugle i maven, når man er sammen med en person, som man slet ikke kan se sig selv med? Sætningen giver måske ikke mening, men i mit hoved gør den, for jeg ved jo også, hvad jeg taler om.

Jeg... Når jeg er sammen med Niall, får jeg en sjov følelse i maven. Slet ikke ligesom dengang jeg var sammen med George, men nærmere en... Tryg følelse. Også selvom jeg bestemt også følte mig tryg sammen med George. Men med Niall er det bare... Bestemt ikke som om at alle mine problemer forsvinder, for det gør de i hvert fald ikke. Men nærmere som om at jeg bedre kan overskue det hele.

Alligevel så har jeg jo aldrig snakket med Niall, før jeg indså, at vi begge havde det hårdere, end jeg troede. Men nu… Nu er han allerede en stor del af mit liv, og hvis han ikke var der, ville jeg nok ikke være her mere.

Han er grunden til, at jeg holder mig fra at tage den nemme løsning. Tanken om at jeg ville svigte Niall gør ondt. Det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til.

Men egentlig burde jeg ikke føle sådan. Jeg burde få dårlig samvittighed over, hvad jeg ville efterlade mine forældre, men alligevel er det Niall jeg tænker på. Ham som jeg ikke kan efterlade her."

********************************************************************************

Okay, MEGA mange gange undskyld for at jeg ikke har skrevet i laang tid. Har bare ikke haft tid i ferien fordi jeg var syg, og nu hvor jeg er startet i skole igen, får jeg nok heller ikke mere tid. Men jeg vil da prøve på at skrive, så tit som jeg nu kan.

Btw, havde I en god jul og en god nytårsaften?

OG KISS YOU MUSIK VIDEOEN KOMMER UD PÅ MANDAAG! Jeg glæder mig sindsygt!

OG ZAYN HAR FØDSELSDAG NÆSTE LØRDAG!!! YAAAAIIY. ZiallGirl er man da, så selvfølgelig skal jeg fejre hans fødselsdag på en eller anden måde:-)).

Møs Jose xxx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...