PinkPinkGlossyGlossy{1D}

Kender I følelsen af at være alene? Kender I følelsen af ikke at have nogen, for alle har svigtet én? Det gør Summer i hvert fald. Efter at hun blev dumpet af sin populære kæreste, blev hun en af skolens outsidere. Hun mener selv, at hun har ramt bunden, men har hun mon virkelig det? Og hvem skal hjælpe hende med at kæmpe sig op igen? ((1D er ikke kendte og anbefales fra 12 år og opefter.))

5Likes
7Kommentarer
739Visninger
AA

6. Dreams sometimes come true.

RETTET HALVT IGENNEM...

Jeg sad og kiggede ud af vinduet i mit værelse, mens jeg tænkte over det hele. Udenfor dalede store snefnug, der lignede vat, ned imod jorden og dannede et hvidt tæppe på fortorvene. Mine fødder var dejlige varme, pågrund af de hyggesokker jeg havde på, og tekoppen i mine hænder dampede stadig svagt.

Gad vide hvad Niall lavede lige nu? Måske sad han spillede? Eller sang? Eller måske lavede det samme som mig? At sidde og kigge ud af et vindue.

Skolen i dag havde været... Ikke til at snakke om. Tværtimod.

Eftersom at sneen var faldet mente pigerne, at det kunne være sjovt at få drengene til at kaste sne efter mig efter skole. Og jeg havde så været nødt til at gå vaklende hjem i minus grader, fordi at jeg havde fået sne over alt og i alt.

Jeg tog min computer, og satte mig med den det samme sted, hvor jeg havde siddet før. Jeg loggede ind på min blog og begyndte at skrive. Denne gang om hvad jeg ville ændre i verden, og da jeg var færdig så mit blogindlæg sådan her ud:

"Sneen er faldet nu... Hvilket bare gør det endnu værre at gå i skole. Jeg mener: Hvorfor skal sne bruges som et våben? Hvorfor kan man ikke bare gå og kigge på sneen?! Det er meget mere hyggeligt.

Niall snakkede jeg ikke med idag. Jeg så ham faktisk ikke engang. Det kan være han er syg eller bare pjækker... Men jeg savnede lidt, tror jeg. Følelsen af at savne nogen fra skolen virker helt ukendt for mig. Som om at det er en følelse jeg ikke kender. Men det gør jeg selvfølgelig. Som sagt: Jeg var populær tidligere. Jeg havde jo alle de venner man kunne drømme om. Og jeg havde tid til det. Rimelig vildt faktisk nu hvis man nu tænker over, hvor asocial jeg er nu.

Men hvis man så tænker over hvordan jeg egentlig har det, så er jeg lidt stolt over, at jeg ikke er gået hele vejen. Altså... Hvis man nu så livet som et spil, og døden var målet, så er der jo mange som snyder, og jeg har- trods alt- ikke snydt. Endnu måske. Eller aldrig.

Hvis jeg nogensinde bliver en af de mennesker med magt, så vil jeg gøre noget ved mobning. Jeg vil tage et ansvar, fordi jeg er nok en af de mennesker der mest kan leve sig ind i det. Jeg bliver ikke ligesom de andre "kedelige" voksne. Jeg kommer til at tage et ansvar. På en måde. Andre voksne vil måske ikke syntes, det jeg vil gøre, men jeg vil være sådan en "hjælper" som kører rundt til skoler, for at hjælpe teenagere igennem mobning. Altså sådan at de kan komme til mig og snakke, og bagefter kører jeg fra skolen, og han eller hun vil måske have det lidt nemmere. Fordi nogen gange er det måske godt at snakke om tingenes tilstand?

Tænker jeg... Men hvad ved jeg? Helt seriøst jeg er nok den sidste, der skal udtale mig om det. Den eneste jeg har snakket med, er jo Niall. Og han har det jo ikke selv for nemt, så jeg kan ikke rigtig være bekendt at læsse alle mine problemer over på ham.

Dreams sometimes come true.".

Jeg tog min mobil.

"Hej Niall. Er du okay? Du var vist ikke i skole idag, så ville bare gerne høre om du var ok? Hilsen Summer xx.", skrev jeg, og sendte beskeden til Niall.

Jeg ventede ikke på svar, men gik bare nedenunder for at lave en til kop te, og tage noget chokolade med op på mit værelse igen. Nede i stuen som jeg gik igennem for at komme ud til køkkenet, sad min far og så Tv.

"Hej far.", mumlede jeg, da jeg gik forbi, og han brummede som svar.

Jeg lavede min te, fandt noget brød som jeg ristede og smørrede nutella på.

Nutella-gris er jeg da.

Jeg slæbte mig op ovenpå igen, og smed mig i en seng med en fantastisk bog. Den handlede om en slags Romeo og Julie i en moderne version, og jeg kunne blive ved med at læse den igen, og igen. Mest på grund af den der ulykkelige kærlighed, og tanken om at det aldrig bliver dem. Romeo og Julie.

En sms tikkede ind på min mobil, da jeg var et godt stykke inde i bogen, og min kop med te var blevet drukket.

"Hey Summer. Har det fint havde bare brug for en fridag. Du kender nok følelsen...", stod der. Den var fra Niall, og jeg skrev nok det vildeste svar nogensinde tilbage.

"Skal jeg komme over? Vil gerne hjælpe:-)".

Jeg sendte og fortrød med det samme. Hvad nu hvis han sagde nej, og syntes at jeg var en uhyggelig tøs han ikke gad bruge tiden mere på? Hvad nu hvis han ikke vil have hjælp mere pågrund af den sms? Hvad nu hvis han ikke vil hjælpe mig mere på grund af den sms? Hvad nu hvis han ikk....

Min mobil tikkede igen for at meddele, at jeg havde fået en ny sms. Med rystende hænder låste jeg den op, og åndede lettet ud. "Ja, det må du gerne. Så kan vi også snakke lidt mere:).", stod der samt hans adresse. Ca. ti minutters gang fra mit hjem.

"Okay, er der om et kvarter!", skrev jeg tilbage og smilte lidt, før jeg fik stress og skyndte mig at skifte til normalt tøj igen. Havde nemlig en ting med at jeg altid skulle, skifte tøj når jeg kom hjem.

Et kvarter efter stod jeg foran Niall's dør. Jeg tog en dyb indånding og ringede på dørklokken. Få sekunder efter dukkede en Niall op i døren som så virkelig træt ud. Altså Niall så træt ud. Ikke døren. Han havde en t-shirt på hvor der stod "Life dosen't matter.", og et par mørke halvstramme jeans. Hans hår sad lidt sjusket, men det så kært ud til ham.

"Hey...", mumlede han og kiggede mig kort i øjnene, inden han viste mig indenfor.

Efter nogle minutter sad vi oppe på hans værelse, og han fortalte hvorfor han ikke var taget i skole. Vist pågrund af at en af "de populære" drenge havde sagt, at det kun var bøsser der sang, og det havde så ramt Niall, fordi han godt kunne lide at synge.

"Niall, ikke lyt til dem. Der er mange drenge der kan synge, men vælger at ligge det fra dem igen, pågrund af at de hører sådan noget. Lov mig at du ikke gør det! Det er du alt for god til.", sagde jeg opmuntrende tog hans hånd og gav den et klem.

"Okay... Jeg lover.", lovede han smilende og gav også min hånd et klem.

Vi sad lidt i stilhed, indtil jeg brød tavsheden.

"Øhm.. Niall, vil du ikke spille for mig? Men kun hvis du vil...", sagde jeg og kiggede usikkert ned på vores hænder.

Niall svarede ikke men rejste sig og tog sin guitar. Han satte sig på sengen ved siden af mig, og slog nogle akkorder på guitaren før han begyndte at synge:

"... I'm not afraid anymore.

I'm not afraid.

Forever is a long time.

But I wouldn't mind spending it by your side...".

Jeg sad bare og stirrede på hans ansigt. Niall så så glad ud. Så... Så lykkelig ud. Som om han gjorde lige det, han drømte om. Han kiggede kort op på mig og sendte et lille smil til mig.

"Tell me everyday i  get to wake up to that smile.

I wouldn't mind it at all.

I wouldn't mind it at all...", sluttede Niall med at synge og kiggede mig i øjnene.

"Niall du er virkelig god. Jeg mener virkelig god. Du skal ikke stoppe med at synge, bare på grund af nogle idioter der ikke ved hvad godt musik er.", sagde jeg, da han havde stillet guitaren ved siden af sengen.

"Tak.", sagde Niall lavt og kiggede væk med let røde kinder. Han rakte ud efter min hånd igen, og gav den et klem som jeg gengældte med det samme.

"Øhh... Summer, ikke misforstå mig, men var du ikke engang... populær?", spurgte Niall forsigtigt og vendte sit hovede imod mig for at kigge mig i øjnene.

Jeg sank en klumb der havde sat sig i halsen og tog en dyb indånding før jeg fortalte Niall om George. Om blondinen og om hvordan George havde fået vendt pigerne imod mig. om hvor sød han havde været imod mig, hver gang han fik dårlig samvittighed, om hvordan jeg havde slået op med ham. Imens jeg fortalte om mit sørgelige forhold, sad Niall bare med en hånd på ryggen af mig og strøg den stille.

"Summer, han fortjener jo slet ikke personer som dig. Du var alt for god til ham, eftersom han mente, at det var iorden at have flere piger på en gang. Og det er det ikke. Man skal behandle sin pige som en prinsesse.", sagde Niall bare da jeg var færdig med at fortælle. Tåre havde sneget sig ned af mine kinder imens. Det gjorde ondt at snakke om George. Niall tog sin ene hånd forsigtigt op til min kind og strøg en tåre væk.

"Wow, Niall. Du fortjener virkelig en prinsesse.", svarede jeg og smilte til ham. Han grinte lavt og kiggede kort væk, men vendte igen sit blik imod mig og kiggede mig i øjnene.

********************************************************************************

Okay først: Undskyld for den lange ventetid! Har været syg, mange lektier osv.

For det andet: Går det for langsomt frem og skal der til at ske noget, eller er tempoet fint nok?

Men det her kapitel har jeg fået hjælp med fra nogle veninder, og jeg er egentlig selv okay tilfreds med det:-)<3.

xxx Josefine

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...