Barndomsgade.

Om min barndomsgade.

2Likes
5Kommentarer
701Visninger
AA

2. Min gade.

Der er så mange minder forbundet med denne gade. Det er min gade. Det var min gade. Ifølge mig selv ejede jeg den vel nærmest. Jeg følte jeg kendte alle. Jeg kom løbende hen af fortovet med håret flagrende efter mig. En ældre mand kaldte mig guldlok på grund af mit lyse hår. Det var i denne gade jeg boede de første fem år af mit liv. Det var der jeg mødte min bedste veninde. Det var der jeg startede med at vokse op. Den ser måske ikke ud af meget, men det er de mennesker der bor der og de minder der hører med som gør gaden speciel. Speciel for mig, og speciel for menneskene der bor der. For mig betyder den en masse, lige så snart jeg kan se det brune hus med de røde altaner vælder minderne op i mig. Carl Berhardsvej lyder også en smule kedeligt. I hvert fald i mine øre. En lille ukendt vej på Frederiksberg i København. Jeg flyttede for snart ni år siden, alligevel er den umulig at glemme. Alt står stadig som det gjorde dengang. Så vidt jeg ved bor der stadig de samme mennesker i min opgang. Ja det vil altid være min opgang. Min bedste veninde bor stadig på den anden side af vejen, og altanen er stadig lige så rød og med de samme blomsterkasser som dengang.

 

Om sommeren skinner solen hele vejen ned ad gaden. Hvis man har sandaler på, klapper de på den hårde asfalt. Blomsterne i blomsterbedene langs opgangene skaber en sødlig lugt. Kantstenen er lige nøjagtig høj nok til at jeg med mine små ben kan sidde der og ånde forpustet ud. Hive efter vejret når jeg har løbet hele vejen forbi vuggestuen, forbi nummer tretten og forbi mor. Hvis man sidder der længe nok vil mine underboer komme hjem. Muligvis med armene fulde af loppemarked ting. De er søde nok, giver altid et stykke chokolade hvis man er ked af det.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...