Hviskende drager afgrunden mig

Mit bidrag til lyrik-konkurrencen.
Et af mange digte, men samtidigt et, som jeg synes jeg kan dele. Det er skrevet for et par måneder siden, men skulle ikke have overskredet sidste holdbarhedsdato endnu.
God læselyst, og smid gerne en kommentar eller to. Respons skader ikke. :-)

7Likes
14Kommentarer
502Visninger
AA

1. Hviskende drager Afgrunden mig

Hviskende drager afgrunden mig,
mørket totalt.

Solen væk,
lyset borte,
en kold sitren,
og jeg ser årene jeg har levet.

Trist, ensom & fyldt med vrede,
høres vindens hylen,
lovende frihed som ingen anden,
befrielsen fra eget kød,
et tilbud ingen ville sige nej til,
hvis de hørte det udtalt af verdens mund.

Der er intet for mig,
intet som har kæret sig for mig,
i denne osende virkelighed,
alt et mørklagt helvede,
Ondskabens våbensmedje.

Men…

En erindring af et enligt lys,
et enkelt blændende smil,
så levende og smukke øjne,
en flamme så funklende,
at den skiller den indre tåges hav i to,
skaber forskel på kulde og varme.

Fortjener alle,
inklusive jeg selv og verdenen jeg lever i,
en chance mere,
er der endnu håb for den fortabte?

Langsomt,
med billedet af min engel fastbrændt i sindet,
vender jeg mig fra afgrundens gab,
en ukendt fornemmelse i ansigtet,
blomstringen af et tyndt smil.

Den stille hvisken eksploderer i et brøl,
flår og flænser i min snart knuste krop.

Uopmærksom som jeg var,
gled jeg på de sten,
mine tårer havde vædet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...