Bounded To The Memory - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 21 nov. 2012
  • Status: Færdig
Det værste der kunne ske for en familie er sket. Da den blot 5-årige pige dør af en sygdom efterlades familien kun med mindet. Kan de nogensinde give helt slip? Er det overhovedet muligt at komme sig over sorgen, når man har mistet sit barn?

9Likes
9Kommentarer
534Visninger
AA

1. Bounded To The Memory

Manden stod og så ud over bølgerne. Han var her ofte efter sin datters død. Hun havde været alt for ham. Hun var for ung til at dø. Intet barn fortjente at blive så syg. Det var der ingen der gjorde, men hun var jo kun en lille pige? Hun havde ikke engang nået at leve før det hele blev revet væk under hende. Hendes store blå øjne nåede knap nok at se, før de måtte lukkes. Hendes blonde hår nåede aldrig at gro sig ned til taljen, før at det i små totter begyndte at falde af. Det var først der at det gik rigtigt op for ham. Da hendes øjne blev matte og håret mistede sit naturlige krøl og glans. Det var der det gik op for ham at hun ikke ville klare den. Det gik op for ham at han ville miste sin datter. 

Jeg grinede højt og det samme gjorde hun. Min forlovede sad få meter væk fra os og betragtede os med et smil som vi fjollede rundt på græsset. Græsset som jeg sad på var en smule fugtigt, men det var varmere end det plejede at være om på denne tid. Jakkerne havde vi ladt blive hjemme, da de ikke var nødvendige. Min datter stod bag mig og uden varsel hoppede hun op på min ryg. Jeg kunne høre hendes små hvin af fryd og for at gøre hende glad legede jeg med. Halvhjertet prøvede jeg at ryste hende af min ryg, mens jeg grinte lavt for mig selv. Jeg tog fat i hendes arme og da jeg rejste mig op rev jeg hende forsigtigt med. Vi grinte endnu mere begge to, og hendes klokke agtige latter overdøvede en genkendelig kvinde stemmes formaninger om at passe på…

Hvordan kunne det ske? Hvorfor dem? Ham der lige havde fundet lykken. Hvorfor skulle den fratages ham igen så hurtigt? Det var åbenbart for meget at forvente et liv uden sorg. Han burde vel være taknemlig over de fem år at han fik. Han havde engang hørt nogen sige at man skulle have ondt af de levende. Ikke de døde. Alligevel så var han ikke enig. Dengang han læste det virkede det rigtigt, men ikke nu hvor han selv var blevet en del af det. Han havde ondt af hende… Hun fortjente mere tid og hun fortjente helt klart ikke at lide så meget som hun gjorde. Hun fortjente at leve.

Hun lå i sengen og lignede nærmest en der allerede var død. Hendes øjne var halvt lukkede og, selvom jeg vidste det ikke kunne passe, så virkede det som om hendes øjne var blevet mere grå. Hendes tynde krop forsvandt nærmest mellem dynerne og selv madrassen så ud til at opsluge hende. Hun have altid været tynd, men ikke sådan her. Ikke så tynd at man blev bange for at røre ved hende. For bare en måned siden ville jeg ikke kunne forestille mig hende sådan. Hendes kinder var sunket ind i hendes ansigt og aldrig havde hun set så træt ud før. Hendes arm, der nu kun havde halv størrelse, lå hen over den dukke hun havde fået da hun blev født.

Han huskede da han gav hende den dukke. Den var ikke specielt køn, men damen i butikken havde rådet ham til at vælge den. Hun mente at den lille pige ville elske den og hun fik ret. Hans datter gik aldrig uden den. Det var som om at den og pigen var bundet sammen af et usynligt bånd. Der var ingen der nænnede at tage den fra hende. At gøre det var som at tvinge hende til ikke at trække vejret. De havde brug for hinanden de to. Dukken var den der havde trøstet hende når nætterne i smerte blev for lange.  Dukken var, for hende, ikke bare et legetøj. Den var hendes livline. Selvom den trøstede hende, så kunne den ikke kurere hende. Han satte sig på hug og lod sine fødder synke ned i sandet. I hånden havde han hendes dukke.

Hendes matte øjne kiggede på mig og på trods af hendes smerte så smilede hun en smule. Hendes mund åbnedes og en svag stemme brød frem. "Far..? Uanset hvad der sker. Skal vi  være sammen for evigt, ikke?" Jeg var sikker på at hun var klar over hvor syg hun var. Man kunne høre det på hendes ord. De lød alle som en form for afsked. Det knuste mig at se hende sådan. Det var rent held at min stemme ikke knækkede over, da jeg svarede hende. Det var rent held at jeg overhovedet kunne tale. "Forevigt min Engel"

Det føltes næsten som om at dukken kiggede på ham, med datterens øjne. Hans syn blev en smule sløret og billedet begyndte at blive deformt og bevægede sig en smule. Det var først da han blinkede og en saltet tåre løb ned af hans kind, at det gik op for ham at han græd. Han løftede ikke hånden for at tørre sin tåre væk, men lod den bare falde ned i dukkens ansigt. Han satte forsigtigt dukken i sandet og lod sine fingre glide ned over plastik ansigtet. Han havde brudt det løfte han havde givet hende. Han vidste at han ikke kunne holde det, men at det blev brudt så hurtigt frustrerede ham. Forevigt viste sig kun at være et spørgsmål om timer. Hans datter døde på hospitalet kort efter. 

Det var efterhånden noget tid siden at det hele var sket, men det hindrede ham ikke i endnu engang at blive ramt af smerten. Den var ikke længere så kraftig, men klart til stede. Dukken i hans hånd var alt de havde tilbage af hende. Døren til hendes værelse havde været lukket lige siden, og ingen havde været derinde. Det virkede forkert. Det var hendes værelse. De kunne ikke rydde det. Ikke før nu. Værelset var blevet gjort rent og hendes ting var pakket ned. Det eneste han manglede at give slip på var dukken. Det var også grunden til at han var her idag.  For at give slip på det sidste af hende.

Han slap dukkens ansigt, med tåre i øjnene der truede med at flyde over. Han rejste sig forsigtigt op og sendte dukken et kærligt blik. Med langsomme skridt, der blev opslugt af sandet, gik han op mod sin bil og ægtefælle igen. Selvom han ifølge sig selv havde brudt sit løfte, så kunne han ikke lade være med at tænke på, hvordan hun havde ment det. Havde hun ment det som hvis de levede forevigt? Måske tænkte hun dybere end han regnede med. Uanset hvad så var det klart for ham og alle andre. De to ville altid være sammen. Ikke fysisk, men de ville være bundet sammen af blod og kærlighed. Selvom hun var borte, og selvom han havde givet slip på det sidste af hende,  så var hun stadig hans lille pige. 

 

"Far..? Uanset hvad der sker. Skal vi  være sammen for evigt, ikke?"

"Forevigt min Engel"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...