This Special Christmas ~ One Direction

18 årige Tracy har svært ved at få det hele til at hænge sammen. Hendes forældre er skilt, og efter bruddet kom hendes mor ud i alvorlige alkoholproblemer, og hun blev nødt til at bo hos hendes mor, fordi hendes far er væk næsten 24/7, for at passe og beskytte det verdens berømte boyband One Direction. Tracy har derfor opgivet at kontakte hendes far, Paul, fordi han altid har travlt med de fem berømte drenge. Men en dag lader hun sin kæreste Austin overtale sig, og tager hun tager til London lige før jul, for at besøge hendes far. Da hun finder hendes far, sker der uventede handlinger, og Tracy bliver nødt til at blive hos hendes far og drengene i et stykke tid mod sin vilje. En hverdag sammen med de fem drenge begynder og Tracy fortryder endnu mere, at hun lod sig overtale, men i sidste ende begynder hun at knytte et stærkt bånd til hendes far, og vil hun i sidste ende indrømme, at hun har taget fejl, da hun begynder at få følelser for en anden end hendes kæreste Austin?

21Likes
13Kommentarer
1253Visninger
AA

4. Worst weekend ever.

"Kom nu op Tracy. Vi har en lang dag foran os." Han bliver ved med at banke på min dør, og jeg rækker træt ud efter min mobil.

What?! Klokken er kun 9 a.m. Jeg vrisser træt og irriteret, og vender mig om. 

"Hvis du ikke står op nu, så henter jeg dig!" Han hæver stemmelejet, og jeg tvinger mig selv til at sætte mig op i sengen. Der findes ikke noget værre end at stå op, når man mindst har lyst til det.

Jeg rejser mig op, og går træt ud fra mit værelse, og ind i køkkenet, hvor Paul har dækket morgenbord, med pandekager og te til morgenmad. Det hjælper lidt på mit morgenhumør.

Imens jeg sidder og spiser den sidste pandekage kommer Paul ind i køkkenet. 

"Godt du er oppe." Han smiler venligt, ligesom om at det her er en hverdag - men det er det ikke, og det bliver det heller aldrig!

"Hvad skal vi da nå i dag?" Siger jeg med munden fuld af mad. Jeg ser op på ham, mens jeg tygger af munden.

Han hælder te op i en kop, og sætter sig på stolen foran mig.

"Jamen drengene skal optræde i aften, og de skal hen og øve nu her om lidt." Han ser på sit armbåndsur, og tager en tår af sin te. 

Jeg tørrer mig om munden, og ser ned på min tallerken. Hvornår holder det op?! Godt, jeg skal hjem i morgen......

"Du har travlt Tracy.." Siger han drillende, og jeg rejser mig og skynder mig ind på værelset, og finder nogle sorte gamascher, som passer rimelig godt til min brodeux røde skjorte, og hvide top.

Jeg tager med ud på badeværelset, hvor jeg skynder mig i bad. 

 

 

***

 

 

I det døren ud til den store parkeringsplads falder et snefnug på min kind. Jeg ser op på himlen, som er lysegrå, og flere snefnug falder ned fra himmelen. 

Please! Kære sne! Stop med at falde ned fra himlen. Hvis det her fortsætter, så kan jeg ikke komme hjem i morgen. Men jeg beslutter mig for, at lade være med at tænke på det. 

"Kommer du?" Jeg vender mig om, og ser Niall stå henne ved den store bil og smiler til mig. Jeg står i mine egne tanker, og har helt glemt, at vi har travlt. 

Jeg skynder mig hen til bilen, uden så meget at smile tilbage til ham. Jeg sætter mig ind på forsæddet ved siden af Paul, som starter motoren og kører afsted. 

 

"Er det ikke vildt?" Jeg ser hen på Harry, som tager en dybindånding og ser rundt i den store arena. Jeg ruller med øjnene, og sætter mig hen på en stol.

"Jo vildt meget." Mumler jeg, og ser på mine negle. 

"Hvorfor er du så negativ?" Jeg ser op, og opdager, at Niall står overfor mig. Jeg ser forvirret på ham, mens jeg ønsker, at han bare ville lade mig være.

"Fordi jeg ikke gider være her." Svarer jeg ham koldt, mens jeg sender ham et ligegyldigt blik. 

"Hvorfor kom du her så?" Han sætter sig på stolen ved siden af mig, og jeg tvinger mig selv til ikke at kigge på ham. Et suk undslipper mine læber, og jeg prøver at få styr på min indre vrede.

"Fordi jeg har ikke set min far i 2 år pga. jer! Jeg savner ham, men han har aldrig tid til mig, fordi han har travlt med at varte jer op i hoved og rø...." Jeg tvinger mig selv til at stoppe med at skælde ham ud. Jeg mærker, hvordan klumpen i min hals vokser, og tårerne presse på. 

"...Det er jeg ked af... Jeg vidste det ikke..." Jeg mærker, hvordan hans blik hviler på mig, men jeg ser væk. Hvad ved han om det? Han har sine forældre for sig selv! 

"Det er lige meget! Jeg skal hjem i morgen..." Jeg rejser mig op, går med hurtige skridt væk fra ham. Jeg kan se ud af øjenkrogen, at de andre drenge ser forvirret på mig, men jeg fortsætter ud mod nødudgangen.

 

 

***

 

 

Nialls synsvinkel:

Jeg blev nødt til at spørge hende. Jeg blev nødt til at vide, hvorfor hun var så negativ og fraværende hele tiden. 

Jeg havde aldrig troet at Paul havde en datter..  og sidde at hører hende sige, at hun hader os, fordi vi har stjålet hende far... Det gør ondt. Det er ligesom om, at hun giver mig en mental lussing. 

Det hele giver lige pludselig mening, hvorfor hun er så negativ.

"Hvad skete der lige for hende?" Zayn sætter sig ved siden af mig, og ser på mig med et forvirret udtryk. Jeg ser bare ned i jorden, og sukker dybt.

"Hun kan ikke lide at være her." Siger jeg bare, og ser langsomt op på ham. Han trækker blot på skulderen. 

"Jamen du kan jo ikke forvente, at alle kan lide os?" Siger han optimistisk, hvilket jeg slet ikke forstår. Jeg læner mig fremover og ser mod nødudgangen i håb om, at hun vil komme tilbage.

"... Du forstår det ikke.. Hun kan ikke lide os, fordi vi har 'stjålet' hendes far." Mumler jeg, mens Zayn sidder helt tavst. 

"Jeg forstår det ikke...." Kommer det lige pludselig fra ham, og jeg vender hovedet og ser tilbage på ham. 

"Hun har ikke set sin far i to år, fordi han har haft så travlt med at passe på os, så han har glemt hende." Jeg hæver mit stemmeleje et kort sekund, og fortryder hurtigt, da Louis, Harry og Liam skynder sig herhen.

"Shit..." Mumler Zayn, og ryster på hovedet. 

"Hvad sker der?" Spørger Louis forvirret, men jeg ryster bare på hovedet, og ser hurtigt rundt på dem. Egentlig har jeg ikke lyst til at fortælle det igen, men jeg ved at jeg bliver nødt til det. 

"Tracy kan ikke lide os, fordi vi har stjålet hendes far..." Siger jeg og ser hen på Zayn, som tilføjer:

".. Og hun har ikke set ham i to år pga. os.." Der er ingen der siger noget, og det er ligesom om, at de lige pludselig forstår, hvorfor hun er så negativ over det hele.

"Fuck...." Kommer det fra Harry, som ser ud til at have en virkelig dårlig skyldfølelse....

"Så starter vi drenge!" En dame fra crew'et kommer gående henover scenen og råber efter os. De andre går langsomt derhen, imens jeg langsomt rejser mig op, men jeg kan ikke lade være med at tænke på Tracy.

 

Tracys synsvinkel

"Hvad mener du med at du ikke har tid til at snakke med mig nu?" Jeg kæmper alt hvad jeg kan, for ikke at bryde ud i tårer. 

Jeg er gået ud af nødudgangen, hvor jeg står ude i en lille gyde, hvor jeg kan snakke i telefon i fred. 

"Søde.. Jeg er på arbejde." Hans stemme er rolig, trods at han siger han har travlt. Jeg sukker, og jeg kan se min ånde i den køllige luft.

"Please Austin! Jeg har brug for, at snakke med dig!" Siger jeg, mens jeg anstrenger mig for, at min stemme ikke skal knække over i gråd.

"Jeg kan ikke nu!.. Jeg ringer når jeg har fri, okay?" Jeg sukker igen dybt, og tørrer den ene tårer væk, som triller ned af min kind.

"Prøv at tænk på alle de gange jeg har droppet arbejde, for at kunne hjælpe dig!?" Skriger jeg nærmest ind i telefonen. Hvordan kan han gøre det her mod mig!?

"Jeg ringer senere." Siger han bare, og lægger på. Jeg står et kort øjeblik og stirrer ned på min telefon. Jeg fatter det ikke? Han svigter mig, når jeg har mest brug for ham.

Jeg putter min telefon ned i lommen, og lyner min jakke tæt ind til min krop. Jeg læner mig op af den kolde mur, mens jeg udbryder i gråd. Jeg kan ikke holde den tilbage længere. Lige pludselig føler jeg mig så alene. Jeg kan ikke ringe til min mor, fordi hun er så fuld hun ikke engang ved, hvem jeg er. 

 

"Hvordan er det du ser ud Tracy?" Paul ligger en bekymret hånd på min skulder, mens han ser bekymret på mig. Jeg trækker bare skulderen.

"Jeg har det ikke så godt, så jeg tager hjem til lejligheden." Siger jeg bare uden at se ham i øjnene. Jeg vil ikke græde foran ham. 

"Okay, du må ringe, hvis der er noget. Lover du mig det?" Jeg nikker hurtigt, og begynder at gå væk fra ham. Jeg har virkelig ikke lyst til at snakke med nogen lige nu.

"Tracy hvor skal du hen?" Jeg kan hører Zayns stemme bag mig, men jeg bliver ved med at gå uden så meget, som at vende mig om og se efter ham.

"Hjem." Svarer jeg koldt. 

Ud af øjenkrogen kan jeg se, at han løber på siden af mig.

"Wow.. Hvad er der lige sket?!" Flyver det ud af ham, da han ser mit ansigt. Jeg stopper op, og ser væk fra ham. 

"Ikke noget.." Mumler jeg, mens jeg skjuler mit ansigt med min hånd. Min mascara hænger garanteret hele vejen ned af mit ansigt.

"Er du sikker?" Spørger han omsorgsfuld, men jeg er ligeglad. Nu kan han vise omsorg?!

"Ja, jeg har det bare dårligt.." Mumler jeg, og går hurtigt mod udgangen, men denne her gang følger han ikke efter mig. 

 

 

***

 

Jeg vågner ved at døren ind til mit værelse bliver åbnet, og nogen træder ind. Jeg orker ikke at åbne øjnene, så jeg vender mig træt om. 

"Tracy?" En forsigtig stemme siger mit navn, og et kort øjeblik er jeg slet ikke i tvivl om, hvem det er. 

Jeg spærrer øjnene op med det samme, og tankerne flyver rundt i mit hoved. Jeg opdager, at jeg har en voldsom migrene, og det gør ikke situationen bedre.

"Tracy?" Stemmen siger igen mit navn, og jeg giver en træt lyd fra mig, mens jeg lader som om, at jeg stadig sover.

"Må jeg komme ind?" Spørger stemmen, og jeg aner ikke, hvad jeg skal svare. Jeg giver bare endnu en træt lyd fra mig, og ligger helt stille. 

Jeg kan hører, at han kommer tættere på mig, og jeg mærker han sætter sig i min seng. Der er ingen der siger noget et stykke tid, før han bryder tavsheden.

"Er du okay?" Hans stemme er dyb og omsorgsfuld, hvilket bare pisser mig mere af på en eller anden måde. 

Et kort sekund kommer jeg til at tænke på Austin. Ham som jeg havde mest brug for, da nøden var størst, og han svigtede mig bare! Han sagde, at han ville ringe.. Men han ringede aldrig.

Jeg mærker, hvordan kvalmen bruser frem, og jeg flyver op fra sengen, og lige forbi ham. Jeg løber ud på badeværelset, hvor jeg falder på knæ ved siden af toilettet.

Jeg mærker nogen fjerner alt mit hår fra mit ansigt, og hjælper mig op at stå. Jeg ser træt op på ham, og han ser bare på mig, mens hans smiler skævt, og tørrer en tårer væk fra min kind.

"Her lad mig hjælpe dig." Hans stemme er rolig og dyb, og jeg lukker bare øjnene i. Han løfter mig op i sin favn, men jeg orker ikke at gøre modstand, jeg er så træt, vred, stresset og frustreret. Jeg lukker mine øjne i, og mærker, hvordan vi bevæger os fra badeværelset af og ind på mit værelse. 

Han ligger mig forsigtigt i sengen, og jeg mærker en varm krop ved siden af min. Jeg ser træt op på ham, men han smiler bare varmt til mig. 

"Må jeg?" Han tager dynen i sin hånd, og jeg nikker. Han ligger dynen over os, og lige pludselig føles det helt rart. 

Selvom jeg har lyst til at flippe ud på ham, så har jeg brug for nogen lige nu. Nogen der bare er ved siden af mig, så jeg ikke er alene.

Jeg ser op på ham, og han smiler stadig.

"Er du okay?" Spørger han igen, men jeg nikker bare, mens jeg lukker øjnene i, og falder i søvn til lyden af hans vejrtrækning.

 

 

 

 

Bonjour! 

Hvorfor kommer Niall ind til Tracy, og hvad sker der når hun vågner næste morgen, og skal rejse hjem til Austin? Men hvorfor vil Austin ikke snakke med hende i telefonen? 

Hvad synes i om dette kapitel? :-) xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...