This Special Christmas ~ One Direction

18 årige Tracy har svært ved at få det hele til at hænge sammen. Hendes forældre er skilt, og efter bruddet kom hendes mor ud i alvorlige alkoholproblemer, og hun blev nødt til at bo hos hendes mor, fordi hendes far er væk næsten 24/7, for at passe og beskytte det verdens berømte boyband One Direction. Tracy har derfor opgivet at kontakte hendes far, Paul, fordi han altid har travlt med de fem berømte drenge. Men en dag lader hun sin kæreste Austin overtale sig, og tager hun tager til London lige før jul, for at besøge hendes far. Da hun finder hendes far, sker der uventede handlinger, og Tracy bliver nødt til at blive hos hendes far og drengene i et stykke tid mod sin vilje. En hverdag sammen med de fem drenge begynder og Tracy fortryder endnu mere, at hun lod sig overtale, men i sidste ende begynder hun at knytte et stærkt bånd til hendes far, og vil hun i sidste ende indrømme, at hun har taget fejl, da hun begynder at få følelser for en anden end hendes kæreste Austin?

21Likes
13Kommentarer
1255Visninger
AA

2. Bad day...

"Kom nu Tracy..." Han rør blidt ved min arm, og mit hjerte banker lidt hurtigere, men jeg trækker min arm til mig igen. Han skal ikke manipulerer med mig. 

"Glem det Austin!" Jeg vender ryggen til ham, og bukker mig ned for at samle noget tøj op fra gulvet. Jeg mærker hans hænder omkring min talje, og på ingen tid står vi igen med front mod hinanden. 

"Hvorfor ikke?" Hans stemme er mørk og blød, og hans finger aer blidt min kind. Jeg står som lammet, og kigger ind i hans mørke øjne. 

"...Fordi.... Du ved det godt Austin!" Jeg afbryder øjenkontakten, og vrider mig ud af hans favn og vender ryggen til ham endnu en gang, men han hiver mig blot ind til sig igen. 

"Tracy.. Du ved godt, at du ikke kan blive ved med at løbe fra problemerne." Jeg ser ned på mine fødder, og prøver at lukke ham ude, men han har ret. Jeg løber fra mine problemer, men hvad vil han have jeg skal gøre?!

"Nej! Jeg vil ikke!" Jeg ser alvorligt på ham, men det ser ikke ud til at påvirke ham på nogen måde. 

"Så du har bare tænkt dig at blive her, og vide at du har opgivet din egen far?" Han fletter forsigtigt hans fingre ind i mine, men jeg vrisser bare af ham, mens jeg himler med øjnene. 

"Nej.. Du forstår det ikke." Jeg hiver min hånd til mig, og bider mig irriteret i læben.

"Nej det gør jeg ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor du lukker din far ude på den her måde." Han hæver stemmen, og hans ansigt ændrer sig. 

Et suk undslipper mine læber, og jeg ser hurtigt op på ham, mens jeg ryster stille på hovedet.

"Jamen han har jo aldrig tid til mig..." Et kort sekund føler jeg mig utrolig skrøbelig og usikker på hele situationen. 

"Ellers så har du aldrig tid til ham?" Han tager min hånd, og et kort sekund føles det som om, at jeg letter, men jeg stopper min tankegang, og ser irriteret på ham. Jeg hader virkelig når han begynder at snakke på den måde, som det hele er min skyld. Det er det ikke. Han valgte sit job fremfor mig. Han valgte Dem frem for mig. 

"Gider du godt stoppe?" Jeg træder et skridt væk fra ham, og vrisser af ham. 

"Kun på én betingelse." Han smiler skævt, og løfter det ene øjenbryn. Jeg har allerede regnet den ud, og jeg havde godt set den komme. Han bliver jo ved indtil jeg overgiver mig, og jeg magter ikke til at skændes nu. 

"....Fint.... Jeg gør det! Tilfreds!??" Jeg ligger mine arme over kors, og ser irriteret på ham. 

Han går et skridt over mod mig, og hiver mig tæt ind til sig, og smiler skævt til mig. 

"Ved du godt jeg elsker dig?" Han ser mig hurtigt i øjnene, og mere når jeg ikke at se inden hans læber rammer mine i et intenst kys. 

 

Han trækker sig væk fra mig efter noget tid, og ser på mig med et utydelig ansigtsudtryk. 

"Nå.. Ja... Du rejser forresten i over morgen.." Han slipper mig, og går hen og sætter sig i sengen. Jeg står tilbage og ser måbende på ham. 

"Hvad siger du?!" Jeg samler min underkæbe op, og tager irriteret et skridt i retning af ham. 

"Jeg har bestilt flybillet, og aftalt det hele med din far." Han ser uskyldigt på mig, men jeg er ligeglad. Han har gjort mig virkelig irriteret lige nu. Jeg ligger armene over kors, og ser afventende på ham.

"Jeg vidste jeg godt kunne overtale dig, så jeg har sørget for det hele." Han finder sin telefon frem og kigger ned på dens skærm. 

"Hvor er du bare..." Jeg tvinger mig selv til at forholde mig roligt, selvom jeg har lyst til at gå hen og slå ham. 

"Dejlig?... Jeg ved det.." Han ser kort op på mig inden han ser ned på skærmen igen. Jeg tager et par bukser som ligger på bordet lige ved siden af mig, og smider over på ham. 

"Selvglade stodder." Jeg smiler flabet til ham, men inden i er jeg ved at eksploderer af vrede. Hvordan kunne han gøre det uden at spørge mig om lov? 

 

 

 

 

*** 

 

 

 

Flyturen var utrolig hurtigt overstået, men nok fordi, at jeg faldt i søvn... Jeg har overhovedet ikke tænkt det her igennem. Jeg fatter virkelig ikke, at jeg sagde ja til at tage afsted. Bare tanken om at jeg skal se min far igen giver mig myrekryp, og mit hjerte begynder at banke hurtigere.

Da jeg er kommet af flyet, går jeg målrettet hen mod samlebåndet. Jeg prøver desperat at finde min kuffert blandt en million andre kufferter. 

Jeg venter og venter ved samlebåndet, men den dukker ikke op. Jeg kontakter en medarbejder, som ringer rundt til nogle forskellige folk, og prøver at finde ud af noget. 

I mellemtiden sidder jeg på en stol og venter. Der er går 3 timer inden servicemedarbejderen kommer med min kuffert. 

Jeg takker ham venligt, og tager min håndtaske og går. Kan den her dag blive værre? Ja, jeg skal møde min far og de der .... drenge..

Jeg tager en taxi ind til London C., hvor jeg står af og betaler chaufføren. Han kører videre, og igen er jeg overladt til mig selv. 

Jeg ser mig omkring, og betragter omgivelserne. Jeg har virkelig ingen anelse om, hvor henne i London jeg er, men jeg vil ikke ringe efter hjælp.

December kulden rammer straks mit ansigt, og jeg retter mit halstørklæde til, så jeg kan holde varmen. 

Jeg beslutter mig for at gå hen i den nærmeste musikbutik, for at spørge om vej til til SonyMusic studio. Manden jeg snakker med siger, at det ligger få gader herfra, så det vil ikke tage så lang tid at gå derhen. 

 

En stor bygning tårner sig op, og i et sekund er jeg ikke i tvivl om, at det er her. Jeg stopper op og tøver. Hvad skal jeg sige når jeg kommer derind? Og det er nu det rigtige jeg har gjort?

Lige pludselig mærker jeg længslen efter min far, som jeg ikke har set siden jeg var 15. Men samtidig er jeg usikker på situationen. Men det er nu eller aldrig, og jeg tvinger mig selv til at gå videre hen til den store bygning. 

Jeg skubber den store dør ind, og jeg træder ind i en kæmpe lobby, hvor gulvet er rødt, og møblerne er hvide og sorte. På væggene hænger alle mulige indrammede pladder. Jeg ser mig imponeret rundt, inden jeg ser en kvinde stirrer på mig. Jeg smiler akavet tilbage til hende.

"Kan jeg hjælpe Dem?" Hendes stemme er slidt, og hendes øjenlåg ser tunge ud. Det ligner hun har arbejdet hele natten, og et kort øjeblik får jeg en smule medlidenheden med hende. 

"Jeg skulle mødes Paul Higgins." Siger jeg, og hun peger i retningen af elevatoren, og smiler træt.

"3. sal. og studio 4." Jeg smiler taknemmeligt til hende, og går ind i elevatoren og trykker på 3. sal. Jeg mærker, hvordan sommerfuglene bredder sig i min mave, og inden jeg når at tænke mere over det så åbner elevatoren.

Et kort sekund glemmer jeg, hvor det er jeg er, og da jeg ser dørene skal til at lukke igen skynder jeg mig ud.

Jeg ser mig rundt, og begynder forsigtigt at gå hen ad den lange gang. Studio 1... Studio 2.... Da jeg ser studio 4 stopper jeg op.

Tanken om at min far måske er lige inde på den anden side af døren får mig til at svede af nervøsitet, men samtidig føles det som om at nogen hælder kold vand ned af min ryg. Mine vejrtrækninger bliver hurtigere og hurtigere, og et øjeblik tror jeg, at mit hjerte vil springe ud af mit bryst.

Jeg mærker, hvordan en stor klump sætter sig fast i min hals, og jeg føler, at jeg ingen kontrol har over min egen krop mere.

Jeg skal lige til at tage fat i dørhåndtaget, da døren bliver åbnet, og en lyshåret dreng render ind i mig, og jeg lander på gulvet med et bump, og han lander oven på mig. 

Han ser forvirret på mig, og flytter sig hurtigt. Jeg hoster kort, og prøver at få styr på mine vejrtrækninger efter han tog vejret fra mig. 

"Undskyld er du okay?" Han rejser sig op, og rækker hånden ud mod mig. Men jeg rejser mig selv op, og børster mig af for støv. 

Jeg undlader at svarer ham, men sender ham blot et koldt blik. Jeg ser fire andre drenge komme ud til os på gangen. 

"Hvem er det Niall?" De ser alle sammen på mig med forvirrede blikke, og pludselig bliver jeg selv helt forvirret. 

"Jeg aner det ikke.. Hun.." Han er skiftevis på mig og drengene, men en høj bred mand kommer ud til os. Det lader ikke til, at han har set mig, for han ser kun på drengene. 

"Hvad sker der her?" Hans stemme er dyb og hæs, og jeg står som stivnet. Jeg kan ikke fatte det, efter 2 år, så ligner han sig selv. 

"Jeg åbnede bare døren, også stod hun der..." Den lyshårede dreng når ikke at sige ret meget mere, inden han retter blikket mod mig, og ser overraskt på mig.

"Tracy?" Hans ansigtsudtryk er blidt, og han tager et skridt nærmere mod mig. De andre drenge står bare og kigger forvirrede på. 

Jeg nikker langsomt, og mærker, hvordan klumpen i min hals vender tilbage. Han går helt hen til mig, og et kort sekund føler jeg mig utrolig lille i forhold til ham.

Han hiver mig ind til sig i et kærligt kram. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre. Hele situationen er rimelig akavet, og mine følelser er blandede. Jeg har savnet ham, men han valgte at efterlade min mor og jeg til fordel for de drenge.. 

Jeg trækker mig væk efter lidt tid, og ser på ham.

"Jeg kunne næsten ikke kende dig! Hvor er du blevet stor!" Han træder et skridt væk fra mig, for at kunne betragte mig i fuld figur. 

Jeg smiler akavet, og ser ned i jorden, mens jeg ønsker, at jeg faldt ned igennem gulvet, så ingen kunne se mig. 

"Jeg var bange for, at du ikke kom!" Han stemme lyder overrasket, og han ligger en arm omkring mig, og jeg ser op på ham.

"Ja... Der var lidt bøvl med min kuffert." Jeg trækker på den ene skulder, og ser hurtigt over på drenge, som står og snakker lavt, mens de ser over på os. Bare tanken om, at de står og snakker om mig giver mig kvalme... 

"Jamen vi var også på vej hjem, så det passer jo fint." Han giver min skulder et klem, og jeg ser op på ham, og smiler svagt. 

"Okay, perfekt." Jeg samler min taske op fra jorden, og ser koldt på den lyshårede dreng som trumfledede mig ned. Han sender mig bare et stort smil, og jeg ser væk. 

"Nå vi smutter hjem af Paul, vi ses." Jeg ser over på drengene, som smiler uskyldigt, og vinker venligt. 

"Ja, vi ses i morgen drenge." Han smiler venligt, og ser på mig.

"Nå skal vi ikke også se at komme hjem af?" Jeg nikker, og ser efter drengene. Lige nu kan jeg ikke beskrive, hvor stort mit had er til dem. 'Vi ses Paul...' De sagde ikke en gang vi ses til mig, selvom de vidste jeg var der? Idioter... 

Paul begynder, at gå ned ad den lange gang, og jeg følger hurtigt efter ham

 

Jeg smækker bildøren i efter mig og ser op på den høje bygning. Det er allerede mørkt udenfor, og klokken er ikke mere end 18 p.m. 

"Bor du heroppe?" Jeg ser hurtigt over på ham, og han griner kort af mig. 

"Ja kom nu, det er koldt." Han går hen til mig, og ligger armen rundt om mig, og vi går op til den store bygning.

 

Han låser døren op, og jeg ser forpustet på ham, men han griner bare af mig.

"Du skal vidst med mig til træning i morgen." Jeg stopper op, og ser irrriteret på ham. 

"Du drømmer....Havde jeg vidst du boede på øverste etage, havde jeg taget elevatoren - ikke trapperne.." Jeg tager de sidste trin op til ham, og han åbner døren ind til lejligheden. 

Jeg går forsigtigt ind, og ser mig omkring. Jeg tager hurtigt mine sko af, og ser på ham.

"Du kan smide dine ting herind." Han peger på værelset lige indenfor døren, og jeg kigger ind af døren. Værelset er rimeligt stort, og sengen er dejlig stor. Det er da det mest positive ved den her dag. 

Jeg nikker bare, og hænger min jakke op på knagen indenfor døren. 

Jeg skal lige til at gå rundt og se lejligheden, da det banker på døren. Jeg ser hen på døren, og Paul åbner døren. 

"Hej Paul!" Jeg kender ikke stemmen, så jeg lytter opmærksomt.

"Louis! Hvad laver du dog her?" Han lyder overrasket, men selvfølgelig kommer det ikke bag på mig.

"Drengene og jeg snakkede om, at Tracy måske ville med ind og se film og spise pizza med os i aften?" Jeg stivner, og ser forskrækket på Paul. 

"Det er en god idé! Det tror jeg med glæde hun vil." Han vender sig om og ser på mig, mens han smiler stort. 

Jeg ryster desperat på hovedet, men han ignorerer det bare.

"Kom nu Tracy, de vil meget gerne, at du kommer med dem.." Jeg sukker irriteret, og ruller med øjnene. 

"Vi bider ikke." Siger stemmen ude fra gangen, og Paul griner bare. 

"Fint, men jeg vil først have et bad." Jeg går ind på mit værelset og lukker døren. Jeg finder min telefon frem og skriver en sms til Austin.

'Du skylder mig så meget!!' 

Jeg smider den på sengen, og leder i min kuffert efter noget rent tøj. 

 

 

 

 

Bonjour! 

Sorry ventetiden, men nu er jeg endelig klar med det første kapitel, og jeg håber i kan lide det. 

Hvad synes I om, at drengene har inviteret Tracy til filmhygge? Og vil Tracy få et andet indblik på drengene?

 

Tak for alle like'sene! I er for skønne! Keep going! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...