Brave New World | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2012
  • Opdateret: 6 mar. 2013
  • Status: Færdig
Mød Alyssa Baker - også kendt som uskyldigheden selv. I en alder af 18 har hun hverken drukket, røget eller lavet noget seksuelt - ja, faktisk har hun ikke engang siddet i en bil eller hørt musik. Og hvorfor? Fordi at hun og hendes familie er en del af amish-folket. Men da hun tager på den rejse, man kalder rumspringa, sker der en del ting, og Alyssas liv bliver pludselig vendt op og ned. OBS! Alle drengene fra One Direction er single.

144Likes
219Kommentarer
10113Visninger
AA

9. Unexpected ✝

Skarpt lys. Av. Hovedpine. Træk dog de gardiner for!

  Jeg skærmede irriteret for mine øjne og gemte mig bag min dyne, imens et søvndrukkent støn forlod mine læber. En svag hovedpine havde sat sig fast, men det virkede ikke, som om jeg stadig havde feber. Jeg var bare tynget af en virkelig irriterende hovedpine. Selvom den var virkelig, virkelig svag, irriterede den mig grænseløst.

  Jeg slog dynen til side og fik rejst mig op, men jeg syntes ligesom, jeg zigzaggede lidt fra side til side, så jeg støttede mig til de hvide vægge. Mine bare fødder bevægede sig henover det rødbrune trægulv, og det gav en mærkelig, klæbrig lyd. Klokken måtte være ret mange, siden solen stod så højt på himmelen. Var de andre drenge mon stået op?

  Det tøj, jeg havde haft på dagen forinden, lå smidt i en rodet bunke på gulvet, så jeg gik over til det og snuste prøvende til tøjet. Da det ikke rigtigt virkede, som om det var blevet synderligt beskidt, tog jeg det på, hvorefter jeg forlod gæsteværelset, som jeg måske langt om længe kunne kalde ’mit værelse’.

  Jeg fandt vej ned i køkkenet og til min overraskelse, var det kun Louis, der var stået op, men det var nu ikke en dårlig ting. Mine følelser for Louis var kun blevet forstærket af kysset fra dagen forinden, men jeg vidste ikke rigtigt, hvor vi stod, for vi havde ikke rigtigt snakket om det, der skete.

  ”Godmorgen!” Et smil fandt vej til Louis’ læber, og jeg gengældte straks smilet.

  ”Godmorgen.” Det kom bag på mig, at min stemme var så hæs. ”Hvornår stod du op?”

  ”For en halv times tid siden,” svarede Louis. Jeg så på det indbyggede digitalur i ovnen, at klokken var lidt i 12. ”Har du sovet godt?”

  ”Jep, jeg sov som en baby!” nikkede jeg, men det gjorde bare min hovedpine værre, så jeg stoppede mig selv midt i bevægelsen.

  ”Hovedpine?” gættede Louis med et hævet øjenbryn.

  ”Er det så tydeligt?” smilede jeg.

  ”Det kommer, når man har drukket alkohol,” forklarede Louis. Nu når jeg tænkte over det, kendte jeg faktisk i forvejen til alkohol. Det fandtes også i amish-kulturen, men alkoholen var bare ikke helt så stærk. Nogle voksne drak det normalt til deres måltider, men der plejede bare kun at være minimale mængder alkohol i – det var slet ikke noget, der kunne påvirke en. Jeg havde dog aldrig fået lov til at drikke noget af den øl, der blev serveret til lejligheder med andre mennesker, for det ville mine forældre aldrig tillade. Feberen fra i går havde vist slukket for noget af min hjerne. ”Normalt kommer det ikke af at drikke sådan en lille mængde, men du er jo ikke vant til det, så din krop har nok reageret anderledes.”

  ”Tja, en gang må jo være den første,” sagde jeg og trak på skuldrene, hvorefter jeg satte mig overfor Louis. Han havde en dampende kop te i hænderne.

  ”Jeg kan lige hente nogle hovedpinepiller til dig,” sagde Louis, hvorefter han rejste sig og rodede i nogle skabe.

  ”Er de andre drenge ikke stået op?” spurgte jeg nysgerrigt.

  ”Nah, de har sikkert en endnu værre hovedpine end dig,” grinede Louis som svar, og hans perlende latter smittede af på mig. ”De står sikkert først op der ved to-tre tiden om eftermiddagen.”

  ”Hvornår kom de hjem i går?” spurgte jeg. De var stadig ikke kommet hjem, da jeg faldt i søvn, og jeg faldt faktisk i søvn ret sent.

  ”De kom vist hjem klokken tre om natten, hvis jeg husker rigtigt,” svarede Louis, hvorefter han kom over til mig med to piller og et glas vand. ”Her, slug de her piller – de kan sikkert hjælpe med din hovedpine.”

  ”Tak.” Jeg smilede taknemmeligt på Louis, hvorefter jeg tog imod pillerne, som jeg vendte og drejede, inden jeg slugte dem ved hjælp af vandet. Jeg havde ikke prøvet at tage så mange piller i mit liv, for mine forældre ville holde den så naturligt som muligt, men amish-folket havde også deres egne læger, og hvis man virkelig var syg, fik man piller. Det var bedre end de klamme ilder, man engang skulle sluge.

  ”Så det …” begyndte Louis, men han fuldendte aldrig sætningen, så den hang ligesom lidt ud i luften, hvilket fik mig til at kigge på dampen, som steg op fra Louis’ te.

  ”Mm?” sagde jeg i et forsøg på at få ham til at fuldende sætningen, men Louis smilede bare ned mod bordet. Jeg havde altså ikke tænkt mig at tage det med kysset op. Jeg anede ikke, om folk fra omverdenen bare gik rundt og kyssede folk, uden at det betød noget – jeg havde jo oplevet en del overraskende ting allerede, så hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre?

  ”Det, der skete i går …” Louis rømmede sig lidt uden at kigge op fra bordet. Jeg kiggede opmærksomt på ham uden at blinke det mindste, imens en mærkelig spændingsfølelse steg op i mig. Hvad havde han tænkt sig at sige?

  ”Jeg tror, det ville være bedst, hvis vi lod være med at fortælle det til de andre drenge. Vi var vist begge lidt trætte, og så blev vi vist bare lidt revet med, gjorde vi ikke?” smilede Louis, imens han slog ud med hænderne. ”Det var sikkert alkoholen, der påvirkede dig. Når man ikke er vant til alkohol, kan man tit komme med nogle lidt overdrevne reaktioner.”

  Åh. Okay. Jeg nikkede langsomt. Det var svært at ignorere den skuffede følelse, der langsomt voksede i mig. Så han havde ikke lagt en eneste følelse i kysset. Det var vel sikkert en helt normal ting. Slap nu af, Alyssa. En del af mig havde lyst til at grine og slå det hen med en joke, men en anden del havde lyst til at tudebrøle. Mit første kys var gået til ham, fordi at jeg følte noget for ham. Noget, han åbenbart ikke gengældte. Og jeg kunne ikke lave det om længere. Han var og ville altid være den, jeg delte mit første kys med.

  ”Ja, du har nok ret,” nikkede jeg og tvang et anstrengt smil frem. Hvorfor føler du ikke noget for mig?

  ”Det er godt, vi er enige. Vi burde nok bare lade det ligge – det var jo ikke noget særligt.” Ikke noget særligt? Går du virkelig bare rundt og kysser med alle, hvorefter du siger, det ikke er noget særligt? Oh, det er sikkert en helt normal ting at gøre i denne her helt ufatteligt skøre omverden. Altså, hvad bliver det næste – I laver film, som kan blive til virkelighed? – Ja, teknisk set fandtes der jo 3D, men det vidste jeg jo ikke dengang.

  ”Ikke noget særligt,” gentog jeg helt ubevidst med det største smil på læberne, jeg kunne finde frem. Det var altså ikke min mening at se så uhyggelig ud – det gjorde jeg bare. ”Men Louis, jeg har et spørgsmål.”

  ”Spørg løs.”

  ”Når man er single i denne her verden, er det så ensbetydende med, at man bare kan gå rundt og kysse med alle og enhver uden at det betyder noget som helst?” Jeg kunne se, det spørgsmål kom bag på Louis, og det kom også bag på mig selv, at jeg havde tænkt højt – mine forældre ville bestemt ikke have syntes om min tone, hvis de havde været der.

  ”Øhm …” Louis kløede sig i håret med et tænksomt ansigt. ”Altså, nogle mennesker er sådan, ja – ”

  ”Folk som dig?” brød jeg ind, og endnu en gang blev jeg mødt af Louis’ overrumplede ansigt.

  ”Alyssa, er der noget galt?” spurgte Louis med et forsigtigt pædagogsmil, som bare gjorde mig endnu mere irriteret, for han skulle ikke engang prøve på at få mig til at falde til ro med sin Louis-charme. Hvorfor skulle han også absolut være så sød?

  ”Slet ikke.” Mit smil var vist alt andet end overbevisende, så jeg endte med at give et suk fra mig. ”Jeg troede bare ikke, det kys var helt ligegyldigt.”

  ”Det var det heller ikke,” skyndte Louis sig at sige, og jeg kunne se, han var begyndt at få et forvirret udtryk i øjnene. ”Lagde du da nogen følelser i kysset?”

  ”Det … ved jeg ikke,” mumlede jeg, og jeg kunne mærke varmen stige op til mine kinder. Han har regnet det ud. Åh, gud. ”Gjorde du?”

  ”Hør, Alyssa.” Louis’ flotte, blå øjne borede sig ind i mine. ”Du er virkelig sød, og jeg synes, vi er begyndt at komme rigtigt godt ud af det med hinanden …” Åh, nej – nu kommer den der du-er-sød-men-lad-os-bare-være-venner-tale. ”… men jeg tror bare ikke, jeg er klar til et nyt forhold.”

  Jeg sank en klump. Forhold? Slow down, cowboy. Var vi nu allerede nået så langt? Vi kendte ikke engang hinanden ugen forinden, og nu blev der allerede snakket om forhold? Hvor hurtigt kom man i et forhold i omverdenen? Men på den anden side var det jo også mig, der kyssede ham. Jeg havde bare ikke forventet, der skulle blive snakket om forhold og alt muligt.

  ”Hvem var dit sidste forhold da med?” spurgte jeg med en lille stemme.

  ”Eleanor Jane Calder,” svarede Louis, og et smil gled hen over hans læber, idet han sagde hendes navn. ”De fleste fans af vores band ved, hvem hun er. Hendes navn kommer sikkert ikke til at ringe en klokke i dit hoved.”

  Sandt nok. Jeg havde ingen idé om, hvem denne Eleanor Jane Calder var. Jeg havde søgt lidt på nettet om dem, men jeg var kun endt på nogle få sider, som fortalte lidt om dem og ikke deres ekskærester.

  ”Hvornår splittede I op?” spurgte jeg, og jeg havde bidt mærke i, at Louis ikke længere ville møde mit blik. I stedet sad han bare og stirrede på bordet, imens han pillede ved hanken til kruset med te.

  ”For tre måneders tid siden.” Louis’ tonefald havde et eller andet underligt over sig, men jeg kunne bare ikke sætte fingeren på hvad. Men siden Louis ikke var klar til et nyt forhold, måtte det vel betyde, at det var hende, der slog op.

  ”Hvorfor splittede I op?” Jeg var næsten lidt bange for at spørge om det, for det virkede som et sårbart emne for Louis. Han ville stadig ikke møde mit blik.

  ”Jeg begik en stor fejltagelse.” Louis’ tonefald var bittert, og hans smil var heller ikke ligefrem overbevisende.

  ”Hvad gjorde du?” Jeg bed mig i læben. En stor fejltagelse? Og var det overhovedet en god idé at spørge om det, når Louis reagerede så voldsomt? Tja, det var for sent at tage mine ord tilbage, så jeg kunne vel kun vente på, at han skulle svare. Det var vel ikke engang sikkert, han ville svare, hvis det var sådan et sårbart emne for ham.

Louis gav et suk fra sig og lænede sig tilbage i køkkenstolen.

”Jeg var sammen med en anden.”

***

Louis’ synsvinkel

Jeg var ikke meget for at sige det, for jeg ville ikke ødelægge det indtryk, jeg havde givet Alyssa, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at holde det fra hende. Hun havde krav på at vide det.

  ”Sammen med en anden?” Hendes stemme var pludselig blevet virkelig skrøbelig. ”Som i ...”

  ”Som i at jeg var i seng med en anden, ja,” bekræftede jeg, hvorefter jeg sank en klump. Ved et uheld kom jeg til at kigge op fra mine hænder, som var under bordet, og jeg blev mødt af Alyssas store, blå øjne, som pludselig havde travlt med at kigge alle mulige andre steder hen.

  ”Elskede du da ikke Eleanor?” Alyssa havde det altså alt for tit med at minde mig om et lille barn. Hendes stemme var så lys, og der var altid et strejf af nysgerrighed i den.

  ”Jo, jeg elskede hende mere end noget andet,” svarede jeg og kløede mig i håret. ”Jeg lavede fejltagelsen, da jeg var fuld.”

  Det var som at snakke med drengene om det igen. Alle spørgsmålene var næsten de samme. Da de fandt ud af det, startede de med at være vrede – nej, rasende – over det, men vi fik snakket om det, og de faldt langsomt til ro. De vidste, hvad alkohol kunne gøre ved en. Harry var nok den, der forstod mig mest omkring det. Han forstod mig altid så ufatteligt godt – det var vel derfor, vi var bedste venner.

  ”Elsker du hende stadig?” Jeg tænkte kort over spørgsmålet.

  ”Det tror jeg ikke, nej. Jeg har ikke set hende i ret lang tid, så mine følelser er vist langsomt stilnet af. Nu holder jeg mere af hende som en ven,” svarede jeg. Eleanor tilgav mig, men vi blev ikke et par igen, for hun fortalte mig, hun aldrig ville kunne stole på mig på samme måde igen, og det forstod jeg også godt. Jeg vidste, jeg havde såret hende, og jeg fortrød det mere end noget andet, men det kunne ikke laves om, og jeg kunne ikke gøre andet end at komme videre. Og tro ikke, at jeg ikke kæmpede for hende, for det gjorde jeg. Det hjalp bare ikke noget. Jeg holdt op med at prøve, da det gik op for mig, hvor hårdt det var for Eleanor at afvise mig gang på gang, for jeg kunne se, hendes følelser for mig stadig var der, men hun ville bare ikke såres igen. Så nu var vi bare venner. Som ikke kunne være alene. Fordi at der så bare ville være mega akavet. Så akavede venner. Eller noget.

  ”Hvad er det så, der gør, du ikke er klar til et nyt forhold?” spurgte Alyssa. Enten havde hendes lille tilfælde af tømmermænd virkelig slukket for noget i hendes hjerne, eller også kunne hun meget godt lide mig, siden hun nærmest slet ikke tænkte over det faktum, at jeg havde været Eleanor utro.

  ”Jeg er bange for, at jeg laver den fejltagelse igen,” svarede jeg med et træk på skuldrene. Det var bestemt ikke noget, jeg var stolt af. ”Jeg kan ikke lide at såre de folk, jeg elsker, så jeg vil ikke lade det ske igen.”

  ”Det er menneskeligt at lave fejltagelser.” Jeg gav et ryk i stolen, da jeg mærkede nogle hænder tage fat i mine under bordet, og jeg mødte Alyssas indtrængende blik. ”Jeg forstår godt, du ikke vil lave den fejltagelse igen, men hvis du går og er bange hele livet, ender det jo bare med, at du aldrig finder den rette. Du er nødt til at huske, at vi alle har lavet fejl.”

  Og lige med et mindede Alyssa mig ikke længere om et lille barn, men en gammel, vis kone. Kunne hun ikke bare minde mig om en 18-årig pige, som hun var i stedet for alle mulige mærkelige aldre?

  ”Hvad snakker I to om?” lød en stemme pludselig i døråbningen, og jeg fjernede straks mine hænder fra Alyssas, hvorefter jeg kiggede op på Harry.

  ”Du ligner jo lort,” grinede jeg, og Harry trak på skuldrene som svar.

  ”Tømmermænd får en til at ligne lort.” Et smil fandt Harrys læber, hvorefter han trak stolen ved siden af mig ud og satte sig.

  ”Jeg henter nogle hovedpinepiller til dig,” sagde jeg, hvorefter jeg rejste mig og fandt nogle piller.

  ”Harry Edward Styles!” hørte jeg en stemme bag mig vrisse. En stemme der tilhørte Alyssa. Jeg drejede hovedet, så jeg kunne se Alyssa, som sad med hænderne i siden. ”Hvad har jeg sagt om at komme ned i køkkenet uden noget andet på end boksershorts på?”

  Jeg gav et grin fra mig, og det samme gjorde Harry. Hun måtte altså se at vænne sig til det.

  ”Hvordan kender du mit fulde navn?” spurgte Harry, og jeg kom over med et glas vand og nogle piller, som han straks indtog.

  ”Det er ikke dit fulde navn,” påpegede Alyssa. ”Du glemmer Milward.”

  ”Du har da lavet din research,” grinede jeg, og Alyssa nikkede.

  ”Jep, Louis William Tomlinson, eller skulle jeg sige Louis Troy Austin?” smilede Alyssa. ”I er overalt på internettet.”

  ”Har du rent faktisk også lært at bruge internet?” spurgte Harry overrasket. ”Det må jeg da godt nok sige. Bravo.”

  ”Det minder ret meget om den skærm, jeg havde på mit fly, så det var ikke så svært.” Alyssa sendte mig et muntert smil. ”Men jeg kender kun den hjemmeside, der hedder Goggle.”

  ”Goggle?” Harry og jeg begyndte atter at grine. ”Ja, dykkerbrille er en meget interessant hjemmeside.”

  Alyssa kiggede surmulende på os, men vi grinede fortsat. Det var simpelthen for nuttet.

  ”Hvad er det så, det hedder?” Alyssa rullede med øjnene. ”Var jeg ikke engang tæt på?”

  ”Det hedder Google,” sagde Harry med et skævt smil. ”Så du var meget tæt på.”

  ”Google, Goggle – der er jo næsten ingen forskel.” Alyssa kunne ikke holde sin surmulende maske, så hun endte også med at smile. ”Jeg lærer det nok en dag.”

  ”Nå, men hvad lavede I to fjollehoveder så i går?” spurgte Harry, og Alyssa og jeg vekslede nogle blikke. Vi tænkte vist begge straks på kysset, men jeg håbede virkelig ikke, Alyssa ville bringe det op. Så var jeg vist ude at skide, for Alyssa var ligesom noget helligt territorium. Drengene og jeg havde allerede snakket om, at Alyssa nok først burde lære vores verden lidt bedre at kende, før hun begyndte at springe ud i at date folk og alt sådan noget (det vil sige, at Liam med en streng forældertone belærte os om, hvor forkert det ville være – ”Det ville være ligesom at udnytte en blind.”) Jeg havde bare lidt glemt det løfte, da vi kyssede. Ups.

  ”Bare det sædvanlige,” svarede Alyssa med et træk på skuldrene, og det fik en lettelses følelse frem i mig. ”Han spillede nogle sange for mig på klaveret og sådan.”

  ”Aha.” Et drillende smil gled over Harrys ansigt. ”Og sådan.”

  Selvfølgelig skulle Harry fordreje det til noget frækt. Typisk ham at være så dirtyminded.

***

Alyssas synsvinkel

  Vi snakkede lidt mere med Harry, og han spurgte (heldigvis) ikke mere ind til, hvad vi havde lavet. Senere kom de andre drenge, og selvfølgelig skulle de også alle sammen kun være iført et par boksershorts – altså, var der bare ingen, der havde lyttet efter, da jeg bad dem om at tage noget tøj på? Men egentlig generede det mig ikke så synderligt mere. Jeg var vel nødt til at vænne mig til det på et eller andet tidspunkt, så hvorfor ikke bare begynde at acceptere det?

  Selvom Louis havde fortalt mig, han havde været Eleanor utro, ændrede det ikke mine følelser for ham, og det forstod jeg virkelig ikke. Hvordan havde Louis dog båret sig ad med at få mig til at falde så hårdt for ham? Mine følelser for ham voksede bare hver evig eneste dag, og det var faktisk ret irriterende på en eller anden måde, for normalt plejede jeg at kunne komme over sådan en forelskelse, hvis jeg havde lyst. Mine følelser for Louis var anderledes. Det føltes bare så godt, da han havde sine læber mod mine. Jeg vidste ikke, det ville være så fantastisk at kysse nogen. Ham den pædofile, skræmmende mand fra den første dag havde nemlig ikke lige givet mig indtryk med hans klamme, sprukne læber, men Louis’ læber var så perfekte.

  Jeg vidste ikke, hvorfor jeg ikke tænkte nærmere over det med Eleanor og ham. Jeg var simpelthen bare den der tilgivende type, og det var ret sjældent, nogen sårede mig så meget, at jeg ikke kunne tilgive dem. Louis havde jo sagt, det var en fejltagelse, han lavede, da han var fuld, og hvis jeg kunne finde på at kysse Louis, når jeg bare havde fået et par slurke vodka, så måtte alkohol virkelig være noget, der påvirkede en. Alligevel kunne jeg ikke rigtigt forstå, hvordan mit syn på ham nærmest slet ikke havde ændret sig. Utroskab var noget af det værste, jeg kendte til dengang, og alligevel ændrede mine følelser sig ikke det mindste.

  Jeg vidste, det nok var den bedste idé at tage lidt afstand fra Louis, for hvis selv ikke utroskab kunne ændre mine følelser, så måtte mine følelser virkelig være stærke, og de kunne sikkert falme lidt, hvis jeg holdt lidt afstand fra ham. Desuden var Louis jo som sagt ikke klar til et nyt forhold, og det var jeg nødt til at acceptere i stedet for at kaste stjålne blikke på ham som i en eller anden plat kærlighedsfilm (jep, jeg så lidt for mange film på det fly). Åh gud, hvorfor var jeg så hårdt ramt?

 

Okay, jeg har haft ret mange problemer med det her kapitel, for jeg har skrevet over halvdelen af det om, fordi at jeg begyndte at tvivle på, hvad jeg ville stille op med Eleanor (man føler sig rigtig kraftfuld, når man kan skabe sin egen lille fanfiction-verden, håhå – lidt ligesom gud). Jeg havde nemlig egentlig planlagt, at Eleanor skulle være død i denne her historie, men det blev et lidt for stort plot twist, og jeg citerer Olly Murs: ”I’m not the killing type.” Jeg kan ikke lide at myrde folk, bahaha (det ville nok være lidt mærkeligt, hvis jeg kunne). Kapitlet endte altså med at være sådan her, og jeg synes, det virker sådan lidt usikkert, men det er vel bare, fordi at jeg selv er lidt usikker på det :-) Forhåbentligt kan jeg snart springe ind i det lidt mere spændende, men jeg har ikke lyst til at gå for hurtigt frem, for … det er ikke endt så godt de gange, jeg har gjort det.. Den sidste del af kapitlet, hvor Alyssa skriver om alt det der med at tilgive, der har jeg vist stjålet lidt fra mig selv. Jeg tror selv, at hvis jeg havde en ven (om jeg så kun havde kendt ham i de der tre dage), som havde været nogen utro, så ville jeg også forstå det. Jeg siger på ingen måde, det er okay, for jeg tror faktisk ikke, jeg nogensinde ville kunne tilgive Louis, hvis jeg var i Eleanors situation, men det er menneskeligt at fejle, og han var fuld, så jeg ville ikke blive fordømmende og alt muligt. Og jeg er ret sikker på, at jeg heller ikke ville få ændret mine følelser for ham, for … jeg falder meget, meget hårdt, når jeg falder for nogen. Hele den sidste del er taget fra min virkelige personlighed. Jeg tilgiver folk ret let, men selvom jeg tilgiver dem, glemmer jeg aldrig, hvis de har såret mig. Det er noget, der er virkelig irriterende ved min person. At jeg husker sådan nogle ting for evigt og altid.

Men hvordan var jeres jul? Og hvad har I fået af gaver? Jeg spiste selv et stykke gulerodskage her på krydstogtet for at fejre Louis’ fødselsdag, og så tog jeg (ubevidst) en stribet bluse på, thæhæ. Udover det blev jeg færdig med TheaStyles’ julekalender, som hedder Miss You Most at Christmas Time, og den kan jeg varmt anbefale til jer læsere, for den er (ifølge mig) virkelig god! Thea er en virkelig dygtig forfatter, og jeg håber, jeg en dag kan få lige så mange læsere og blive ligeså god til at skrive som hende :-) Men ja, ingen stress på – jeg er lige fyldt 14, så jeg har laaaaaang tid til at forbedre mig! Mine tre veninder, ShelleyTommo, Jessica B. og Amalie V, starter også snart en historie, som kommer til at hedde Remember to Smile, og den burde I også helt klart tjekke ud, da de alle tre er virkelig dygtige skribenter! Jeg ved, de udgiver den, fordi at jeg har lavet forsiden (ohhhhh, yeah). Hvad synes I egentlig om, at jeg anbefaler en (måske to) movella(er) til jer i hver af mine forfatterbeskeder? Jeg gør det ikke sådan normalt, men jeg er også først lige begyndt at følge med i alle mulige movellaer, så ja … hvis I synes, det er irriterende, så skriv det endelig, for så skal jeg nok stoppe – det er bare lige, hvis I mangler læsestof :-)) Okay, men det var bare det, jeg lige ville skrive (mine forfatterbeskeder bliver altid så fucking lange, whuuut).

xoxo

Adison 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...