Brave New World | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2012
  • Opdateret: 6 mar. 2013
  • Status: Færdig
Mød Alyssa Baker - også kendt som uskyldigheden selv. I en alder af 18 har hun hverken drukket, røget eller lavet noget seksuelt - ja, faktisk har hun ikke engang siddet i en bil eller hørt musik. Og hvorfor? Fordi at hun og hendes familie er en del af amish-folket. Men da hun tager på den rejse, man kalder rumspringa, sker der en del ting, og Alyssas liv bliver pludselig vendt op og ned. OBS! Alle drengene fra One Direction er single.

144Likes
219Kommentarer
9913Visninger
AA

14. I'd Lie✝

"Forbier!" hvinede jeg, da endnu en snebold fløj forbi mit øre. Harrys latter nåede min øregang, og jeg kunne ikke lade være med at smile som et eller andet fjols. Det var så det, der gjorde, at jeg fik en snebold direkte i hovedet – jeg blev simpelthen alt for distraheret af Harrys smilehuller. 

  "Det skal du få betalt!" udbrød jeg, inden jeg fyrede en snebold af sted, og Harry undveg den kun med nød og næppe og stod derefter med øjnenbrynet hånligt løftet.

  "Sikke et pigekast," drillede han mig, og han blev straks mødt af mit skulende blik. 

  "Ja, ja," sagde jeg og rakte tunge af ham. "Så længe jeg ikke er dårligere end dig. Hvis jeg er en pige, hvad er du så? For du er i den grad ikke en dreng!"

  "Mm, så det siger du?" lo han, inden han kastede sig frem imod mig, så vi begge landede blødt i sneen. Han lænede sin pande mod min, og hans duft indhyllede mig, så jeg blev helt stakåndet. Små snefnugge dekorerede hans bløde krøller, som stak ud under hans orange hue. Sneen og alle de hvide omgivelser omkring ham fremhævede virkelig hans lysegrønne øjne. 

  Pludselig var der en, der rømmede sig lavmælt, og vi trak os begge fra hinanden, som hvis en bombe var sprunget imellem os, hvorefter vi stirrede hen i den retning, lyden var kommet fra. Liam stod med hænderne over kors og de andre drenge bag ham. 

  "Forstyrrer vi?" spurgte han i en lidt akavet tone. Han så ikke sur ud som sådan, men han lignede heller ikke en lalleglad pony. 

  "Nej, vi øh - vi besluttede os bare for at gå udenfor, mens sneen nu stadig er her," svarede Harry, og jeg kløede mig lidt i håret og prøvede febrilsk at rede det lidt igennem, så det ikke så helt så uglet ud.

  Liam nikkede langsomt, og jeg kastede et blik hen mod Louis, hvis ansigt så helt forstenet ud, og det var virkelig ikke noget, jeg brød mig om. Var han sur? Og hvis han var, hvorfor så? Det havde han da ingen ret til. Det var ham, der sagde til mig, vi ikke kunne være sammen, så han havde altså ikke noget at have sagt til det her. Det var ikke fair. Overhovedet. Alligevel kunne jeg ikke modstå trangen til at bide mig nervøst i læben, for vores situation så bestemt ikke for godt ud. 

  ”Velkommen hjem …?”

***

”Hvor længe har det her stået på?” spurgte Liam, da han havde taget sin jakke af. Liam, Harry og jeg befandt os i stuen. Niall var simpelthen for sulten til at overvære vores snak, Zayn var lidt ligeglad og Louis – ja, Louis var bare gået sin vej uden et eneste ord.

  ”Bare i en uges tid,” mumlede Harry som svar. ”Hør, det var altså ikke meningen, at drengene og du skulle komme og buste os på den måde. Jeg ved godt, der var den der regel og det hele, men er Alyssa ikke også faldet nogenlunde til?”

  ”Jeg er overhovedet ikke sur på jer,” forsikrede Liam os om, hvilket fik mig til at slappe lidt af i skuldrene. Egentlig vidste jeg ikke, hvorfor jeg nogensinde havde troet det, for Liam var nærmest som en storebror – selvfølgelig var han ikke sur. ”Faktisk havde jeg lidt forventet det.”

  ”Hvad mener du?” spurgte jeg undrende med rynkede bryn.

  ”Du må lige huske, at Harry altså er verdenskendt. Man kunne ikke rigtigt undgå at se billeder af jer overalt. I er i avisen og alt muligt. Vores fans har endda fundet et fællesnavn til jer,” grinede Liam. ”Harryssaaaaaaa!”

  Vi gloede begge olmt på ham. Harryssa? Helt seriøst? Hvorfor? Hvorfor lige det navn? Tja, det var vel bedre end Halyssa og Arry, gik jeg ud fra. Harry og jeg skulle altså bare ikke have et fællesnavn. Det gik ikke.

  ”Hvad siger de andre drenge til det her?” tillod jeg mig selv at spørge. Egentlig ville jeg bare gerne vide, hvordan Louis havde reageret.

  ”Hvis jeg skal være helt ærlig, er de ret ligeglade,” indrømmede Liam med et lille smil. ”Louis blev måske en smule sur over, at du ikke respekterede alt det med, at Alyssa er hellig jord.”

  Det sidste var henvendt til Harry.

  ”Besynderligt,” mumlede Harry med et funderende blik. ”Han plejer ellers ikke at have noget som helst imod de piger, jeg kan lide. Faktisk er han mere end opbakkende. Vi er jo bedste venner.”

  Jeg sank en klump. Jeg vidste godt, hvorfor Louis havde reageret sådan. Eller ja – jeg troede da i hvert fald, jeg vidste hvorfor. Måske var han simpelthen bare blevet vred over, at Harry havde brudt reglerne eller hvad man nu kunne sige. Nu var det jo ikke, fordi alle elskede mig eller sådan noget.

  ”Han skal nok bare have lidt tid til at køle af,” forsikrede Liam Harry om, men jeg var ikke så sikker selv. Hvis Louis virkelig godt kunne lide mig, ville han aldrig kunne holde ud at se mig med Harry. Det ville jo være det rene tortur, og jeg var altså ikke typen, der kunne lide at torturere folk. Men nu tænkte jeg måske også lidt for højt om mig selv.

  ”Nå, men jeg er glad på jeres vegne,” smilede Liam glad og kiggede på mig, hvorefter han blinkede. ”Du matcher helt klart Harry bedre, end Taylor gjorde.”

  Jeg grinede, selvom jeg ikke helt fattede joken, for jeg havde jo set de der søde billeder med ham og Taylor, men jeg kendte ikke rigtigt så meget til Taylor Swift, og jeg havde det sådan, at jeg kunne lide alle par. Jeg syntes simpelthen bare, alle passede sammen. Så længe de to personer elskede hinanden. Men jeg gik ud fra, Harry ikke elskede Taylor, siden deres forhold, eller hvad de nu havde, varede så kort tid.

  ”Jeg tænker lidt på at bestille noget kinesisk,” foreslog Liam. ”Lyder det som en god idé?”

  ”Husk ekstra sursødsauce til mig!” hørte jeg Niall råbe ude fra køkkenet af. Den dreng måtte have superhørelse, når det gjaldt mad.

  ”Jamen så er det afgjort! Chinese takeaway it is!”

***

Jeg sad lidt og stak til nudlerne med mine spisepinde. Det var ikke, fordi jeg ikke kunne lide det, for det smagte forrygende. Jeg anede bare ikke, hvordan i al verden man brugte spisepinde, og jeg syntes virkelig, det var pinligt for mig at spørge om en gaffel, for de andre kunne alle sammen godt spise med pindene, og de fik det til at se så legende let ud.

  ”Smager det godt?” spurgte Liam mig om, og jeg nikkede og prøvede at se så afslappet ud som muligt, imens min hjerne arbejdede på højtryk for at finde ud af, hvordan jeg skulle få spist alle de nudler, når jeg knap nok kunne få en af dem op med spisepindene.

  Der hang et eller andet i luften. Stemningen var ligesom bare tyk af akavethed. Selvom ingen af os helt sagde det, var jeg ret sikker på, vi alle vidste, der var noget mærkeligt over denne her situation. Louis havde ikke sagt et eneste ord til mig hele dagen – ikke at Zayn havde det heller, men han sagde i det hele taget bare ikke så meget til mig.

  ”Har du nogen problemer med at få nudlerne op?” spurgte Harry, som havde lagt mærke til, at jeg ikke engang havde spist halvdelen, mens han så småt havde tømt boksen.

  ”Er det så tydeligt?” besvarede jeg en anelse forlegent med et lille smil.

  ”Du får bare altid den der rynke mellem dine øjenbryn,” grinede Harry, og hurtigt tog jeg min hånd op til punktet mellem mine øjenbryn med en forvirret grimasse.

  ”Det er faktisk rigtigt,” nikkede Zayn, og Liam gjorde sig enig efterfulgt af Niall. Louis forholdt sig fortsat helt stille og uberørt, imens han gumlede på nudlerne.

  ”Her, lad mig hjælpe dig.” Harry tog spisepindene ud af hænderne på mig og greb fat i nogle nudler (hvordan gjorde han det?), hvorefter han bad mig om at gabe op, hvilket jeg gjorde, så nudlerne landede i min mund. Tilfreds tyggede jeg på det.

  Lyden af en stol, der skrabede henover gulvet, fangede mit øre, og mit blik landede på Louis, som havde rejst sig.

  ”Tak for mad,” mumlede han, og inden nogen af os nåede at sige et eneste ord, var han forsvundet.

  ”Hvem har mon tisset på hans sukkermad?” mumlede Niall stille, og vi vendte tilbage til at spise vores thaimad, og denne gang var stemningen endnu mere trykket. Nej, hvor jeg hadede akavede situationer.

***

Mine bare fødder efterlod en klæbrig lyd, da jeg gik henover det kolde gulv.

  ”Jeg ville bare sige godnat,” meddelte jeg, da jeg stak hovedet ind på Harrys værelse. Jeg blev straks mødt af et par lysende, grønne øjne. Harry var oppe at stå på få sekunder, og før jeg vidste af det, stod han med hænderne på mine hofter.

  ”Er der noget galt, Alyssa?” mumlede han uroligt, og han betragtede mig med hovedet let på skrå. ”Du har virket en smule, jeg ved ikke, ængstelig i dag.”

  ”Jeg tror bare, jeg er lidt træt, og de andre drenge er jo lige kommet hjem. Jeg har vist også været lidt urolig for deres reaktioner.” Det sidste var da sandt.

  ”Vil du snakke om det?” Harrys brede hånd lagde sig omkring mit håndled, og inden længe havde han trukket mig ned at sidde på hans seng. Duften af ham indhyllede mig – hele atmosfæren var bare fyldt med Harry-partikler.

  ”Jeg ved det ikke …” sukkede jeg. ”Jeg har virkelig bare været nervøs og urolig i dag.”

  ”For hvad?”

  ”Altså, drengene har jo taget alt det med os fint, men alligevel føler jeg bare, at Louis har opført sig en smule koldt overfor mig. Jeg ved ikke helt, måske er det bare mig.”

  ”Jeg aner virkelig ikke, hvorfor han har opført sig, sådan som han har gjort. Han plejer virkelig at være mere end glad på mine vegne. Hør, Alyssa, er der noget, du ikke har fortalt mig om ham?”

  Jeg stirrede ned på mine hænder. En klump havde langsomt formet sig i min hals.

  ”Nej,” løj jeg, selvom det føltes forfærdeligt. Harry havde ikke gjort andet end at beskytte mig og bekymre sig om mig dagen lang, og hvad gav jeg igen? Jeg løj ham lige op i fjæset. Men jeg kunne bare ikke bære at miste det, vi havde. Hvad end jeg så havde med Louis måtte glemmes.

  ”Er det ikke efterhånden blevet en smule koldt at sove i så lidt tøj?” spurgte Harry og nikkede hen imod min alt for store T-shirt, som skulle forestille at være en nattrøje eller kjole.

  ”Nah, jeg klarer mig,” svarede jeg med et træk på skuldrene.

  ”Du har jo gåsehud over det hele!” bemærkede Harry og kiggede derefter strengt på mig. ”Jeg nægter altså at lade dig fryse.”

  Harry rejste sig op, hvorefter han trådte hen til sin kommode. Han rodede lidt rundt i den, hvorefter han til sidst kastede en sort sweater hen til mig. Duften af Harry, som sad på blusen, gjorde mig helt svimmel, men på en virkelig dejlig måde. Han duftede simpelthen så godt. Hurtigt fik jeg taget den på over min T-shirt, og straks ramte varmen mig.

  ”Se, det var bedre,” smilede Harry med et anerkendende nik. Han selv var kun iført et par boksershorts. Jeg prøvede bare at lade være med at tænke på, at han havde bar overkrop. Det var jeg nødt til at acceptere før eller siden.

  ”Jeg er virkelig træt,” mumlede jeg døsigt og lod mig vælte ned i hans bløde seng. Duften af ham var seriøst bare overalt – især i dynen.

  ”Vil du sove hos mig i nat?” tilbød Harry, og jeg nikkede straks. Kort efter kravlede Harry ind under dynen, hvorefter jeg mærkede et par hænder vikle sig rundt om livet på mig, som trak mig tættere ind til ham. Han rettede forsigtigt på dynen, inden han lod sit hoved hvile på puden. Han havde stadig ikke givet slip på mit liv, så jeg kunne mærke hans varme ånde mod min nakke, hver gang han trak vejret. Ligeledes kildede hans små krøller mig også en smule på halsen, men det føltes virkelig behageligt. Det var virkelig som at være med i en film. Han var så sød. Hvem skulle have troet, at søde drenge som ham også fandtes i virkeligheden?

***

”Er du vågen?” Harrys stemme nåede min øregang, og jeg vendte mig søvnigt for at møde hans betragtende blik.

  ”Ja, nu er jeg i hvert fald,” grinede jeg og plantede et lille kys på hans læber.

  ”Jeg ville bare lige sige, at drengene og jeg er nødt til at tage af sted til et interview, så du skal være alene i et par timer,” mumlede han mod mine læber. ”Vi er tilbage snarest muligt, det lover jeg.”

  ”Bare tag jer god tid, I skal altså ikke skynde på jer selv for min skyld,” forsikrede jeg ham om. ”Jeg kan sagtens finde på noget at lave.”

  ”Bare husk at lade være med at brænde huset ned, ikke?” grinede Harry, og det mindede mig om popcorn-episoden.

  ”Jeg har styr på det hele,” smilede jeg.

  ”Godt.” Harry lod sine bløde læber plante et kys på min pande, og han trak mig ind i et kram, inden han bevægede sig ud af døren.

  ”Harry, kommer du snart?” hørte jeg Louis vrisse nedenunder, hvilket fik mig til at skære en grimasse. Det virkede slet ikke som ham at være så muggen dagen lang, og hans tonefald ødelagde fuldstændig den fortryllende stemme, han var så heldig at være blevet født med. Det kunne altså umuligt være min skyld. Jeg var ikke grunden til det. Nej. Det kunne altså bare ikke lade sig gøre. Jeg ville kunne forstå, hvis han blev lidt sur, men det kunne da umuligt ødelægge hans humør flere dage i træk. Men alligevel … hvad hvis det rent faktisk var mig, der var skyld i det hele? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...