Brave New World | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2012
  • Opdateret: 6 mar. 2013
  • Status: Færdig
Mød Alyssa Baker - også kendt som uskyldigheden selv. I en alder af 18 har hun hverken drukket, røget eller lavet noget seksuelt - ja, faktisk har hun ikke engang siddet i en bil eller hørt musik. Og hvorfor? Fordi at hun og hendes familie er en del af amish-folket. Men da hun tager på den rejse, man kalder rumspringa, sker der en del ting, og Alyssas liv bliver pludselig vendt op og ned. OBS! Alle drengene fra One Direction er single.

144Likes
219Kommentarer
9880Visninger
AA

8. Home ✝

Alyssas synsvinkel

Jeg hadede følelsen af at føle mig ubrugbar, svag hjælpeløs. Jeg havde ikke brug for, at folk kom og hjalp mig med dit og dat – jeg kunne altså godt tage mig af mig selv. Det var i hvert fald, hvad jeg prøvede at overbevise mig selv om, imens jeg lå med brændende feber inde på gæsteværelset. Alt snurrede ligesom rundt, og det blev kun værre, hvis jeg rejste mig. Mit hoved dunkede som aldrig før, og det var som om, jeg blev slået med et baseballbat hvert sekund.

  ”Du har vist brug for lidt hvile,” kom det kærligt fra Liam, som sad på sengekanten, imens han studerede mit feberhede ansigt. ”Jeg tror, du har fået din feber, fordi at her er en anderledes atmosfære end i Indiana, hvor du kommer fra, så du er sikkert blevet smittet af en ukendt bakterie, du ikke er helt vant til.”

  Jeg nikkede langsomt og forsigtigt – for meget bevægelse ville bare gøre min hovedpine værre.

  ”Det lyder meget sandsynligt,” mumlede jeg hæst. ”Hvor lang tid plejer sådan noget her at vare?”

  Jeg plejede aldrig at være syg. Mit immunforsvar var ret stærkt, men åbenbart gjaldt den styrke kun mod bakterier i Indiana.

  ”Det er forskelligt, men jeg tror godt, du kan blive rask hurtigt, hvis vi bare sørger for at pleje dig nok,” forsikrede Liam mig om med et blink i øjnene. ”Er du sulten?”

  Tanken om mad gjorde mig bare ør og dårlig.

  ”Nej,” svarede jeg og rynkede næsen. Min appetit var helt væk.

  ”Det virker, som om du er faldet til,” sagde Liam med et smil for at skifte emne.

  ”Det er jeg også,” bekræftede jeg og gengældte smilet. ”Jeg er altså ked af, hvis jeg er til meget besvær – jeg plejer virkelig aldrig at blive syg.”

  ”Årh, det går nok,” beroligede Liam mig med et svagt træk på skuldrene. ”Lad os nu bare håbe, du får det bedre, ikke?”

  Jeg nikkede og nåede ikke at svare, inden jeg hørte nogen banke på døren.

  ”Rooooooooomservice!” lød det bag døren i et muntert tonefald, og ind kom Louis med et stort, opmuntrende smil på læberne. ”Jeg har lavet te! Earl Grey, hvis du skulle være nysgerrig.”

  Et smil spillede automatisk på mine læber, idet jeg tog fat i hanken til den dampende te. Jeg tog den forsigtigt op til mit ansigt, hvor jeg startede med at snuse vurderende til den. Dampen lagde sig som et tyndt lag på min næse, hvor det fortættedes til vand.

  ”Tak,” sagde jeg taknemmeligt til Louis, som blinkede til mig.

  ”Pas på med at drikke den – den er varm,” advarede Liam mig om, inden jeg drak den. Jeg sørgede for at puste meget forsigtigt, før jeg lod den varme væske strømme ned i halsen på mig. En behagelig fornemmelse bredte sig i hele min krop, og jeg lukkede kort øjnene for at nyde den.

  ”Har du fået det bedre?” spurgte Louis nysgerrigt og satte sig ved siden af Liam på sengekanten.

  ”Ikke rigtigt …” svarede jeg, og mine mundvige vendte nedad.

  ”Hvad gør vi så i aften?” henvendte Louis sig til Liam, som sendte mig et bekymret blik.

  ”I aften?” Jeg rynkede brynene. ”Hvad sker der i aften?”

  Liam sendte Louis et anklagende blik, og Louis besvarede med et uskyldigt træk på skuldrene.

  ”Drengene og jeg havde bare aftalt at tage på Funky Buddha i aften,” forklarede Liam med et varmt blik i øjnene.

  ”Funky Buddha?” sagde jeg i et spørgende tonefald med et forvirret ansigtsudtryk. Liam havde vist glemt, jeg kom fra en amish-familie. For mig lød det bare som, at Buddha var ’funky’, og det gav heller ingen mening som sådan.

  ”Det øh …” begyndte Liam.

  ”- er bare et sted, man kan hænge ud,” fyldte Louis ud.

  Jeg gjorde smalle øjne. Der var noget, de skjulte for mig.

  ”Okayyyy …” sagde jeg og sørgede for at trække ekstra meget i vokalerne. ”Men hvad mener du med ’Hvad gør vi så i aften’?”

  ”Vi kan jo ikke bare efterlade dig sådan,” sagde Liam. Jeg syntes, han var begyndt at bekymre sig ret meget om mig. Han var som en ny slags far.

  ”Det er altså helt fint,” insisterede jeg og nikkede for at understrege min pointe. Det skulle jeg så bare ikke have gjort, for en svimmelhed kom i det samme over mig.

  ”Du kan jo knap nok stå op, Alyssa,” sagde Liam. ”Det virker, som om dig og Louis kommer meget godt ud af det med hinanden. Måske kan han blive hos dig igen?”

  Jeg svarede ikke. Jeg ville jo ikke være til besvær, men det var jo Louis, så hvorfor ikke?

  ”Har du det fint med det, Tommo?” spurgte Liam Louis om. Louis nikkede i det samme.

  ”Selvfølgelig,” svarede Louis. Jeg vidste ikke helt, om han sagde det, fordi at han oprigtigt havde lyst, eller fordi at han ikke ville afvise mig.

  ”Så kan du bare komme med en anden aften, ikke? Vi må lige finde ud af noget,” sagde Liam og blinkede, før han rejste sig. ”Men jeg tror lige, jeg tager en lur, inden vi nu skal af sted.”

  Så var der kun Louis og jeg tilbage.

  ”Er du klar på noget søndagssjov med gamle hr. Tomlinson?” sagde Louis med en højlydt talkshowvært-stemme, hvilket fik et stort smil frem på mine læber. Det skulle nok blive hyggeligt.

***

”Spil noget for mig!” Jeg vidste ikke, hvor mange gange jeg havde bedt Louis om det efterhånden. Jeg blev bare aldrig træt af den lyd, der kom fra klaveret. Den fortryllende, smukke lyd, som var massage for ørerne. Det var helt utroligt, hvordan musik kunne påvirke en. Der var både langsom og rolig musik, og så var der optempo musik med gang i den, som gav en lyst til at danse. Man kunne også få en masse billeder i hovedet af den musik, man nu hørte. Hvordan havde jeg dog levet uden musik i så lang tid?

  ”Jeg henter lige noget at drikke først,” sagde Louis med et smil på læben, inden han begyndte at bevæge sig nedenunder, men jeg stoppede ham ved at tage fat i hans hånd, hvilket fik ham til at vende sig om med lynets hast for at møde mine øjne.

  ”Er der noget galt?” Louis kiggede nysgerrigt og bekymret på mig.

  ”Nej, faktisk har jeg det bedre!” smilede jeg. ”Så jeg henter noget at drikke til os begge – du kan bare begynde at spille, hvis du har lyst.”

  ”… Okay,” svarede Louis med et skævt smil.

  ”Hvad skal du have at drikke?” Jeg kiggede indgående på ham og studerede nøje hans ansigtstræk. Han var virkelig velskabt. Mine forældre ville sikkert slet ikke tøve med at sige ja til, at jeg gik ud med ’en flot, ung karl som ham’. I amish-folkenes kultur, skulle man have accept af sine forældre til at være kærester med den, man nu kunne lide. Først der var det okay at gå på dates og kysse hinanden, men jeg var aldrig nået så langt i kærligheden til, at jeg havde spurgt mine forældre om accept. Det betød også, jeg aldrig havde været på date eller for den sags skyld kysset nogen.

  ”Vand er fint,” svarede Louis, og jeg nikkede hurtigt, hvorefter jeg gik ned i køkkenet for at hente to glas vand.

***

Louis’ synsvinkel

Jeg var begyndt at spille, da Alyssa kom ind med to glas i hånden. Hendes læber var krummet sammen i et kækt smil, og hendes kinder var røde.

  ”Her,” sagde hun og rakte mig glasset, som jeg tog imod, inden jeg tog det op mod ansigtet for at tage en slurk, men jeg stoppede min bevægelse, da jeg snuste til den gennemsigtige væske, som var i glasset efterfulgt af, at jeg rynkede brynene. Det var ikke vand.

  ”Du må ikke drikke det!” udbrød jeg højt, hvilket fik Alyssa til at lægge sit glas væk, som var det gift, hvorefter hun trak sig langt væk fra det.

  ”E-Er der da noget galt med det?” spurgte hun forvirret med hendes uskyldige hundehvalpsøjne.

  ”Hvor fandt du det her vand henne?” spurgte jeg i et blødt tonefald, så Alyssa vidste, hun ikke havde gjort noget galt.

  ”I køleskabet,” svarede Alyssa genert. ”Det lå i en flaske.”

  ”Lugtede den flaske … mærkeligt?” spurgte jeg.

  ”Min næse er tilstoppet, så jeg kan ikke rigtigt bruge min lugtesans,” forklarede Alyssa, og jeg nikkede. Så var det derfor.

  ”Okay, jeg henter noget nyt vand til os,” sagde jeg, hvorefter jeg rejste mig, men jeg blev stoppet af Alyssa, som spurgte: ”Men hvad er der galt med det vand der?”

  ”Det er ikke vand …” sagde jeg.

  ”Hvad er det så?” Jeg kunne se, Alyssa prøvede at finde hoved og hale på det hele, for hun forstod vist ikke rigtigt.

  ”Det er noget, man kalder vodka …” forklarede jeg, og jeg følte mig lidt som en forælder, der skulle fortælle børn om, hvordan de var blevet skabt – hvis I forstår, hvad jeg mener.

  ”Er vodka giftigt?” Åh, Alyssa … Søde, søde Alyssa …

  ”Nej, det er noget, man kan drikke,” svarede jeg og lagde ikke skjul på det smil, jeg havde på læberne. Det morede mig lidt, at Alyssa sikkert ikke engang vidste, der var noget, der hed alkohol.

  ”Men … hvorfor må jeg så ikke drikke det?” Alyssa mindede mig virkelig meget om et lille barn, som hun stod der med sit uforstående blik og hovedet let på skrå.

  ”Jo, altså … der er denne her ting, der hedder alkohol,” forklarede jeg, og hun nikkede.

  ”… Og?” Hun prøvede tydeligvis at forstå det, men for hende var det sikkert som at være mig, der skulle forstå mig på madlavning.

  ”Der er alkohol i det, der hedder vodka, som er i de glas der.” Jeg pegede på de to glas. ”Alkohol kan ligesom påvirke folk.”

  Alyssa gjorde store øjne.

  ”Man bliver ikke besat eller sådan noget, vel? Jeg har hørt alle mulige historier om ånder, som hjemsøger folks huse og alt muligt.” Dét fik mig til at le. Det var helt utroligt, så meget Alyssa dog kunne imitere et lille barn.

  ”Hvad?” spurgte hun og lagde armene over kors med en sur grimasse, som dog straks blødte lidt op.

  ”Alkohol besætter ikke folk,” grinede jeg. ”Det går op i din hjerne og … slukker lidt for lidt af den tænkende del, så du løsner mere op. Når man har fået for meget alkohol, kommer man i den fase, man kalder ’at være fuld’. Lige nu er vi begge to ædru, som betyder, at vi ikke er påvirket af alkohol.”

  ”Er det … Er det sjovt at være fuld?” Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle besvare det spørgsmål. Selvfølgelig var det fedt – ellers ville jeg jo ikke drikke alkohol, men hvis jeg sagde det, ville Alyssa jo sikkert drikke sig i hegnet for at se, hvordan det var.

  ”Det er okay,” svarede jeg nonchalant med et træk på skuldrene. ”Men jeg foreslår, at du drikker noget te i stedet.”

  ”Smager vodka godt?” spurgte Alyssa og ignorerede mit råd med teen.

  ”Det kommer vel an på ens smagsløg. Jeg foretrækker selv, hvis det er blandet op i en cocktail eller sådan noget,” svarede jeg, og vi glemte begge to alt om klaveret, jeg sad ved.

  ”Og hvad er så en cocktail?” Hun hævede sit ene øjenbryn.

  ”Det må jeg forklare lidt om en anden dag,” sagde jeg, hvorefter jeg helt ubevidst tog en slurk af vodkaen, og først da jeg havde taget slurken, gik det op for mig, at jeg havde troet, det var vand. Nogle gange glemte jeg bare sådan nogle ting.

  ”Må jeg godt smage vodkaen?” spurgte Alyssa, hvilket fik mig til at tænke godt og grundigt om. En lille slurk kunne vel ikke skade, og så ville Alyssa sikkert også bare væmmedes ved smagen og aldrig drikke det igen.

  ”Klart,” sagde jeg og lavede et nik i retningen af glasset med vodka. ”Slå dig løs.”

***

Alyssas synsvinkel

”Slå dig løs.”

  Mente han, at jeg skulle drikke hele glasset med de ord? Jeg stirrede lidt på glasset, som næsten var fyldt op. Ja, hvorfor ikke?

  Mine fingre lagde sig forsigtigt rundt om glasset, hvorefter jeg tog det op mod mit ansigt. Jeg havde det ikke så dårligt længere. Faktisk havde jeg ret meget energi, jeg skulle have brændt af, siden jeg havde ligget og dovnet den hele dagen.

  Én slurk. Smagen begyndte langsomt at bredde sig i min tunge, men noget, jeg bemærkede endnu mere, var, at det gav en slags brændende fornemmelse i halsen, men på en eller anden måde var det også ret behageligt, for det fugtede ligesom lidt den tørhed, jeg havde haft i min hals på grund af feberen. Det kølige glas lå stadig mod mine læber, så jeg tog endnu en slurk og så endnu en, men der blev jeg så stoppet af Louis.

  ”Wowwowwow, roooolig!” udbrød han, hvorefter han rejste sig for at tage glasset fra mig, og derefter fik han mig ned at sidde på klaverstolen. Jeg stirrede forvirret på ham, og han gav mig et ulæseligt blik, men hans blik var varmt. ”Hvis jeg er skyld i, at der sker der noget, kommer de andre drenge sgu til at myrde mig.”

  Han grinede, hvilket fik et smil frem på mine læber. Tænk, at de alligevel var så overbeskyttende. Hvor længe havde de kendt mig – to dage? Okay, måske tre. Næsten.

  ”Kan der da ske noget ved, at jeg drikker alkohol?” Jeg kunne se, at Louis var begyndt at føle sig lidt overvældet over alle de spørgsmål, der forlod mine læber, så jeg havde fået et drillende tonefald i min stemme.

  ”Hvis du forlader huset, kan der,” responderede Louis med et blink. ”Der er folk, der har prøvet at løbe nøgne rundt på gaden på grund af alkohol.”

  ”Er der da ikke også folk, der har prøvet det uden påvirkning af alkohol?” spurgte jeg med et løftet øjenbryn. ”Jeg kunne da sagtens løbe nøgen rundt på gaden uden nogen form for alkohol.”

  Jeg kunne se, at den sætning kom bag på Louis. Meget. Han stod lidt mundlam uden at sige noget. Det gjorde bare det smil, jeg havde på læberne, endnu større.

  ”Jeg tror vist allerede, alkoholen har påvirket dig en smule,” smilede Louis.

  ”Hvad kan der så ske ved, at jeg drikker mere?” spurgte jeg, og mine fingre dansede henover bordet, hvor glasset stod, hvorefter det fik fat i glasset. Jeg skulle lige til at tage en slurk, da Louis tog fat i min arm i et fast og stærkt greb, hvilket fik mig til at stivne i min bevægelse. I få sekunder stod vi bare og stirrede på hinanden, imens vi trak vejret, men det brød jeg ved at rejse mig op fra stolen og skynde mig hen i den anden ende af lokalet, hvorefter jeg stod hoverende med glasset i hænderne. Louis var oppe at stå i ét spring, og før jeg vidste af det, havde Louis låst mig fast i sine arme. Hans berøringer fik varmen til at skyde frem i mine kinder, og en let skælven gik igennem min krop, hvilket fik Louis til at løsne sit greb lidt om mig.

  ”Er du okay?” Bekymringen kunne tydeligt høres i hans stemme. Der var min chance.

  ”Snydt!” Jeg fik vristet mig fri af hans arme i en glidende bevægelse, hvorefter jeg farede hen i den anden ende af lokale med et selvtilfredst smil på læberne. Vodkaen i glasset skvulpede langsomt fra side til side, så jeg tog en slurk uden at tørre det selvtilfredse smil af mine læber.

  ”Det kommer du til at fortryde!” sagde Louis med en udfordrende tone. ”Nu kommer jeg og tager dig!”

  Jeg begyndte at grine, idet jeg begyndte at løbe væk fra Louis, som stormede efter mig, men eftersom jeg ikke ville spilde vodkaen og derfor sagtnede farten, fik Louis hurtigt overhalet mig, hvorefter han vendte sig om for at gribe fat om mine ben og løfte mig op, så jeg begyndte at sprælle som en fisk.

  ”Slip mig!” hylede jeg, men latter gennemvædede min stemme. Han havde kastet mig over sin skulder, som var jeg en dukke. ”Slip mig, slip mig, slip miiiig!

  ”Som prinsessen befaler,” sagde Louis i et galant tonefald, hvorefter han satte mig i en seng. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, Louis havde løbet rundt i huset med mig over skulderen. Hans drillerier fik mig virkelig til at føle mig som et lille barn igen. Det gjorde alle drengene faktisk, for de behandlede mig med så meget omtanke.

  Louis satte sig ved siden af mig, og hans blå øjne borede sig ind i mine. Jeg kunne se et smil krumme om hans læber. Hans læber. Jeg havde altså ikke dagdrømt om hans læber som i den film, jeg havde set i flyet på vej til London. Flyet havde haft sådan nogle virkelig seje, små skærme, hvor man kunne se film, og der havde jeg så set nogle ret intime scener, som havde fået mig til at undre mig over, om det var sådan, man gjorde det. Pigen i filmen havde kun været 16, så det fik mig også til at undre mig over, om jeg var sent på den, fordi at jeg var en del af amish-folket.

  Jeg måtte give Louis ret i, at alkohol virkelig fik en til at løsne lidt op. Selvom jeg ikke havde drukket så meget af vodkaen, følte jeg mig mindre naget af alle mulige tanker. Faktisk fik det mig til at overveje ting som at kysse Louis lige der på stedet. Det føltes så oplagt. I den film, jeg havde set på flyet, skete det også bare sådan ved, at de kiggede hinanden i øjnene. Jeg fik aldrig fat på titlen.

  Jeg tænkte ikke rigtigt over det faktum, at jeg ikke havde fået mine forældres accept eller på, at jeg stadig var lidt ramt af feberen, så jeg sikkert kunne smitte Louis, da jeg lænede mig frem for at plante et kys på Louis’ læber, som stadig var formet i et smil, og han lod heller ikke til at trække sig væk. Hvem ved – måske var han også bare alt for påvirket af den ene slurk af vodka til at reagere? Det virkede dog ikke sådan, for det var ikke, fordi at han bare sad helt forstenet, imens jeg kyssede ham. Han kyssede mig blidt tilbage, imens han lod sin finger køre igennem mit hår (det ville han ikke have haft mulighed for, hvis jeg havde sat det op, som jeg normalt gjorde), hvilket fik en masse sommerfugle til at flyve rundt i min mave.

  Han kan lide mig! Det var bare en tanke, der skød igennem mit hoved. Delte vi virkelig de samme følelser? Eller var det virkelig bare alkoholen, der gjorde det hele? Eller måske blev han revet med af det hele? Jeg var egentlig lidt ligeglad, for lige meget hvad kunne jeg jo kun takke alkoholen for at lade det ske, for uden dens påvirkning ville jeg aldrig have taget mod til endelig at få mit første kys.

 

GLÆDELIG JUL OG BOO BEARS FØDSELSDAG!!!!!! Jeg syntes, det var nødvendigt at fejre julen og hans fødselsdag med det første kys, yiiiiiiiirh (jeg ved ikke lige, om det gik for hurtigt, men jeg ville gerne fejre festlighederne) :-D Jeg kan faktisk godt lige afsløre, at den vodka var meget stærk (dvs. at der var meget alkohol i), så selvom de kun tog et par slurke, var det meget påvirkende. Derfor kan man vist aldrig vide, om Louis bliver den, hun kommer sammen med, for måske fandt det kys kun sted, fordi at de var småfulde (jep, fulde af en lille slurk vodka, bahahahahaha) – hvem ved? Okay, det gør jeg (Citerer Niall: Haha, haha, you don’t knooooow). Nogle af jer har måske lagt mærke til, en eller flere af de andre drenge også har vist ret oprigtig interesse (hvis du har et skarpt øje, har du sikkert bidt mærke i det). Det er her, det styrer at have et cover, hvor alle drengene er med og ikke kun en! Make a guess and comment :-)))))))

Okayokayokay, jeg er altså også lige nødt til at komme med noget ekstra (denne forfatterbesked er skrevet henover mange dage, eftersom jeg blev færdig med kapitlet d. 21. december eller sådan noget)! Jeg fik i går (d. 23. december) at vide, at der rent faktisk er amish-folk om bord på det skib, jeg er på! :-O Jeg tror, de er på rumspringa, så jeg håber på at støde ind på dem, så jeg kan spørge dem om lidt af hvert, som kan hjælpe mig med historien. Men er det ikke sejt? Jeg tænkte, jeg lige ville dele det med jer, og hvis I ikke allerede er stoppet med at læse, så har jeg faktisk også mødt en Directioner om bord på skibet, og ikke nok med, at personen kan lide drengene, så er han også en Guy Directioner – er det ikke sejt? Han har sølvfarvet hår.. Men han eeeeeeelsker Zayn, så hele hans look er bare … Zayn. Men øh, jeg er altså ikke interesseret i ham på den måde, just so you know :-P Jeg ville bare dele, at jeg endelig har fundet nogle venner om bord og ikke bare sidder og nørder denne her skærm hele dagen lang! – jeg kommer dog stadig til at udgive kapitler forholdsvis tit (bare rolig (parentes indeni en parentes – hvis du ikke kan lide historien, så er det vel ikke ’bare rolig’, men nærmere ’øv bøv’)).

Endnu en gang GLÆDELIG JUL, DEJLIGE LÆSERE!

xoxo

Adison

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...