Brave New World | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2012
  • Opdateret: 6 mar. 2013
  • Status: Færdig
Mød Alyssa Baker - også kendt som uskyldigheden selv. I en alder af 18 har hun hverken drukket, røget eller lavet noget seksuelt - ja, faktisk har hun ikke engang siddet i en bil eller hørt musik. Og hvorfor? Fordi at hun og hendes familie er en del af amish-folket. Men da hun tager på den rejse, man kalder rumspringa, sker der en del ting, og Alyssas liv bliver pludselig vendt op og ned. OBS! Alle drengene fra One Direction er single.

144Likes
219Kommentarer
10098Visninger
AA

3. Goodbye, Indiana – HELLO LONDON! ✝

Rumspringa. Jeg kunne ikke fatte det. Det var nu. Jeg skulle af sted. På den spændende rejse, folk så tit talte om. Jeg kunne snart være med i snakken. Det var endelig min tid. Jeg var gammel nok!

  ”Lov os, at du passer godt på dig selv, okay?” sagde min mor på tysk og sendte mig et bekymret blik. Jeg snakkede altid tysk med mine forældre – det var en ret typisk ting for medlemmer af amish-folket.

  ”Det skal jeg nok, mor,” smilede jeg og trak mine forældre ind i et kram. Tænk at jeg skulle helt til London fra Indiana. Hvor mange timers flyvetur var det?

  ”Har du husket din bibel?” spurgte min far.

  ”Ja, far,” sukkede jeg og rullede med øjnene. Så typisk mine forældre at skulle tjekke op på alt.

  ”Glem nu ikke at læse lidt i den – bare hold fast i den person, du er, okay?” sagde min mor, og den smalle streg, som før havde været hendes mund fortalte tydeligt, at hun var nervøs på mine vegne. ”Lov mig, du ikke gør noget alt for dumt.”

  ”Det skal jeg nok,” smilede jeg, hvorefter jeg tilføjede: ”Men jeg må altså af sted nu, hvis jeg skal nå flyet, okay?”

  ”Selvfølgelig.” Min far sendte mig et smil, og jeg gav dem endnu et kram, hvorefter jeg bevægede mig over mod den hestevogn, der skulle køre mig til den nærmeste taxa, som skulle køre mig til lufthavnen.

  ”Vent, Alyssa!” hørte jeg en stemme bag mig sige. En stemme, som tilhørte min 20-årige storesøster, Elisabeth. Hun havde været på rumspringa, da hun var 18, og mange af de historier, jeg havde hørt om den virkelige verden var fra hende. Ja, hende og så nogle af de mennesker, jeg boede i nærheden af. De var som regel på min alder, og vi kom virkelig godt ud af det med hinanden, men det var desværre lidt for tidligt til, at de kunne komme og sige farvel til mig. Mit fly gik klokken ti, og selvom mine venner måske var stået op, var der jo en masse praktiske ting, de skulle lave derhjemme. ”Tænk, at det er nu, du skal af sted! Opfør dig nu pænt, ikke? Og pas på dig selv, der er mange fristelser ude i verden, som du kan komme meget galt af sted af.”

  ”Ja, ja,” svarede jeg og smilede fjollet. Da Elisabeth kom hjem fra rumspringa, var hun så anderledes fra da hun endnu ikke havde været af sted. Hun havde ligesom fået mere personlighed. Det virkede, som om hun havde fundet sig selv under den rejse. Og det håbede jeg virkelig også ville ske for mig.

  ”Jeg mener virkelig, at der er mange farlige ting,” sagde Elisabeth alvorligt og kiggede mig dybt i øjnene. ”Jeg vil bare virkelig ikke se dig komme til skade.”

  ”Jeg skal nok passe på,” forsikrede jeg Elisabeth og mine forældre om. ”Men jeg må altså virkelig af sted nu, hvis jeg skal nå flyet. Hils Hannah og de andre, okay?”

  Jeg havde fire andre småsøskende, og Hannah var en af dem. De lå sikkert og sov, så jeg ville ikke rigtigt vække dem. Hannah var den ældste af dem – hun var otte. Så var der også Kaleigh på seks og de to tvillinger, Annabelle og Katelyn, som begge var fire år gamle.

  ”Det skal vi nok og god rejse!”

  ”Tak. Jeg elsker jer,” halvråbte jeg, da jeg sad i hestevognen og vinkede. Mine forældre vinkede tilbage med det der lidt triste hun-er-blevet-så-stor-blik i øjnene og det skæve smil.

  Langsomt begyndte hestevognen at bevæge sig, og jeg småhoppede lidt på mit sæde, for den hest tog nogle ret voldsomme skridt. Jeg sad lidt og kiggede ud ad vinduet. Det var noget, jeg virkelig elskede. Bare at kigge ud ad vinduet på lange køreture. Det var tit der, jeg fik tænkt alle mulige ting igennem. Så var der også bare de gange, jeg faldt i søvn i hestevognen. Kusken blev altid nødt til at vække mig.

  Da jeg nåede frem til den indre by, var der allerede en taxa, som ventede på mig. Den var gul. Ham chaufføren snakkede amerikansk med en virkelig mærkelig accent, og han stirrede ret misbilligende på mig, som om der var et eller andet galt med mig. Aldrig havde jeg oplevet mage til den uhøflighed. Hvem havde mon opdraget ham?

  Hverken chaufføren eller jeg sagde et eneste ord under køreturen til lufthavnen. Der var bare en masse støj i bilen på grund af den installerede radio, han havde tændt. Og så lugtede der sådan virkelig mærkeligt og fremmed. Beatet i radioen var virkelig, virkelig irriterende at høre på, og hvis jeg lyttede omhyggeligt til teksten, var det også bare om alt muligt totalt umodent pjat. Det var godt nok en mærkelig verden, folk fra omverdenen levede i. Jeg havde godt nok hørt, at de lyttede til musik, der kunne sammenlignes med bras, og jeg havde også godt nok hørt, at folk ikke var helt så venlige, men jeg troede altid, de overdrev med det hele, hvilket de så i den grad ikke gjorde.

  ”Så er vi her,” mumlede chaufføren og gjorde tegn til, at jeg skulle stige af.

  ”Tak for turen,” smilede jeg, hvorefter jeg sted af for at hente min bagage.

  ”Hov, hov – du skal også betale,” vrissede chaufføren med en klagende stemme. Nårh, ja. Det var jo rigtigt. Jeg var ikke lige vant til alt det der taxa-halløj.

  ”Det glemte jeg helt, undskyld,” udbrød jeg, hvorefter jeg fandt nogle af de penge frem, mine forældre havde givet mig. Jeg rakte dem til ham, og han tog imod dem med hans store, ru hænder, hvorefter han talte dem omhyggeligt, imens jeg stirrede tavst på ham.

  ”Meget vel,” brummede han efter noget tid, hvorefter han selv steg ud for at hjælpe mig med min bagage. Da jeg havde fået min bagage, skyndte jeg mig bare ind i lufthavnen. Jeg sagde ikke engang farvel til chaufføren, for han var altså virkelig gusten. Hvis mine forældre vidste, jeg bare var gået sådan, ville de sikkert gå helt amok med, hvor uhøfligt, det var af mig, men han var altså ikke ligefrem særlig venlig selv.

  Hele lufthavnen var et virvar af kaos. Alle mulige mennesker stormede rundt, hvilket fik mig til at kigge forvirret rundt til alle sider. Der var sikkert virkelig mange, der skulle nå deres fly, hvilket mindede mig om … Hvornår gik mit fly egentlig?

  Jeg begyndte at trække min bagage hen mod den store skærm med alle afgangene og opdagede til min frygt, at flyet gik om et kvarter, og jeg havde ikke engang checket ind!

  Jeg spurtede hen til en dame ved den disk, jeg skulle tjekke ind hos. Hun var en midaldrende kvinde, som havde en høj, stram hestehale og en meget kraftig, rød læbestift. Hendes hår var brunt og krøllet, og hendes øjne var mudderfarvede.

  ”Kan jeg hjælpe dig?” spurgte hun venligt og smilede.

  ”Jeg skal checke ind.” Ordene kunne ikke forlade min mund hurtigt nok.

  ”Pas og billet?” spurgte kvinden roligt.

  Jeg begyndte at fumle febrilsk efter passet og billetten i min lille håndtaske, og der gik ikke lang tid, før jeg lykkeligt fiskede dem op fra min taske og rakte hende dem. Hun kiggede kort på mit pas og min billet, hvorefter hun tog sig af min bagage. Da hun var færdig, skyndte jeg mig hen til det sted, hvor man skulle have tjekket, om man bar noget farligt med sig. Jeg tog min jakke af og lagde den på rullebåndet sammen med min taske, hvorefter jeg gik igennem scanneren. Mit hjerte galopperede af sted, men heldigvis begyndte scanneren ikke at bippe, hvilket fik mig til at ånde lydløst ud. Jeg greb mine ting og skyndte mig ud til det sted, hvor flyet lettede. Alle de gates var virkelig forvirrende, men jeg fandt frem efter at have spurgt nogle forskellige folk om vejvisning. Lufthavne var godt nok store.

  Man kunne allerede komme ind i flyet, så jeg viste min billet og satte mig det sted, min plads var anvist. Tænk, at en rejse skulle være så besværlig. Hvorfor havde min mor også insisteret på, at jeg skulle tage til London? Det var jo så langt væk! Min mor sagde, at det var sikrere der end her i USA, men jeg tvivlede på det.

  En mand, som kunne sammenlignes med en flodhest, kom og satte sig ved siden af mig. Jeg kunne nærmest høre sædet knirke beklagende, da han satte sig. Han lugtede også virkelig mærkeligt. Og den lugt ville jeg være nødt til at skulle leve med i flere timer. Han var ret rund og stor, havde noget virkelig langt, fedtet hår, som var blevet samlet i en hestehale, og han trak vejret så højt, at man sikkert ville kunne høre det på flere meters afstand. Jeg kunne mærke, at det ville blive en lang flyvetur.

***

Jeg kunne høre en stemme i højtaleren annoncere, at der var fem minutter før flyet landede. Jeg havde sovet det meste af tiden, så ham manden ved siden af mig havde ikke generet mig så meget bortset fra det faktum, at jeg vågnede, hver gang han skulle på toilettet og tro mig, det var ofte. Det var egentlig ikke, fordi at han sad inderst og derfor skulle forbi mig først – jeg kunne bare mærke sædet bevæge sig, hver gang han rejste sig. Mit sæde sank nærmest lidt længere ned, selvom vi sad på hvert vores sæde. Og når han så satte sig igen, kunne man høre sædet sukke, fordi at luften blev lukket fuldstændig ud af sædet. Det var virkelig mærkeligt.

  At sidde i et fly var en helt ny oplevelse for mig, så det var ret uvant for mig pludselig at få propper i ørerne. Jeg gik ret meget i panik og troede, jeg havde mistet hørelsen, da jeg begyndte at bemærke, at noget blokere min hørelse en smule, men da jeg gabte, forsvandt det, så jeg blev lidt mere rolig. Faktisk havde jeg forventet, min første flyvetur ville blive slemmere.

  Folk begyndte at rejse sig, da det lille skilt med et sikkerhedsbælte ikke længere lyste. Det var vist til et tegn på, at man måtte forlade flyet, så jeg fulgte efter flokken af folk, der skulle ud. Det var ret praktisk, at der var alle mulige vejledende skilte i lufthavne, for ellers tror jeg ikke, jeg ville have haft mulighed for at finde vej. Eller måske. Jeg kunne trods alt bare følge efter de andre, som også skulle hente deres bagage.

  Da jeg havde fået hentet min bagage, forlod jeg lufthavnen. Byen og de flotte, farverige lys fascinerede mig virkelig. Hvor var London egentlig smukt. Jeg havde aldrig oplevet så meget liv i en by, eftersom jeg ikke havde været andre steder end den lille landsby, jeg boede i.

  Jeg var landet i London, så nu var det bare om at finde vej til det hotel, jeg skulle bo på. Normalt boede folk på rumspringa sammen i en gruppe på ét eller få hotelværelser, men de fleste tog også på rumspringa i Amerika, hvilket jeg jo ikke måtte, så jeg måtte tage af sted alene.

  Jeg måtte indrømme, at storbyen var lidt forvirrende at finde rundt i. Der var ikke så mange mennesker, eftersom det var ret sent, men alligevel var der bare folk, der gik i alle retninger. Jeg besluttede mig for at spørge en om vej. Ellers ville jeg jo aldrig kunne finde frem til hotellet.

  ”Undskyld?” rømmede jeg mig til den nærmeste person. Det var en mand i 30’erne, lignede det. Manden vendte sig mod mig og kiggede spørgende på mig.

  ”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte han venligt med en virkelig sød tone.

  ”Jeg skal finde vej til det her hotel,” sagde jeg, hvorefter jeg fandt en seddel frem med hotellets navn. Jeg havde fået sedlen af min søster, for det var også det hotel, hun havde boet på. Jeg viste manden sedlen.

  ”Ja, det er lige her i nærheden – jeg kan godt følge dig derover,” sagde han hjælpsomt.

  ”Vil du?” spurgte jeg med et stort smil. ”Tusind tak.”

  ”Ingen årsag,” svarede manden, hvorefter vi begyndte at gå. Jeg gik bare ved siden af ham.

  ”Hvad er så dit navn?” spurgte manden, imens vi gik.

  ”Alyssa,” svarede jeg. ”Hvad er dit?”

  ”Jeff.” Jeff? Det navn havde jeg godt nok aldrig hørt før. ”Hvor er det så, du kommer fra, siden du bærer rundt på en bagage?”

  ”Jeg er fra Indiana i Amerika.”

  ”Helt fra Amerika? Jamen, det lyder da spændende!” konverserede Jeff og smilede, imens han kiggede indgående på mig. ”Vi skal lige dreje ind her – så går det hurtigere. Der er ikke mange, der kender denne her genvej, men så er du der i løbet af ingen tid.”

  Jeg fulgte Jeff ind i en smal, mørk gyde, men det var jo en blindgyde, så jeg kunne ikke lige se, hvordan det skulle være en genvej.

  ”Er du sikker på, det er den rigtige vej?” spurgte jeg tvivlsomt. ”Det er jo en blindgyde.”

  ”Ja,” gryntede Jeff som svar, og jeg begyndte at føle, noget var helt forkert.

  ”Hør, tak for din hjælp, men jeg tror godt, jeg selv kan finde vej,” sagde jeg med den mest nonchalante tone, jeg kunne finde frem og skulle til at gå, da jeg mærkede et stramt greb om mit håndled, hvilket fik mig til at hvine af forskrækkelse. Huden på hans fingre var helt ru og hård.

  ”Slip mig!” skreg jeg og prøvede at vriste mig fri, men hans greb var for stramt.

  ”En ung pige som dig burde vide, man ikke skal rende rundt alene så sent,” halvmumlede Jeff, imens han førte mig hen mod en væg, hvorefter han begyndte at presse mig op ad den, hvilket sendte ubehagelige signaler igennem hele min krop.

  ”Slip mig!” gentog jeg, denne gang endnu højere og begyndte at sparke løs med benene, men nu havde han låst mig fuldstændig fast op ad væggen. ”Slip mig så eller jeg – ”

  ”Eller du hvad?” Et hånefuldt smil viste sig på Jeff, inden han pressede sin stinkende, klamme krop mod min. Hvorfor stolede jeg dog på ham til at starte med? Hvorfor var jeg så naiv? Typisk mig. Min søster havde adskillige gange påpeget, at jeg var virkelig naiv og godtroende.

  ”Hjælp!” skreg jeg af mine fulde lungers kræft. ”Hjælp mig!”

  ”Ti så stille,” mumlede Jeff irriteret, hvilket bare fik mig til at skrige endnu højere. Psykopat. ”Jeg gør dig ikke noget, medmindre du bliver ved med at skrige så meget.”

  Jeff begyndte at pille ved mit tøj, imens hans tørre, sprukne læber begyndte at kysse mig ned langs halsen, og jeg fattede ret meget, hvad han ville gøre, så jeg skreg endnu mere. Hvorfor var der ingen, der hørte mig?

  ”Slip mig så!” Jeg prøvede at vriste mig ud af hans greb, men det nyttede ikke noget. Han var for stærk. Alligevel fyrede jeg al min energi af på ham og råbte og skreg samtidig.

  ”Lad hende gå,” lød en faretruende stemme bag Jeff, og jeg fik øje på en skikkelse bag Jeff. Havde nogen rent faktisk hørt mig? En lettelses følelse gik igennem mig.

  ”Og hvis jeg ikke gør, hvad vil du så gøre?” spurgte Jeff uden at give slip på mig.

  ”Jeg er ret sikker på, du ved, hvem jeg er, så medmindre du vil have ballade, så ville jeg rådgive dig til at forsvinde nu.” Jeg gik ud fra, at det var en dreng, siden stemmen var ret dyb. Han havde en ret flydende accent. Men hvad mente han med, at Jeff vidste, hvem han var? Kendte de hinanden? I hvert fald fjernede Jeff sig med et grynt og forsvandt, hvilket fik benene til at kollapse under mig. Det eneste, der havde holdt mig oprejst, var ham. Og eftersom jeg havde brugt al min energi på at prøve at komme fri, var jeg helt udmattet. Jeg kunne se, at skikkelsen, som havde reddet mig, nærmede sig mig med hast.

  ”Er du okay?” Skikkelsen satte sig på hug, så jeg kunne se hans ansigt. Det var en dreng på omtrent min alder, som havde nogle mørkebrune øjne, et par ret markerede øjenbryn og noget helt kort, karseklippet hår.

  ”Ja, jeg har det fint,” fik jeg fremstammet. Jeg vidste ikke helt, hvad der gjorde, at jeg stammede. Måske chokket. Jeg vidste ikke, jeg ville blive overfaldt allerede inden dagen var omme.

  ”Kom, lad mig hjælpe dig op.” Hans stemme var altså virkelig dyb. ”Mit navn er for resten Liam.”

  Liam. Det måtte jeg lige huske.

  ”Jeg … Mit navn er Alyssa,” mumlede jeg stille og fik rejst mig op med Liams hjælp.

  ”Hyggeligt at møde dig, Alyssa,” sagde Liam, og et smil sneg sig frem på hans læber. ”Har dine forældre aldrig fortalt dig, du ikke må være ude så sent om aftenen?”

  ”Ikke rigtigt …” mumlede jeg, hvilket fik Liam til at grine.

  ”Er du briter?” spurgte Liam med et nysgerrigt blik i øjnene. Han havde sikkert lagt mærke til, at jeg ikke snakkede med britisk accent.

  ”Nej, jeg er fra Amerika,” svarede jeg stille.

  ”Så du er på ferie her?” spurgte Liam.

  ”Det kan man vel godt sige,” svarede jeg med et træk på skuldrene.

  ”Er du taget af sted alene?” Hvorfor så mange spørgsmål?

  ”Ja, jeg ankom i dag,” svarede jeg. ”Jeg spurgte ham manden om vej til det hotel, jeg skal bo på.”

  ”Hvad med, at jeg hjælper dig med at finde det hotel i morgen?” tilbød Liam. ”Så kan du bare overnatte hos nogle af mine venner og mig i nat. Jeg lover, jeg ikke er sådan en pædofil stodder ligesom ham manden.”

  Liam virkede jo ret venlig. Men alligevel, det gjorde Jeff også, og det endte jo ikke lige så godt. Men der var et eller andet over Liam, som fik mig til at stole på ham. Måske var det hans øjne. De så bare så dybe og rene ud.

  ”Ja, okay,” mumlede jeg som svar.

  ”Godt, så lad os finde en taxa,” sagde Liam, og jeg greb min bagage, hvorefter jeg fulgte efter Liam hen til en taxa, som åbenbart bare stod og ventede på ham. Deres taxaer var godt nok anderledes fra amerikanske taxaer.

  Liam åbnede døren for mig og tog sig af min bagage, hvorefter han satte sig ind ved siden af mig. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle smile til ham eller ej. Men jeg var nu taknemmelig over, at han havde reddet mig fra at blive et offer for ham den klamme mand og hans handlinger. Tænk, at der ikke engang var gået en dag, før jeg havde rodet mig ud i noget. Flot, Alyssa.

 

Hvad synes I så om første kapitel? Var det fint? Jeg ved godt, at alt det der amish-halløj er virkelig mærkeligt, men jeg sætter virkelig pris på, at I vil give denne historie en chance! Det betyder hele verden for mig, og jeg har virkelig været bange for at publicere denne historie, da den er ret anderledes. Men jeg håber virkelig, den bliver til noget, og at der kommer flere læsere henad vejen på trods af, at den er så anderledes fra andre historier. 

- Adison

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...