Brave New World | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2012
  • Opdateret: 6 mar. 2013
  • Status: Færdig
Mød Alyssa Baker - også kendt som uskyldigheden selv. I en alder af 18 har hun hverken drukket, røget eller lavet noget seksuelt - ja, faktisk har hun ikke engang siddet i en bil eller hørt musik. Og hvorfor? Fordi at hun og hendes familie er en del af amish-folket. Men da hun tager på den rejse, man kalder rumspringa, sker der en del ting, og Alyssas liv bliver pludselig vendt op og ned. OBS! Alle drengene fra One Direction er single.

144Likes
219Kommentarer
9916Visninger
AA

16. Decisions to Make ✝

Dagene gik med akavet stilhed. Det og adskillige skænderier mellem Louis og Harry. Personligt foretrak jeg så hellere stilheden. Jeg vidste ikke, hvad der var gået af dem på det seneste. Hvorfor hakkede de så meget på hinanden? Det var da mig, de skulle hakke på. De var også ret vrede på mig, men ikke så vrede, at de kunne æde mig råt.

  Det var blevet umuligt for dem at øve sammen, og optrædenerne klarede de også kun med nød og næppe. Alle vidste, noget foregik mellem dem. Det var overalt i nyhederne. Man kunne virkelig ikke læse en avis uden at finde ud af, at der foregik noget imellem dem. Folk vidste bare ikke, hvad det helt præcis var, der gjorde dem så irriterede på hinanden.

  ”Maden er klar!” råbte Liam, og jeg kastede et blik op mod ham, inden jeg rejste mig for at lægge tallerknerne ud på bordet. På det seneste havde jeg hængt ret meget op ad ham, for han havde jo den der lidt faderlige rolle, og jeg følte mig ret tryg i hans nærvær. ”Jeg har lavet hjemmelavet pizza.”

  Først dukkede Niall sultent op i døren og tog hurtigt et stykke, inden han satte sig ved bordet og begyndte at gumle det i sig. Derefter kom Zayn, som fulgte trop og satte sig ved siden af Niall. Så kom Louis, som tog et stykke og forlod rummet og derefter Harry, som gjorde det samme. Vi havde ikke rigtigt spist sammen i et par dage nu. Der var gået omkring fire dage siden det helt store skænderi og det hele – jeg havde faktisk ikke helt tal på, hvor lang tid der var gået.

  Mit humør havde ikke rigtigt været særlig højt på det seneste. Mine tanker var alt for forstyrrede af Louis og Harry. De havde begge givet mig tid til at tænke. Tænke over hvem der var den rette for mig. Og ærligt talt vidste jeg ikke, om jeg overhovedet havde lyst til at vælge nogen af dem. Jeg elskede dem begge på hver sin måde, men deres opførsel overfor hinanden var virkelig til at flippe ud over. Ville det på nogen måde blive nemmere, hvis jeg valgte en af dem? Og ville det ikke være helt ufatteligt ondt overfor den anden person? På en eller anden måde ville jeg hellere bare stikke af fra det hele. Jeg ville ikke vælge. Men jeg vidste også, deres fight så aldrig nogensinde ville få en ende. De ville komme til at hakke på hinanden resten af livet, og det ville jeg ikke have. De havde givet mig et løfte om, at hvis jeg valgte, skulle den, der ikke blev valgt, nok acceptere det. Jeg håbede virkelig, de havde fortalt mig sandheden.

  ”Hvordan var din dag så, Alyssa?” spurgte Liam for at bryde stilheden.

  ”Stille og rolig,” mumlede jeg som svar med et lille træk på skuldrene. ”Hvad med din?”

  ”Det samme.”

  ”Og hvad med jer andre?” Jeg kiggede lidt på Niall og Zayn.

  ”Den har også været meget stille og rolig,” svarede Zayn, og Niall nikkede med munden fuld af mad.

  ”Jep!”

  Vi spiste resten af maden i stilhed, hvorefter vi ryddede bordet, og jeg gik op på mit værelse. Jeg gned mig lidt i tindingerne og gav mig selv lidt pusterum og tid til at tænke. Jeg havde ikke lyst til at føle mig så overlegen. Hvorfor skulle jeg vælge? Det fik mig seriøst til at føle mig som en eller anden hellig gudinde, og det var ikke særlig rart, for jeg var mere den ydmyge type. Men Harry og Louis ville have et svar ud af mig. Et valg. Og jeg havde nu brugt omkring fire dage på at tænke. Mon ikke de snart ville begynde at blive en smule utålmodige? Jeg gemte hovedet i hænderne og sukkede. Det er svært at beskrive den følelse, jeg sad med på det tidspunkt. Jeg var virkelig bare forvirret. Hvad kunne jeg egentlig gøre? Jeg ville egentlig gerne bare vide, hvem af de to jeg elskede højest. Hvem var den rette for mig? Var det Harry, som havde været som en bedste ven for mig, siden jeg mødte ham, eller var det Louis, som bare altid kunne få mig til at smile, når jeg ved ked af det, og som jeg forelskede mig i allerførst? Der var også bare det, at jeg ikke vidste, om det, jeg følte for Harry, var en forelskelse.

  ”Alyssa?” Liam stak hovedet ind ad døren.

  ”Mm?”

  ”Der er telefon til dig,” sagde han og rakte mig det elektriske apparat, og jeg stirrede lidt undrende på det, inden jeg tog det op til øret. Hvem ville dog tale med mig?

  ”Hallo?”

  ”Alyssa, er det dig?” Jeg var ved at tabe telefonen. Og måske også underkæben. Det kunne ikke passe. Det kunne ikke lade sig gøre. Nej. Det kunne det ikke. Jeg hørte syner, gjorde jeg ikke? Pludselig føltes min mund helt tør, og alle ord var uden for rækkevidde.

  Jeg åbnede munden, men først fem sekunder senere kom der noget ud. ”Mor?”

***

”Mor?” Jeg sank en klump, og tårerne pressede sig på. Hendes stemme – jeg havde savnet den så meget.

  ”Alyssa!” Så det var hende. Tonen i hendes stemme bekræftede det.

  ”H-hvordan kan du ringe? Vi har da ikke nogen telefon?” Min hånd rystede umådeligt meget. Jeg kunne ikke fatte det.

  ”Det er noget med kirken,” forklarede hun. ”Men jeg ringer ikke for at forklare det.

  Hendes tonefald var pludselig helt alvorligt, og jeg kunne mærke frygten snige sig frem i mig. Det kunne umuligt være godt.

  ”Hvad er det, du har lavet, Alyssa?” Hun lød helt anklagende, og det gav mig et sug i maven.

  ”H-hvad mener du?” Min stemme var blot en hvisken.

  ”Boyband? Splid? Var det en Harry og en Louis? Sig mig, har du bare været sammen med alverdens mænd?” Jeg sank en klump. Alverdens mænd?

  ”Jeg kan for – ”

  ”Nej, Alyssa. Du har bragt skam over vores familie. Folk gør nogle skøre ting, når de er på rumspringa, men du er gået over stregen.” Min mors bebrejdende tonefald fik tårerne til at strømme ned ad kinderne på mig. Skammede hun sig over mig?

  ”Jeg har snakket med præsterne, og de er gået med til at lade dig komme tilbage fra rumspringa. Nu. Og hvis du ikke kommer tilbage nu – ja, så giver det dig ikke andet valg end at blive udstødt fra vores familie.” Jeg havde hørt om det før. Alt for mange gange. Men jeg havde aldrig troet, jeg selv ville være i fare for at blive udstødt. Jeg tog åbenbart fejl.

  ”Vær sød at komme tilbage, Alyssa skat. Jeg elsker dig så højt.” Jeg tog hånden for munden og begyndte at hulke højlydt. Ikke et ord kunne slippes over mine læber.

  ”Du får tre dage til at komme hjem. Hvis du ikke er hjemme til den tid, ved vi, hvilket valg, du har truffet.” Hun holdt en pause. ”Jeg ved, det lyder hårdt, men jeg har ikke noget valg.

  Inden jeg nåede at sige mere, blev der lagt på, og de utallige bip-toner, der lød lige efter hinanden cirkulerede rundt i mit hoved. Så nu havde jeg ikke kun én, men to beslutninger at træffe.

  ”Hvem var det?” Liam kom ind ad døren og skyndte sig over til mig, da han så mit chokerede og tårevældede ansigt. ”Hvad er der sket, Alyssa? Hvem var det?”

  Jeg åbnede munden, men lukkede den så igen. Jeg kunne ikke kigge op på ham. I stedet holdt jeg stædigt mit blik fast på gulvet.

  ”Alyssa, hvad er der sket?” spurgte han igen, men da jeg stadig ikke svarede, lagde han armene omkring mig, og jeg begyndte at hulke højlydt ind mod hans bryst.

  ”D-det var …” Min stemme døde hen, og jeg blev nødt til at trække vejret dybt adskillige gange for at forhindre mig i at hikste så højlydt, som jeg gjorde.

  ”Hvem var det?” Liams blik var insisterende og opmuntrende.

  ”Min mor.”

***

Jeg havde ikke rigtigt forklaret Liam, hvad hun havde sagt. Bare at det havde været noget ret alvorligt. Jeg var stadig i chok. Der var ikke længere særlig meget, der gav mening for mig. Jeg havde tre dage til at træffe to meget store valg.

  ”Jeg har lavet noget te til dig.” Liam kom ind og satte sig ved siden af mig, inden hans brune øjne smeltede ind i mine. ”Er du okay?”

  ”Lidt i chok, men ellers ja,” mumlede jeg som svar, hvorefter jeg tog imod det varme krus og pustede ned i det. Duften af kamille blev transporteret op til mine næsebor, og jeg lukkede øjnene og lod den indhylle mig.

  ”Hvad var det, hun sagde?” Hans blik var fuldt af bekymring.

  ”Det er ikke noget, du behøver tænke på,” svarede jeg stille. ”Det er sådan noget amish-halløj.”

  Og det var ikke engang løgn som sådan. Det var jo en amish-ting at blive udstødt efter rumspringa, hvis man havde gjort noget alt for grænseoverskridende. Rumspringa tillod unge ret mange ting, og det var ret svært at sige, hvor grænsen helt præcis lå, men én ting var sikker: Jeg havde overskredet den.

  ”Prøv at gå lidt tidligt i seng. Du ser træt ud.” Liam aede mig på ryggen, inden han sendte mig et lille smil og rejste sig for at gå sin vej.

  Jeg drak min te i stilhed og lod mine tanker få frit løb. De sidste par dage havde virkelig været … vilde. Der var sket alt for meget, og det var virkelig svært at fordøje det hele. Alt det med Louis og Harry var sket og nu også det med min mor. Jeg forstod stadig ikke, hvordan hun havde kunnet ringe til mig.

  Da jeg var færdig med teen, stillede jeg kruset fra mig og gik ud på toilettet, hvor jeg børstede tænder og gjorde mig klar til at sove. Jeg kastede et blik på mit spejlbillede og måtte give Liam ret i, at jeg virkelig så udkørt ud. Poserne under mine øjne var slet ikke til at overse, og mit blik var også forholdsvis dødt. Jeg var ikke vant til at tænke så meget, og selvom det lyder mærkeligt, så var det altså ret hårdt at presse sin hjerne så meget.

  Varmen fra dynen trængte langsomt ind under huden på mig, og jeg vendte mig lidt rundt, indtil jeg fandt en behagelig position. Egentlig glædede jeg mig ikke til at falde i søvn, for jeg ville sikkert bare drømme om Harry og Louis. Kunne jeg da ikke få bare en smule sindsfred? Alligevel lukkede jeg øjnene, og inden længe gled jeg i en dyb søvn.

***

Jeg fik ret. Da jeg glippede med øjnene den næste morgen, var jeg lige vågnet fra en drøm om Harry og Louis. Men det havde ikke været et mareridt som sådan. Jeg havde faktisk indset en del ting i den drøm. Alt stod nu lysende klart for mig.

  Jeg rejste mig friskt op og strakte mig, inden jeg fandt noget tøj frem, som jeg tog på, inden jeg børstede mit hår. Jeg følte mig ikke rastløs længere. Jeg var ikke længere plaget af tanker. Godt nok havde jeg stadig virkelig, virkelig dårlig samvittighed over alt det med Harry og Louis, men jeg havde endelig fundet min løsning på det hele.

  Det var gået op for mig, at jeg bare havde brug for et lille skub. Og det skub blev i dette tilfælde opkaldet fra min mor. Det havde skyndet på mine tanker, og nu var brikkerne endelig faldet på plads. Jeg havde truffet mine valg.

”Godmorgen!” hilste jeg på Liam, da jeg nåede ned i køkkenet, og han kiggede straks lidt forvirret på mig.

  ”Godmorgen, solstråle!” Han smilede til mig, selvom jeg kunne se, han undrede sig lidt over, hvorfor jeg pludselig var så glad og frisk.

  ”Har du sovet godt?” spurgte jeg smilende.

  ”Jep, jeg har sovet fint. Hvad med dig?”

  ”Fantastisk!” Jeg var virkelig glad. Jeg kunne slet ikke beskrive, hvor dejligt det var.

  ”Hør, nogle af drengene og jeg tager til X Factor-prøven her om et par timer. Eftersom Harry og Louis jo øver individuelt, kommer du til at være alene hjemme sammen med Louis. Er det okay?”

  Han kiggede bekymret på mig, og jeg nikkede straks nonchalant.

  ”Det er helt fint!”

  ”Er der noget, du vil fortælle mig?” Liam kiggede mistænksomt på mig, men jeg rystede kraftigt på hovedet, så mine lyse bølger dansede rundt.

  ”Det er bare sådan en dejlig solskinsdag,” forklarede jeg med et træk på skuldrene.

  ”Tja, det er altid dejligt med noget godt humør!” smilede han optimistisk, og jeg meldte mig enig med et nik.

  ”Jeg er hundesulten! Jeg kunne spise en hel hest, hvis det skulle være.”

  ”Så er det godt, jeg har lavet noget æg og bacon. Bare tag for dig. Hør, jeg går lige op og vækker de andre drenge, okay?” Jeg nikkede, og han klemte min skulder, inden han begav sig ovenpå.

  Mit blik vendte tilbage til den lækre bacon på panden. Det var nærmest, som om jeg kunne æde indholdet med øjnene. Normalt plejede jeg ikke at være så sulten, men tja – måske var det bare ulemperne ved et godt humør.

***

”Vi smutter nu,” annoncerede Niall, og jeg skyndte mig nedenunder for at sige farvel.

  ”Pas nu på dig selv, ikke? Og undgå konflikter,” sagde Liam med et bekymret blik, men jeg smilede beroligende til ham.

  ”Jeg lover ikke at gøre noget dumt,” forsikrede jeg ham om, inden jeg slyngede armene om ham.

  ”Jeg har vist aldrig helt fået takket dig for alt det, du har gjort for mig. Jeg er virkelig taknemmelig og ked af alt det rod, jeg har skabt.”

  ”Alyssa, er der noget galt?” spurgte Liam, da han trak sig fra mig.

  ”Alt er i sin skønneste orden. Jeg ville bare lige lade dig vide det.”

  ”Åh – okay,” svarede han stadig en smule tøvende, og jeg vendte mig mod Zayn, som jeg også trak ind i et kram. Jeg sagde ikke rigtigt noget til ham, men det behøvedes vist heller ikke. Så kom turen til Niall, som glad gav mig et bjørneknus, hvilket fik mig til at grine.

  ”Er du i lidt af et elskværdigt humør, siden du pludselig krammer alle?” mumlede han ind mod mit øre.

  ”Det er bare gået op for mig, jeg lige ville vise jer, hvor meget I egentlig betyder for mig,” svarede jeg. ”Du har altid kunnet få mig til at smile, Niall. Jeg er så glad for at have mødt dig!”

  ”I lige måde da.” Han trak sig med et lille, skævt smil og lagde hovedet let på skrå med smalle øjne. Jeg kunne se, han prøvede på at tyde mig, så inden han nåede at gennemskue for meget, vendte jeg mig mod Harry, som i forvejen betragtede alle mine bevægelser. En masse følelser vældede op i mig, da hans triste blik borede sig ind i mit, og selv da jeg gav ham et knus, reagerede han ikke det mindste, og det dræbte mig virkelig.

  ”Jeg er så ked af det,” mumlede jeg lavmælt, så kun han kunne høre det. ”Du betyder så meget for mig, og det har aldrig været min mening at såre dig. Vær sød at tro på mig.”

  Langsomt trak jeg mig fra ham, og vi stirrede ret intenst på hinanden i nogle sekunder.

  ”Vi må nok hellere gå,” mumlede Harry næsten uhørligt, og skuffelsen, der ramte mig, føltes som en knytnæve. Jeg vidste, jeg havde såret ham, og jeg fortjente det vist også meget, men den måde han sagde det på – den var bare så afvisende.

  ”God fornøjelse …” Mine ord tonede ud, og inden længe hørte jeg døren smække.

***

Jeg kunne høre Louis spille klaver, som jeg sad der på mit værelse og betragtede omgivelserne omkring mig. Jeg havde lyst til at træde ind, der hvor han sad. Jeg havde lyst til at sætte mig ved siden af ham og dele spillet op, så vi begge spillede – den ene med sin højre hånd og den anden med sin venstre. Men så let var det ikke.

  Det var ret sent. Dagen var ved at være omme, og solens sidste stråler var for længst forsvundet. Nu var alt, der oplyste himmelen, månen og de små stjerner, der dekorerede hele det sorte firmament.

  Jeg stod og børstede tænder, imens jeg betragtede mit spejlbillede. Pigen i spejlbilledet var mig, men så alligevel ikke. Hendes blik var så … anderledes fra den pige, der tog af sted på rumspringa. Jeg kunne ikke forklare, hvad der var anderledes ved hende, men det var bare, som om blikket var mere modent.

  Lidt tøvende bevægede jeg mig hen til den lukkede dør ind til rummet, hvor Louis sad og spillede. Den himmelske klang fyldte hele mit hoved, og jeg tog mig selv i at måbe over, at han var så god. Hvordan. Var. Det. Muligt?

  Mine fingre foldede sig sammen til en knytnæve, inden den bankede på. Det var faktisk ret uhørligt, og derfor overraskede det mig en del, da klaverspillet stoppede. Ingen stemme lød fra den anden side af døren, og jeg gik ud fra, jeg nok heller ikke ville modtage en rød løber og det hele, så jeg trak ned i håndtaget og trådte ind i rummet med læberne presset nervøst sammen.

  ”J-jeg …” Jeg sank en klump. Hvad skulle jeg egentlig til at sige? ”Jeg er virkelig ked af alt det, der er sket.”

  Det samme som jeg sagde til Harry. Jeg måtte da lige variere det lidt.

  ”Det var ikke klogt af mig at være sammen med Harry, det ved jeg. Jeg var bare virkelig ikke klar over, du havde de følelser for mig.” Jeg fugtede mine læber, inden jeg fortsatte. ”Du var mit første kys, og jeg faldt helt for dig allerede den første aften, hvor jeg hørte dig spille klaver. Der opstod ligesom bare denne her forbindelse, men jeg var bange for at fortælle dig det. Jeg vidste ikke, om du havde det på samme måde. Mine følelser blev kun forstærket efter kysset, for jeg blev bare … forelsket i tanken om kærlighed. Jeg ville opleve sød filmkærlighed.”

  Alle de film, jeg havde set, havde fået mig til at tro, den omverdenen var så magisk, som alt var i film. Jeg tog fejl.

  ”Men ja – siden du ikke har tænkt dig at reagere, må jeg nok smutte i seng nu,” mumlede jeg og vendte ryggen til ham for at gå. ”Det har virkelig været en stor ting at møde dig og de andre drenge. Jeg er så taknemmelig for alt det, I har lært mig, og jeg er ked af alt det her kaos.”

  Jeg vendte mig om med et lille suk og bevægede mig langsomt ud af lokalet, men pludselig mærkede jeg en hånd på mit håndled, og inden jeg nåede at reagere, blev jeg drejet 180 grader, så jeg stod med fronten mod Louis. Jeg spærrede øjnene op i chok, da han pressede sine læber mod mine, men jeg trak mig ikke lige med det samme. Jeg reagerede faktisk slet ikke. Jeg blev bare stående lidt. Først da det gik op for mig, hvad vi egentlig var i færd med, placerede jeg mine hænder på hans brystkasse og skubbede ham blidt væk.

  ”G-godnat …” hviskede jeg en smule forpustet og forvildet i alle mine tanker, inden jeg skyndte mig ind på mit værelse, hvor jeg satte mig på sengen. Hvad var der lige sket?

***

Louis’ synsvinkel

Mine øjne åbnede sig, da lyset begyndte at irritere mine øjenlåg, og jeg satte mig døsigt op. Vejret var … godt. Overraskende nok. Det var ret vildt i betragtningen af, at vi var i december.

  Mit blik scannede hurtigt lokalet for at få et overblik over alt, men da fangede jeg noget. Noget, der ikke hørte til på mit værelse. En lille seddel. Og ikke bare en seddel. Det var en seddel, hvorpå der stod: Til Louis

  Jeg lukkede mine fingre om sedlen og foldede den ud, inden jeg begyndte at læse.

  Kære Louis

  Det er svært at skrive, hvordan jeg har det. Jeg er forvirret. Mit hoved er lidt af et kaos. Jeg er ked af det. Jeg er … ja, det kan ikke beskrives.

  Jeg sidder lige nu og skriver dette brev klokken ti om aftenen. Jeg kan stadig høre dit klaverspil, og det gør det også ret svært for mig at koncentrere mig om dette brev. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Ordene vil bare ikke komme ud. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal lade dem komme ud på den rigtige måde.

  Som jeg sagde i dag (eller i går, siden du sikkert læser det i morgen), så er jeg virkelig taknemmelig for at have mødt dig. Jeg faldt pladask for dig med det samme og troede, alt var som en film. Jeg troede, jeg ville blive omhyllet af kærlighed og alt sådan noget. Men en trist sandhed gik op for mig, da du sagde, du ikke var klar til at finde en ny. Og jeg måtte acceptere det. Det er derfor, jeg gav Harry en chance. Jeg ville videre. Jeg kan ærligt talt indrømme, at jeg ikke følte noget for ham, før han kyssede mig for første gang under misteltenen.

  Brugte han rent faktisk misteltentricket? Seriøst?

  Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg føler for ham. Jeg er forelsket. Men om det er i tanken om kærlighed, eller om det er i ham, ved jeg ikke. Mit hoved er lidt af et rod lige nu. Men jeg ved, jeg stadig har nogle brændende følelser for dig. Nogle følelser der har forhindret mig lidt i at tænke fornuftigt. Jeg vidste ikke, forelskelser var så besværlige. Så distraherende og kaotiske.

  Når du læser dette, er jeg nok væk. Det har ikke noget med Harry eller dig at gøre. Jeg havde ikke noget valg. Det giver nok ikke rigtigt mening, men min hånd er begyndt at gøre lidt ondt, så jeg orker ikke lige at skrive det ned.

  Vær sød at slutte fred med Harry. Jeg er synderen. Jeg gjorde alt forkert. Jeg er skurken her. Ikke Harry. Ikke dig. Mig.

  Endnu en gang tak for alt. Du har lært mig så meget. Jeg elsker dig.

-          Alyssa

  Jeg kiggede op fra papiret og fór straks op for at skynde mig ind på Alyssas værelse, men synet, der mødte mig, fik mig til at stoppe med at trække vejret kort. Alt var væk. Alle hendes ting. Hendes kuffert. Alt. Kun duften af hende hang i luften og beviste, at hun havde været der engang.

  Mine fødder bevægede sig ligeså hurtigt i en anden retning. Jeg måtte finde Harry.

***

Harrys synsvinkel

Kære Harry

  Jeg har siddet i virkelig, virkelig lang tid og stirret på et blankt stykke papir, og nu har jeg endelig fået modet til at skrive noget. Om det vil give mening eller ej, ved jeg ikke. Det håber jeg, det vil komme til at gøre.

  For det første vil jeg sige undskyld. Undskyld for alt det, der er sket mellem os. Alt det, der er sket mellem Louis og dig. Der er ingen anden at skyde skylden på end mig. Og ærligt talt vil jeg også foretrække det til enhver tid – det er bedre end, at du og Louis river hovederne af hinanden.

  Når du læser dette, er jeg her nok ikke længere. Jeg er ikke død, bare rolig. Nogle personlige årsager har bare tvunget mig til at tage hjem fra min rumspringa nu, selvom jeg egentlig ikke har lyst til det. Jeg vil hellere blive her og løse det hele. Og alligevel – det vil jeg egentlig ikke. Jeg er en kujon. Jeg er bare løbet fra det hele uden at have givet hverken Louis eller dig den mindste anelse om, hvem jeg vælger eller har valgt. Og det er, fordi jeg simpelthen ikke kan tage sådan en beslutning. Det er gået op for mig, jeg elsker jer lige højt på hver jeres måde. Og jeg ved ikke, om jeg specifikt elsker JER. Ved dig kan det sagtens være, jeg er faldet for tanken om kærlighed, og ved Louis kan det sagtens være, jeg er faldet for hans klaverspil. Jeg ved det ikke. Forelskelser forvirrer mig en del.

  Du har været som en bedste ven for mig, lige siden vi begyndte at snakke, og vi lærte hinanden at kende. Du har altid været der for mig, og derfor har jeg det også bare så forfærdeligt over at have såret dig. Du aner virkelig ikke, hvor skyldbetynget jeg føler mig. Du er så perfekt. Du fortjener ikke det her. Du fortjener den smukkeste, sødeste og mest fantastiske pige i verden. Jeg er ikke den pige.

  Jeg skriver dette, fordi jeg føler, der er så meget, jeg gerne vil sige til dig, men som jeg alligevel slet ikke har turdet ansigt til ansigt – sådan en kryster jeg er.

  Vær sød at slutte fred med Louis. Jeg tager det fulde ansvar for alt det, der er sket. Jeg ville ikke kunne leve med at vide, at jeg har splittet to bedste venner ad. Det var aldrig min hensigt.

  Min søster har før advaret mig omkring rumspringa, og hvor mange fejl man kan komme til at lave, men jeg troede aldrig, jeg ville komme til at lave nogle helt vildt alvorlige fejl. Jeg tog fejl. Jeg tror muligvis, jeg slår enhver amish i verdenshistorien, når det kommer til at skabe kaos og rod i det hele. Så det undskylder jeg for.

  Det har været en fornøjelse at lære dig at kende, og jeg håber inderligt, vi ses igen (hvilket er ret umuligt). Jeg elsker dig.

-          Alyssa

  Jeg kiggede op for at møde Louis’ blik, som hvilede på den seddel, jeg holdt i hånden.

  ”Du har også modtaget en?” Han stirrede monotont på mig, og jeg nikkede langsomt.

  ”Er hun …?” Min stemme døde hen, og denne gang var det hans tur til at nikke bekræftende.

  ”Hun er væk.”

***

Alyssas synsvinkel

Så det er altså historien om, hvordan jeg mødte fem fuldstændigt fremmede drenge, som dog til sidst endte med at betyde en hel del for mig. Nu sidder jeg i flyet og stirrer ud ad vinduet. Mit blik prøver at tyde skyernes form. Da jeg var yngre, fascinerede det mig altid en del, og jeg kunne ligge hele dagen lang og stirre på skyer.

  Jeg fortryder ikke mit valg. Det eneste, jeg er lidt utilfreds med, er, at jeg er sådan en kryster. En kujon. Jeg er bare løbet væk fra det hele. Mit hoved kogte bare lidt over til sidst og med Louis’ kys som et kirsebær på toppen, blev det for meget. Jeg sprang i luften indvendigt.

  Folk har altid fortalt mig om, hvordan rumspringa er den mest spændende del af sit liv. Og det kan jeg love jer for, at det havde de ret i. Jeg oplevede mere spænding på den rejse, end jeg havde gjort i de 16 år, jeg havde levet, da jeg tog af sted til London. Jeg troede altid, at folk overdrev med spændingen og oplevelserne, men hvis jeg selv skulle sige det, så er det nærmere omvendt. For jeg oplevede en hel del uforglemmelige ting, både positive og negative. Og det hele startede, da jeg mødte en dreng ved navn Liam Payne, som førte mig til Louis, Harry, Niall og Zayn. Nogle personer jeg med sikkerhed aldrig vil glemme. Jeg har lært så meget af min tur. Af dem. Det er stadig svært at tro på, at jeg, Alyssa Baker, lige netop var den person, der tilfældigvis stødte på Liam Payne fra One Direction. Men jeg er taknemmelig for alt. Selvom det var svært at forlade dem, ved jeg, det nok er for det bedste.

  ”Måske ses vi en anden gang …” mumler jeg stille for mig selv, og damen ved siden af mig stirrer på mig, som om jeg er en galning, der snakker med sig selv. Jeg ignorerer dog blikket og sætter mine høretelefoner til skærmen foran mig, inden jeg sætter mig til rette og vælger en film, jeg finder interessant.

  Tid til at se film.

 

Okay, jeg har haft en hulens masse problemer med det her kapitel! Allerførst var planen, at hun valgte en af dem, og jeg skrev en lang, detaljeret scene om det hele, men da jeg så begyndte på starten af kapitlet, gik det op for mig, Alyssa ikke skulle gøre det. Det ... klingede bare ikke for mig. Jeg har bare skrevet og slettet og skrevet og slettet, men det her er altså det færdige resultat. Jeg har delt den op i dele, skrevet flere millioner af scener - jeg har været meget, meget forvirret. Og bare lige så I ikke er i tvivl, ja, det er meningen, det sidste er i nutid, for det er der, det går op for læseren, at hele historien er Alyssas tanker i flyet! Egentlig startede det ud med at være i datid, men så skrev jeg det om. Jeg håber virkelig, jeg har rundet denne her historie af på en god måde.

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...