Brave New World | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2012
  • Opdateret: 6 mar. 2013
  • Status: Færdig
Mød Alyssa Baker - også kendt som uskyldigheden selv. I en alder af 18 har hun hverken drukket, røget eller lavet noget seksuelt - ja, faktisk har hun ikke engang siddet i en bil eller hørt musik. Og hvorfor? Fordi at hun og hendes familie er en del af amish-folket. Men da hun tager på den rejse, man kalder rumspringa, sker der en del ting, og Alyssas liv bliver pludselig vendt op og ned. OBS! Alle drengene fra One Direction er single.

144Likes
219Kommentarer
9920Visninger
AA

11. Confusion ✝

December 2012

Louis’ ansigt var perfekt. Der var ikke noget som helst ved det, jeg ville ændre. Jeg havde aldrig troet, der fandtes så perfekt en dreng i verden. Og så alligevel. Her sad han med sit kække smil om læberne og sine lysende, blå øjne.

  ”Alyssa, hører du efter?” grinede han, inden han lod sine øjne studere mit ansigt nøje. Det gav mig nærmest gåsehud, men på den gode måde.

  ”Mm,” svarede jeg ret fortabt i hans fantastiske stemme. Nej, jeg hørte ikke efter.

  ”Kom, lad mig hjælpe dig.” Langsomt lod han sin hånd gribe fat om mine fingre, som han elegant førte henover klaveret, hvilket fik en smuk klang frem i mine ører. Hans berøring sendte kuldegysninger igennem mig og fik mig til at give et suk fra mig. Det var som at høre engle fløjte over det hele. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på Louis. Ham plus klavermusik var lig med perfektion. Intet andet. Nej, ikke bare perfektion. Noget endnu bedre. Guddommelighed.

  ”Måske vi skulle tage en pause,” grinede han, inden han lod sit blik hvile på mig. Jeg nikkede lydløst og smilede. Langsomt lod han sin hånd kærtegne min kind, inden han lod sit ansigt nærme sig mit, så hans pande strejfede min. Vores læber genforenedes i et helt fantastisk kys, som jeg havde savnet utroligt meget. Selvom Louis var holdt op med at føre min hånd henover klaveret, kunne jeg stadig høre englemusik spille. Det var så bare oppe i mit hoved. Jeg kunne ikke lade være med at indsnuse Louis’ fortryllende duft, som på en eller anden måde gjorde mig lidt ør i hovedet, men på den gode måde, hvis det da overhovedet var muligt.

  Langsomt trak vi os væk fra hinanden, og jeg spærrede forvirret øjnene op, da det helt forkerte ansigt mødte mig.

  HARRY?

  Jeg vågnede med et sæt og børstede nogle totter hår væk fra mit ansigt. Hvad i al verden havde jeg lige drømt om? Okay, nu var det altså begyndt at gå lidt for vidt. Jeg vidste ikke, de der kærlighedsfilm på flyet ville komme til at påvirke mig meget.

  Det er ikke filmene, Alyssa, det er bare dig, der er helt forgabt i Louis. Måske. Jeg lagde hovedet lidt til siden og spidsede munden. Fortæl mig lige igen, hvornår du valgte at flytte ind i mit hoved?

  I filmen var der også en baggrundsstemme, husker du nok? Åh, ja. Det var jo rigtigt. Så konklusionen var, at jeg havde set for mange film på flyet, og jeg var helt forgabt i Louis, som jeg ikke kunne være sammen med. Men jeg drømte altså ikke særlig tit om at kysse ham. Faktisk var jeg lidt pinligt berørt over at have gjort det, selvom det kun var mig, der vidste noget om det. Men hvad i al verden lavede Harry i min drøm? Jeg bed mig nervøst i læben. Det vidste jeg jo egentlig godt. Louis og jeg havde ikke ligefrem fundet ud af noget med hinanden, så der var stadig den der lidt akavede ting imellem os, selvom vi ikke viste det, når han underviste mig i klaver. Udover det havde jeg faktisk også været til nogle af de der fester, drengene havde været til (dog ekstremt overvåget af drengenes bodyguard, Paul, eller stoneface, som jeg kaldte ham). Jeg havde fået en besættelse med ordet stoneface. Det var så sjovt på en eller anden måde. Drengene havde bare nævnt det en dag, og så kunne jeg bare ikke få det ud af hovedet. Stenansigt! Det var jo hylende morsomt på en lidt plat måde. Jeg syntes i hvert fald, det var et sjovt ord. Ha.

  Men tilbage til det, jeg snakkede om. Jeg kaldte Paul stoneface, fordi han var seriøs hele tiden. Jeg havde vist aldrig set ham vende sine mundvige det mindste op ad. I hvert fald ikke i nærheden af mig. Det var ikke, fordi han ikke brød sig om mig som sådan. Han var bare ret overbeskyttende. Tror jeg.

  Okay, jeg kom vist heller aldrig ind på Harry, vel? Jo, han var blevet lidt som en bror for mig. Men kun lidt ligesom, for jeg var begyndt at tvivle lidt på mine følelser for ham. Og jeg ved godt, hvad I tænker nu. Ikke leg med to drenges hjerter! Det gjorde jeg vel heller ikke som sådan. Jeg havde ikke nogen chance hos Louis, og jeg var ikke helt forgabt i Harry. Gid jeg kunne tage de følelser, jeg havde for Louis, og de følelser, jeg havde for Harry, og bytte om på dem. Men alligevel. Jeg vidste jo heller ikke, om Harry kunne lide mig på den måde. Jeg havde fået ret meget styr på de der ting, og det var gået op for mig, Harry var ret så populær hos pigerne. Det overraskede mig, han ikke havde nogen kæreste. Men hvis jeg ikke havde meget stærke følelser for Harry, hvorfor havde jeg så drømt om ham? Det ville nok ikke have været det hele store, hvis han bare havde optrådt i min drøm, men han havde jo på en eller anden måde erstattet Louis! Det var altså ikke let at erstatte Louis. Hans læber var så dejlige og bløde, og jeg vidste ikke helt med Harry … Hans læber så ikke tørre ud eller noget, men han kyssede vel anderledes end Louis. Okay, okay, emneskift! Hvornår var jeg dog begyndt at tænke så meget på kysseri og alt muligt? Jeg var altså ikke typen, der tænkte på det som en helt normal ting. Det var akavet. Eller måske var jeg ved at blive til den type, som tænkte på kysseri og alt det der. Var det normalt for folk i omverdenen? Det var jo ikke nemt ikke at blive revet med af folk fra omverdenen, når man var omringet af dem dagen lang. Men nu omtaler jeg også amish-folk meget, meget uciviliseret, og det var de altså bestemt ikke. Det kommer sikkert som en overraskelse, men vi spiste faktisk også pizza og burgere og sådan noget – det fandtes altså også i vores supermarkeder. Noget kunne vi da følge med i.

  Jeg kastede et blik på uret, som fortalte mig, at klokken var lidt i tolv. Så sent var jeg ikke engang gået i seng, så hvorfor havde jeg mon sovet så længe?

  Sikkert fordi du ikke gad give slip på din drøm, drillede min indre tankegangsstemme. Jeg rullede med øjnene. Det var ikke, fordi jeg havde to personligheder som sådan. Det var egentlig mere bare den stemme, som var altvidende. Jeg vidste jo godt inderst inde, at det var en mulighed, men jeg prøvede jo at lukke drømmen ude, så stemmen tilhørte bare den del af mig, som ikke skammede sig så meget over ting. Det var altså pinligt, at jeg havde drømt om det med Louis, og det var sikkert en helt normal ting, men der var bare det, at jeg ikke var helt så normal som andre. Jeg var ikke en totalt mærkelig en, men jeg var jo heller ikke blevet opdraget som andre mennesker.

  Jeg trak i tøjet, før jeg bevægede mig ned i køkkenet og satte mig med et suk. Jeg var ikke rigtigt sulten, men alligevel havde jeg en underlig trang til at tygge på noget. Jeg var alene hjemme. Drengene var nemlig til New York, hvor de skulle alt muligt. Lige siden de havde udgivet deres nye album, havde de haft umådeligt travlt, så jeg havde fået ret meget tid alene hjemme hos Liam. Det kunne godt være lidt ensomt af og til, men jeg øvede ret tit på at spille klaver. Louis havde givet mig noderne til Comptine d’un Autre Été, så den kunne jeg bare øve på, når jeg kedede mig. Jeg var bare kørt lidt fast i stykket, for der var noget af det, jeg bare overhovedet ikke kunne finde ud af, og det frustrerede mig, for jeg øvede så meget. Nogle gange havde jeg seriøst bare haft den største trang til at rive mit hår af i frustration.

  Jeg satte mig ned ved køkkenbordet og sad med et grublende ansigt i lidt tid. Jeg var så forvirret over mine følelser, for normalt var jeg altså typen, der havde orden i sine følelser. Jeg var ikke så påvirket af alle de der teenagehormoner, som mange andre var. Jeg vidste bare ikke, hvad der gik af mig. Jeg var alt, alt for følelsesladet.

  ”Hvad tænker du på?” hørte jeg pludselig en stemme bag mig sige, og jeg mærkede nogle hænder på mine skuldre, hvilket fik mig til at vende mig om med et sæt, og rigtigt nok stod Harry med et smil på læberne.

  ”Harry!” udbrød jeg og rejste mig op for at give ham et kæmpe kram. ”Hvordan i al verden kan du være her? Du burde da først være hjemme fra New York om en uge!”

  ”Jeg fik det lidt dårligt, så jeg tog lidt tidligere hjem,” svarede han med et skævt smil, og jeg kunne ikke lade være med at indsnuse hans dejlige duft. Hvor havde jeg dog savnet ham. Lige der, glemte jeg faktisk det faktum, at jeg havde drømt om ham. Det var bare dejligt at have ham tilbage.

***

Harrys synvinkel

 ”Hvad har I så lavet i New York?” spurgte Alyssa interesseret med et kæmpe smil på læberne. Hun var da godt nok glad for, jeg var hjemme. Egentlig var jeg ikke blevet dårlig som sådan. Alle de rygter med Taylor var bare blevet lidt for meget, og eftersom vi bare var gode venner, ville jeg ikke have, hun blev såret over alle de grufulde ting, jeg havde læst vores fans tweete om hende, fordi de troede, vi datede. Så jeg var mere blevet dårlig psykisk. Det ville vel forhåbentligt sætte en stopper for alle de rygter, hvis jeg tog tilbage til London. Måske ikke dem alle, men nogle af dem, og det var vel alt, jeg kunne bede om.

  ”Lidt af hvert,” forklarede jeg med et træk på skuldrene. ”Der har været ret mange arrangementer, og der var sådan et slags meetup med vores fans.”

  ”Hyggeligt! Men hvad er der med dig og Taylor Swift?” grinede hun, hvilket fik mig til at smile. Havde hun rent faktisk også hørt om os? Og som om hun havde læst mine tanker, sagde hun: ”I er helt seriøst bare ikke til at overse. Det er overalt i nyhederne!”

  ”Hun er bare en ven,” forsikrede jeg hende om.

  ”Mm-hm,” smilede Alyssa med løftede øjenbryn, som tydeligt drillede mig.

  ”Det er vi altså!” insisterede jeg, men Alyssa fortsatte bare med at smile kækt til mig med løftede øjenbryn. ”Virkelig!”

  ”Aha,” nikkede hun uden at droppe det mistroiske, drillende blik. ”Men jeg er i hvert fald bare glad for, du er tilbage – jeg har virkelig savnet jer!”

  ”Jeg har også savnet dig,” svarede jeg og grinede. ”Hvad har du lavet, imens vi har været væk?”

  ”Jeg har bare spillet lidt klaver, kedet mig, spist, været lidt på nettet, været udenfor og sådan …” sagde hun med et lille træk på skuldrene. ”Det er bare ret frustrerende, for det stykke, jeg er i gang med at spille, sidder jeg helt fast med.”

  ”Hm, gid jeg kunne hjælpe, men jeg kan kun spille en smule – Louis kan vel hjælpe dig, når han kommer hjem. Det er jeg sikker på, han vil være mere end villig til.” Alyssa fik ubevidst en lille rynke i panden. Jeg havde lagt mærke til, at hver gang jeg nævnte et emne, som vækkede nogle … ubehagelige tanker i hende, kom den lille rynke frem. Jeg havde også bidt mærke i, at hver gang, jeg nævnte Louis, kom den rynke frem, og det forstod jeg ikke. Louis og jeg snakkede om alt, men det virkede, som om der havde været noget med Alyssa, han ikke havde fortalt mig, og det var ret frustrerende, for de opførte sig virkelig mærkeligt overfor hinanden. De skændtes og diskuterede aldrig, men alligevel var der denne her virkelig underlige stemning over dem, når de var i samme rum. Louis var min bedste ven, så jeg kunne se igennem ham, og Alyssa var ret gennemskuelig, så hende kunne jeg også se igennem. Jeg ville gerne vide, hvad der foregik, men jeg ville heller ikke blande mig. Hvis de ikke ville snakke om det, måtte jeg vel også respektere det.

  ”Ja, han er en god lærer,” svarede hun langsomt, hvorefter hun sendte mig et smil. Jeg nikkede anerkendende.

  ”Men er det kun dig, der er hjemme tidligt?” Alyssa sendte mig et nysgerrigt blik, og hendes blå øjne strålede som et lille barns.

  ”Jep,” bekræftede jeg. ”De andre er stadig i New York for at komme til alle de begivenheder, vores band skal komme til her for tiden, men de er jo snart hjemme, eftersom vi er ved at nærme os juleaften, så vi skal da pynte juletræ og alt muligt! Har du husket at købe en julekalender?”

  ”Ikke rigtigt …” svarede hun, og jeg gjorde store øjne.

  ”Jamen, det er da det bedste ved julen! Julekalendere, maden, stemningen, julelysene og gaverne!” udbrød jeg. ”Forhåbentligt sælger de stadig de julekalendere, som stadig er på lager.”

  Alyssa svarede mig med et lidt forvirret blik, inden hun langsomt nikkede med et kejtet smil. ”Amish-folk fejrer også jul, men ikke helt som jer – vi udveksler bare gaver den 25. december og er sammen med venner og familie. Vi plejer aldrig helt at pynte op og sådan …”

  ”Jamen, så må vi da skrue ekstrameget op for julestemningen i år!” udbrød jeg, inden jeg trak Alyssa med ud i opgangen, som igen stirrede helt forfjamsket på mig. ”Overtøjet på!”

  ”Jamen, hvor skal vi hen?” spurgte hun, og hendes øjne fandt mine.

  ”Vi skal da på juleshopping! Og tag så din jakke på, vi skulle nødig nå frem, lige netop som butikkerne lukker!”

***

Alyssas synsvinkel

Jeg havde aldrig lagt mærke til, hvor grønne Harrys øjne egentlig var. Hele vinteratmosfæren fremhævede den matte, grønne farve, som skinnede igennem, hver gang han sendte mig et af sine skæve smil.

  ”Og nu har du også smagt Starbucks’ varme kakao, ’Melissa’”, grinede Harry, før han sendte mig et drenget smil. Ekspedienten havde spurgt efter mit navn, men da jeg svarede, at jeg hed Alyssa, hørte han det åbenbart som Melissa. Så ja … nu var mit navn altså Melissa.

  ”Du skulle nødig snakke, Harriet,” gav jeg igen og rakte tunge af ham. ”Ham ekspedienten må have været døv på det ene øre og åbenbart også lidt blind, siden han så dig som en pige.”

  ”Jeg har da også mine feminine træk,” sagde Harry afværgende og viftede med hånden, inden han kastede med håret. Det havde faktisk været en ret rolig dag. Selvfølgelig var han blevet genkendt en del, og mange fans havde spurgt om billeder (overraskende også med mig) og autografer, men det var ikke helt overdrevet. Harry blev ikke helt så meget genkendt på grund af den hætte, han havde trukket over hovedet. Når vejret var så frysende koldt, som det var, var man nødt til at være godt pakket ind for ikke at fryse ihjel.

  Jo mere jeg hang ud med Harry, jo mere begyndte jeg at indse, at han måske var et bedre match for mig end Louis. Selvom jeg var faldet helt pladask for Louis, kunne jeg ikke modsige, at jeg også havde nogle små følelser for Harry. Vi havde fået et utroligt tæt bånd gennem de måneder, vi havde kendt hinanden, men båndet mindede ikke om det, jeg havde til Louis. Mit bånd til Louis var anderledes, for han var jo min klaverlærer, og det kommer nok til at lyde lidt mærkeligt, men det gav os et virkelig unikt og specielt bånd, mens jeg kunne snakke med Harry om alt og vide, han altid ville være der ved min side. Min underbevidsthed fortalte mig, at det nok ville være godt, hvis jeg prøvede at se, om det ikke kunne fungere med Harry. Jeg kunne jo ikke gå for evigt og være håbløst forelsket i Louis. Selvfølgelig vidste jeg ikke, om Harry følte noget for mig, men det var, som om Gud havde givet mig denne her chance. Han prøvede vel at fortælle mig, at Harry var den rette for mig ved at sende ham hjem til London, mens resten var i New York. Var det ikke et tegn?

  ”Okay, vi har fået købt et juletræ, julekalendere, lidt mere julepynt, nogle klementiner og nelliker!” udbrød Harry glad. ”Mangler vi noget?”

  ”Errm, altså …” begyndte jeg, og da gik det op for Harry, at jeg overhovedet ikke anede, om vi havde købt nok. Jeg var amish.

   ”Nårh, ja!” sagde han med et grin og slog sig selv i panden. ”Nogle gange glemmer jeg, at du er amish. Men jeg må altså sige, du har lært virkelig meget på den korte tid, du har været her.”

  ”Tak … tror jeg nok,” grinede jeg.

  ”Men vi har vist fået det meste købt ind nu,” sagde Harry. ”Så går turen hjemad!”

***

”Så man stikker bare de her pinde ind i klementinerne?” spurgte jeg Harry om, imens jeg stod og drejede nellikeknopperne mellem mine fingre. Selv på lang afstand kunne jeg dufte den kraftige duft, men det var nu ikke en dårlig ting som sådan.

  ”Jep!” nikkede Harry, som stod på en stige og var i færd med at hænge et tørret blad op i dørkarmen. Nogle gange forstod jeg ikke, hvad folk fra omverdenen lavede. Hvad var meningen i at hænge et blad op? Hvad havde det med jul at gøre? Tja, noget af julepynten var noget besynderligt stads.

  Da jeg havde stukket nellikeknopperne ned i klementinerne, lagde jeg den på bordet ved siden af mig, så jeg kunne gå i gang med en ny klementin. Vi befandt os (selvfølgelig) i køkkenet, hvor vi ville starte og så senere bevæge os ind i stuen. Der skulle det enorme juletræ, vi havde købt, stå. Det havde taget os ret lang tid at bestemme, hvilket juletræ vi skulle tage med os hjem, for der var altid en eller anden fejl ved det (konkluderede Harry). Vi endte så med at tage et juletræ med hjem, som jeg selv syntes så ret skævt ud, men ja … måske var det meningen.

  ”Så! Endelig vil den sidde fast!” udbrød Harry med et stort smil, inden han trådte ned fra stien. Han greb min hånd og trak mig ind i døråbningen, så jeg kunne se det udtørrede blad lige ovenover mig. ”Se!”

  ”Det er da meget … festligt,” sagde jeg med et lille smil. ”Men hvad har det med julen at gøre?”

  ”Denne her plante er kendt for at være hellig af en kærlighedens gud,” forklarede han med et skævt smil. ”Den kaldes en mistelten. Derfor siger man, at når det er jul, og to mennesker står under en mistelten, skal de kysse.”

  ”Men det betyder …” Jeg kiggede dybt ind i Harrys øjne, da det gik op for mig, hvad han havde planlagt. Hvad sker der her?

  ”Mm-hm,” svarede han, hvorefter han placerede sine læber mod mine og lod sine hænder hvile mod mine kinder.  Det var anderledes fra at kysse Louis. Jeg kunne ikke forklare det helt præcist, men han var ligesom bare mere kærlig (ikke at Louis var brutal).

  En masse sommerfugle blafrede rundt i min mave, og mit hoved eksploderede i forvirring over alle de forvildede følelser, jeg var nødt til at døje med. Louis og Harry var så forskellige fra hinanden, og man kunne bare ikke sammenligne dem. Var det overhovedet muligt at være forelsket i to personer på én gang? Der var i hvert fald én ting, der var sikker. Mine følelsers reaktion ville bare gentage sig med Harry, som de gjorde med Louis efter kysset. 

 

Heyy, lovelies!

Jeg er ret glad for at kunne meddele, at jeg har skrevet over 69 sider i Word nu (jep, dirtyminded), woohooo! Udover det vil jeg undskylde for ventetiden - alt har bare været virkelig travlt! Jeg følte mig lidt blank, da jeg skrev det her kapitel, så jeg skrev og slettede og skrev og slettede osv. Men ja, det her er resultatet! Har I lagt mærke til, at Alyssa er faldet mere til? Jeg har lagt ret meget arbejde i at ændre hendes personlighed meget lidt uden at fjerne hendes uskyldighed helt fuldstændig :-) Min veninde sagde, jeg skulle ende kapitlet spændende, så ... det prøvede jeg på. Fortæl mig så: Harryssa eller Alouisa? :-D Let me know, what you like the most! x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...