Brave New World | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2012
  • Opdateret: 6 mar. 2013
  • Status: Færdig
Mød Alyssa Baker - også kendt som uskyldigheden selv. I en alder af 18 har hun hverken drukket, røget eller lavet noget seksuelt - ja, faktisk har hun ikke engang siddet i en bil eller hørt musik. Og hvorfor? Fordi at hun og hendes familie er en del af amish-folket. Men da hun tager på den rejse, man kalder rumspringa, sker der en del ting, og Alyssas liv bliver pludselig vendt op og ned. OBS! Alle drengene fra One Direction er single.

144Likes
219Kommentarer
10063Visninger
AA

4. Comptine d’un Autre Été ✝

Du skal være forberedt på, at der er ret rodet, for de andre drenge roder ret meget, men de bor her ikke – det er kun mig nu,” grinede Liam, da vi stod på dørtrinnet til Liams hus. Det var virkelig stort. Sådan virkelig, virkelig stort.

  ”Nu?” spurgte jeg en anelse nysgerrigt med et spørgende blik.

  ”Ja, før boede jeg sammen med min kæreste eller rettere min ekskæreste, Danielle.” En sørgmodig undertone kunne høres i hans stemme. Hende Danielle måtte have været en speciel pige for ham.

  ”Er I da ikke sammen mere?” spurgte jeg stille og forsigtigt, og mine øjne mødte hans.

  ”Nej, der … var ligesom nogle ting, der kom i vejen for vores forhold,” mumlede Liam med et træk på skuldrene.

  ”Det er jeg ked af at høre …” sagde jeg medfølende.

  ”Men lad os nu komme indenfor i varmen,” udbrød Liam for at skifte emne, og hans sørgmodige ansigtsudtryk forsvandt som dug for solen.

  Da Liam havde låst op, trådte jeg langsomt ind til det mest luksuriøse hus, jeg nogensinde havde set. Boede alle mennesker fra omverdenen sådan her? For så forstod jeg godt nok godt, hvorfor de valgte det liv. Det var jo det rene paradis! Huset var ikke ret meget mindre på indersiden, end det var på ydersiden.

  ”Liam, hvor har du været?” lød en stemme fra et af de store rum, der var i huset. Formentligt stuen. ”Vi har altså været virkelig bekymrede!”

  Jeg kunne høre nogle fodtrin nærme sig entréen, hvor jeg stod, hvilket fik mig til at stivne. Jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg elskede normalt at møde andre mennesker, men det var jo også mennesker fra mit eget folk. Folk fra omverdenen havde ikke ligefrem givet mig det bedste indtryk indtil videre.

  En lyshåret dreng kom til syne i døråbningen, men han stoppede op, da han så mig og studerede mig meget nøje og grundigt. Han tog notits af hver eneste detalje omkring mig.

  ”Liam, hvem er det her?” spurgte den lyshårede, og hans accent kom virkelig til udtryk. Jeg vidste ikke, der var så mange forskellige slags accenter.

  ”Det her er Alyssa,” forklarede Liam. ”Hvordan jeg mødte hende er en ret lang historie, men hvis vi lige alle sætter os ind i stuen, kan jeg lige forklare.”

  ”Er hun skuespiller eller sådan noget?” spurgte den lyshårede uden at bevæge sig det mindste hen imod stuen. Om jeg var skuespiller? Hvad var det dog for noget at spørge om?

  ”Hvorfor spørger du om det?” Liam kiggede lidt mærkeligt på ham.

  ”Altså, hendes tøj …” begyndte den lyshårede, og først der lagde Liam mærke til mit tøj, som han kiggede op og ned ad med rynkede bryn. Var der noget galt med det, jeg havde på?

  ”Jeg har slet ikke lagt mærke til det, hun har på før nu. Det var lidt for mørkt udenfor,” mumlede Liam forvirret. Altså, hvad var der nu galt med mit tøj?

  Og det var faktisk først, da den lyshårede dreng påpegede mit valg af tøj, at jeg lagde mærke til, hvad han selv havde på, hvilket fik mig til at blive lidt i tvivl om mit valg af tøj, for det så jo tydeligvis ud til, at folk fra omverdenen havde en anderledes tøjstil end amish-folket.

  Den lyshårede var iført et par blå bukser og en grøn jumper (hvilket jeg slet ikke vidste, der var noget, der hed dengang), mens jeg var iført min lange, ensfarvede kjole, som dækkede hele min krop.

  Det endte med, at vi bare alle stirrede forvirret på hinanden, for de undrede sig over mit tøjvalg, mens jeg undrede mig over deres.

  ”Niall? Liam?” hørte jeg en dyb, langsom stemme spørge ud i luften. Langsomt dukkede tre andre drenge op i døråbningen ind til stuen, og de reagerede på mit tøj ligesom den lyshårede havde gjort. Det var faktisk begyndt at irritere mig en smule. ”Hvem er hun …?”

  ”Kan jeg ikke godt forklare inde i stuen?” sukkede Liam lidt, hvilket fik mig til at fnise lavmælt. Eller ja – jeg troede da, at det var lavmælt, men det var det åbenbart ikke, for fem hoveder drejede i det samme mod mig, hvilket fik mig til at lukke min mund igen. I stedet stirrede vi bare alle på hinanden nærmest uden at blinke. Den lyshårede dreng var faktisk ikke helt lyshåret. Håret nede ved hans hovedbund var nemlig brunligt. Han havde fuldstændig blå øjne, og jeg havde også lagt mærke til, at der var sådan nogle mærkelige, hvide ting, der sad fast på hans tænder. De var næsten helt usynlige, men jeg havde lagt mærke til dem. Udover ham den lyshårede, var der også en dreng med sort hår. I modsætningen til den lyshårede dreng, hvis hår gik ud i en spids, havde den sorthårede noget lidt mere pjusket, drenget hår. Hans øjne var chokoladebrune og virkelig skinnende for ikke at tale om hans øjenvipper, som var ufatteligt lange. Ved siden af den sorthårede, stod en brunhåret dreng med et virkelig stort smil på læberne. Han lod ikke til at være helt så forvirret som de andre drenge. Faktisk virkede han bare ret nysgerrig efter at lære mig at kende. Han havde noget nøddebrunt hår, som gik ud i nogle lidt rodede tjavser, et sæt havblå øjne, nogle virkelig hvide og lige tænder (faktisk var alle drengenes tænder ret så lige, men de andres tænder var lige på en virkelig perfekt måde, mens denne her drengs tænder nærmere var sådan … lige på en uperfekt måde), og så kunne jeg ikke undgå at bemærke, at han var iført striber. De faldt bare virkelig i øjnene. Ham, den langsomme og dybe stemme havde tilhørt, havde nogle brune, tætte krøller, et par grågrønne øjne, og så havde han smilehuller. Selvom han ikke ligefrem smilede til mig, kunne jeg ane dem. Mest hans venstre, som for ham var hans højre smilehul. Det var ret iøjnefaldende. Ellers var der bare Liam, som var begyndt at kigge lidt mærkeligt på mig. Det var faktisk ret ubehageligt.

  ”Nå, men skal vi ikke gå ind i stuen?” spurgte ham i striberne friskt og smilede stort til mig.

  ”Lad os gøre det,” nikkede Liam, og vi gik ind i stuen, hvor vi satte os til rette. Jeg følte mig lidt som en eller anden ulækker bakterie, for de andre drenge gjorde bare så meget afstand fra mig som muligt. De sad nærmest på sofaarmlænet, og det var altså en ret stor sofa, så det var overhovedet ikke nødvendigt.

  ”Altså, er der noget galt med mig eller sådan noget?” vrissede jeg irriteret, og de stirrede alle chokeret på mig med et hun-kan-tale-blik, hvilket bare fik mig til at himle endnu mere med øjnene, end jeg i forvejen havde gjort.

  ”Slet ikke,” skyndte Liam at sige, da han opdagede, at ingen af de andre drenge havde tænkt sig at sige noget. ”Øhm, skal vi ikke starte med at præsentere os selv? Måske bare lige sige vores fulde navn og nogle andre ting om os selv. For eksempel … jeg ved ikke, hvad man arbejder som?

  Hvorfor havde han lagt så meget tryk på det sidste?

  ”Ja, lad os gøre det,” sagde den lyshårede forhastet. Jeg syntes, stemningen var blevet ret så mærkelig.

  ”Okay, lad mig starte,” sagde Liam. ”Mit navn er Liam Payne, og jeg kan godt lide at synge og surfe! Jeg ved ikke helt, om man helt kan kalde det, jeg laver, et arbejde.”

  ”Hvad laver du da?” spurgte jeg interesseret, hvilket igen fik alle drengene til at kigge mærkeligt på mig. Det var begyndt at gå mig ret så meget på.

  ”Har du ikke hørt om os?” spurgte den lyshårede. Ikke på sådan en arrogant måde – men mere bare en undrende og forvirret måde.

  ”Burde jeg det?” svarede jeg med et løftet øjenbryn og lagde hænderne over kors. Drengene vekslede sigende blikke og vendte sig derefter mod mig.

  ”Hvad med, om du præsenterer dig nu?” sagde Liam, og jeg tror, han prøvede at få det til at lyde henkastet, men jeg kunne mærke, der var et eller andet mærkeligt ved det faktum, at jeg ikke kendte dem.

  ”Altså, mit navn er Alyssa Baker …” begyndte jeg langsomt, og de stirrede alle virkelig opmærksomt på mig. Jeg begyndte næsten at tvivle på, om de overhovedet havde tænkt sig at blinke. ”Jeg kommer fra Indiana, som er en stat i USA. Jeg er her på rumspringa.”

  ”Rum-ahvafornoget?” spurgte drengen iført striber med smalle øjne.

  ”Rumspringa,” gentog jeg. ”Det er tysk for ’løbe rundt’. Min familie og jeg er en del af amish-folket.”

  ”Er du sikker på, at du ikke slog hovedet, da du prøvede at slippe fra ham manden?” Liam smilede til mig, som om jeg lige havde fortalt ham, julemanden fandtes. Jep, amish-folk har også hørt om julemanden.

  Jeg sendte Liam et irriteret dræberblik.

  ”Ja,” svarede jeg spydigt med en giftig stemme. Behøvede de virkelig at behandle mig som en eller anden særling?

  ”Men kan du så ikke forklare os lidt om dit folk?” spurgte Liam langsomt og forsigtigt. Han stirrede på mig, som man ville stirre på en psykisk syg. Jeg fortalte altså sandheden!

  ”Læs en bog om det eller sådan noget,” vrængede jeg. Mit humør kunne ret let blive dårligt, hvis jeg blev provokeret. Jeg havde lidt af et temperament – det havde jeg arvet fra min mor. Men jeg var ellers en ret livsglad person.

  ”Jeg øh … henter lige en computer,” mumlede ham den sorthårede, og det gik op for mig, han slet ikke havde sagt noget før nu. Den sorthårede dreng rejste sig og skyndte sig væk, hvilket efterlod os andre i tavshed.

  ”Jeg kan lige ringe til Amy og spørge, om hun har noget tøj – hvad var det, du hed?” sagde den lyshårede.

  ”Alyssa,” brummede jeg.

  ”Ja, noget tøj, Alyssa kan låne,” tilbød den lyshårede. Han henvendte sig til Liam.

  ”Hvorfor spørger du ikke selv Alyssa, om hun har lyst til det?” spurgte Liam. ”Det er jo hende, det drejer sig om.

  ”Øh, ja – selvfølgelig,” svarede den lyshårede og vendte sig mod mig. ”Har du lyst til det? Altså, har du lyst til at låne noget tøj af min veninde, Amy?”

  ”Øhm, klart,” svarede jeg. Hvis jeg skulle være her et helt år, kunne jeg da i det mindste prøve at passe ind.

  ”Fedt!” udbrød den lyshårede og smilede for første gang til mig. ”Så ringer jeg lige til min veninde. Forresten er mit navn Niall.”

  Naj-al. Sikke et sjovt navn.

  Niall forlod lokalet og efterlod Liam, ham i striberne, ham med krøllerne og mig alene.

  ”Nå, men vil I ikke præsentere jer selv? Vi blev aldrig færdige,” sagde Liam for at bryde stilheden.

  Ham i striberne og ham med krøllerne vekslede nogle blikke, hvorefter ham med striberne sendte mig et smil, hvorefter han startede med at præsentere sig selv ved at sige: ”Mit navn er Louis Tomlinson.”

  Det første, jeg lagde mærke til, var, at han havde en ret lys stemme på en eller anden måde.

  ”Jeg kommer fra Doncaster, som ligger her i England, og jeg har fire søskende – deraf er to af dem tvillinger. Jeg er med i et band, som hedder One Direction, og det samme er de andre drenge.”

  Ham i den stribede, som åbenbart hed Louis (eller Loui, som jeg troede, det blev stavet, da jeg allerførst hørte ham sige sit navn) kastede et blik på ham med krøllerne, hvorefter han sagde: ”Din tur!”

  ”Øh, jo altså … Mit navn er Harry Styles,” begyndte krøltoppen, som trods alt også hed Harry og smilede til mig. Han snakkede altså virkelig langsomt, og han havde en ret sjov måde at sige ’Harry’ på. Han sagde Harrey i stedet, men det var måske bare sådan en britisk ting? ”Jeg er 18 år gammel, og jeg kommer fra Holmes Chapel, som ligger i Cheshire. Som du jo nok ved, nu da Louis har sagt det, er jeg med i et band, og vi blev dannet gennem X Factor for to år siden.”

  ”Hvad er X Factor?” spurgte jeg forvirret. Var det ligesom sådan nogle datingsider, jeg havde hørt om? Sådan bare med bands?

  Louis, Liam og Harry begyndte at grine lidt til hinanden, hvilket fik mig til at føle mig utroligt dum.

  ”X Factor er et reality-program, man kan se på tv. Det er sådan en sangkonkurrence,” forklarede Harry, og jeg nikkede langsomt. Jeg anede ikke, hvad det der rea-et-eller-andet var, men jeg fattede da det med, at det var en sangkonkurrence.

  ”Så går jeg ud fra, at I synger godt,” konkluderede jeg. ”Syng et eller andet.”

  Louis, Liam og Harry kiggede lidt forvildet på hinanden.

  ”Det virker sådan lidt akavet bare at bryde ud i sang midt i det hele,” begyndte Liam langsomt, men når jeg først havde besluttet mig for noget, var jeg altså ret stædig.

  ”Syng! Det behøver ikke at være særlig langt. Jeg er bare nysgerrig.”

  ”Hvad med, om Louis ikke spiller et eller andet for dig på klaver?” foreslog Harry, og både ham og Liam kiggede straks på Louis, som stirrede tilbage på dem med store øjne.

  ”Nej, øhm … det synes jeg er en dårlig idé,” indskød Louis, og Liam og Harry skulle til at sige noget igen, da jeg brød ind.

  ”Hvad er et klaver?” spurgte jeg nysgerrigt og kiggede på dem. Igen vekslede de blikke, hvilket bare fik mig til at føle mig så dum. Ja, undskyld, men jeg vidste altså bare ikke så meget om omverdenen.

  ”Et klaver er et musikinstrument,” forklarede Louis og sendte mig et smil.

  ”Før jeg siger det her, så vil jeg altså lige bede jer om at lade være med at sende de der irriterende blikke til hinanden!” sagde jeg, hvorefter jeg langsomt mumlede: ”Men jeg har altså aldrig sådan helt hørt musik før.”

  De stirrede alle chokeret på mig, og jeg var ved at tro, at deres kæber snart ville falde af. Var det virkelig så svært at tro på?

  ”Mener du det der seriøst?” Liam var den første til at komme sig over chokket.

  ”Altså, jeg har vel hørt nogen synge før, men jeg har aldrig hørt sådan noget rigtig musik med instrumenter og det hele,” mumlede jeg som svar. Jeg følte mig pludselig en smule genert, for jeg var ikke så vant til at være helt anderledes fra andre.

  ”Jamen, så skal Louis da helt klart give dig et nummer!” udbrød Harry og kiggede opmuntrende (eller måske nærmere bønfaldende) på Louis. Hvad var der galt med at synge lidt? Jeg gik da tit rundt og nynnede, imens jeg hang vasketøjet op og sådan noget, og jeg var altså ikke ligefrem den mest talentfulde sanger. Det var da heller ikke pinligt.

  ”Så okay da …” sagde Louis og rejste sig fra sin stol, hvorefter han gav tegn til mig om at følge med, hvilket jeg gjorde, men i døråbningen, stødte vi på ham den sorthårede, som kom ind med deres computer og tro mig, jeg blev fascineret. Den var så … bærbar. Og jeg fandt så senere ud af, at det også blev kaldt en bærbar.

  Imens Louis og jeg forlod lokalet, kunne jeg høre Liam sige: ”Hvor har du været? Det tog da godt nok lang tid!” Den sorthårede mumlede et eller andet som svar, som jeg ikke hørte.

  ”Jeg er altså ikke mester i at spille klaver,” sagde Louis til mig, da vi sad ved klaveret.

  ”Bare spil,” sagde jeg opmuntrende og smilede til Louis, hvilket Louis straks gengældte. Louis var sådan mere … venlig overfor mig. Altså, de andre var ikke ligefrem onde, men Louis smilede bare hele tiden til mig, og det fik mig virkelig til at føle mig hjemme på en eller anden måde.

  ”Okay, det her stykke hedder How to Save a Life, og der er normalt tekst til sangen, men jeg kan godt spille introen for dig.”

  Jeg kiggede afventende på ham uden at sige noget.

  Langsomt begyndte Louis at spille, og jeg blev helt overvældet af den smukke lyd, som kom fra klaveret. Louis’ hænder bevægede sig også bare helt elegant over de hvide og sorte tangenter, og han fik det til at se så legende let ud.

  Selv da Louis var færdig med at spille, sad jeg bare helt mundlam. Jeg troede virkelig aldrig, jeg ville høre så smuk en lyd. Hvordan lød de andre instrumenter mon så? Lød de også så himmelske. Tonerne på klaveret var så bløde og lette i det.

  ”Det var virkelig godt …” sagde jeg langsomt, stadig helt overvældet. ”Du har virkelig talent for det!”

  ”Tak, jeg er faktisk ikke sådan meget god til det,” forklarede Louis. ”Det er ikke så svært.”
  ”Tror du så måske, du kan lære mig det?” tiggede jeg forsigtigt med de største hundeøjne. ”Selvfølgelig kun hvis du har tid.”

  ”Tja, jeg kan da godt prøve, men jeg har aldrig undervist nogen i det, så jeg ved ikke, om jeg er så god til det. Men vi kan godt give det et forsøg.”

  ”Det lød altså virkelig godt.” Jeg kunne stadig ikke komme mig over, hvor godt det lød. ”Kan du ikke spille noget mere?”

  Jeg havde lagt mærke til, at klaveret var sort. Det var virkelig omhyggeligt slebet og lakeret, så det skinnede flot, og man kunne umuligt få splinter af at lade sin hånd glide henover overfladen. Det var ligeså smukt, som det lød. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg næsten tro, at jeg var blevet forelsket i klaveret. Det var så tryllebindende, at det var utroligt. Hvordan kunne noget dog lyde så smukt? Jeg ved godt, det alt sammen lyder skørt, og jeg plejede heller ikke at blive så fascineret af noget, men det var nærmest, som om melodien talte til mig uden ord.

  ”Jeg kan vel godt spille noget mere, hvis du vil høre det,” sagde Louis med et smil, hvilket gav mig den dejligste følelse i verden. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men det instrument havde bare rørt et eller andet i mit sind. Det var virkelig, som om instrumentet forstod mig på en eller anden måde. Dens hjerteskærende toner stak bare lige ind i sjælen. ”Denne her sang hedder Comptine d’un Autre Été, og det er fransk for ’fra en anden sommer’.”

  Jeg sad musestille og stirrede afventende som et lille barn, der skulle have læst sin godnathistorie højt.

  Comptine d’un Autre Été var en ret trist sang. Eller altså, melodien var virkelig trist. Jeg vidste ikke, musik kunne tale uden ord. Det var, som om kunstneren havde fået sit hjertes ord ud gennem det stykke musik, for det var virkelig bare, som om det snakkede til en. Det var helt utroligt.

  Da Louis var færdig med at spille, bad jeg ham om at spille endnu et stykke, og sådan blev det ved i et stykke tid. Og på den aften, forelskede jeg mig ikke kun i Louis’ klaverspil. Jeg tror også, jeg faldt lidt for ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...