Doll Face

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2013
  • Status: Igang
Folk siger altid at den værste følelse er når man mister nogen man elsker. De tager fejl. Der er en ting der er så meget være; når du mister dig selv. (Selvhad vil forekomme)

32Likes
54Kommentarer
2615Visninger
AA

10. Throwing up after meals, on the rare times that I eat

Tanya havde først været fornærmet over hans ord Hvad fanden bildte han sig ind?! Han kunne ikke blande sig i om hun spiste eller ej! Det var hendes valg! Det var hende der blev fed af alt den mad! Det gik dog hurtigt op for hende, at han bare bekymrede sig for hende. Derfor faldt hun også hurtigt lidt ned igen. Kun lidt, men nok til at hun spiste og dermed ødelagde sin faste. Hun spiste for at gøre ham glad, men hun havde det elendigt med sig selv. Hun kunne ikke engang holde sig væk fra maden. Intet under at hun var enorm. For hver bid hun tog, kunne hun nærmest mærke, hvordan det satte sig på hendes lår. Hendes mave. Hendes hofter. Hvordan kiloene sneg sig ind på hende, for hver gang hun sank. Den klamme lyd af mad der blev tygget, gav hende kvalme. Hun kunne ikke udholde det. Hun kunne ikke holde det i sig. Kvalmen vældede op i hende og det var kun viljestyrke der skjulte det fra Aiden. Troede hun.

Aiden ville uden tvivl have opdaget hendes ubehag i enhver anden situation. Det gjorde han ikke denne gang af én årsag: Han ville ikke se det. Han ville ikke acceptere at hun muligvis sultede sig selv. Det lignede hende ikke. Han var sikkert bare paranoid som altid. Der var intet i vejen med hans bedsteveninde. Det kunne der bare ikke være. Det var i hvert fald hvad han fortalte sig selv.

Det lykkedes hende at spise det meste op. Der lå dog alligevel små stykker af mad spredt ud over tallerkenen så det ikke virkede så voldsomt, som hvis det lå i en samlet bunke. Hun var mere end heldig, da hun kunne gå fra bordet, og Aiden var tilfreds. Hun var lykkelig over ikke at skulle forklare ham sit ubehag og at han ikke så ud til at bemærke noget. Så hurtigt som de korte ben kunne bære hende, skyndte hun sig ned af gangen, uden direkte at løbe selvom hun havde lyst. Der var nogle enkle der kiggede efter hende. Sikkert fordi hun skyndte sig sådan, selvom klokken ikke havde ringet endnu. Det var bestemt ikke fordi at det var Tanya  der gik forbi dem. Hvorfor skulle de vende hovederne efter hende, af alle menneske? Især ikke når Angela var i nærheden og lignede en græsk gudinde.

Det virkede som om hun gik flere kilometer, før hun mødte det lille skilt der udpegede både herre og dame toilettet. Med rystende hænder flåede hun døren op, og skyndte sig forbi de to vaske der var stillet op. Hun støttede sig mod de kolde fliser væggen va dekoreret med, men håndfladerne havde kun kontakt med dem i nogle få sekunder, inden at hun kom hen til de små båse der skulle sørge for lidt privatliv. Den mad skulle ud. Nu. Enhver der så hende ville kunne se hvor dårligt hun havde det. Heldigvis ville de ikke kunne se hendes grunde i de fjerne øjne. Hendes små hænder fandt hurtigt kanten af toilettet. For en gangs skyld var hun glad for at den der sidst havde været derinde, ikke havde taget brættet ned. Hvis vedkommende havde gjort det ville Tanya have haft et forklarings problem, da maden ikke kunne holdes inde længere. Hvis der var nogen inde ved siden af, kunne hun ikke tage hensyn. Hun havde følelsen af at hvis maden ikke kom ud nu, så ville den aldrig komme det. 

Med kvalme over at have spist, afsky over for sig selv og frygt for at blive tykkere end hun var, stak hun en finger ned i sin hals for at forhindre katastrofen. Hun havde ikke behøvet at hjælpe sin mad på vej. Hun nåede knap nok at røre indersiden af sin hals, før hendes mave gjorde kramper der skulle tvinge det uønskede ud. Hendes mavesæk vendte sig og brokkede sig under den tortur hun udsatte den for. Straffet i flere dage og pludseligt belønnet, bare for at hun kunne tage gaven væk igen. Da hun endelig havde fået det meste af maden ud, var hendes øjne blanke. En let følelse spredte sig i hendes krop, og mærkeligt nok så smilede hun en anelse. Kroppens anstrengelser havde fået hendes tårekanaler til at arbejde mere effektivt, end det egentlig var nødvendigt. De blanke øjne blev dog en smule større, da det gik op for hende hvad der var sket. De resterende minutter af spisepausen brugte hendes hjerne til at tænke over det hele.

Hun havde spist. Gjort Aiden glad og tilfreds. Fået ham til ikke at bekymre sig, eller få mistanke om hendes plan. Når han intet vidste kunne han heller ikke ødelægge det hele. Hendes mor ville nok ikke blive ved med at lade hende spise på værelset. Eller.. Rettere sagt gemme maden til hendes mor sov, så hun kunne smide den ud, og gemme den væk under noget papir i deres skraldespand. Hvis hun spiste så ville ingen fatte mistanke. De var mere opmærksomme på hende end hun havde troet, hvilket kunne gå hen og blive farligt. Hun kunne spise...  Snyde sin mave og de mennesker omkring hende. Selvfølgelig ville hun ikke beholde maden i sig. Det ville jo ikke gøre hende tyndere. Tvært imod ville hun sikkert tage på af det. At blive tykkere var det sidste hun ønskede sig. Spise for at gøre dem lykkelige. Skille sig af med det for at gøre hende lykkelig. Ville det kunne lade sig gøre?Det ville vel vise sig. Eller... Det håbede hun det ville. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...