Doll Face

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2013
  • Status: Igang
Folk siger altid at den værste følelse er når man mister nogen man elsker. De tager fejl. Der er en ting der er så meget være; når du mister dig selv. (Selvhad vil forekomme)

32Likes
54Kommentarer
2600Visninger
AA

7. I would kill to live the life that they are in

En knytnæve ramte Aiden hårdt i hovedet, og efterlod ham med en døsende fornemmelse. Han havde ikke engang set Jared nærme sig.  Ikke før han lå med kinden mod de kolde fliser. En rungende tone lød igennem hans hoved, og blandede sig med høje råb fra de andre elever. Han var ikke sikker på hvad han havde gjort for at fortjene slaget, men en irriterende stemme fortalte ham at det kun var fordi han fandt sig i det. Da smagen af blod bredte sig i hans mund, blev han en smule bekymret. Lammet af slaget løftede han sin hånd en smule. Den eneste grund var at han ville tjekke at alt sad som det plejede. At han ikke havde brækket næsen eller noget i den stil. Han var for lammet til at føle smerten med det samme, men da han så var kommet sig over det værste chok, fulgte de små jag hurtigt efter. Et støn af smerte lød, og det var først senere at det gik op for ham, hvem der havde lavet det. Ham selv. 

Selvom Aiden normalt ikke var typen der bandede så gjorde han det nu. Smerte var ikke til at holde ud. Sårbarheden generede ham. En ting var at vide at han ikke kunne forsvare sig selv. Noget andet var når han lå her på jorden, og fik det bevist. I en situation somme denne, forbandede han sin gode opdragelse. Hvis han da også bare havde lært at slås, inden han fik brug for det.

Der var kun gået få sekunder fra at slaget havde ramt ham, men det føltes som flere timer. Selvom hans hoved langt fra var klart, prøvede han vaklende at rejse sig op. Hans arme rystede da de han tvang dem til at arbejde under smerten. De skreg af ham. Tiggede ham om bare at blive liggende. Alligevel pressede han sine hænder mod den grusede overflade og kæmpede sig op. Med den højde Aiden havde, var det hårdt at komme helt op at stå. Hårdt, men ikke umuligt. Folk råbte og heppede som om de var med i en eller anden åndssvag film. Han fandt det faktisk komisk. Hvis ikke situationen var så anspændt ville han også have grint. Nu var der jo bare lige det at Jared stod foran ham, med et hånligt smil. At han begyndte at grine, ville nok ikke gøre det ret meget bedre. 

"Hvad vil du gøre Aiden? Slå mig?" Jared's stemme var igen hånende og nedladende. Rundt omkring dem var folk færdige af grin. Aiden? I en slåskamp? Aiden i en slåskamp mod Jared? Selv tanken var én stor joke. Aiden var højere end Jared, men for at vinde blev man jo nødt til at kunne slå hårdt. Noget Aiden aldrig ville være i stand til. Der var hverken kød eller muskler på den krop han var iført. Med et slag i maven kunne Jared knække ham midt over.

Alle vidste det. Han vidste det også selv. Det var derfor at Aiden langsomt vendte ryggen til så mange af dem som muligt. Hvis han kunne havde han vendt ryggen mod alle, men når de stod i en stor halvcirkel omkring dem var det ikke rigtig muligt. Jared fortsatte sin hoveren, som han forlod stedet. Tanya måtte selv finde klasselokalet i dag. Hellere tage titlen som kylling, end at ende på skadestuen. For Aiden var det den mest fornuftige beslutning. At prøve at komme væk derfra. Andre fandt det lamt. Enkelte beundrede hans mod, men det var ikke noget man talte højt om. Vrede ord og råb blev kastet efter ham, da han gik mod døren der ville bringe ham i nogenlunde sikkerhed. Ordene kom ikke kun fra Jared, men også fra dem der delte idioten's mening. 

"Freak!"

"Tag dog kampen op din kujon!"

"Hvorfor kommer han overhovedet?!"

"Han kunne slå sig selv ihjel, uden at nogen ville savne ham!"

"Hvad er du bange for?!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...