Doll Face

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2013
  • Status: Igang
Folk siger altid at den værste følelse er når man mister nogen man elsker. De tager fejl. Der er en ting der er så meget være; når du mister dig selv. (Selvhad vil forekomme)

32Likes
54Kommentarer
2610Visninger
AA

6. I always feel so nervous

Nu hvor hendes hår var på plads, ville hun gå i gang med sit næste punkt. Sin vægt. Som hun så det var det også en af de mest betydningsfulde punkter på listen. Hvad var der mere hun skulle gøre? Hun kunne vel tage flere af gangen, så det gik lidt hurtigere? Hvis hun nu begyndte at bruge make-up også, så ville det vel også gøre en forskel? Det valgte hun i hvert fald at tro på. Alt den make-up hun havde fået til forskellige fødselsdage og i julegaver havde hun stadig på sit værelse. Hun havde dog aldrig brugt det før nu. Den morgen havde hun brugt hvad der føles som timer, på at få alt det stads til at sidde rigtigt. Hun havde set folk gøre det hundrede gange, men det var svære end de fik det til at se ud. Da hun endelig var tilfreds, kunne hun ikke mærke sit ansigt. Det var gemt væk under ting, hun ikke engang var helt sikker på hvad var. Bumserne var væk. Hendes hud så ren ud. Det gik pludselig op for hende hvorfor folk brugte så lang tid på det her. 

Make-up'en var ikke perfekt, men når man tænker på at det var hendes første gang var det faktisk okay godt. For at være i nærheden af pæn måtte hun nok tabe sig et par kilo. Bare et... Eller ti. Hun havde ikke helt besluttet sig. Det kunne vel ses når hun blev tynd nok. Uden at tænke over det begyndte hun at drømme om den dag hvor hendes ben ikke længere rørte hinanden. Gad vide hvordan det føles? Befriende? Let? Hun vidste bare at det ville blive bedre end det hun havde nu. Uden at have spist morgenmad begyndte hun at gå mod skolen. Egentlig var hun ret sulten, men hun kunne jo ikke tabe sig, hvis hun blev ved med at spise som hun plejede. 

Aiden ventede på hende foran skolen som han altid gjorde. Han kiggede ned på sin mobil for at se klokken. Han ville se hvor længe han kunne regne med at stå og vente endnu. Uret fortalte ham uden brug af et eneste ord, at hun nok var lige rundt om hjørnet. Der kunne ikke gå længe endnu. Selvom det var forår så var det en smule koldt om morgenen stadigvæk. For at få lidt varme i kroppen efter at have stået stille begyndte han at vippe med foden. Han kiggede ned for at kunne gemme sin hage lidt i sin jakke, men der gik ikke mange sekunder før han blev tvunget til at kigge op af en stemme. 

"Jeg tror freak'en er blevet brændt af" Jared's hånlige stemme skar hurtigt gennem luften og hurtigt efter fulgte de andres grin. Aiden stod helt stille og prøvede at lade som om han ikke hørte det. Selvom han virkede rolig udefra så vidste både ham og Jared at sandheden var en anden. Han var rædselslagen og ynkelig nok til at ønske at Tanya ville komme hurtigt. Hun var rapkæftet nok til, at de ville lade ham være. Ingen turde gøre ham noget når hun var der. Han holdte virkelig af hendes selvskab, så det var selvfølgelig ikke kun derfor at han var sammen med hende. At hun beskyttede ham var bare en bonus, han aldrig havde forventet at få. 

Han stod stivnet til stedet, og håbede på at de ville lade ham være for denne gang. Han vidste det. De vidste det. Uden Tanya ved sin side var han slet ikke så sikker. Han kunne ikke slås. Han kunne ikke svare igen. Kun vente på at de fik nok. Aiden måtte virkelig koncentrere sig, for ikke at ryste af skræk. Han var hjælpeløs uden hende. Det hele kan sammenlignes med et barn. En lille tre-årig dreng der er bange for mørket og klamre sig til sin bamse. Sådan har han brug for hende. Hun var hans bamse. Men han var ikke tre år længere. Hans bamse var ikke ved siden af ham. Bamsen havde sit eget liv, og var ikke altid ved hans side selvom han ønskede det. Lige nu kunne han ikke andet end at håbe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...