Mobilflirten

Emily var en dyster regnvejrsdag med sine venner fra skolen, ude i byen og kigge. Emily og hendes veninder gik på en hyggelig lille café, og tager derefter hjem. Da de er taget hjem til Emily for at hygge resten af aftenen, opdager Emily pludselig at hun har glemt sin helt nye taske med sin pung, mobil og meget andet i, på caféen. Det er sent om aftenen, men hun for lokket sine veninder med ned på caféen igen, for at hente tasken. Heldigvis er den der stadig. Men så opdager Emily en lille seddel nede i hendes taske, med en sjusket, men fin håndskrift på. Hun siger det ikke til sine veninder, men tjekker efter om alle tingene er der. Og det er de. Men denne lille seddel ændrer hendes liv, og pludselig ser hun på hverdagen på en helt anden måde.......

2Likes
0Kommentarer
675Visninger
AA

11. Varm kakao

Jeg sad på Marcos seng, og kunne høre el-kedlen koge vand til varm kakao ude i køkkenet. Jeg kiggede rundt på hans værelse, og så nogle billeder på hans opslagstavle, som gav et stik i min arm. Jeg rejste mig, og gik langsomt derhen, og så stod jeg og studerede hans billeder. De fleste billeder var med ham og en anden lidt yngre pige på. De havde det sjovt. Og dér stod jeg og kiggede på hans private billeder, da han kom ind, og jeg blev en smule flov. Men han havde ikke noget i mod det, så han kiggede bare på mig, trak med skuldrene og undgik at kigge på billederne, da han satte kopperne på bordet. "Tak" sagde jeg og smilede til ham. Han smilede bare til mig. "Er du sulten?" spurgte han. Sulten gnavede sig i min mave, men høflig som jeg var, rystede jeg bare på hovedet. Jeg skævede mod pigen på billederne, og så spørgende på ham. Han trak kort på skuldrene. "Det er min søster. Hun døde for 2 år siden i en bilulykke" fortalte han, men han lignede ikke en der skulle tude. Jeg nikkede. Han vidste hvordan det var. Endelig én jeg kunne tale ud om tingene med. Han ville forstå. "Min mor er også død" røg det ud af mig. Jo, det var sikkert det jeg tudede over. Jeg tudede sgu da ikke over en latterlig fyr, gjorde jeg? Han nikkede. "Det ved jeg. Og det var sikkert også det du græd over, ikk'?" sagde han roligt, og slubrede til kakaoen. "Jo.." mumlede jeg. Men selvom han ikke kendte mig særlig godt - endnu - kunne han gennemskue at det ikke var det eneste. Der måtte være sket noget som satte følelserne i gang, det vidste han. "Hvad skete der?" spurgte han, og først var jeg forvirret. Men så vidste jeg at han ikke ville vide hvordan min mor døde, men hvad der skete kort tid før jeg løb ned på stranden. Jeg drak hele min kop kakao, inden jeg svarede. Så tog jeg mig sammen. Og så fortalte jeg ham det hele. Lige fra da min mor døde, og fra jeg så den sirlige håndskrift på den lille lap papir i tasken, og helt til cafébesøget. Og da jeg var færdig nikkede han forstående. Jeg havde sådan lyst til at omfavne ham. Det var så dejligt at han forstod mig. "Men hvordan kan det passe, når han var der sammen med sine venner den eftermiddag på caféen hvor det hele begyndte, hvordan kan det passe at din veninde ikke så ham? Og hvordan kan det passe den eftermiddag i kiosken? Det giver ikke mening! Du er sikker på at din veninde ikke var med i komedien?" sagde han. Jeg havde endnu heller ikke fået svar på de spørgsmål. Men tanken om at Nathalie vidste det hele. Den tanke havde aldrig strejfet mig. Havde hun? Jeg tænkte over det. Så sagde jeg "Nej" kun det, intet andet. Det ville hun aldrig gøre. Der måtte altså være en anden forklaring. Eller hvad?
"Jeg er hjemme" råbte jeg, og smed mine sko i gangen, så løb jeg ind på mit værelse, smed tasken på sengen, og tjekkede min samtale med Oliver. Han havde endnu ikke svaret, og jeg kiggede på den besked jeg havde sendt ham:
#Jeg har stadig ikke fundet forklaring på, hvordan det kan passe, at Nathalie ikke genkendte dig den første gang i caféen og også i kiosken!?#
Jo, det havde jeg skrevet, og Marco havde hjulpet mig med at formulere ordene. Marco var godt nok sød, tænkte jeg. Et kort sekund fik jeg et billede i hovedet af mig og Marco der kyssede, men jeg skammede mig lidt bagefter. Når jeg lærte nogle nye drenge at kende, fik jeg altid det billede hvis jeg syntes de var søde. Ved alle drenge det var sket ved, havde det føltes forkert. Men ikke ved Oliver. Og det var det jeg faldt for. Ved Marco føltes det også forkert, og jeg kunne aldrig drømme om at kysse ham. Jeg syntes han ville være en fantastisk ven. Ven.
Jeg vågnede midt om natten, ved at en sms bippede ind på min mobil. Hvem kunne det være? Jeg fumlede lidt efter mobilen på bordet, og lagde mærke til at jeg var faldet i søvn, lige da jeg kom hjem. Da jeg tog mobilen blev jeg overrasket, over hvad der stod på disken. Jeg havde endnu ikke ændret Olivers navn, så der stod: Fra: Oliver!:-*<3. Det var fra Oliver. Det var fra Oliver. Jeg kunne ikke vente, så jeg førte min finger hen på tasten: Åbn...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...