Mobilflirten

Emily var en dyster regnvejrsdag med sine venner fra skolen, ude i byen og kigge. Emily og hendes veninder gik på en hyggelig lille café, og tager derefter hjem. Da de er taget hjem til Emily for at hygge resten af aftenen, opdager Emily pludselig at hun har glemt sin helt nye taske med sin pung, mobil og meget andet i, på caféen. Det er sent om aftenen, men hun for lokket sine veninder med ned på caféen igen, for at hente tasken. Heldigvis er den der stadig. Men så opdager Emily en lille seddel nede i hendes taske, med en sjusket, men fin håndskrift på. Hun siger det ikke til sine veninder, men tjekker efter om alle tingene er der. Og det er de. Men denne lille seddel ændrer hendes liv, og pludselig ser hun på hverdagen på en helt anden måde.......

2Likes
0Kommentarer
673Visninger
AA

10. Omverdenen.

Jeg kunne ikke tænke. Hvad? Hvordan? nej, nej hendes kæreste hed jo Ollie, og Oliver var min. Det kunne ikke være den samme. Havde han en tvilling? Nej, det var umuligt. Det ville også være dumt at kalde sine tvillingedrenge for Ollie og Oliver. Jeg rejste mig op, og kiggede ud på dem. Så gik jeg. Jeg kunne ikke holde ud at se dem kysse i så lang tid vi nu skulle være der. Han var en player. Totalt player. 

Jeg kunne mærke regnen sile ned på mine kinder. Jeg kunne ikke finde ud af om jeg også græd, for det regnede så meget. Jeg havde mødt ham én gang før nu, og jeg havde kun sms'et med ham. Latterligt. Jeg gik gennem byen og efter lidt tid var jeg nået ned til havnen. Her var lidt mennesketomt. Men det regnede jo også, og alle sad sikkert inde på en eller anden hyggelig café, og kyssede med nogle totalt lækre fyre - ligesom Oliver. Han var altså den kønneste nogensinde, og han var rimelig sød. Over mobilen var han i hvert i fald sød. 
Jeg havde ikke lagt mærke til at der var kommet én, men så mærkede jeg at regnen ikke ramte mig mere. Der var kommet én med en paraply. Et kort sekund håbede jeg og troede at det var Oliver. Men da jeg vendte hovedet blev jeg først en smule skuffet, men så rørte det mig at jeg fuldstændig havde overset alle de søde drenge som jeg kendte i forvejen, fordi jeg var så optaget af Oliver. Det var nemlig Marco fra min parallelklasse. Jeg havde faktisk aldrig rigtigt snakket så meget med ham, men han var en af skolens mest populære fyre. Hvorfor kom han til mig, og holdt sin paraply over mig?
Han smilede til mig, da jeg drejede hovedet og så på ham. Jeg gav et sidste kort snøft fra mig, og så smilede jeg til ham. "Hey" sagde han, og han kiggede på en sød og behagelig måde på mig. "Hej" svarede jeg og gik lidt mere ind under paraplyen. Vi stod lidt i akavet tavshed og kiggede på vandet, indtil jeg sagde "tak". Han vendte hovedet brat mod mig. Så lagde han en arm om mine skuldre. Han var varm, og det gik nu op for mig at jeg havde glemt min jakke på caféen, og det var rimelig koldt, at stå her i regnen i en t-shirt. "Du er kold. Skal jeg ikke følge dig hjem, så du ikke bliver syg?" spurgte han blidt, og jeg havde faktisk mest lyst til at han ville give mig et kæmpe knus og lytte til alle mine problemer. "Nej!" udbrød jeg hurtigt. "Nej, min far tror først at jeg kommer hjem om et par timer, og jeg gider ikke fortælle ham hvad der er sket!" fortalte jeg udmattet, og kiggede ned i jorden. Marco sagde ikke noget og kiggede ud på vandet. Sådan stod vi i lidt tavshed igen. "Okay. Men gider du fortælle mig det, og komme med mig hjem, indtil din far tror at du skulle være hjemme?" sagde han så, og jeg kiggede taknemmeligt på ham. Jeg havde ikke lyst til noget andet, det var det jeg havde allermest lyst til lige nu. Jeg blev faktisk lidt overrasket over hans spørgsmål. Lige nu havde jeg bare brug for noget varme og én god ven der gad lytte til mine åndssvage tanker. Så nikkede jeg til ham, og smilte sødt. Jeg glædede mig allerede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...