Mobilflirten

Emily var en dyster regnvejrsdag med sine venner fra skolen, ude i byen og kigge. Emily og hendes veninder gik på en hyggelig lille café, og tager derefter hjem. Da de er taget hjem til Emily for at hygge resten af aftenen, opdager Emily pludselig at hun har glemt sin helt nye taske med sin pung, mobil og meget andet i, på caféen. Det er sent om aftenen, men hun for lokket sine veninder med ned på caféen igen, for at hente tasken. Heldigvis er den der stadig. Men så opdager Emily en lille seddel nede i hendes taske, med en sjusket, men fin håndskrift på. Hun siger det ikke til sine veninder, men tjekker efter om alle tingene er der. Og det er de. Men denne lille seddel ændrer hendes liv, og pludselig ser hun på hverdagen på en helt anden måde.......

2Likes
0Kommentarer
766Visninger
AA

13. Min føleser og hans forvirring

Jeg kiggede længe ind i øjnene på ham, og jeg tror ikke han blev overrasket over at se mig. Måske havde han endda håbet på at se mig? Jeg vidste ikke om jeg skulle sige noget, eller gå min vej. Men det behagelige ved ham var, at det ikke var spor akavet at vi bare stod her i stilhed, og kiggede ind i hinandens øjne. "Undskyld" sagde jeg. Han kiggede bare på mig, og trak på skuldrene. "For hvad dog?" han løftede det ene øjenbryn. "Fordi jeg bare skred fra caféen i Torsdags. Jeg kunne bare ikke holde ud at se jer sidde og kysse" sagde jeg blidt. Han nikkede. "Netop. Hun vil hele tiden kysse" sagde han, og lavede en grimasse der fik mig til at grine. Så stod vi bare og kiggede lidt mere på hinanden. "Vil du gå en tur med ned på stranden med mig?" spurgte han. Åh, der var intet jeg hellere ville.
Lidt efter gik vi rundt nede på stranden, og snakkede om nogle tilfældige ting, som om alt det her aldrig var sket. Så satte vi os ned på en bænk, og solen var ved at gå ned. "Jeg har slået op med Nathalie" røg det pludselig ud af ham. Jeg så forbavset på ham. "Var det svært?" nærmest hviskede jeg. Han trak på skuldrene, og rettede på sin cap. "Nææh. Jeg sagde det bare lige ud. Jeg smilede til hende, og så gik jeg" sagde han, og kiggede ud mod den orangehimmel. Jeg nikkede. "Men jeg hørte hun græd da jeg var gået. Hun er helt sønderknust.." mumlede han, og lød lidt skyldig. "Det forstår jeg da godt" sagde jeg. "Men du gjorde skam ikke noget forkert" skyndte jeg mig at tilføje. Det var rart at sidde her og snakke med ham, som om intet var hændt. Og vi havde trods alt aldrig rigtigt snakket sammen, så alligevel var det lidt mærkeligt. 
"Nå, jeg må hjem" sagde jeg og rejste mig op. Han rejste sig også automatisk op. "Det var hyggeligt" sagde han. Jeg smilede til ham. Havde sådan lyst til at sende et flirtende blik, men kunne ikke få mig selv til det. Han havde lige haft en kæreste. Og oven i købet min bedste veninde. Lige inden jeg vendte mig om, åbnede han halvt munden, men han stoppede sig selv. Jeg så spørgende på ham, men han rystede på hovedet. Jeg nikkede, vendte mig om, og gik. Men efter et par skridt, vendte jeg mig om. "Oliver? Hvis vi nu ikke ses, så er der én ting du skal vide. En ting der er latterlig at sige over sms" sagde jeg, og kunne mærke mine øjne begynde at løbe i vand, men jeg holdt tårerne tilbage. "Hvad?" spurgte han, og smilede forventningsfuldt. "Jeg elsker dig" sagde jeg lavt, så kun han hørte det. I to hurtige og lange skridt var han henne ved mig, og han hev min krop ind til sin. Han var dejlig varm, og jeg følte mig med ét mere tryg. Jeg ville ønske tiden ville gå i stå nu. Det her ville jeg aldrig glemme. Hans varme krop mod min. Han var tæt på at kysse mig, og jeg var tæt på at kysse ham. Hans læber nærmede sig mine, og omvendt. Og så gik det op for mig hvad der skete. Min bedste venindes x-kæreste. Hun elskede ham stadig. "Men jeg hørte hun græd da jeg var gået. Hun er helt sønderknust.." havde han sagt. Kunne jeg virkelig stå og kysse ham? Aldrig! Jeg skubbede ham hurtigt væk fra mig, og han betragtede forbavset mit ansigt. Nu mærkede jeg tårerne trille ned af mine kinder. Han lagde hovedet lidt på skrå. Så vendte jeg mig om og løb, løb og løb. Løb de 3 kilometer hjem der var, hele vejen uden stop. Og da jeg kom hjem, smed jeg mig latterlig som jeg var, tudende på sengen. Jeg lagde først mærke til nu, at da vi stod op af hinanden på stranden, havde han givet mig sin cap på. Jeg tog den af, og betragtede den lidt. Jeg ville ikke leve sådan resten af mit liv. Nathalie eller Oliver?..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...