Mobilflirten

Emily var en dyster regnvejrsdag med sine venner fra skolen, ude i byen og kigge. Emily og hendes veninder gik på en hyggelig lille café, og tager derefter hjem. Da de er taget hjem til Emily for at hygge resten af aftenen, opdager Emily pludselig at hun har glemt sin helt nye taske med sin pung, mobil og meget andet i, på caféen. Det er sent om aftenen, men hun for lokket sine veninder med ned på caféen igen, for at hente tasken. Heldigvis er den der stadig. Men så opdager Emily en lille seddel nede i hendes taske, med en sjusket, men fin håndskrift på. Hun siger det ikke til sine veninder, men tjekker efter om alle tingene er der. Og det er de. Men denne lille seddel ændrer hendes liv, og pludselig ser hun på hverdagen på en helt anden måde.......

2Likes
0Kommentarer
674Visninger
AA

12. Meningen ved spillet?

Jeg kiggede nervøst på skærmen, og selvfølgelig skulle mobilen vælge at tage totalt lang tid om at loade nu. Jeg tror jeg ventede i et halvt minut, før sms'en kom frem. 
#Det er svært at forklare. Kan du.. Jeg ved hun er din bedste veninde, men kan du love mig ikke at sige noget til hende om det?:i#
Jeg trak vejret dybt. Jeg blev faktisk en smule rasende, for her havde jeg ventet så længe på den besked. Men jeg var hurtig på tasterne:
#Okay..#
Jeg sad og gloede intenst ned på skærmen. Kom nu, kom nu, svar nu, tænkte jeg. Og endelig bippede mobilen. Og sms'en var lang:
#Jeg bryder mig faktisk slet ikke om Nathalie. Fra det øjeblik jeg så dig, var jeg overbevist om at jeg slet ikke var forelsket i hende. Ikke at jeg var forelsket i dig, men jeg så at verden havde bedre at byde på. Og Nathalie kan bare være alt for omfavnende. Så jeg gemte mig bag mine venner alle gangene, for at hun ikke skulle se mig. Og da dig og Nathalie var på toilet på caféen første gang, gemte vi din taske, da din veninde som blev tilbage var optaget af noget andet. Derfor glemte du tasken. Bum...#
Jeg var målløs. Han kunne slet ikke lide Nathalie. Men var det meningen jeg skulle svare? Lave hjerte til min bedste venindes kæreste? Aldrig i livet! Men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at ignorere dette. Han smigrede mig alt for meget. Så jeg svarede ham:
#Det var.. sødt skrevet#
Han svarede hurtigt:
#Jeg vil godt sige noget til dig. Jeg vil godt... Undskylde for at jeg flirtede med dig når jeg var kærester med din veninde..#
#Men jeg gjorde det jo også!#
#Nej. Du havde ikke en kæreste, og jeg begyndte!#
Jeg klemte en smil frem på min læbe. Han var bare så sød! Jeg havde lyst til at skrive et eller andet, men jeg faldt i søvn hurtigere end man kan nå at sige; "Kærlighed". 
Jeg vågnede klokken 12:30 næste morgen. Omg! Jeg satte mig op med et sæt. Jeg skulle i skole! Min mobil skulle ha' vækket mig. Far var på arbejde, og jeg skulle følge alle de små i skole og børnehave. Og nu var skolen snart slut. Jeg sukkede, og lagde mig ned. Jeg kunne høre de små huje rundt ude i stuen med tændt fjernsyn. Jeg trak i nogle jeans og en hættetrøje, og gik ud til dem. "Kasper" råbte jeg ud i køkkenet. Kort tid efter var vi samlet i stuen. "I siger ikke noget til far, okay?". De nikkede svagt. "Okay?" sagde jeg strengt. "Okay" sagde de i kor. 
Jeg sparkede til en sten på gaden, da jeg stødte ind i en - igen. Og pludselig stod jeg og kiggede ind i de velkendte, brune øjne, ligesom sidst ved kiosken. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved hele mit ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...