Mobilflirten

Emily var en dyster regnvejrsdag med sine venner fra skolen, ude i byen og kigge. Emily og hendes veninder gik på en hyggelig lille café, og tager derefter hjem. Da de er taget hjem til Emily for at hygge resten af aftenen, opdager Emily pludselig at hun har glemt sin helt nye taske med sin pung, mobil og meget andet i, på caféen. Det er sent om aftenen, men hun for lokket sine veninder med ned på caféen igen, for at hente tasken. Heldigvis er den der stadig. Men så opdager Emily en lille seddel nede i hendes taske, med en sjusket, men fin håndskrift på. Hun siger det ikke til sine veninder, men tjekker efter om alle tingene er der. Og det er de. Men denne lille seddel ændrer hendes liv, og pludselig ser hun på hverdagen på en helt anden måde.......

2Likes
0Kommentarer
679Visninger
AA

7. Forvirret

Jeg blev forskrækket. Kunne det virkelig passe? Jeg kunne mærke mine kinder blive røde, og jeg kiggede intenst på hans flotte øjne. Alt ved ham var perfekt. Alt! Jeg overvejede lidt om jeg skulle lade som om han var en gammel ven jeg havde mistet kontakten til, og pludselig mødte, eller om jeg skulle lade som om jeg ikke kendte ham, eller.. Eller hvad? Hvad skulle jeg sige? Jeg gik lidt rundt om ham, og han gik lidt rundt om mig. Vi gik lidt rundt i en rundkreds, men så bakkede jeg et par skridt bagud. Mon han kunne genkende mig? Jeg synes at tiden stod stille et øjeblik. Enten det, eller også var det bare os der stod stille et øjeblik, og betragtede forskrækket hinanden. Jeg tog min mobil frem, og skrev kort i en sms:
#Hej...!#
Jeg sendte sms'en afsted, og ventede på at høre en bippende lyd. Det hørte jeg ikke. Men introen til min yndlingssang, hørtes fra hans lomme. Han tog forskrækket sin mobil frem, og læste en sms igennem. Så løftede han hovedet, og smilede til mig. "Emily?" sagde han, ikke så meget som et spørgsmål, men mere begejstret. Jeg nikkede kort. Og det var første gang jeg hørte hans stemme. Den var køn, og beroligende. Behagelig. Han var behagelig, og jeg følte mig med ét mere tryg. Men pludselig var der en irriterende stemme som ødelagde det hele. Alle hans venner kom og skubbede ham væk. Og så kom en anden dreng frem. Lyst hår, blå øjne. Han var også køn, men jeg måtte indrømme at jeg havde set mange drenge som ham. Oliver var bare noget helt særligt. "Hej, jeg hedder Mathias. Jeg tror at Oliver har fortalt om mig?" han smilte til mig og rækkede sin hånd frem. Først blev jeg lidt forvirret, men så forstod jeg det. Det var drengen som gav Oliver udfordringen. "Mathias vil gerne invitere dig på date" grinede de andre drenge, undtagen Oliver. Han kiggede bare ned i jorden. Mathias puffede til de andre drenge med albuen. Der var lidt akavet tavshed. Mathias kiggede ventende på mig. Hvad? Mente han det? Nu var jeg forvirret igen. Men jeg kendte ham jo ikke? "Undskyld, men jeg kender dig jo ikke." undskyldede jeg, og prøvede at slippe væk fra dem. I det samme kom Tiffany ud med en tyggegummipakke i hånden. Hun måbede. "Kender du dem?" nærmest råbte hun, og gloede rasende på mig. Men jeg vidste godt at hun ikke var rigtig sur. "Lidt" mumlede jeg, og sparkede til en sten på jorden. Jeg mærkede en hånd gribe fat om min overarm, og vende mig om, men jeg vidste med det samme at det ikke var Oliver. "Ikke date vel, men vil du mødes med mig i byen en dag?" det var Mathias. Han smilede til mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Nej, sagde jeg for mig selv; Jeg kan lide Oliver. Jeg kiggede hjælpeløst på Oliver. Han så heller ikke glad ud. Mathias så det. Han kiggede hånligt over på Oliver. "Du har ikke fortalt hende det, vel?" spurgte han Oliver. Jeg forstod intet. Igen. Jeg følte mig dum. Fortalt hvad? Mathias vendte sig om mod mig igen. "Han har en kæreste"...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...