You've Fallen for Me 2 {Super Junior} *PÅ PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Miracle har været kendte i et år og det går godt for dem. Eunhyuk er gået i gang med planlægningen af brylluppet og han har aldrig været mere lykkelig. Men det hele falder fra hinanden da Leeteuk fortæller Heejin om sine følelser og kysser hende offentligt. Et trekantsdrama opstår mellem Eunhyuk, Leeteuk og Heejin. Både Eunhyuk og Leeteuk vil have Heejin og det ender med at skabe problemer for hende. Kan hun klare presset og hvem vælger hun i sidste ende?

8Likes
30Kommentarer
1556Visninger
AA

8. Kapitel 7: Where did my "happy ever after" go?

Jeg spærrer øjnene lidt op og mister grebet om telefonen. Selvfølgelig har tanken strejfet mig og jeg har da også overvejet muligheden. Men jeg havde håbet at der kunne være en anden løsning. Men når selv manager hyung siger det, så er der nok ikke andre udveje. Jeg ville bare ønske det kunne være anderledes. Jeg har ikke lyst til at forlade mit liv, min familie, mine gruppe medlemmer.. Eunhyuk. Jeg kan ikke bare forlade alt det. Kan jeg?

Jeg bliver revet ud af mine tanker da der pludselig lyder et dunk. Jeg ser ned og opdager at jeg har tabt min mobil. ”Heejin? Heejin!” lyder manager hyungs stemme fra telefonen og jeg skynder mig at samle den op.

”Er der virkelig ikke andre muligheder?” spørger jeg med spag stemme og der lyder et suk fra den anden ende af telefonen. ”Jeg er bange for at det ikke kan være anderledes. Desværre Heejin.”

Jeg synker en klump og lukker opgivende øjnene. ”Må jeg tænke lidt over det?” spørger jeg. ”Jeg ville ikke tænke for længe over det hvis jeg var dig. Hvis du vil have en chance for at slippe helskindet igennem det her, skal der snart handles,” siger han og jeg siger jeg forstår, ”ring til mig når du har besluttet dig.”

Jeg lover at ringe snart og lægger så på. Jeg lader hånden, der holder min mobil, falde ned i mit skød og synker helt sammen i skuldrene.

”Heejin?” jeg vender langsomt hovedet og møder Bedstes blik, ”hvad sagde han?”

Jeg åbner munden, men der kommer ikke rigtig nogen ord ud. Bedste ser bekymret på mig og jeg lukker munden igen. Jeg synker højlydt og prøver så igen. ”Han vil sende mig væk,” mumler jeg næsten uhørligt og Bedste kniber øjnene sammen. ”Væk? Hvad mener du med væk?”

Jeg tøver lidt inden jeg siger: ”Jeg må holde mig væk fra alt og alle og tage et sted hen hvor pressen ikke kan finde mig, indtil det hele falder til ro.”

Bedste ser medfølende på mig og lægger sin hånd ovenpå min. ”Hvor vil du tage hen?” spørger hun og jeg trækker på skuldrene. ”Jeg ved ikke helt om jeg kan tage væk. Der er alt for meget der holder mig her,” mumler jeg og sænker hovedet. Bedste lægger sin frie hånd på mit hoved og aer mit hår. ”Lille skat, jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre og jeg kan ikke sige hvad der er rigtigt eller forkert. Du skal bare gøre hvad du føler er rigtigt,” siger hun og jeg ser på hende ud af øjenkrogen. ”Men hvad hvis jeg ikke selv ved hvad der er rigtigt?” spørger jeg og et lille smil dukker op på hendes læber. ”Tro mig, du er ikke i tvivl om når du ved det.”

Jeg nikker og læner mig ind til Bedste for at finde trøst. Uden et ord lægger hun armene om mig og stryger mig over ryggen. Hvorfor skal det hele også være så indviklet og kompliceret? Hvad blev der af det perfekte liv jeg havde for nogle dage siden? Og kan jeg nogensinde få bare noget af det tilbage igen?

 

Jeg åbner døren og træder ind i dormet. Mina kommer løbende ud til mig og kaster sig om halsen på mig. Jeg er lige ved at vælte og formår kun lige at holde balancen. Jeg kan mærke at hendes skuldre dirrer og hun hulker også lavmælt.

”Noona?” siger jeg forsigtigt og prøver at skubbe hende lidt væk, men hun nægter at løsne sit greb om mig, ”hvad er der galt?”

”Jeg troede.. jeg troede,” hulker hun og jeg stryger hende over ryggen for at berolige hende. Hun tager nogle dybe indåndinger og siger så med skælvende stemme: ”Jeg troede du havde forladt os.”

”Forladt jer?” siger jeg overrasket, ”hvorfor skulle jeg dog forlade jer?”

”På grund af det hele,” siger hun og trækker sig lidt fra mig, så hun kan se mit ansigt, ”Hyorin der behandler dig som skidt, presset fra alle artiklerne om dig, det faktum at en af dine bedste venner har svigtet dig og din kæreste der har gjort slemt værre.”

Når hun siger det på den måde, ser det hele faktisk ret sort ud.

Jeg prøver at smile til hende og siger at det slet ikke er så slemt som det lyder. Men det er løgn. Det er værre. Hyorin kan ikke engang være i samme rum som mig uden at sige noget grimt til, eller om mig og jeg ved ikke om jeg nogensinde kan tilgive Leeteuk for det han gjorde. Værre endnu er at Eunhyuk og jeg ikke er på talefod mere. Han vil ikke engang se mig.

Før alt det her brød ud og problemerne hobede sig op, var jeg så lykkelig. Jeg var overbevidst om at jeg måtte have reddet et land i mit forrige liv for at fortjene al den lykke. Nu tror jeg at det land jeg reddede, bare skulle have været udslettet fra jordens overflade. Landet skulle ikke eksistere og det skal min lykke åbenbart heller ikke.

Mina ser bekymret på mig og skal til at sige noget, men en stemme fra stuen kommer hende i forkøbet.

”Er gruppens troublemaker kommet hjem?” det er uden tvivl Hyorins stemme og Mina ser undskyldende på mig. Jeg undgår hendes blik og sammen går vi ind i stuen. Da Hyorin ser mig viser hun det mest skuffede ansigtsudtryk hun kan materialisere.

”Øv jeg troede lige vi endelig var blevet fri for dig,” siger hun og viser med hele sit kropssprog hvor utilfreds hun er med min tilstedeværelse. Faktisk ser hun ud som om hun er utilfreds med det faktum at jeg trækker vejret.

”Hold mund Hyorin,” siger Mina spydigt. ”Hold op med at snakke for Heejin,” siger Hyorin uden at se på Mina, ”lad hende for en gangs skyld selv sige hvad hun tænker.”

Hyorin læner sig frem i sofaen og ser nedladende på mig. ”Kom nu Heejin. Fortæl mig hvad du virkelig føler,” siger hun og ser forventende på mig. Jeg møder hendes blik og selvom jeg prøver at virke nonchalant, så krakelerer masken hurtigt. Hendes blik, der er så fuld af had og fjendtlighed, æder mig op indefra. Hvordan kan nogen der betyder så meget for mig, hade mig så indædt på grund af en fyr? En fyr som jeg ikke engang har taget fra hende, eller er det mindste interesseret i på den romantiske måde. Jeg forstår det ikke.

”Hvad forstår du ikke?”

Det går først op for mig at jeg sagde det højt, da Hyorin stiller spørgsmålet. Jeg ser på hende og jeg ved at jeg ser meget sårbar ud, men jeg er ligeglad. Hun vil vide hvordan jeg føler, så skal hun også få sandheden.

”Jeg forstår ikke dig,” siger jeg og Hyorin hæver arrogant det ene øjenbryn. Hun spørger hvad jeg mener og jeg siger: ”Jeg forstår ikke hvad jeg har gjort dig. Ja Leeteuk er forelsket i mig og ja jeg ved at du er forelsket i ham, men hvordan er det min skyld? Fint nok, jeg forstår at du føler smerte fordi Leeteuk er forelsket i en anden, og fair nok at du også føler vrede, jeg mener det er jo en måde at få afløb med smerten på. Men hvordan kan det være retfærdigt at få afløb ved at give mig hele skylden? Jeg har jo ikke gjort noget. At Leeteuk er forelsket i mig, er jo ikke noget jeg kan gøre for. Jeg har ikke bestemt at han skulle få følelser for mig, og jeg har heller ikke gjort noget for at forføre ham, eller på anden måde opmuntre den salgs følelser mellem os. Han forelskede sig i mig for længe siden, men jeg har aldrig gengældt hans følelser. Selv efter jeg fortalte om mine følelser for Eunhyuk og fandt sammen med ham, gav han ikke op. Jeg har ikke gjort andet end at elske den jeg elsker og overså derfor alle tegn på at nogen anden kunne være interesseret i mig. Eunhyuk er min forlovede og den jeg elsker og Leeteuk er en meget god ven. Så undskyld mig for være venner med den dreng du har følelser for.”

Hyorin ser måbende på mig, for det er første gang, siden Leeteuk kyssede mig, at jeg virkelig har fortalt hvordan jeg har det med det hele.

Hun får dog hurtigt styr på sit ansigtsudtryk og rømmer sig.

”Jeg har aldrig forstået hvad Leeteuk ser i en som dig. Jeg mener, du er så.. normal. Nej, du er mindre end det,” siger hun og nu er det min tur til arrogant at hæve et øjenbryn. ”Jeg har vel bare noget som du ikke har. Måske er det et stort ego der giver folk lyst til at give mig et bitchslap, eller måske er det min selvtillid der ikke kan klare at nogen har noget jeg vil have. Hov nej vent, alt det har du jo. Min fejl.”

Nu er det ikke kun Hyorin der måber, men også de andre medlemmer ser på mig med store øjne og åben mund. Jeg er faktisk også chokeret over mig selv og jeg fortryder allerede mine ord. Jeg lovede mig selv at jeg ikke ville synke ned på Hyorins niveau, men al presset er vist begyndt at sætte sine spor. Jeg kan ikke længere undertrykke de frustrerede følelser der ophober sig hver gang Hyorin taler ned til mig. Jeg burde have sat hende på plads for længe siden, men jeg burde ikke have gjort det på den her måde. Men nu er der ingen vej tilbage.

Hyorin rejser sig op og prøver at se ligegyldigt på mig, men jeg kan tydeligt se tårerne i hendes øjne, som hun prøver at indædt på at holde tilbage. Hun åbner munden og prøver tydeligvis at komme på en spydig bemærkning. Men hun kan ikke finde på noget der er lige så sårende og fornærmende som det jeg sagde. Så i stedet lukker hun munden igen og stormer ind på sit værelse. Vi ser alle efter hende og det går op for mig at jeg er helt anspændt over det hele. Jeg sænker mine skuldre og lukker samtidig et dybt, opgivende suk ud. Mina lægger en hånd på min arm og giver den et klem.

”Bare sig det,” mumler jeg med spag stemme, ”sig at jeg er uretfærdig, led og burde gå min vej.”

”Det kunne jeg aldrig finde på at sige og det ved du,” siger Mina og giver min arm endnu et klem. Jeg ser rundt på mine medlemmer og ser det samme udtryk i deres øjne. Medfølelse, forståelse, tilgivelse og ubetinget kærlighed. De er villige til at lukke øjnene for det jeg lige har sagt, ja faktisk for alle de bommerter jeg har begået. De accepterer mine fejl og mangler, de har hele tiden været på min side gennem det kaos der er opstået, og jeg er sikker på de aldrig vil bebrejde mig noget. Og det er faktisk værre end hvis de havde sagt de hader mig. Hvordan kan jeg skabe så mange problemer for nogen der behandler mig så godt? Når jeg ser på dem får jeg dårlig samvittighed. De har fortjent bedre end en leder som mig, og en ven som mig. Jeg har hele tiden sagt til mig selv at jeg ikke kan rejse fordi mine medlemmer har brug for mig. Men mens jeg ser rundt på dem går det op for mig at det ikke er dem der har brug for mig, det er mig der har brug for dem. Hvis jeg forsvandt, ville de sikkert savne mig, men de kan undvære mig. Jeg kan umuligt undvære dem og det ved jeg. Det er det samme med Eunhyuk. Jeg kan ikke undvære ham, men jeg kan undværes. Jeg kan ikke rejse af selvviske grunde. Jeg skaber problemer for alle omkring mig med de her skandaler og de ekstra problemer der er fuldt med. Det vil være bedst hvis jeg forsvandt og tog problemer med mig. Den eneste måde at løse det her rod på, vil være at jeg trækker mig tilbage noget tid. Lader tingene falde til ro. Og efter det må jeg jo se om nogen af dem vil have mig tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...