Besættelse konkurrence - spiseforstyrrelse

"Mor græder tit, eller også kan man se hun har gjort. Hun er bekymret for mig. Det gør ondt og se mor sådan. Ked af det. Det var jo slet ikke det der var meningen med det her. Meningen er jo bare at jeg skal tabe mig så jeg kan blive normal ligesom alle de andre.
-Mor siger at jeg skal spise noget mad. Hun forstår bare ikke at jeg gerne vil spise noget mad. Jeg kan bare ikke. Det er som om en djævle har besat mig.
Jeg ved godt hun bare ved hjælpe mig. Det er det hun prøver på, ved at opfordre mig til at spise.
Det hjælper bare ikke rigtigt.
For at hjælpe skal man ned på mit niveau. Mærke det hele som var man mig.
Mærke hvordan du aldrig kan styre noget frit, fordi stemmen i dit hoved bare bestemmer for dig, som en slags diktator"

Jeg har prøvet at beskrive hvordan tanker kan styre, og til sidst besætte en.
Jeg håber du vil give den en chance.
-Freja

3Likes
0Kommentarer
529Visninger

1. Tankens kraft

 

”Clara vi kører nu” råber mor oppe fra køkkenet.

Jeg står stadig og ved ikke helt hvad jeg skal tage på af tøj idag.

”Jeg går bare til skole idag” råber jeg tilbage, og kigger videre i mit skab.

”Iorden skat, vi ses senere. Jeg elsker dig” råber hun, og hurtigt efter kan jeg hører hoveddøren smække.

Der er intet i mit skab jeg kan tage på. Jeg ser tyk ud i det hele.

Mit ur viser at klokken er fem minutter i otte, altså skal jeg møde om fem minutter.

Jeg kigger frustreret i mit skab igen, men til ingen nytte. Livet vil åbenbart gå imod mig for tiden.

Tilsidst griber jeg nogle skinny jeans og en sort top. Sort skulle eftersigende slanke.

Jeg undlader at kigge mig i spejlet, og løber ovenpå og tager min taske, imens jeg allerede næsten er ude af døren.

Da jeg kommer om til skolen, som heldigvis ikke er så langt væk, er klokken fem minutter over otte.

Jeg går forsigtigt ind i klassen, og sætter mig på min plads.

”Undskyld jeg kommer for sent Claus” siger jeg, og får helt røde kinder af dårlig samvittighed.

Claus –min lærer, smiler bare til mig og nikker.

Jeg har altid været en dygtig elev. Altid kommet til tiden, altid lavet mine ting, og deltager altid i timerne.

Vi har matematik. Det er jeg god til, så det går fint hele timen.

Alligevel kan det ikke lade være at forstyrre mig at min mave rumler som en gal.

Jeg har ikke spist morgenmad.

Det har jeg ikke gjort den sidste uge.

Og selvom det kun har stået på i en uge, så startede det hele for en måned siden.

Jeg begyndte at tænke over at jeg skulle spise sundt, og sådan. Og senere fik jeg også tanker om at jeg spiste den helt forkerte mad. Mine tanker begyndte at sige at jeg blev tyk af det mad jeg spiste. r jeg spiser ikke noget mad, om morgenen, og spier et æble til frokost, men faktisk spiser jeg normalt  aftensmad, jeg er også altid rigtig sulten når jeg, når dertil.

Jeg rækker hånden op, og svarer på Claus’ spørgsmål.

Han roser mig, og går videre.

Efter et par timer er det blevet frokost, de andre tager deres madpakker frem.

Det gør jeg også, forskellen  er bare at jeg kun spiser mit æble og smider resten ud.

Da jeg kommer hjem, spørger mor om jeg har spist min frokost.

Jeg nikker og går ned på mit værelse.

Der tager jeg min bog frem og kigger lidt på forsiden.

Den hedder ”De Gylne Lokker”

Jeg er nået omkring halvvejs i den, den er god.

Jeg slår op i bogen, hvor jeg er nået til og begynder at læse.

Når jeg læser kommer jeg ud af min frustrerende verden, og ind i en helt anden fantastisk verden.

Derfor holder jeg også meget af at læse.

Min mor kalder. Vi skal spise.

Jeg sætter mit bogmærke i og lukker bogen.

”Hvad skal vi ha’?” spørger jeg hende, da jeg kommer op.

”Frikedeller” siger hun muntert, og stiller dem på bordet foran os.

Jeg stirrer lidt på dem, imens tankerne stiller roligt dukker op i mit hovede.

#det der skal du ikke spise#

#det der gør dig tyk#

#tykkere end du er i forvejen”

”det er feddet fra en gris#

Sådan og flere tanker suser rundt i hovedet på mig.

Samtiddigt med det, suser nogle andre tanker rundt også.

#Lyt ikke til det, spis!#

De tanker har bare ikke lige så meget magt.

Forvirret og frustreret, jeg tager en frikedelle, og en halv kartoffel.

Mor kigger spørgende på mig, og jeg siger bare at jeg er træt og ikke er sulten.

Hun nikker bare og vi spiser vores mad i stilhed.

Sådan fortsætter det i nogle uger, imens det stille og roligt bliver værre og værre for mig.

En dag skal jeg med hjem til en veninde.

Hun spørger mig om vi ikke skal tage noget is, og jeg ryster på hovedet og siger jeg ikke er så vild med is.

Det er løgn. Jeg elsker is. Jeg ved bare det ikke er sundt for mig.

Det fortæller mit hovede mig ihvertfald.

Da jeg kommer hjem, har jeg kvalme. Det har jeg efterhånden hver dag.

En dag da jeg sidder inde i stuen og ser tv sammen med mor, spørger hun mig hvordan jeg går og har det.

Jeg stirrer i lang tid på hende indtil en tårer triller ned af min kind.

Mor slukker hurtigt fjernsynet, og sidder sig helt hen til mig.

”Hvad sker der dog?” spørger hun og omfavner mig moderligt.

Jeg fortæller hende om hvordan jeg ikke har spist, om den elendige kvalme og om tankerne.

Både mine øjne og mors øjne er røde bagefter, fordi der har løbet tårer ned af dem.

Mor skynder sig ind og booker en tid ved lægen til imorgen.

Lægen hjælper ikke rigtigt. Hun vejer mig, og siger lidt.

Det går stadig svært med maden, selvom jeg tager til lægen en gang om ugen.

Mor græder tit, eller også kan man se hun har gjort. Hun er bekymret for mig. Det gør ondt og se mor sådan. Ked af det. Det var jo slet ikke det der var meningen med det her. Memingen er jo bare at jeg skal tabe mig så jeg kan blive normal ligesom alle de andre.

Mor siger at jeg skal spise noget mad. Hun forstår bare ikke at jeg gerne vil spise noget mad. Jeg kan bare ikke. Det er som om en djævle har besat mig.

Jeg ved godt hun bare ved hjælpe mig. Det er det hun prøver på, ved at opfordre mig til at spise.

Det hjælper bare ikke rigtigt.

For at hjælpe skal man ned på mit niveau. Mærke det hele som var man mig.

Mærke hvordan du aldrig kan styrer noget frit, fordi stemmen i dit hoved bare bestemmer for dig, som en slags diktator.

Det er ikke rart. Og jeg græder tit over det.

Det er svært at forklare det for mor eller lægen hvordan det hele fungerer.

Men det er ret meget et helvede.

En dag kommer mor hjem fra arbejde tidligere end normalt.

Hun sætter sig ned til mig på mit værelse og siger ”Clara. Jeg vil så gerne hjælpe dig, vil du ikke nok lade mig? Vi kan klarer det her sammen, hvis bare du fortæller mig hvordan jeg bedst kan hjælpe dig”

Jeg nikker til hende, og tror for første gang i lang tid at der er lys forude.

 

Tre måneder er gået. Jeg er kommet langt. Jeg spiser for det meste og kan være så heldig nogle gange ikke hører stemmerne i mit hoved. Det er stadig død hårdt, og jeg hader det. Men det går fremad. Meget langsomt. Men jeg tror på det lille lys forude.

 

 

 

-Giv den et 'like' eller sæt den på dine favoritter. Det vil betyde meget.

Tak fordi du tog dig tid til at læse den.

Kærlig hilsen Freja.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...