Dukken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 20 nov. 2012
  • Status: Færdig
IKKE EN GYSER!
Om tabt barndom og magtkampe.
One-shot.

4Likes
1Kommentarer
457Visninger

1. One-shot

Det var en varm sommerdag. Vi var ude i sommerhuset. Farmor sad på terrassen og strikkede. Mor var et sted i Sverige hvor hun arbejdede for tiden. Eller, det mener jeg i hvert fald det var. Postkortene kom altid fra et nyt land, og så skulle man jo regne tiden det tog at få det til Danmark med. Men det sidste postkort, det var i hvert fald fra Sverige. På kortets bagside var et billede af Pippi Langstrømpe.  Jeg blev glad for det, men far løftede bare et øjenbryn og fortsatte med sin avis.

Det var også det han gjorde nu, altså, læse i avis. Jeg selv legede i sandet med Mia. Jeg havde gået gennem så meget besvær for at få hende med, og var bange at hvis jeg ikke legede med hende, ville far tage hende væk. Også selvom han knap ænsede mig, begravet i børsen, som han var.

Mia var smuk, hun havde langt lyst hår og blå øjne. Når far var i godt humør sagde han at vi lignede hinanden, selvom det slet ikke passede. Det var efterhånden lang tid siden han havde sagt det.

Men det vigtigste ved Mia var at hun havde været mors yndlingsdukke. Når jeg så mor, var det korte glimt af hende på TV. Så skiftede far kanal. Men hun lignede Mia, eller det syntes jeg. Da jeg fortalte det til far vrissede han bare ”sludder” og rullede med øjnene.

Det var også fars idé at besøge farmor. Han mente at vi havde brug for noget familie tid, og så var mormors sommerhus ved stranden i Jylland da lige sagen.

Jeg var gået hen til bilen, hvor farmor og far ventede så vi kunne køre til sommerhuset, da hun smilende tog Mia fra mig.

”Den skal du da ikke bruge til vores weekend,” smilede han. Jeg greb fat i dukken og knugede den til mig.

”Lad hende dog bare,” sagde farmor blidt, hendes stemme mindede mig om te, katte og hjemmebag. Far mente at det var tid til familien, og så skulle den dumme dukke da ikke med.

”Mia er ikke dum!” hylede jeg op, og så løb jeg indenfor og lagde mig grædende på gulvtæppet i mit værelse. Gennem gråden hørte jeg farmor og far diskutere udenfor vinduet. Far mente jeg var for gammel til dukker, og jeg burde interessere mig for andre ting.

”Dukker er for småbørn,” kan jeg stadig huske han råbte. Jeg hørte ikke svaret. Efter et stykke tid åbnede min dør sig og far trådte ind. Han gav mig Mia, og undskyldte mange, mange gange og selvfølgelig måtte jeg tage Mia med, og man blev vel aldrig virkelig for gammel til dukker, gjorde man vel? Jeg tog snøftende imod hans undskyldning, og få timer efter sad jeg i sandet. Far kiggede over kanten af sine briller hen mod mig. Han så på mig med et tomt blik, men da han så at jeg kiggede ændredes det hurtigt til et flygtigt smil, før han dykkede ned i aktier og ukendte tals verden.

Søndag eftermiddag kørte vi tilbage. Jeg faldt i søvn i bilen.

”Hvor er Mia?” spurgte jeg søvndrukkent om mandagen. Far svarede ikke. Jeg spurgte igen da jeg kom hjem efter skole. Far sagde, at det vidste han ikke. Han løj, det kunne jeg se.

Han prøvede at bortforklare sig, men lige meget hjalp det. Endnu engang var mit værelse ovenpå den eneste flugt. Engang havde væggene været lyserøde. Tæppet og sengetøjet ligeså. Det var mor der havde indrettet det. ”Min lille prinsesse” kaldte hun mig. Så blev jeg for gammel, mente far. Lyserød var kun til småbørn, mente han.

Jeg sagde ikke et ord til aftensmad, selvom han havde lavet spagetti bolognese, min yndlings mad. Da jeg gik fra bordet, sagde han, ”det er jo bare en dukke. Om nogle år er den alligevel glemt.”

Næste dag kom mine tre veninder hjem til mig. De havde dukker og prinsessekjoler med, og et lyserødt te selskabsbord. Jeg selv sad på sengen. Når de spurgte hvorfor jeg ikke var med, svarede jeg, at jeg var blevet for gammel. Mine veninder kiggede underligt på mig. Veninder. Et mærkeligt ord alligevel. Veninder burde jo være ens, mente jeg. Så var vi måske ikke veninder længere?

Jeg sagde til mig selv, at jeg var ældre nu. De var bare småbørn. Småbørnene legede på deres lyserøde ø i mit hvide værelse.

Småbørnene så ud til at have det sjovt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...