Sindets Bedrag

Han lider af søvnløshed trods sit store forbrug af sovepiller. Konen og hendes femårige søn har ignoreret ham i mere end et år, men han kan ikke gennemskue hvorfor. Hans krop er afmagret, håret er tyndt og øjnene blodsprængte. Han er i vildrede og vakler rastløst og udmattet rundt i den kolde og stille lejlighed. Hvorfor kan han ikke sove, og hvorfor vil hans familie ikke længere tale til ham? Sandheden viser sig at være langt mere rædselsfuld end han nogensinde havde forestillet sig.

5Likes
2Kommentarer
480Visninger
AA

1. Tænd hellere et lys, end at klage over mørket

Sindets bedrag

Tænd hellere et lys, end at klage over mørket

For ethundredeogsyttende gang den nat rejste han sig fra sengen. Fødderne ramte det kolde trægulv, og det gamle træ gav sig med en svag knirken. Han slæbte sin udmagrede krop til badeværelset, hvor han åbnede spejlet som også fungerede som et skab. Med sammenknebne øjne skimtede han rækken af små glas, indtil han fandt den, han ledte efter. Det lykkedes hans afkræftede arme at åbne glasset. Han vendte glasset på hovedet og fem piller raslede ud. Ville det være nok? Det vidste han efterhånden ikke, men han vidste til gengæld, at det var alt for længe siden, han sidst havde sovet. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst var vågnet fra en god drøm og havde følt sig udhvilet. Han slugte pillerne uden vand og lukkede lågen. Fra spejlet stirrede to øjne tilbage på ham. De blålilla rander, havde efterhånden bredt sig til hele omkredsen af begge hans øjenlåg, og de blodsprængte blodårerne i øjnene var ligeså tydelige som hans ribben på den blege brystkasse. Hans blik var tomt og følelsesløst. Huden var lige så bleg som klinkerne på væggen, og hans mørke hår var tyndt og livløst. Med et dybt suk traskede han tilbage mod sengen og lagde sig. Øjnene stirrede op i loftet og var friske som aldrig før. Det var som om, de levede deres eget liv. Det blev nok endnu en søvnløs nat.

Han stirrede stadig på det brune loft, da uret ringede kl. 08.00 og mindede ham om, at han måtte slæbe sig igennem endnu dag, som efterhånden hver gang føltes som hans sidste. Han drejede hovedet og så sin kone iklæde sig den hvide silkekåbe, som han havde givet hende på deres opdigtede bryllupsdag. De havde ikke haft penge til et rigtigt bryllup, som hun ønskede, så derfor levede de blot i illusionen om at have oplevet deres drømme-bryllup. Hun sendte ham et svagt smil, inden hun forlod soveværelset for at vække sin søn.

Lampen i køkkenet oplyste kun svagt det lille rum. El-regningerne havde efterhånden hobet sig op i brevkurven, men han gav dem blot et skummelt blik fra stolen, hvor han sad og tænkte, at han måtte nyde lyset så længe, det varede. Foran ham stod en tallerken med en tør skive brød, som var noget af det eneste, han kunne finde i sit skab, som endnu ikke havde skiftet farve. Hans kone og hendes dreng sad overfor ham og stirrede ned på deres mad. Det var efterhånden længe siden, de sidst havde snakket til ham. Det var umuligt for ham at gennemskue hvorfor. For præcis 375 dage siden var de stoppet med at snakke og havde blot bevæget sig tavse rundt i lejligheden. Ansvaret var landet hos ham, og nu lignede lejligheden ikke sig selv mere. Der var beskidt og ulækkert, men han håbede stadig at hans kone ville rydde op, når det en dag blev for meget. Måske ville hun endda skælde ham ud til den tid, og det ville trods alt være bedre at høre hendes stemme i den sammenhæng end slet ikke. ”Skal du ikke prøve at starte i skole igen Jimmy?”, spurgte han drengen, som i samme øjeblik kastede et blik på sin moder. Den lille dreng lignede altid en, som var skræmt for vid og sans, og hoppede hurtigt ned fra stolen og løb mod stuen alt hvad, hans små tynde ben kunne klare. ”Hvad fanden er der galt med den dreng?”, udbrød han og kiggede på sin kone i håb om et svar. Hun sad stadig og kiggede i den retning, drengen havde taget spurten, og rejste sig langsomt for at gå i samme retning. Med et dybt suk kiggede han på brødet foran sig, skubbede tallerkenen væk og indså, at deres tavshed endnu en gang havde ødelagt hans appetit.

Han rejste sig og listede uden om vinduet. Gardinet lukkede en tynd stribe lys ind. Han kiggede ud gennem den smalle sprække og observerede et par mennesker, som havde travlt med at se travle ud. Han trak gardinet længere mod venstre og lukkede lyset ude, inden nogle på gaden opdagede ham. En svag hulken bredte sig i lejligheden og overdøvede stilheden. Han kendte den lyd, og da han gik gennem køkkenet og ind i stuen, var det præcis, som han havde ventet. Drengen stod midt i det mørke rum og græd. Med knyttede næver gned drengen sine øjne, til de var røde, og kastede sig om livet på sin moder, som stod ved hans side. Hun satte sig på hug med et bedrøvet udtryk, og drengen slyngede sig i hendes arme, mens gråden langsomt svandt ind til en enkelt tåre i øjenkrogen. Vreden kom listende og bredte sig i hele kroppen. Han mærkede, hvordan musklerne i hans arme spændtes, og små sveddråber sprang frem på hans blege pande. Raserianfald var et problem, han altid havde lidt under, når han blev frustreret. At se sin kone være bedrøvet var det værste, han kunne opleve, for det hang oftest sammen med, at han var en dårlig ægtemand. Inden vreden forvandlede sig til skældsord og knyttede næver, vendte han ryggen til dem og trampede tilbage til køkkenbordet, hvor han satte sig. Med øjnene lukket bøjede han sig frem og tilbage på stolen og ventede på, at kroppen skulle falde til ro. For et kort øjeblik gled han ind i tåge mellem søvn og virkelighed, men kroppen nægtede at overgive sig, og med et voldsomt spjæt satte han sig op og stirrede mod bunken med ubetalte regninger.

Øjnene gled ned ad rækken af uåbnede breve og dokumenter, der lykkeligt var blevet glemt. Blandt papirer, som var blevet smidt helt tilfældigt i brevkurven, lå i bunden af bunken en gammel avis ud fra papirets forfaldne kvalitet at dømme. Mærkeligt, tænkte han. Siden dagen, hvor hans kone og hendes søn var stoppet med at tale, var alle aviser blevet smidt ud uden så meget at få skimtet sine dragende overskrifter. Han kom på benene og vaklede hen imod bunken, tog den gamle avis uden at ænse, at hele bunken faldt til jorden, som om der var sket en eksplosion. Han vaklede tilbage til sin stol med skælvende hænder. Lyset i lampen begyndte at flakke. Øjnene skimtede overskriften: ”Hjerteskærende afsked” og ude af stand til at stoppe dem begyndte de straks at læse forside-historien.

Lørdag morgen blev en midaldrende kvinde og hendes kun 5-årige søn fundet i den nærliggende havn. At dømme på de første obduktionsresultater tyder alt på, at mordet har været et uheld. Moderen har et brækket kindben og er efterfølgende ramt af en hård genstand, som har været dødsårsagen. Undersøgelser af drengen tyder på kvælning. Politiet leder stadig efter ofrenes nærmeste bekendte. Morderen er endnu ukendt”.

Forvredne billeder sprang frem for hans øjne. Han ser, hvordan hans kone råber og skriger med tårer i øjnene. Vreden tager over, og han føler, hvordan hans knoer hamrer af smerte samtidig med, at hendes råb og skrig holder op. En dyb og skræmmende lyd fylder lejligheden, da hendes hoved rammer radiatoren og efterlader lange blodspor. Han ser på sine hænder og skimter ud af øjenkrogen, at hendes søn står i døråbningen. Bleg og med øjnene fulde af overvældende rædsel løber drengen over til sin mor og omfavner hende. Skal så lille en knægt leve med sådan et syn på nethinden, tænker han? Drengen udstøder et langtrukket skrig, da de store blodige hænder tager fat i den tynde arm. Hænderne tager fat om den lille hals og klemmer til. De klare øjne farer forvildede rundt og fortæller, at hvis en lille dreng kunne dø af skræk, ville det allerede være sket.

Tårerne opløste avisens sorte bogstaver, og med skælvende hænder lagde han avisen fladt på bordet. Hele kroppen rystede, og en svag kvalme steg op gennem halsen på ham. Stilheden fyldte mere end nogensinde, og han indså, at han var helt alene i lejligheden. Øjnene stirrede på billedet af ofrene, indtil lyset gik ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...