En Enlig Skygge

En uhyggelig, tæt beskrevet historie om en pige der bliver drevet til vanvid af en skygge og en stemme der lige så godt kunne tilhøre vinden...

0Likes
0Kommentarer
71Visninger
AA

1. Dette er en novelle så der er ikke andre kapitler.

En enelig Skygge

Hun løb. Kunne ikke stoppe. Måtte ikke stoppe. Der så hun det. Det gamle lighus. Lige ved side af det nedlagte hospital. Hun måtte derind. Af en eller anden grund var hun rædselslagende for det lighus. Hun vidste at hun ikke var sikker derinde. Men havde hun noget valg?

Det var aften og hun sad på sit værelse. Hun var alene hjemme med sin søster Maria. Hun gik ned af trappen og ind i køkkenet. Hun kikkede i køleskabet. Nej… Der var ikke noget spændende. Hun satte sig overfor Maria.
”Har vi noget for i Dansk til i morgen?” spurgte hun.
”Det er lørdag i morgen,” svarede Maria.
”Når ja.”
Hun begyndte at læse. Ud af øjenkrogen opfangede hun en skygge. Hun kikkede. Der var ikke noget. Hun fandt det punkt hun var nået til og fortsatte. Bedst som hun var opslugt i historien var den der igen. Men denne gang var den kommet tættere på. Hun kikkede hurtigt op. Intet.
”Er der noget galt?” spurgte Maria.
”Nej jeg er bare træt,” svarede hun.
”Er du sikker?” Maria så rimelig bekymret ud.
”Ja ja,” forsikrede hun både sig selv og Maria om. Hun læste videre. Opmærksom. Forsigtig. Hun opfangede ikke hvad hun læste. Det var bare rent spil for at lokke skyggen til at vise sig igen. Hun opgav og begyndte rent faktisk at læse. En skygge lige bag hende gled forbi. En svag brise nærmest hviskede hende i øret. Hun rykkede sig i et hurtigt hop. Maria så endnu mere bekymret på hende.
”Hvad er der galt?” spurgte hun endelig.
”Ikke noget,” nærmest snerrede hun.
”Hold nu op Jeg kan jo se på dig at der er noget galt!” insisterede Maria.
”Lad nu vær! Der er ikke noget galt jeg er bare træt!” Det måtte have været hendes fantasi der havde spillet hende et puds. Hun var også træt. Næsten så træt at hun var ved at falde i søvn. Hun besluttede at gå i seng. Hun pakkede sammen og gik op af trappen og ind i hendes værelse. Hun tog nattøj på og lagde sig under dynen. Hun kikkede på den gamle, slidte klovn hun engang havde fået af hendes mormor. Smilede den ikke? Hun blinkede. Nu kikkede den bare på hende med det samme udtryksløste ansigt som altid. Men lige før smilede den da. Det gjorde den. Hun var helt sikker. Hun gyste. Nej det kunne ikke passe. Det var jo bare en bamse. Hun var bare træt. Men hvad nu hvis det var sandt. Hun slog det tanke ud af hovedet. Hun lukkede øjnene. Hun vendte sig væk fra den. Men havde ingen ro. Hun måtte kikke på klovnen. Men hun turde faktisk ikke. Men hvis ikke ville hun ligge søvnløs hele natten. Hun skyndte sig at kikke hurtigt. Den sad på stolen nu. Og det uhyggeligt smil var blevet til et grin. Hun skreg. Hev dynen op over hovedet. Væltede ned at sengen. Hun blev ved med at skrige. Hun rullede rundt. Stadig skrigende. Forvirret. Af den skræk der havde boret sig ind i hendes hjerne. Hun rejste sig skrækslagende op. Styrtede ud af døren og hen mod trappen. Hun væltede ind i Maria der havde retning mod hendes værelse. Hun faldt bagover. Tumlede ned af trappen. Ramte hovedet mod gelænderet. Og faldt sammen på gulvet. Hendes syn blev sløret. Farverne væltede rundt i hinanden. Formerne i det billede hun så smeltede sammen og dannede et misformet og utydeligt billede. Fodtrin og en velkendt stemme fandt vej til hendes øre.  

Da hun vågnede hun var stadig træt. Hun prøvede at åbne øjnene. Men de var tunge og syntes at veje et ton hver. Hendes hukommelse kom tilbage. Hun slog øjnene op. Skreg. Hendes mor, far, søster og to læger komme styrtende hen til hendes seng.
”Skat så så er du okay. Der sker ikke noget. Vi er her!” sagde hendes mor beroligende. Hun stoppede med at skrige. Hun var forpustet og hev efter vejret. Det var morgen. Havde hun virkelig været her hele natten?
”Hvad skete der lille pus?” det var hendes fars stemme der talte blidt til hende.
”Maria sagde at du begyndte at virke mærkelig og at da du var gået i seng begyndte du at skrige. Så kom du løbende ud fra dit værelse og faldt ned af trappen!” Hun vidste ikke hvorfor hendes far fortalte hende det når hun godt selv vidste det. Men han var sikkert bare bekymret for hende.
”Hvad skete der?” spurgte en af lægerne.
”Da jeg sad og læste var der en skygge og den kom tættere og tættere på og til sidst pustede den mig i øret!” Skrækken kom atter op i hende. Hun kiggede bare ind i vægen. Lægen kikkede overbærende på den anden læge.
”Så smilede klovnen Og så var den på stolen og så grinte den ondskabsfuldt!” jamrede hun og begyndte at hulke. Hendes mor gav hende et knus og prøvede at trøste hende.
”Hvad skete der?” spurgte den anden læge.
”Hvad? Det har jeg jo lige sagt!” Hun kunne ikke forstå hvorfor at han spurgte. Hun havde jo lige fortalt ham det! Lægen kikkede på hende som om hun var 7 og troede at hun kunne flyve.
”Du har fået en alvorlig hjernerystelse så du må hellere hvile dig lidt,” han henvendte sig til hendes familie og sagde
”I kan komme og besøge hende i morgen.”
”Vent hvad. Tror du ikke på mig? Jamen det er rigtigt nok,” Hvorfor troede han ikke på hende? Troede han at det var hjernerystelsen der fik hende til at sige det? Han kikkede på den anden læge og de udvekslede nogle blikke hun godt forstod.
”Du tror ikke.. Jamen.. Det er rigtigt.. Hvorfor tror du ikke på mig?” Hun begyndte igen at græde og hendes mor trøstede hende endnu engang.

Det var aften og hun lå i sin seng. Det havde været en hektisk dag. Lægerne havde valgt at beholde hende indtil hun kom sig over chokket og kunne forklare hvad der i virkeligheden var sket. De troede ikke på hende. De troede simpelthen ikke på hende. Ikke engang hendes mor eller far troede på hende. Selv Maria sagde at klovnen ikke sad på stolen og grinte da hun kom derind. Hun protesterede selvfølgelig men lægerne troede bare at hun var sindssyg eller sådan noget. Nu lå hun her klokken lidt i 12 og kunne ikke sove. Hun kikkede ud af vinduet. Det var midt i november så vejret var koldt og blæsende. Hun havde vindue ud til det nedlagte hospital og det gamle lighus. Hospitalet lå lige ved siden af. Hun havde kørt forbi mange gange også i mørke uden at bide mærke i det men nu var der noget farligt og noget uhyggeligt over det. Hun stod ud af sengen og åbnede døren langsomt. Hun kikkede først til den ene side og så til den anden side. Der var ingen. Hun gik ud og ned af gangen. Hun kikkede ind af vinduet til det næste værelse. Der var ingen. Det var mærkeligt. Der var da nogen tideligere i dag. Hun blev stående lidt og kikkede. Personen kunne være gået på toilettet. Nej der var ikke noget lys. Hun satte en dørstopper for døren og gik derind. Hun nærmest eftersøgte rummet med det var tomt. SMÆK. Døren smækkede i… Men hun havde sat en dørstopper for! Det burde ikke være mugeligt. Hun vendte sig rundt. Og kikkede rundt i rummet. Hun skimtede et ansigt lige uden for vinduet. Så var det væk. Hun begyndte at hive efter vejret. Hendes puls var høj. Hendes hjerte bankede hurtigt. Hun var bange. Hun kikkede igen. Der var det. Denne gang forsvandt det ikke bare. Det var som om at det ville sørge for at hun så hver eneste lille detalje i dets forfærdelige ansigt. Det virkede. Hver eneste lille detalje stikkede i hendes øjne. Hvert eneste lille ansigtstræk borrede sig ind hendes hukommelse. Ansigtet var blodigt med helt opspilede øjne. Dens hud var knogle hvid men beskidt af jord. Håret hang i livløse tjavser ned og skjulte huller i huden. Hun skreg. Igen og igen og igen. Den rædsel hun følte var ubeskrivelig og overgik alt form for smerte. Hun løb. Ud af døren ned på gangen og drejede tilfældigt ned af forskellige nye gange.

Hun stoppede og så sig tilbage.
Der var intet. Hun åndede lettet op. Var hun ved at blive sindssyg? Hun gik lige så stille tilbage. Der var helt stille. Ikke en eneste elevator der kørte fordi en læge skulle se til en patient. Ikke et eneste åndedræt ud over hendes eget. Ikke en eneste kaffe maskine der gav koffein til en træt læge. Intet!
Hun stoppede. Var det ikke fodtrin hun havde hørt. Hun så sig rundt. Der var ingen. Hun begyndte at gå ingen. Men så var den lyd der igen. Hun stoppede.
Der blev stille. Hun begyndte at gå igen men stoppede pludseligt. To fodtrin lød. Der var nogen. Hun kikkede sig hurtigt tilbage. En mørk skygge gled forbi. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere. Hun løb igen. Løb og løb og løb og løb. Hun satte sig i et hjørne så hun kunne se alt. Intet var uden for hendes synsvinkel. Hun hev benende op til sig tryggede sig sammen. Som en mus der er blevet jaget af katten og nu prøver at være så lille så mugeligt i håb om at katten ikke kan se den. Tårerne trillede ned af kinderne på hende. Var det her et mareridt. Nej det her var værre. Hun ville ikke vågne op og så ville alt være normalt og det vidste hun også godt. Det her var noget hun var tvunget til at gennemleve.
Du kan ikke gemme dig…
En svag hvisken fandt vej gennem hendes trommehinder. Den blev fuldt af en brise som om det var vinden der talte. Hun kikkede rundt. Der var ingen.
Du kan ikke gemme dig…
Lød det igen. Hun var skrækslagende.
”Hvem er du?” fik hun fremstammet. Hendes stemme var hæs. Ordene blev næsten opslugt af hendes gråd så det var svært at hør hvad hun sagde.
Du kan ikke gemme dig…
Du kan ikke løbe…
Jeg vil få dig på et tidspunkt…
Tiden betyder ingenting…
Om jeg så skal hjemsøge dig til dine dages ende skal jeg nok få ramt på dig…

Hun skreg.
”Hvem er du..? Hvem er du hvem er du hvem er duhuhu?” Hun hulkede
”Jeg har ikke fortjent det! Hvorfor mig?” Det hun gennemgik, kunne ikke samlingens med noget andet.
Du skal lide ligesom jeg gjorde det…
”Giv mig et navn,” hendes stemme knækkede over i desperation.
Jeg er mig…
Jeg er mig? Hvad betød det? Hun gøs. Hun kendte ikke stemmen. Hun havde aldrig hørt den før. Men hvorfor fortalte den hende det. Var der et eller andet åbenlyst den ville have hende til at se? En kold vind slog mod hendes ansigt og stoppede hendes tanker. Vinduet på vægen overfor hende stod vidt åbent. Hun rejste sig op og løb. Hun løb ind i elevatoren og trykkede på knappen ned til stueetagen hvor udgangen var. Hun tryggede igen og igen og igen. Døren lukkede den begyndte at køre ned ad. Hun trak vejret dybt og sank sammen på elevatorgulvet. Så stoppede den. Alle lys i den blinkede. Tænd sluk. Tænd sluk. Den kørte op og ned op og ned. Den rev hende op at stå. Hun skreg og tårerne løb ned af kinderne på hende.
Du vil aldrig kunne slappe af…
Du må hele tiden være på vagt…
Du er aldrig sikker...

Så åbnede døren og hun skyndte sig ud. Hun løb over mod indgangen og ud. Hun løb. Kunne ikke stoppe. Måtte ikke stoppe. Der så hun det. Det gamle lighus. Lige ved side af det nedlagte hospital. Hun måtte derind. Af en eller anden grund var hun rædselslagende for det lighus. Hun vidste at hun ikke var sikker derinde. Men havde hun noget valg? Vinden hylede og Hun hørte en ond og forfærdelig latter. Den satte sig fast i hoved på hende som et ekko. Den skræmte hende. Hun havde mest lyst til at tage sit eget liv. Hun kunne ikke holde det ud længere. Adrenalinen som konstant pumpede rundt i hendes krop var som gift i hendes blod. Hun løb ind gennem kirkegården. Banede sig vej mellem alle gravstenene. Det var som en labyrint. Hun frøs. Vinden var kold som et isbjerg. En gren piskede mod hende iskolde kind. Hun løb så hurtigt at hun ikke nåede at se den hånd der stak op fra en af gravstenene. Den greb fat om hendes ankel. Hun faldt landede på de visne blade. Den trak hende tættere og tættere på sig. Hun borrede fingrene ned i den efterårsfugtige jord. Hun kæmpede imod. Af alle kræfter. Rev og sled for at komme fri. Hendes negle blev sorte af jord og den grusomme latter lød atter. Hun skreg i vilde og fægtede vildt med armene. Hun sparkede og ramte hånden så den gav slip. Hun løb videre. Alt hvad hun kunne. Hendes ben kunne snart ikke mere men hun måtte derind. Noget sagde hende at hvis hun nåede derind ville alt blive godt. At hun atter ville få ro. Men der var samtidig en modstridende følelse der sagde hende at der var farligt derinde. Men hun kunne ikke lade vær. Det sidste lille håb om at slippe ud af det her virkeligheds marridt måtte ikke slukkes. Hun måtte ikke lade mugligheden forsvinde mellem fingrene på hende som om det var noget så simpelt som sand.
Hun løb så stærkt at hun nærmest fløj. Men hvad hun ikke lagde mærke til var en skygge der stod henne bag et af vinduerne og ventede. Skyggen tilhørte ikke en person. Heller ikke et monster. Eller et genfærd. Det var en enlig skygge, der ikke tilhørte nogen.

Hun rev i døren. Den var låst. Hun hev og sled i den. Slog på døren i vild desperation. Sparkede til den. Men den var låst. Hun faldt sammen på jorden foran døren. Hun græd. Ikke vildt. Men stille tåre trillede ned af hendes en kind. Hendes psyke var knækket. Hun kunne ikke tænke. Midt i hele forvirringen stod alt pludselig stille. Hun kunne kun tænke på at hun aldrig ville blive den samme. Hvis hun nogensinde ville komme tilbage til livet. Men så dér. Der lå en nøgle. Hun samlede den hurtigt op og låste døren op. Hun styrtede ind i lighuset. Der stod en skygge. Den skygge hun allerede var alt for bekendt med. Den stod bare der og stirrede på hende. Selvom den ikke havde nogen øjne. Hun begyndte atter at skrige. Hun løb videre og kunne fornemme at den fulgte efter hende.
Hun løb ind i det rum hvor kisten til de døde bliver opbevaret. Hun lukkede døren og løb hen og gemte sig i et skab. Døren blev slået op. Gennem sprækken i skabsdøren kunne hun se at skyggen kikkede rundt og dens blik stoppede foran døren.
Du kan ikke gemme dig…
Jeg ved hvor du er…

Skyggen gik hen mod skabet. Hun lukkede øjnene. Tænkte på noget godt. Som da hende og Maria var små og fik en is på stranden da der var hedebølge og de havde smurt sig ind i isen. Hun var taknemmelig for sit liv.
Du kan ikke gemme dig…
Jeg fanger dig!

Ding. Dong. Ding. Dong. Det store kirkeur slog 12 slag. Lange og tunge slag. Hun rensede sit hoved. Tænkte på alt godt i verden da hun vidste at ligegyldig hvad der skete, ville hun ikke få mugeligheden igen.


Skabsdøren blev revet op med et smæld...     

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...