Svag kærlighed

"Tit øjet må tindre og læberne le, for at skjule det indre, som ingen må se"

0Likes
1Kommentarer
294Visninger
AA

1. "Hellere såres af sandheden, end gøres lykkelig af løgnen"

"I makes your lips, so kissable. And your kiss, so unmissable .." Guitarens bløde lyd flydte min verden. Jorden ændrede form fra en rund ligegyldig kugle, til et rødligt hjerte. "Your fingertips so touchable. And your eyes, so irresistible" Lyden er knust glas fyldte min verden. Jeg lagde guitaren fra mig og smed mig i sengen. At trække vejret i en pude er svært, det vidste jeg, men hellere dø end at hører på deres fortabte og ensomme skrig. Kærlighed har opture og nedeture - det er én lang rutchebane. Det plejede Han at sige når vi sad og kiggede på hinanden i den larmende stilhed af gråd og smækkende døre. Luk dine smukke øjne, følg guitarens strenge. Luk din verden ned og fokuser kun på guitarens strenge. Hans stemme plejede at berolige mig og hans nærhed plejede at få mig til at føle mig elsket, men pladsen ved min side var tom. En uendelige tomhed af fortabt tillid. Da vores forhold sluttede, lovede jeg mig selv aldrig at elsket nogen ingen, men ..

 

13/12 2014

Jeg listede ned af trappen, igennem stuen og ind i køkkenet. Hun sad der stadig, præcis på samme måde som far havde efterladt hende igår. Hun så så gammel og slidt ud, sidende der med røde øjne og uglet hår. "Mor?" Intet svar. "Mor?" Hun kiggede spørgende op på mig. "Jeg går i skole nu, og jeg har taget lidt penge med til frokost" Hun nikkede svagt. Jeg tog mine hørertelefoner der lå på køkkentbordet og gik ud af hoveddøren. Jeg gyste og puttede mig i mit tørklæde. Min cykel stod der endnu, men den var stadig lige så grim siden jeg så den sidst, typisk. Jeg børstede sneen væk fra sædet og satte mig op. Musikken var høj men lige tilpas. "So tell me girl if everytime we touch, you got this kinda rush. Baby say yeah, yeah, yeah .." Jeg satte i gang og kørte langsomt hen ad vejen.

Skolen stod hvor den plejede, uheldigvis. Jeg gik i 9.A - den seje klasse. Problemet var bare at jeg ikke var sej, tværdigmod. Jeg blev mobbet. Skønt ikke? tykke, grimme, ækle var hverdag for mig. Jeg åbnede skolens store, tunge glasdør. Gangen var øde og der lugtede hæsligt af gammelt træ og mindst et halvt år for gammelt regntøj. Jeg kiggede ned på mit ur 08:07, timen ville først starte om 3 minutter. Jeg gik med tunge skrid hen ad gangen og ind i klasselokalet. Alt var kaos. Flere piger sad og snøftede og trøstede hinanden. Drenge var stumme og kiggede bare ud i luften. Jeg satte mig ned i bunden af lokalet, ned til min plads i hjørnet. Mit hjørne. En af 'de seje' piger vendte sig om mod mig. Hun så forbandet vred ud, men også skrøbelig. Som en tynd isplade man kunne knuse på ingen tid. "Jeg havde ellers lige håbet du aldrig ville vise dit grimme fjæs her igen. Jeg havde håbet at din mor og far havde myrdet dig under deres skænderier. Ja, de skændes jo, ikke? Det fortalte Han mig" Ordene ramte mig som et lyn oppefra. Jeg begyndte at svede. Vreden steg og mine hænder knyttede sig sammen. Hvis hun ikke havde haft sådan et kønt fjæs ville jeg havde smadret det. "Jeg ville skam heller ikke have vist mig, hvis jeg vidste at du var her. Jeg troede du sad hjemme og snoftede Ben og Jerry's efter at Han slog op med dig" Så kunne hun få den! Hun fnyste, men hendes ansigts kulør ændrede sig. Alle blev stille for læren trådte ind i klasselokalet. Læren havde alle respekt for.

"Som i alle nok ved er en af vores kærlige elever gået bort. Anika McVial døde i går efter at have været inlagt med en blodprop i hjernen" Det var derfor at Hun græd. Hendes bedsteveninde var død, ikke fordi Han havde slået op mig Hende. Eller havde Han? Jeg kiggede på Hende, Hun kiggede på mig. Var det en stjerne i Hendes øje jeg kunne se?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...