Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

141Likes
167Kommentarer
8455Visninger
AA

9. Kapitel 9

 

Jeg blinkede nogle gange med øjnene, og læste linjen igen og igen. Prinsesse Kayla Pankova. Prinsesse. Jeg var i tvivl om jeg skulle grine eller græde. Hele mit liv havde jeg levet i en almindelig familie, og da jeg endelig tager ud for at finde mine sande forældre, viste de sig at være konge og dronning. Noget der stadig undrede mig var dog, hvad de var konge og dronning over? Det var bestemt ikke over USA. Hvis jeg var heldig stod det måske på en af de ti siders papir jeg havde fået udleveret.

Jeg tog en dyb indånding før jeg læste videre. Jeg havde en anelse om, at dette ikke ville være den første ting jeg blev chokeret over. Mine øjne gled ned over papiret igen.

Til Prinsesse Kayla Pankova!

Jeg har fået den opgave, at skrive lidt om, hvad det er du er blevet kastet ud i, da det forhåbentlig vil være nemmere for dig at forstå, hvis du kan læse det om og om igen. Jeg lover dig, at hvert et ord er sandt, og hvis du igen vil kalde mig sindssyg, kan du gå til dine forældre og spørge dem, selvom de vil komme med præcis det samme svar, at det hele er sandt.

Det er sådan, at ikke alle var begejstrede over at kongen og dronningen pludselig fik en lille datter, og det var derfor de måtte sende dig væk da du var lille. De sørgede dog for, at du ville få en familie, der ville behandle dig som deres egen, og det fungerede i mange år, indtil du selv regnede ud at der var noget galt.

Da jeg fortalte dig i bilen, at alle børn blive knyttet til et dyr ved fødslen var det hele sandt. Du ved det selv. Ravnen har fulgt dig igennem hele dit liv, og det vil den blive ved med indtil den dag en af jer dør. Det er altid dyret der vælger barnet frivilligt, og derefter er der ikke noget at gøre ved det, sådan har det altid været her i Landet.

Der er den specielle ting, at alle med royalt blod i årene, får endnu en speciel gave. Det varierer fra person til person. Nogle kan helbrede de syge, andre kan læse tanker og der er mange flere muligheder. Så det vil sige, at du har endnu en evne, der indtil videre stadig er ukendt.

Jeg lagde papirerne tilbage på skrivebordet, og bemærkede at min puls var steget markant. Det var jo skørt, men alligevel kunne jeg ikke gøre andet end at tro på, at han ikke løj. Ravnen. Den del troede jeg hurtigt på, selvom det hele var uvirkeligt. Men ravnen havde været der hele mit liv. Selvom den blot var fløjet forbi nogle enkelte gange, havde det altid været den samme. Jeg samlede tøvende papiret op igen og læste videre. Han forklarede noget mere om alt det med dyrene og alene dét, fyldte næsten tre sider.

Hvis ravnen døde, ville jeg dø og omvendt. Hvis ravnen brækkede et ben, ville jeg brække et ben. Tanken skræmte mig fra vid og sans. Hvorfor kunne jeg ikke have fået en bjørn? En ravn var ikke hvad jeg forbandt med et stærkt dyr, og jeg vidste at en ravn ikke levede for evigt.

Jeg fik det pludselig dårligt. Alle de gange hvor jeg var kommet til skade, havde det også gået ud over ravnen. Den skulle aldrig have valgt mig fra starten af, så havde den i hvert fald sparet sig selv for en masse skader.

Jeg skulle gå i skolen der var på stedet, hvor jeg ville lære mere om historien, dyrene og alle de andre vigtige ting, der var værd at vide.

Jeg læste ivrigt videre, og kom til delen om det royale. Min fars bror havde åbenbart ikke været glad for at høre, at mine forældre skulle have en baby, hvilket resulterede i forsøgt mord, men mine forældre nåede at få sendt mig væk, før han fik fat i mig. Jeg huskede det pludselig. Drømmen hvor en lille pige løb igennem skoven. Ravnen der viste vej. Det var ikke bare en drøm, men også et minde.

Da jeg havde læst samtlige sider, lagde jeg dem ned på skrivebordet igen, og rejste mig fra stolen. Jeg var prinsesse, min fars bror var en fjende, der kun var ude på at få mig slået ihjel, jeg havde en ravn der fulgte mig overalt, og så havde jeg en ukendt evne. Der var mange så mange nye ting, og mine tanker farede rundt i hovedet. Jeg havde brug for luft.

Der var ingen mennesker ude på gangen. Jeg efterlod min jakke på værelset, og gik hen til Alexanders dør og bankede på, men der kom intet svar. Min mave knurrede ad mig, og jeg ville virkelig ønske, at jeg ikke havde sådan en stor appetit.

Nu gjaldt det bare om at finde tilbage til kantinen. Jeg gik ned for enden ad gangen, og fortsatte ind ad døren vi var kommet fra, men derefter kunne jeg ikke erindre noget. Normalt var jeg ikke typen, som spurgte folk om vej, men i dette tilfælde var det en nødvendighed. Jeg fik øje på en midaldrende kvinde, og småløb hen til hende.

”Undskyld mig, men kan du sige mig, hvilken vej spisesalen ligger?”

Hun stirrede forbløffet på mig. Først undrende, men så lignede hun en, der pludselig havde indset noget vigtigt, og hun nejede hurtigt, og fik et stort smil frem.

”Prinsesse Kayla! Så var det sandt da de sagde, at du var vendt tilbage.”

Jeg kiggede bare på hende, uden at vide hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det her havde jeg aldrig prøvet før.

”Tja,” fik jeg til sidst fremstammet, efter jeg havde stået og kigget på damen i nogle minutter.

”Hvis du følger gangen den vej, og drejer til venstre for enden, vil du kunne se spisesalen længere fremme,” sagde hun og viste og pegede hvor jeg skulle gå hen.

”Mange tak for hjælpen,” jeg gav hende mit bedste smil og fortsatte den vej hun havde vist mig.

Jo tættere jeg kom på spisesalen, jo flere mennesker var der, og ligesom før i dag stirrede de alle på mig. Da jeg kom til spisesalen stoppede jeg op og kiggede rundt. Alle de mennesker. Alle de øjne rettet imod mig. Jeg fik et kort øjeblik sorte pletter for øjnene.

”Kayla? Kayla!”

Jeg var gået i sort et øjeblik, og rystede på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden igen. Alexander stod lige foran mig med hænderne på mine skuldre. Jeg kiggede forbi ham. Jeg stod stadig i indgangen til spisesalen, men til mit held, havde alle taget deres blikke fra mig igen.

”Er du okay? Du stod bare og kiggede ud i luften,” hvis jeg ikke tog fejl, var der et glimt af bekymring i hans stemme. Hvorfor var det altid ham der kom og redede dagen?

”Ja, jeg har det fint.”

Jeg nikkede med hovedet for at virke mere overbevisende.

”Godt. Når du har taget din mad, kan du bare komme ned til bordet hvor jeg sidder.” Han nikkede imod et bord, hvor der sad to drenge og to piger. Han forlod mig igen, og gik ned til bordet, imens jeg gik op og hentede noget mad. Personen bag mig i køen blev ved med at stirre på min tallerken, da jeg blev ved med at fylde mad på den, indtil der til sidst ikke var mere plads.

Til sidst gik jeg imod det bord han havde vist mig, og satte mig ned på den ledige plads. Alle ved bordet kiggede på mig. Alle i hele bygningen vidste åbenbart hvem jeg var. Pigerne ved bordet kiggede først skeptisk på mig, som om jeg var en konkurrent der skulle tværes ud hurtigst muligt.

En af drengene gav mig elevatorblikket, og gjorde intet for at skjule det. Det gjorde mig utilpas, og jeg forsøgte at ignorere ham, hvilket desværre ikke lykkedes for mig. Selvom jeg kiggede væk fra ham, kunne jeg konstant mærke hans brændende blik.

”Jeg synes aldrig de har nævnt, at prinsessen ser brandgodt ud,” sagde han pludselig, hvilket fik mig til at kigge tilbage på ham. Burde jeg være smigret eller vred på ham? Jeg kiggede ned på min mad, og begyndte at proppe mad i munden, dog på en pænere måde end før i dag, hvor bollerne bare skulle ned hurtigst muligt.

Af en eller anden grund, gjorde de mange fremmede mennesker mig nervøs, men jeg vidste at jeg måtte tage mig sammen, og få gjort noget ved sagen. Dette sted skulle trods alt være mit hjem i det næste stykke tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...