Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

140Likes
167Kommentarer
8009Visninger
AA

8. Kapitel 8

Mine forældre. Dem jeg var taget ud for at finde, sad nu lige foran mig. Jeg stod og måbede, og blev revet tilbage til virkeligheden igen, da de begge sad og sagde mit navn. Hvor længe havde jeg lige været væk? Jeg rystede let på hovedet, og lukkede tankerne ude, og fokuserede igen på dem. Mine forældre.

”Mor? Far?” De nikkede begge. Så var det blevet bekræftet, og jeg følte tårerne presse på. Jeg græd ellers aldrig. Selvom jeg kun lige havde mødt dem for første gang siden jeg var barn, følte jeg at jeg havde kendt dem hele livet.

Jeg har ikke tid på, hvor længe vi stod og krammede hinanden, og en enkelt tåre slap ud af øjenkrogen, men jeg fik den hurtigt tørret væk igen. De fortalte mig om, hvordan der havde været sket noget skrækkeligt. De uddybede det ikke nærmere, hvilket jeg ellers godt kunne have brugt.

Vi snakkede i en evighed. Jeg fandt ud af, at stedet her var en kæmpe bygning, der både indeholdte skole, specielt arbejde, og de royales hjem. Underlig kombination efter min mening. Royale og skole samlet? Jeg havde altid forestillet mig, at sådan nogle ting ville blive holdt afskilt, men som sagt er jeg ikke dronning, så hvad ved jeg om det?

”Mr. Borowski vil vise dig dit værelse,” sagde min mor da vi havde fået snakket igennem.

Jeg kiggede tilbage og opdagede, at både Alexander og de to vagter stadig stod op ad væggen.

”Har du papirerne klar til hende?” Jeg kiggede undrende tilbage på min mor, men opdagede at ordene ikke var henvendt til mig.

Han gjorde et enkelt nik med hovedet, og gik så hen og åbnede dåren, og ventede på at jeg ville følge efter. Jeg kastede et blik tilbage på mine forældre, og smilte til op over begge ører. De var alt hvad jeg kunne have håbet på.

Jeg gik ud af døren, og fulgte efter Alexander hen ad gangen.

”Hvad var det for nogen papirer?” spurgte jeg.

”Nogle du skal have senere i dag.”

”Som handler om?”

”Dig.”

Jeg hævede overraskende øjenbrynene og kiggede undrende på ham.

”Hvis i har skrevet en biografi om mig, tror jeg ikke den vil hjælpe særlig meget. For at være ærlig, så ved jeg allerede en del om mig selv.”

Han smilte men kiggede stadig ikke på mig.

”Jeg tror du vil blive overrasket over, hvor mange ting du ikke ved.”

Jeg foldede armene over kors, lettere fornærmet. Jeg ved da bedst selv hvem jeg er. Gangen slog et knæk og jeg kiggede rundt. Her måtte værelserne ligge, for der var en lang, hvid gang med døre på begge sider, hvor hver dør havde et bestemt navn på.

Vi fortsatte videre ned ad gangen, og jeg nåede at skimte nogle af navnene på dørene; Jenna, Adrian, Anna, Mia og Sierra. Resten blev forbigået før jeg kunne nå at tage et ordentligt kig på navnet.

Vi var næsten helt nede for enden, men ved det andet sidste værelse stoppede han endelig op, og jeg kiggede på navnet. Kayla, stod der med forgyldte bogstaver. Underligt. Jeg kiggede tilbage på navnene på de andre døre. Ingen andre var skrevet med guld, men med en almindelig sort farve.

”Hvor bor du så?” Jeg kiggede hen på Alexander, og for en gangs skyld kiggede han også på mig, og endda med et smil. Min mave trak sig sammen på en underlig måde, og jeg holdt vejret et kort øjeblik, og jeg følte en varme sprede sig igennem min krop. Hvad pokker var det? Alexander? Det kunne ikke være ham. Jeg kunne jo ikke lide ham. Overhovedet ikke.

Han tog blikket fra mig igen, og med det samme forsvandt den mystiske følelse i maven. Han nikkede på den tredje bagerste dør, og jeg læste navneskiltet, Alexander, stod der med store sorte bogstaver. Så jeg skulle altså bo lige ved siden af ham. Om det var en god eller dårlig ting, kunne jeg ikke blive enig med mig selv om.

Han lod mig indtage mit værelse alene, og forsvandt bagefter. Der var en lille forgang med plads til at hænge overtøj og stille sko. Til højre var et lille badeværelse, og for enden af gangen var soveværelset/stuen. Der stod en stor dobbeltseng op af en af væggene. Derudover hang der et tv på den modsatte væk. En lille kommode med plads til tøj, et skrivebord og to stole. Der var meget hyggeligt. Møblerne var i mørkt træ, mens væggene stadig var hvide, ligesom resten af stedet.

Jeg kunne virkelig godt trænge til et bad efter nogle dage på farten, men det måtte vente til senere. Mine forældre havde forklaret, at jeg skulle gå i skolen, og jeg havde ikke protesteret. Skoler var ikke noget jeg havde et nært forhold til, men jeg blev nødt til at give det en chance.

”Kayla?” Jeg kiggede undrende rundt. Det var ikke kommet fra døren. Jeg kiggede rundt i rummet, og fik øje på en lille rist midt på væggen over skrivebordet.

Jeg hoppede hen til risten, og prøvede at se igennem den, men jeg kunne ikke se andet end en smal revne af lys.

”Ja, Borowski?” Helt ubevidst kom et smil frem på mine læber. Jeg trak en stol hen ved siden af risten og satte mig ned.

”Jeg har papirerne til dig.”

Det lød til, at han fumlede med et eller andet, og til sidst kom en lille samling papirer ud igennem risten. Jeg trak dem ud, og kiggede på dem, men lagde dem ned på skrivebordet ved siden af.

”Meget nyttigt. Så behøver du ikke tage hele den lange vej ud på gangen for at banke på hos mig,” sagde jeg med et grin.

”Lige præcis. Nu vil jeg lade dig være i fred, så du kan få læst.”

Jeg skævede hen til papirstakken, der så ud til at indeholde omkring ti sider. Hvor meget skulle jeg lige vide om mig selv? Jeg havde regnet med højest en halv side, men de måtte åbenbart mene, at jeg ikke vidste nok om mig selv.

”Tak,” sagde jeg efter lidt tid, og kiggede på risten.

”For hvad?” Han lød undrende, og jeg kunne forstille mig, at hans ansigtsudtryk var mindst lige så undrende.

”For det hele.”

Godt nok var jeg stadig sur på ham over, at han havde ’kidnappet’ mig på den måde, men hvis det ikke var for ham, ville jeg stadig befinde mig på den kolde landevej.

”Det var så lidt,” svarede han tilbage, og jeg rejste mig fra stolen, og tog papirerne med over til sengen og smed mig på ryggen. Tid til at få læst lidt om mig selv. Meget egocentreret nu hvor jeg tænker over det.

Den første side var blank, så jeg bladrede om på næste side, og var ved at tabe kæben, da jeg læste den første sætning.

”Til Prinsesse Kayla Pankova.”

* * * * * * * * * * * * * * * * * *

Bam bam bammmm!! Havde i set den komme? haha, skrev gerne en kommentar om, hvad i tror der sker nu, eller giv et like :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...