Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

141Likes
167Kommentarer
8455Visninger
AA

7. Kapitel 7

 

Jeg hoppede ud af bilen, og kiggede rundt. Den store bygning måtte være mindst fire etager, og omgivet af skov på alle sider.

”Stop med at kalde mig ’lille prinsesse’,” svarede jeg en anelse muggent, da jeg var færdig med at studere bygningen.

Han rystede blot på hovedet af mig, og lod til at more sig over al min forvirring. Jeg stirrede op på den kæmpe bygning, og havde stadig ingen anelse om, hvad pokker jeg lavede der. Han hev mig ud af mine tanker, da han tog fat i min arm, og trak mig med forbi bilen og videre imod slottet. Bygningen. Hvad det nu end var. Jeg kiggede skeptisk på hans hånd, der holdt fat om min arm, og vred mig løs fra ham, hvilket igen fik ham til at grine ad mig. Jeg forstod det virkelig ikke. Var det ikke meget normalt, at jeg ikke ville røres af en der havde kidnappet mig? Selvom jeg ikke er helt sikker på, at det kaldes kidnapning efter jeg havde fundet ud af, at han kender mine rigtige forældre.

Han fortsatte hurtigt videre, og jeg måtte småløbe for at følge med hans lange skridt. Vi kom hen til hoveddøren, som jeg nok nærmere vil beskrive som en port, og den blev åbnet da vi nåede hen til den. Derefter fulgte en lang gang, med mindst 10 meter til loftet. Udenpå havde bygningen lignet noget fra 1700-tallet, men herinde var alting lyst og moderne. Hvide vægge, store malerier på væggene, og mørkt trægulv. Jeg havde travl med at indsnuse alle indtrykkene, og var sakket et godt stykke bagud.

”Hey,” kaldte jeg op på ham, ”vi er nogle der ikke kan gå så hurtigt,” vrissede jeg til ham.

Han stoppede op og vendte sig kort rundt med et selvsikkert smil.

”Så må du jo løbe.” Arrogante, dumme, irriterende unge. Jeg kunne blive ved med at finde ord der ville passe glimrende til ham. Jeg løb det sidste stykke op til ham, og gav mig ingen pause før han igen fortsatte i det høje tempo, men denne gang forsøgte jeg bare at følge med uden at sætte i løb.

Vi mødte ikke et eneste menneske, hvilket først undrede mig da stedet var så kæmpe stort, så det ville være oplagt hvis der derfor også var mange mennesker.

”Hvad er klokken?” Jeg drejede hovedet op, og kiggede kort på ham.

”Omkring tolv.”

For enden af gangen, åbnede han endnu en dør, og lod mig komme igennem den først. Mine øjne kiggede rundt. Jeg følte at jeg var trådt ind lige midt i en skolekantine. Unge på min alder og også nogle enkelte voksne sad omkring store borde, med fyldte tallerkener foran sig.

Pludselig lod det til, at alle menneskerne i spisesalen havde opdaget, at jeg var trådt ind. Der blev helt stille, og alles øjne rettedes imod mig. Jeg stivnede og holdt vejret. Hvad skulle det nu til for? Hvorfor kunne de ikke bare spise videre.

Hvem skulle nu have troet, at Alexander ville blive min redning? Han trak mig hurtigt videre igennem spisesalen, og væk fra den store menneskemængde, og da de til sidst var passeret tillod jeg mig selv at trække vejret igen.

Jeg lod ham denne gang holde ved min arm. Måske i frygt for at jeg ville blive væk, hvis han pludselig gav slip. Vi kom videre ind på nogle gange, der mindede meget om den første vi havde været i, til forskel var der dog, at der her stod nogle små grupper af mennesker omkring. Ligesom i kantinen kiggede alle på mig da jeg gik forbi. Nogle af dem med undren i blikket. Andre så næsten vrede ud, mens andre kiggede på mig, som var jeg en dronning. Det hele forvirrede mig bare endnu mere.

Vi kom til en stor trappe og gik helt op på fjerde etage. Mine ben var ømme efter turen op ad trapperne, og den hurtige fart hen ad alle gangene. Foran en stor dør, stoppede han endelig op, og åbnede døren. Han lagde en hånd på min ryg, og skubbede mig ind først.

Rummet for stort. Kæmpe stort faktisk, og alligevel var der stort set tomt for møbler. En række med reoler på den væg jeg var kommet indad, men derudover kun et stort skrivebord i den anden ende af rummet. Der sad en mand og en dame bag skrivebordet. Sidst i fyrrerne ville jeg gætte på. Jeg kiggede bagud. Ved siden af døren stod to mænd i jakkesæt og med hænderne bag ryggen. Mystisk. Mine øjne gled videre forbi Alexander der havde stillet sig ved siden af de to mænd. Hvorfor blev han bare stående der? Han nikkede fremad imod skrivebordet, og jeg forstod hentydningen, og gik igennem rummet, og stillede mig hen foran skrivebordet, dog stadig i god afstand.

Damen kiggede på mig med et venligt smil. Hendes hår var gyldent, og hun havde kastanjebrune øjne. Manden sad med det samme venlige udtryk og kiggede roligt på mig. Ligesom damen havde han store kastanjebrune øjne, og der var et eller andet der virkede bekendt over dem, selvom jeg var ret sikker på, at de bare var fremmede mennesker.

”Kayla,” sagde damen pludselig med sin rolige, blide stemme.

Jeg gispede kort, og det gik hurtigt op for mig, hvem personerne bag skrivebordet var. De brune øjne. Ansigtsstrukturen. De kunne ikke bare være en tilfældighed. Personerne bag skrivebordet var mine forældre. Mine rigtige forældre.

* * * * ** * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * 

Så fik jeg endelig skrevet næste kapitel, og UNDSKYLD den lange ventetid! Jeg vil forsøge at skrive lidt hurtigere nu, men skolen tager desværre sin tid. Kommenter gerne, og sig hvad i synes. Kapitlerne er ikke rettet igennem og det vil jeg nok først gøre når jeg er helt færdig med den, så hvis der er nogle fejl er det altså derfor :)Og tak fordi i læser med! Det betyder meget at i gider at bruge jeres tid på at læse det (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...