Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

141Likes
167Kommentarer
8092Visninger
AA

6. Kapitel 6

 

Der var stille. Helt stille. Ingen lyd af en hårdtarbejdende bilmotor, hvilket vil sige at vi holdt stille. Jeg måtte blinke nogle gange, før jeg havde vænnet mig til det skarpe morgenlys. Jeg var alene i bilen. Jeg løsnede sikkerhedsselen og kiggede hen på det lille ur i bilens display. Klokken viste lidt i otte.

Et kort øjeblik fik jeg den idé, at han bare havde efterladt mig på en tilfældig parkeringsplads, men jeg skubbede hurtigt tanken væk igen. Det var ham der havde ledt efter mig, så hvis han var stukket af, kunne han ligeså godt have skudt sig selv i foden.

Heldigvis havde han ikke låst alle bildørene denne gang, og jeg kunne frit åbne døren, og træde ud i den kølige morgenluft. For første gang i flere dage regnede det ikke. Til gengæld var en skinnende sol på vej op på den klare blå himmel.

Jeg gik ind på den lille tankstation der lå ved parkeringspladsen, og kiggede rundt efter Alexander, men så slog det mig, at jeg kun havde set hans silhuet, og stadig ikke vidste hvordan han egentlig så ud.

Butikken var stort set tom, og den søde duft af nybagt brød hang i luften, hvilket kun mindede mig om, at jeg ikke havde fået noget at spise siden jeg tog hjemmefra. Min mave udstødte en høj rumlen, og jeg bevægede mig hen imod bagerafdelingen. Småmønterne i min lomme lå stadig og ventede på at blive brugt.

Da jeg nærmede min bageren måtte jeg dog stoppe op, da jeg nær var gået ind i en dreng. Jeg kiggede op på ham, og kunne hurtigt genkende silhuetten.

”Godmorgen, lille prinsesse.” Han virkede overraskende frisk i forhold til i går.

”Godmorgen Borowski,” svarede jeg muggent. Vi var stadig ikke venner, og et simpelt lille ’godmorgen’ kunne bestemt ikke rette op på det. Jeg fik øje på bagerposen i hans hånd og lyste en anelse op. Han bemærkede tydeligvis mit skifte i ansigtsudtryk, og fiskede en bolle op fra posen og rakte den til mig mens vi gik tilbage til bilen igen.

Aldrig i mit liv havde en enkel kedelig bolle smagt så godt, og den var væk før vi nåede hen til bilen. Jeg kiggede konstant efter posen, som en sulten løvinde på rov, og heldigvis forstod han hentydningen og rakte den til mig før han satte sig ind i bilen.

Jeg havde slet ikke fået taget et ordentligt kig på ham, fordi jeg havde været så opsat på at få noget mad ned, så da jeg havde sat mig ind på forsædet, greb jeg en ny bolle, rettede så opmærksomheden på ham. Mørkt hår, en anelse uglet.

Han opdagede først min konstante stirren da vi var tilbage på landevejen igen, og kiggede bare undrende på mig.

”Er der noget galt?”

”Nej,” svarede jeg hurtigt og vendte blikket væk fra ham. ”Vil du have en, eller må jeg spise resten?” Det var måske ikke det sundeste at spise så meget i streg, men min mave var et sort hul, der bare ikke kunne fyldes op. Til alt held rystede han kort på hovedet, og jeg kunne gå i krig med de sidste to boller, der røg lige så hurtigt ned som de to første.

Min sult lod til at more ham, for han grinte af mig, da jeg til sidst krøllede den tomme pose sammen. Jeg kiggede bare på ham, og havde et behov for at forsvare min uendelige sult.

”Hvis du ikke havde fået mad i halvanden dag, ville du have gjort det samme.” Igen rystede han blot på hovedet af mig, og kiggede fremad igen.

Jeg havde kun fået et kort glimt af hans øjne, men det var mere end nok. Den isblå farve passede alt for godt til den mørke hårfarve, og mindede mig om den blå farve himlen havde om vinteren, når vejret var klart og der ikke var en eneste sky på himlen. Hans øjne strålede af liv, og jeg var sikker på at man nemt kunne fare vild i de øjne. Tilbage til virkeligheden. Jeg brød mig stadig ikke om ham. Selv om han havde uimodståelige øjne og et godt udseende, havde han stadig på en vis måde kidnappet mig.

”Synes du stadig jeg er sindssyg?” spurgte han pludseligt, og jeg undrede mig første over, hvad han snakkede om, men så kom gårsdagens samtale frem. Ravnen. Forbundet til mig siden barn. Helt klart sindssyg.

”Helt bestemt.”

Igen rystede han bare på hovedet af mig, hvilket var begyndt at gå mig på nerverne. Det fik mig til at føle mig som et lille barn, der aldrig kunne sige noget rigtigt. Samtalen stoppede der, og der gik flere timer hvor ingen af os sagde noget.

”Der er forhåbentlig ikke langt igen? Til hvor vi nu end skal hen.” Jeg havde stadig ikke fået afklaret, hvor vi var på vej hen, men jeg vidste at det ikke nyttede noget at kæmpe imod, da han var langt stærkere end mig.

”Kig frem.” Det var alt han sagde, og jeg kiggede fremad da vi drejede om hjørnet og kom ned ad en lille smal grusvej. Den sidste time havde vi ikke været på andet end disse små veje, hvor normale mennesker aldrig ville bevæge sig hen.

Først kunne jeg ikke se hvad han mente, men som vi kom længere ned af vejen, kom et stort hegn til syne. Vi kørte imellem høje grantræer, og skoven lod til at fortsætte hele vejen hen til porten, og sikkert også et langt stykke efter porten. En kæmpe stor skov var vidst den nemmeste måde at forklare det på.

Han stoppede bilen foran porten, og rullede vinduet ned da en mand kom gående hen til bilen. De snakkede kort sammen, men jeg hørte ikke efter hvad der blev sagt. Jeg kunne ikke se hvor porten endte. Den fortsatte i begge, og jeg kunne ikke se nogen ende på den. På den store port var bogstaverne ’PK’, hvad de så end betød.

Pludselig åbnede porten, og jeg opdagede at manden fra før var forsvundet. Vi kørte ind igennem porten, og lidt efter lidt begyndte de store grantræer at forsvinde, og en enorm bygning kom til syne. Alexander stoppede bilen, og kiggede på mig med det sædvanlige smil.

”Velkommen hjem, lille prinsesse.”

* * * * * * * * * *

Har desværre ikke haft tid til at rette det igennem, så der er sikkert nogle fejl, men det håber jeg i overlevede. Kommenter meget gerne. Og hvad mon der sker nu? Bum bum buuuummmm :D

- NYT: Den er desværre lidt på stand-by, da gymnasiet kræver en del tid. Vil forsøge at skrive så ofte jeg kan, men det vil nok gå lidt langsomt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...