Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

141Likes
167Kommentarer
8094Visninger
AA

5. Kapitel 5

 

Jeg forstod det ikke. Hvorfra kendte han mit navn? Han var bare en tilfældig forbipasserende. Han burde ikke kende mit navn. Efter flere forsøg hvor jeg havde bedt ham om at fortælle hvorfra han kendte mit navn fra, var der stadig ikke kommet noget svar. Jeg havde ellers spurgt nogenlunde pænt den første gang, men udviklede sig dog senere til en hysterisk skrigen igen.

Det var mørkt, og jeg var træt. Jeg ville bare have informationerne, men den stædige dreng gav sig ikke.

”For helvede dreng, fortæl mig det nu!” råbte jeg igen af ham. Stadig intet svar. I en pludselig bevægelse greb jeg ud efter rattet, og fik fat før han nåede at reagere.

”Hvis du ikke fortæller mig det, kan jeg så let som ingenting få bilen til at køre galt.” Det ville sikkert ende med at slå os begge ihjel, men for at være ærlig, lød det ikke som nogen dårlig idé. Jeg tror han endelig kunne fornemme alvoren i mine ord, og han sukkede opgivende.

”Noget for noget,” sagde jeg i et nu mere afdæmpet toneleje.

”Okay,” sagde han efterfulgt af et nik.

Jeg lod langsomt hånden glider ned ad rattet igen, og tog hånden over til mig selv. Hvis det dog bare havde været lyst. Så ville jeg have kunnet se hans ansigt, for nu virkede han igen som en, der tænke virkelig meget over, hvad han kunne sige.

”Sagen er den at...” Han sank en klump i halsen. ”Jeg burde virkelig ikke sige det her.” Jeg tog mig selv i at holde vejret. Det her måtte være noget vigtigt. Han vidste hvem jeg var, og han måtte ikke sige hvorfor, men nu havde jeg alligevel fået han presset ud i det.

”Jeg kender dine forældre. Dine rigtige forældre. Eller... Jeg arbejder for dem.”

Jeg tabte kæben et kort øjeblik. Det her var jo bare for urealistisk. Jeg var stukket af i går, og nu kom der pludselig en og sagde, at han kendte mine rigtige forældre.

”Hvad?” var de eneste ord der slap ud over mine læber.

”Jeg blev sendt ud for at hente dig, da de fandt ud af at du var stukket af,” fortsatte han. Han virkede selv ikke nær så arrogant og selvsikker som han før havde gjort.

”Hvordan vidste i hvor jeg var?”

”Åh, har dine plejeforældre aldrig fortalt dig det?” Med det samme, var det arrogante tilbage igen, og jeg kiggede bare på ham med et skarpt blik, som han alligevel ikke kunne se i mørket.

”Nej,” mumlede jeg stille, og måtte kæmpe alt hvad jeg havde lært, for ikke at gå løs på ham igen. Jeg tror trætheden fik alle mine følelser til at gå helt amok lige nu.

”Ravnen.”

Mit allerede forvirrede sind, blev lige skruet en tand op. Hvordan kan ravnen spille en rolle i det her? Han sukkede bare af mig.

”Har du aldrig bemærket, at ravnen altid er der, når du har brug for hjælp. Hvordan den altid er der til at lede dig på vej?”

Det var som om noget slog klik. Nu kunne jeg huske det. Den drøm jeg havde. Med ravnen der viste vej igennem skoven. Det var ikke kun en drøm, men noget der var sket. Hvordan eller hvornår kunne jeg ikke huske. Ravnen fik mig til at sætte mig ind i bilen. Det havde hele tiden været ravnen.

”Men hvordan?”

”Som barn bliver man knyttet til et bestemt dyr. Ravnen valgt dig, og har fulgt dig igennem hele livet. Selvom du sikkert ikke har bemærket den halvdelen af tiden.”

”Du er jo sindssyg.” Der var da ingen mennesker der havde et dyr knyttet til sig? Til min forundring slog han bare en latter op.

”Ja det siger du nu, men om en uge vil du se helt anderledes på tingene.”

Jeg rystede bare på hovedet af ham. Jeg var for træt til at tage stilling til nogle store ting, så jeg droppede bare at diskutere mere med ham. Jeg rakte ud efter radioen, og trykkede på sluk knappen.

”Vi er nogle der har vandret hele dagen og har brug for at sove,” sagde jeg, og hvilte hovedet imod hovedstøtten. Han svarede mig ikke, men lod radioen være slukket til alt held, og der gik ikke mange minutter før mørket havde opslugt mig, og alt blev sort...

* * * * * * * * * *

Så fik jeg endelig lagt næste kapitel herind. I må meget gerne smide en kommentar om hvad i synes. Og nu kom der endelig en forklaring på hvad ravnen havde med det hele at gøre.. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...