Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

142Likes
167Kommentarer
8679Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

Jeg fik hurtigt varmen igen efter at være kommet ind i den varme bil. Min krop var presset så tæt imod bildøren som mulig. Der var ingen grund til at sidde tættere på ham end højest nødvendigt. Forhåbentlig kunne han forstå, at jeg ikke var interesseret i diverse venskabelige snakker. For vi var bedste ikke venner, og ville aldrig blive det.

”Hvor skal du så hen?” selv med blikket rettet imod vinduet, kunne jeg ud af øjenkrogen ane, at han kiggede i min retning. Havde mest bare lyst til at sige, at han skulle koncentrere sig om at køre i bil, i stedet for at glo på mig, men jeg holdt ordene tilbage.

”Bare til næste by.”

Heldigvis sagde han ikke mere til mig, men skruede i stedet op for musikken, der spillede for fuld kraft. Efter en hel dag, hvor jeg havde gået alene uden nogen form for larm, var mine øre ved at eksplodere af den høje lyd. Jeg sukkede tungt, og han grinte bare ad mig. Hvis han bare vidste hvad jeg havde været igennem, så ville han nok ikke grine!

Mørket gjorde, at jeg ikke kunne se hans ansigt tydeligt. Kun omridset, hvilket til gengæld så fantastisk ud, men han var stadig en arrogant møg irriterende dreng, der bare tilfældigvis så godt ud. Jeg fjernede hurtigt blikket fra ham igen, og kigger fremad igen.

Langt fremme så jeg et enkelt lys. Det måtte betyde, at vi nærmede os en ny by. Endelig kunne jeg slippe væk fra ham igen. Mine øjne sad klistret på forruden. Vi kom nærmere og nærmere på lysene, indtil vi til sidst kørte over bygrænsen til en lille ukendt by.

Vi kørte først forbi nogle enkelte huse, men kom senere ind til midten af byen. Jeg sad som en puma på rov, klar til at springe ud af bilen i det øjeblik han holdte ind til siden, men det skete aldrig. Jeg kiggede til sidst undrende på ham da vi nu var på vej til udkanten af byen.

”Du må godt sætte mig af nu.”

Han svarede ikke, men trådte i stedet speederen i bund, og øgede farten og susede ud af byen.

”Hvad har du gang i!? Sæt mig af nu!” råbte jeg lettere desperat, og greb ud efter dørhåndtaget, men i løbet af ingen tid, trykkede han på knappen der låste alle bilens døre.

”Luk mig ud!” råbte jeg igen, men kan kiggede igen bare målrettet fremad på vejen, og holdte stadig den samme hurtige fart. Jeg blev til sidst desperat efter en reaktion. Jeg sad og råbte og skreg, mens han sad iskold og kørte videre.

Jeg knyttede min ene hånd og langede ud efter ham. Hvis jeg rent faktisk havde ramt ham, var det sikkert endt i et biluheld, men så slemt gik det dog ikke. Han opfangede hurtigt min bevægelse, og greb med sin ene hånd ud efter mit håndled, og stoppede slaget lige før jeg kunne nå at ramme ham. Jeg bed tænderne sammen i smerte over så hårdt han klemte om mit håndled.

”Giv slip!” skreg jeg videre, men hans greb forblev det samme.

”Så sid stille, og hold munden lukket,” svarede han vrissent tilbage.

Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde over hele denne situation. Var han en sindssyg morder? Kunne han bare godt lide kvindeligt selskab, eller hvad pokker hvad der galt med ham? Jeg tænkte pludselig tilbage på ravnen. Den havde kigget på mig med det velkendte blik. Et blik der fortalte mig, at jeg skulle sætte mig ind i bilen, og at der ikke var noget at være nervøs over. Mon ravnen vidste at fyren i bilen var sindssyg? Jeg sukkede en sidste gang, og stoppede med at kæmpe imod, og kort efter gav han endelig slip på mit håndled.

Sidde stille ville ikke blive noget problem, men holde munden lukket? Efter hvad han lige havde gjort? Det kunne han godt droppe.

”Hvem er du?” Jeg krydsede armene foran mig, og kiggede på ham.

”Alexander Borowski,” svarede han køligt.

Borowski. Det lød russisk. Jeg vidste en del om russiske efternavne, da jeg selv havde noget russisk i årene. Det troede jeg da i hvert fald, indtil jeg fandt ud af, at min familie var løgnere. Jeg følte at det var min tur til at præsentere mig selv, men jeg måtte spærre øjnene op, da han kom mig i forvejen.

”Og du er Kayla Pankova.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...