Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

141Likes
167Kommentarer
8463Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

Solens lange morgenstråler skinnede ind igennem det lille vindue, og jeg kom op af sengen og i tøjet på ingen tid. Jeg forlod kort efter værelset i samme stand som da jeg kom, og fortsatte videre på min vandring.

”Hun ved der er noget galt. Hun er en kvik pige, og vi kan ikke længere holde det skjult” havde min såkaldte mor hvisket til min såkaldte far en dag i køkkenet, hvor de ikke vidste at jeg stod lige på den anden side og holdt vejret for ikke at blive opdaget. Jeg var nemlig en kvik pige, og jeg havde et stykke tid kunnet mærke, at de havde opført sig underligt. Eller nærmere, unormalt. Anderledes. Sært. De havde begge hele tiden mystiske opkald, som jeg aldrig måtte høre noget om.

Jeg havde i 17 lange år, gået og troet på at de var mine biologiske forældre. Jeg brasede til sidst ind ad døren, og kiggede frustreret på dem.

”Hvad foregår der?!” min stemme var forvirret, men samtidig bestemt. Jeg måtte have nogle svar.

Jeg kan ikke huske det præcise svar, da jeg var for oprevet til at opfange ordene. Men jeg tror det var en normal måde at reagere på, når man finder ud af, at ens forældre aldrig har været dem man havde troet. Det var næsten en måned før jeg endelig slap væk at jeg fandt ud af det. Fra dét tidspunkt forsøgte jeg ved hver given mulighed at stikke af, men hver gang blev jeg fanget på vej væk og slæbt tilbage på værelset.

Efter flere forsøg hver eneste dag i næsten tre uger, gav jeg op. Eller rettere sagt, det var hvad de troede jeg havde gjort, men jeg var jo en kvik pige. Noget de hele tiden glemte. Så da jeg i en hel uge ikke havde forsøgt på noget, havde de ingen mistanke om, at jeg pludselig ville stikke af. Den uge havde føltes som en livstid. Spærret inde i et bur med overvågning. Forældre der ikke elskede mig, men i stedet holdt hemmeligheder for mig.

En enkelt tåre slap ud af øjenkrogen, men jeg fik den hurtigt tørret væk. Hvis der fandtes en måde, hvor jeg kunne glemme alt det her ville jeg gøre det. Hvorfor kunne jeg ikke bare have haft en helt almindelig familie? Hvorfor lige mig?

Jeg stoppede hænderne i lommerne, og fortsatte videre i vejkanten. Byen forsvandt hurtigt bag mig, og solens strålende skær var så småt begyndt at stige højere og højere på himlen. Hvor længe jeg ville komme til at gå, vidste jeg ikke. Alt der var vigtigt var, at jeg ville finde svar. Finde min familie. Min rigtige familie.

Efter flere timers vandring uden pause, bandede jeg for mig selv, da de første store vanddråber faldt ned på min jakke. Skyerne der som store puder dækkede hele himlen, havde en farve der mindede mig om ravnen. Helt mørke, men med nogle enkle små huller, hvor solen kæmpede sin vej igennem.

Regnen tog til, og jeg var gennemblødt i løbet af ingen tid, men der var ikke tid til at stoppe op. Jeg måtte fortsætte. Mine øjne var trætte. Trætte af alle tankerne og oplevelserne. Jeg ville bare ned og lægge i min gode gamle bløde seng, og sove trygt og roligt. Desværre var den tid forbi, og sengen var ikke længere min. Vreden boblede op inden i mig igen, og jeg øgede farten.

Træer. Mørke. Tåge. En fugl. Jeg løb igennem skoven alt hvad jeg kunne, og kiggede mig tilbage. De var stadig efter mig. Pulsen steg, og jeg var bange for at mit hjerte snart ville springe ud af halsen. De tynde grene piskede imod mit ansigt, men jeg fortsatte videre i fuld fart. Tågen lå som en tyk svamp i skoven imellem alle de høje grantræer. Det havde regnet i nat, og den velkendte duft af gran fyldte skoven. De var stadig efter mig. En fugl fløj pludselig forbi mig. En ravn. Mine ben løb stadig alt hvad de kunne, men alligevel studerede jeg kort fuglen. En hvid prik under maven. Den kiggede på mig på en underlig måde, og drejede pludselig skarpt til siden. Uden en tøven fulgte jeg efter den, men efter svinget var ravnen forsvundet.

Jeg kiggede tilbage, da jeg til sidst var løbet tør for luft, og måtte stoppe op og hive efter vejret. Den hvide natkjole var beskidt af turen igennem træerne, og mine bare fødder havde skrammer af at have trådt på diverse ting. De store barneøjne kiggede tilbage. De var ikke længere efter mig.

Jeg slog øjnene op igen. Jeg måtte have været faldet i søvn. Jordet var våd, og jeg sad lænet op af et skilt. Jeg hostede et par gange af kulde, før jeg med besvær fik rejst mig op, og fortsat min vandring. Den drøm havde jeg haft et utal af gange igennem mit liv. Hver gang den samme. Den lille pige. Tågen, træerne og ravnen. Ravnen! Pludselig følte jeg mg helt fortumlet. Ravnen fra min drøm. Det var den jeg så i går. Jeg var helt sikker. Den hvide plet og det venlige blik. Det var ikke til at tage fejl af.

Drømmen havde altid føltes så virkelig, og jeg var stadig i tvivl om det overhovedet var en drøm, eller om det var noget, der rent faktisk var sket. Jeg har ingen minder fra det jeg var under 12. Det føltes nogle gange som om, hele min hukommelse fra før på mystisk vis er forsvundet.

Jeg rystede tankerne fra mig. Jeg var træt og sulten. Jeg havde bare dårlig hukommelse, og det var hvad det var. Drengen silede stadig ned, og min mave skreg efter mad. Solen var snart forsvundet ned bag træerne i horisonten. Hvor længe havde jeg sovet? Hele dagen skulle have været brugt på vandring, og i stedet lå jeg og sov. Skønt. Mørket omringede mig hurtigt, og den øde landevej blev hurtigt kulsort.

Lygterne fra en bil skar igennem mørket fra lang afstand, men jeg holdte mit blik rettet på vejen foran mig. Da den kom tæt nok på, kunne jeg høre at den bremsede, hvilket fik mig til at stoppe op.

Bilen trillede langsomt hen på siden af mig og rullede vinduet ned. En stor sort Land Rover med tonede vinduer. Sådan en bil skurkene altid kørte rundt i i film. En dreng på omkring min alder kiggede ud på mig.

”Har du brug for et lift, lille prinsesse?” spurgte han. Allerede der, havde jeg ikke noget godt indtryk af ham. Lille prinsesse? Sådan noget kan man altså ikke kalde en fremmed.

”Nej tak. Jeg har det fint med at gå.”

Han løftede bare øjenbrynene og sendte mig et skævt smil.

”Selvfølgelig. Regnvejr er bare skønt når man ikke har en vandtæt jakke, ikke?” Flabet. Meget flabet.

Jeg trak bare på skulderen. Jakken var gennemblødt, og jeg var sikkert på, at det ikke var muligt for den, at blive mere våd. Men aldrig i livet om jeg ville sætte mig ind i den bil.

En sort fugl fløj pludselig hen, og satte sig elegant på bilens tag. Den ravn. Hvid prik. Drengen lod ikke til at have bemærket det, mens jeg selv fuldstændig havde rettet opmærksomheden imod fuglen i stedte for ham. Den kiggede på mig, med det venlige blik den havde givet mig dagen før.

Fuglen fløj baksende væk igen kort efter, og uden at tænke mere over det, tog jeg fat i dørhåndtaget, og satte mig ind i bilen... 

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Så fik jeg endelig skrevet næste kapitel :) Men gymnasielivet kræver desværre en del tid til lektier, men jeg vil forsøge at skrive så ofte som muligt. I må meget gerne smide en kommentar om hvad i synes, både ris og ros.

Tak fordi i gider at læse med! :)

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...